Region Syddanmark får del i 20 millioner til bedre lægedækning

0

KRIMI. Region Syddanmark modtager nu økonomisk støtte fra Lægedækningspuljen, der samlet set fordeler 20 millioner kroner på 20 forskellige projekter rundt omkring i landet. Projekterne skal sikre flere læger i områder, hvor lægemanglen er størst – herunder dele af Region Syddanmark.

To projekter i regionen får del i støtten, og begge har til formål at styrke rekrutteringen og fastholdelsen af læger i Syddanmark. Særligt Tønder, Aabenraa og Nordborg/Sønderborg er i fokus, hvor rekrutteringsbehovet længe har været en udfordring.

Et af projekterne, der modtager hele 818.200 kroner, hedder »Sønderjylland kalder – tværsektorielt samarbejde for bedre lægedækning«. Projektet er en innovativ rekrutteringsindsats med blandt andet kommunikation, formidling og målrettede rekrutteringsture. Der etableres samtidig et lægerekrutteringsnetværk (LRN) under Sundhedsklynge Sønderjylland, som skal finde nye, attraktive løsninger på de eksisterende udfordringer.

Det andet projekt, som modtager 80.000 kroner, hedder »Praksisnær ledelse, faglig udvikling og netværk«. Her ligger fokus på undervisning, oplæg og netværksdannelse for kommende og nynedsatte læger.

»Formålet er at understøtte læger i at opleve sig kompetente i ledelsesarbejdet og dermed øge trivslen i lægegerningen og praksisdriften. Projektet er målrettet lægedækningstruede områder i Sydvestjylland og Sønderjylland,« fremgår det af projektbeskrivelsen.

Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, glæder sig over, at midlerne nu uddeles:

»Det er en central del af et velfungerende sundhedsvæsen, at alle borgere har let og lige adgang til egen læge. Derfor er det også glædeligt, at vi i fællesskab med PLO nu sætter gang i 20 projekter, som skal gøre os klogere på, hvordan vi styrker lægedækningen,« siger han.

Også hos Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er der tilfredshed med indsatsen, fortæller formand Jørgen Skadborg:

»Det er en stor styrke, at vi med Lægedækningspuljen nu kan sætte gang i en række målrettede projekter, der skal styrke lægedækningen dér, hvor den i dag halter mest.«

Projekterne i Region Syddanmark forventes at blive gennemført i løbet af 2025-2026 og har til formål ikke blot at skaffe flere læger til området, men også at fastholde dem i det syddanske, hvor manglen på praktiserende læger nogle steder længe har været en stor udfordring.

Niels Flemming Hansen besøger norsk klima-projekt: “Her bygges fremtidens løsninger”

0

POLITIK. Medlem af Europa-Parlamentet Niels Flemming Hansen (C) har netop besøgt det norske Northern Lights-projekt ved Øygarden, et samarbejde mellem energigiganterne TotalEnergies, Equinor og Shell. Her arbejder man målrettet på at indfange CO₂ fra den tunge industri og transportere den til permanent lagring under havbunden.

Projektet kan ifølge Hansen spille en afgørende rolle i vejen mod klimaneutralitet:

»Her oplevede jeg, hvordan man målrettet arbejder med CO₂-fangst og permanent lagring. Det er en teknologi, som kan blive helt central i kampen mod klimaforandringerne,« siger Niels Flemming Hansen efter besøget.

Det første anlæg ved Øygarden forventes at være i drift allerede i august og vil kunne håndtere flere millioner ton CO₂ årligt. Dermed bliver det et tydeligt eksempel på, hvordan teknologiske fremskridt og internationalt samarbejde kan skabe konkret klimahandling.

»Det gør stort indtryk at stå ved faciliteterne. Her ser vi tydeligt, at fremtidens klimaløsninger ikke blot diskuteres, men også bygges. Det er inspirerende,« udtaler Niels Flemming Hansen, der takker holdet bag besøget for en givende og lærerig oplevelsen.

Stor interesse for fremtidens ældreliv i Middelfart

0

POLITIK. Mere end 500 mennesker mødtes tirsdag til borgermødet “Du bliver aldrig for gammel til at have det godt – Den nye ældrelov” i Middelfart. Aftenen handlede ikke om paragraffer eller politiske principper, men om mennesker, relationer og værdighed i hverdagen, hvor omsorg og medindflydelse fylder naturligt.

I salen var opmærksomheden stor, for selvom mange deltagere kendte ældreplejen indefra – som borgere, pårørende, medarbejdere eller frivillige – var der noget særligt ved at mødes på tværs og tale åbent om, hvad der fungerer, og hvor der er plads til forbedringer.

Flere oplæg satte ord på en allerede igangværende forandring, der indebærer færre regler, mere tillid og større fokus på borgernes egne ønsker. Deltagerne fik indblik i nye samarbejdsformer, prøvehandlinger og en ambition om at skabe helhed i ældrelivet gennem fællesskab med pårørende, frivillige og professionelle.

Civilsamfundets rolle blev også understreget som en vigtig supplerende faktor til den faglige pleje. Frivillige fællesskaber såsom støtte i overgange, vågevagter, spisehold og sorggrupper blev fremhævet som afgørende elementer, der binder hverdagen sammen for dem, der har mest brug for det.

Borgermødet blev en tydelig påmindelse om, at det ikke kun handler om strukturer, men også om at styrke relationer. Samtale, nysgerrighed og fælles ansvar blev understreget som centrale værdier.

Mødet sluttede med spørgsmål fra salen, nogle udfordrende og andre opmuntrende. Fælles for alle var ønsket om at forstå og forme fremtidens ældreliv i Middelfart Kommune.

DLG gennemfører stor omstrukturering fra hovedsædet i Fredericia

0

BUSINESS. Fra hovedkvarteret Aksen i Fredericia tager DLG nu hul på en omfattende omstrukturering, der skal sikre virksomheden en gevinst på én milliard kroner inden for de næste tre år. Den store manøvre sker som led i det netop lancerede transformationsprogram ReGen, der skal styrke koncernens konkurrenceevne og fremtidssikre virksomheden.

DLG, der er ejet af omkring 25.000 danske landmænd, ønsker med den nye organisationsstruktur at skabe en tættere integration mellem virksomhedens forskellige afdelinger. Det sker blandt andet ved at samle aktiviteterne i fire store forretningsområder, nemlig Agriculture, Animal Nutrition, Energy og Housing.

Koncernchef Peter Giørtz-Carlsen fremhæver, at den nye struktur er helt afgørende for at realisere ambitionerne i transformationsprogrammet ReGen. Han mener samtidig, at den vil gøre DLG mere sammenhængende som virksomhed.

»Den nye struktur, vi implementerer, er afgørende for at vi lykkes med transformationen, der er sat i gang. Den vil gøre DLG Group mere omkostningseffektiv og fremtidssikret samt medvirke til, at vi i hele koncernen fremadrettet agerer mere som ét team. Vi samler vores agriforretninger i én enhed for at udnytte vores størrelse, øge effektiviteten og fremme best practice på tværs af markeder,« siger Peter Giørtz-Carlsen.

Samtidig bliver vitamin- og mineralforretningen Vilofoss en selvstændig enhed, der skal sikre vækst inden for specialprodukter, mens alle koncernens supportfunktioner samles i et nyt Corporate Center. Herfra skal der drives digitalisering, globalt indkøb samt strategisk rådgivning og økonomistyring.

Med den nye struktur følger også nye ledelseskræfter. Tidligere topchef hos PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen, træder ind som leder af Agriculture Business Group. Han får ansvaret for at samle koncernens danske, svenske og tyske landbrugsaktiviteter, hvilket skal føre til øget effektivitet.

Også på det danske marked sker der udskiftning. Anders Jeppesen Jensen overtager posten som chef for Agriculture Denmark efter Bøje Kjær. Han kommer fra en stilling som direktør hos DAKA Denmark og skal styrke DLG’s lokale forankring og udvikling.

»Jeg er glad for at byde Anders Jeppesen Jensen velkommen til DLG Group. Vores danske forretning spiller en afgørende rolle i at betjene vores ejere, de danske landmænd,« siger Peter Giørtz-Carlsen og fortsætter:

»Anders kommer med betydelig ledelseserfaring, omfattende viden om landbrugssektoren og stærkt kommercielt talent med sig – kompetencer, der er vigtige for os at bygge fremtidens DLG Group.«

Omstruktureringen af DLG forventes at medføre investeringer på omkring 600 millioner kroner, der skal sikre, at transformationen forankres solidt i virksomheden.

Aalborg-direktør: Tiden er kommet til et brud med Dansk Håndbold

0

SPORT. I kølvandet på den kraftige kritik fra Skjern Håndbold tidligere i dag og polemikken om Champions League pladser, retter Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen nu også et markant angreb mod Dansk Håndbold håndtering af elitedelen af dansk håndbold.

I en ny udtalelse til TV 2 Sport opfordrer Jan Larsen til, at ansvaret for håndboldens elitedel overtages af Divisionsforeningen fremfor Dansk Håndbold Forbund.

»For håndboldens skyld synes jeg, at tiden er kommet. Vi kan ikke stå her og ligne amatører fra dag til dag hele tiden. Det, tror jeg, at vi kan ændre på ved at have meget mere fokus på de enkelte ting,« siger Jan Larsen til TV 2 Sport.

