Michael Hansen tog lærdommen fra Superligaen med ned i 1. division
Foto: AVISEN / Michael Nielsen / Trine FotoG

SPORT. Michael Hansen har været cheftræner i FC Fredericia siden august 2020, og efter holdets nedrykning fra Superligaen i foråret har han skullet finde en ny balance mellem det, holdet lærte i den bedste række, og det, der kræves i 1. division. Efter lørdagens hjemmekamp mod Hobro IK forklarer han, hvordan erfaringerne fra sidste sæson har præget arbejdet i den nuværende.
For Michael Hansen handler det især om forsvarsspillet. »Vi har lært meget af sidste sæson. Det sidste halvår i Superligaen forsvarede vi os på en anden måde, men lærte os meget på den hårde måde«, siger han. Den erfaring har han taget med til 1. division, hvor holdet forsvarer sig anderledes end tidligere. Fredericia har kun lukket seks mål ind i sæsonens første 11 kampe.
Ifølge cheftræneren er det trygheden bagude, der giver frihed fremme på banen. »Det, der gør, at vi kan spille med mange spillere foran bolden og med meget glæde i mellemrummene, har noget med trygheden at gøre, der er i vores defensiv«, siger Michael Hansen.

Han peger også på samspillet mellem spillerne som en vigtig del af udviklingen. »Vi har nogle vigtige punkter i holdet, i nogle af de spillere, der er gode til noget forskelligt. Relationen mellem, hvad man er god til, hvad man kan byde ind med, og hvornår man kan byde ind med det, bliver bedre og bedre«, siger han.
Michael Hansen fortæller, at forventningerne til sæsonens første del var, at holdet skulle blive bedre. »Vi forventede lidt af os selv, at vi skulle blive bedre efter den første del af sæsonen«, siger han. Det gælder både spillet og resultaterne, mener han.
Om selve spillestilen er cheftræneren ikke i tvivl om, hvad han vil se. Efter lørdagens kamp fremhævede han variationen. »Jeg følte mig virkelig underholdt i dag af spillerne. Deres teknik var god, og deres variation var god. Variation i at spille hurtigt, spille lidt tålmodigt, så man trækker lidt pres til sig, spille bredt og spille ind i midten«, siger Michael Hansen.

