Han er professionel håndboldspiller og fransk mester i æggekast: Mød Cornelius Kragh

Der kører en lille bil fra Aarhus til Kolding de fleste dage i ugen, og i den sidder en af ligaens venstre backer og tænker på alt muligt andet end håndbold. På to små børn og et nyt hus, der skal sættes i stand, på en kone, der lige er begyndt at arbejde, og på et jurastudium, som han læser online og på deltid, fordi en håndboldspiller har svært ved at møde op til forelæsninger. »Der er fart over feltet,« påpeger Cornelius Kragh om sin hverdag, og det er en mild måde at sige det på. Han bor i Aarhus, fordi hans kones familie er derfra, og fordi hun arbejder der, og han spiller i Kolding, fordi det var dér, han kunne se noget, der skulle bygges op. »Så vi er en lille bil, der pendler fra Aarhus til Kolding,« siger han.

Manden bag rattet er født ind i håndbold, så bogstaveligt som det kan lade sig gøre. Han voksede op i Hellerup, moren var træner for hans to storesøstre i HIK, de var tre og fem år ældre end ham, og han blev taget med. »Jeg kan nærmest ikke huske en tid, hvor jeg ikke har været i en håndboldhal. Jeg er lidt født ind i det,« fortæller han, og forældrene var foreningsmennesker, der lagde deres frivillige timer i klubben, så sporten var familiens sprog. Hjemme stod der et mål i haven. »Fra jeg kom hjem fra skole, til vi skulle spise, var jeg ude i haven og spille håndbold, hvis vejret var til det. Og hvis det ikke var, så måtte jeg jo ned i hallen,« fortæller Cornelius Kragh. Målet i haven blev til Skjern, Skanderborg og Fredericia, og i 2022 til Dunkerque på den franske kanalkyst, hvor han spillede tre sæsoner, 84 kampe og 389 mål i en liga, han kalder en kæmpe oplevelse og noget, han er enormt glad for at have prøvet.

Det var også i Frankrig, at livet uden for banen begyndte at veje mere end livet på den. Parret havde fået deres første barn, og nummer to var på vej, og det var der, beslutningen om at komme hjem blev truffet. »Det var nok mest af personlige årsager. Vi havde fået vores første barn, og min kone var gravid med nummer to. Jeg havde brug for at komme hjem, få lidt ro på og finde en fast base. Jeg ville gerne være tættere på familie og venner, så det var i høj grad en beslutning, der handlede om livet uden for banen,« fortæller han. Agenterne fandt mulighederne, og blandt dem skilte KIF Kolding sig ud, mindre for det, klubben var i det øjeblik, end for det, den havde været. »Det er jo en stor klub med flest danske mesterskaber. Jeg troede virkelig på, at vi kunne bygge noget op omkring klubben og være med til at få den tilbage, hvor den hører til,« siger Cornelius Kragh, og så kom det, han selv kalder en streg i regningen. Efter at han havde skrevet under, rykkede Kolding ned i 1. division. Siden er klubben rykket op igen, og målet har skiftet karakter undervejs. »Nu handler det i første omgang om noget andet. Vi skal have stabiliseret Kolding i ligaen,« konstaterer han.

Oprykningen er ikke det eneste, der har ændret sig, siden han kom. Truppen er skiftet ud i et omfang, så han efter et år er en af de gamle, og det giver ham en rolle, han kan lide. »Jeg blev taget enormt godt imod, da jeg kom sidste år, og jeg synes også, vi har været gode til at tage imod de nye spillere i år,« siger han. Byen har han til gengæld lært at kende på sin egen måde, mest gennem forruden på vej til og fra træning. »Kolding er en skøn by. Man skal ikke bevæge sig ret meget rundt, før man opdager, hvor meget den har at byde på. Den ligger fantastisk ved vandet og fjorden, og der er virkelig mange flotte bygninger, især de gamle murstenshuse. Jeg kører forbi så mange flotte steder på vej gennem byen, så jeg har et rigtig godt indtryk af Kolding,« siger Cornelius Kragh.

Det er den slags, fansene ser fra tribunen, en venstre back, der kommer og kører igen. Det, de spørger om, er noget andet, og i den rækkefølge, de stiller spørgsmålene, lyder svarene sådan her. Livretten er italiensk, og han er ærlig om, hvor langt hans egne evner rækker. »Alle, der siger, at pizza ikke er deres livret, lyver lidt for sig selv. Jeg kan ikke selv lave en særlig god pizza, men jeg laver til gengæld en rigtig god carbonara,« siger han. Det, de færreste ved om ham, skal han tænke sig om for at finde, og så dukker der et minde op fra en ferie i det sydvestlige Frankrig, længe før Dunkerque. »Da jeg var 13-14 år, blev jeg mester i æggekast i en lille by i Frankrig, sammen med min mor. Så det må vel være et fun fact,« smiler Cornelius Kragh. Ritualer, den slags som andre spillere har med bestemte sko og faste bevægelser i omklædningsrummet, må fansene lede efter forgæves. »Jeg tager altid en lang lur midt på dagen, hvis vi skal spille om aftenen, og det skal vi jo tit. Men ellers har jeg faktisk ingen faste ritualer,« fortæller han.

Luren er den ene faste ting i en hverdag, der ellers ændrer sig hele tiden, og det gør drømmen om Kolding også. Den er blevet justeret én gang og kan blive det igen, men i dag lyder den sådan. »Min drøm er først og fremmest, at Kolding bliver et etableret ligahold. Derefter kunne det være vildt sjovt at få klubben tilbage i slutspillet og bygge videre derfra. Det ville være megafedt at være med til at udvikle klubben, så vi ikke bare holder os i gang, men faktisk rykker os og bliver bedre,« siger han, og han ved godt, at udvikling er et underligt ord i en klub, der i mange år var det ypperste i dansk håndbold. »Det kommer jo an på, hvordan man ser det. Om man kalder det udvikling eller en tilbagevenden til det, klubben engang var.«

Når træningen er slut, sætter han sig i bilen igen og kører den anden vej, hjem til Aarhus, til børnene og huset og en paragraf eller to inden sengetid, og måske til et mål i haven, når børnene bliver gamle nok til at stå i det.