Udtalelsen kommer efter en dag, hvor Skjern Håndbold åbent har kritiseret strukturen i dansk håndbold og opfordret til et opgør med Dansk Håndbolds rolle, som klubben mener spænder ben for sportens udvikling.

Jan Larsens udmelding lægger yderligere pres på Dansk Håndbold og tydeliggør, at der fra flere klubber nu er et voksende ønske om en mere professionel styring af ligaen, ligesom man kender det fra eksempelvis fodboldens Superliga.

Diskussionen ser dermed ud til at tage fart, og de kommende uger kan blive afgørende for, hvordan fremtidens danske håndbold skal organiseres. Tidligere i dag kom Dansk Håndbold med pressemeddelse. Her beklager de misforståelserne omkring kommunikationen vedrørende fordelingen af europæiske pladser, især Champions League-deltagelse. Modellen for pladsfordeling blev vedtaget i fællesskab med klubberne tilbage i 2021, men forbundet erkender, at kommunikationen om reglerne kunne have været klarere. Trods tidligere information sendt ud den 28. marts 2025, vil DanskHåndbold nu evaluere sin kommunikationsstrategi, så lignende situationer undgås fremover. Forbundet understreger vigtigheden af, at debatten bygger på fakta, og at alle parter behandler hinanden med respekt.

Enhedslisten Fredericia præsenterer kandidater til kommunalvalget

0

POLITIK. Enhedslisten Fredericia har nu offentliggjort sin kandidatliste til kommunalvalget. Listen består af ni kandidater, og det nuværende byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz er partiets spidskandidat og for første gang også officielt partiets borgmesterkandidat.

»Vi har modet til at skabe de forandringer, der er brug for. Vi peger for første gang på os selv som det bedste bud på et borgmesterparti. I vores verden er det nemlig et parti, der både kan samle, samarbejde og tør forandre – og det tror vi, at vi er de bedste til i den nuværende situation,« siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

»Med vores liste stiller vi med både erfaring, nye kræfter og lokal forankring.«

Listen ser således ud:

  1. Cecilie Roed Schultz
  2. Carsten Jørgensen
  3. Naja Frederiksen
  4. Andreas Tobiassen
  5. Thormand Kræghpøth
  6. Marc Hast Knudsen
  7. Claes Andersen
  8. Nangi Azizullah
  9. Henning Hartmeyer

Enhedslisten har desuden valgt at etablere en aktivistgruppe, der skal arbejde med folkelig mobilisering, events og konkrete mærkesager under valgkampen.

»Vi ønsker ikke bare at stille op. Vi vil skabe forandring. Sammen med fredericianerne vil vi kæmpe for en kommune med trygge ældre, et velfungerende børneliv, grøn retfærdighed og ordentlige arbejdsforhold,« siger Carsten Jørgensen, der er valgt som nummer to på listen.

Kandidaternes baggrund

Cecilie Roed Schultz (38) har siddet i Fredericia Byråd i 11 år og arbejder i headspace med unges mentale sundhed. Hun studerer desuden på deltid på Syddansk Universitet. Hun er gift og mor til to teenagere.

Carsten Jørgensen (70) er folkepensionist med en baggrund som sektorformand i FOA. Han er formand for Seniorrådet i Fredericia og engageret i lokale seniorforeninger.

Naja Frederiksen (20) er aktiv i RGU Fredericia og arbejder som plejehjemsvikar og bartender. Hun kæmper for en grønnere fremtid.

Andreas Tobiassen (40) er uddannet pædagog og arbejder i Vestbyen. Han har været politisk aktiv siden teenageårene, især med fokus på racisme og senest på modstand mod nedskæringer på fritidsområdet.

Thormand Kræghpøth (32) stiller op for første gang. Han er uddannet smed og arbejder nu som hal-assistent i Idrætscenteret Fredericia.

Marc Hast Knudsen (42) er uddannet skov- og naturtekniker. Han arbejder i Middelfart Kommune og har flere års erfaring som fællestillidsrepræsentant.

Claes Andersen (60) er journalist i den boligsociale helhedsplan i Fredericia. Han har bred erfaring med kommunikation fra både ind- og udland.

Nangi Azizullah (38) arbejder som pædagogmedhjælper og hjælper for en respiratorbruger. Han brænder for børne- og familiepolitik.

Henning Hartmeyer (74) er pensionist med en baggrund som maskinarbejder, socialpædagog og vindmølletekniker. Han er aktiv i det sociale arbejde omkring Korskærparken.

Folketingets Klimaudvalg åbner for direkte dialog på Klimafolkemødet

0

POLITIK. Har du en sag eller et initiativ inden for klima-, energi- eller forsyningsområdet, du brænder for? