Superliga-takter: FC Fredericia efterlod ingen tvivl i overlegen magtdemonstration

SPORT. Kampen startede ellers med et ordentligt gok i nødden for hjemmeholdet. Hobro-træneren havde sendt sit mandskab på banen med en klar besked om at presse højt, stikke en kæp i hjulet på Fredericias opspil og få dem ud af balance. Det virkede faktisk i de første ti minutter, hvor Fredericia så lidt famlende ud, og hvor det slet ikke flød med de vante, hurtige kombinationer. Men det, der adskiller et tophold fra et gennemsnitligt hold, er evnen til at tilpasse sig, når kampplanen vælter. I stedet for at gå i panik og begynde at losse lange bolde frem i blinde, begyndte Fredericia at løse presset med kortere, klogere afleveringer. Især Jonatan Lindekilde og Lauritz Dauerhøj begyndte at søge de tomme rum bag Hobros første presbølge, og pludselig var det gæsterne, der hang i bremsen og kom et skridt for sent, fordi de havde brændt alt for mange kræfter på det indledende stormløb.

Når man kigger på Fredericias offensive spil derefter, var det simpelthen svært ikke at lade sig imponere. Det var ikke bare tilfældige langskud, selvom dem var der også mange af, men gennemtænkt og flydende fodbold. Emilio Simonsen spillede en af de kampe, hvor alt lykkedes, og han fik taktisk set lov til at operere med enorm frihed på sin kant ved gentagne gange at trække ind i banen i stedet for bare at klistre sig til sidelinjen. Det skabte total uorden i Hobros defensiv, fordi deres backer ikke anede, om de skulle følge med centralt eller blive ude. 1-0-målet var det perfekte skoleeksempel på netop den dynamik med en benhård solotur, hvor Hobro manglede den centrale sikring.

Sammenlign det med Asbjørn Bøndergaard, der fungerede som det perfekte anker i front. Han bandt Hobros midterforsvarere op, så de konstant skulle kigge over skulderen, og hans fysiske arbejde munder jo direkte ud i det straffespark, han selv sparker stensikkert ind til 2-0. Centralt på banen fik Svenn Crone og resten af holdet efter den urolige start fuldstændig styr på midtbanen, og selv da kampen efter pausen gik ind i en mere rodet fase med en del boldtab fra begge sider, mistede Fredericia aldrig kontrollen. I stedet for at jage for mange chancer og åbne bagdøren, holdt de strukturen. Valdemar Birksø i målet fik en ret stille eftermiddag, og det skyldes i høj grad, at Fredericia-defensiven fik lukket ned for de få indlæg, Hobro sendte ind i feltet, længe før det blev rigtig farligt.

Det her opgør understregede med al tydelighed, at FC Fredericia har et offensivt topniveau, som de færreste hold i rækken kan modstå, når det kører. De kan straffe dig på sololøb, de kan spille sig igennem i de små rum, og de har både fysikken og dødboldene til at gøre ondt. At de så også brænder to gange på overliggeren og rammer stolpen til sidst, viser bare, at sejren faktisk burde have været endnu større. Hvis Fredericia kan holde det her bundniveau og den taktiske koldblodighed i resten af efteråret, bliver de hamrende ubehagelige for alle at spille imod.