Politiet efterlyser 87-årige Arne og beder folk tjekke haver og skure

KRIMI. Sydøstjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at finde 87-årige Arne, som er gået fra sin bopæl i Vejle. Politiet er bekymret for ham og vil gerne sikre sig, at han er i god behold.
Arne blev senest set lørdag omkring klokken 13 på Grønlandsvej i Vejle. Han er omkring 170 centimeter høj, almindelig af bygning og har gråt, tilbagestrøget hår. Ifølge vagtchefen var han iført en pullover og mørke bukser, da han forsvandt. Politiet har lagt et billede af ham ud.

Politiet opfordrer borgerne i området til at kigge efter i deres haver, skure og andre steder, hvor man kan komme ind og søge ly.
Har man set Arne eller har oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på telefon 114. Står man sammen med ham lige nu, skal man ringe 112. Politiet opfordrer også til at dele efterlysningen.


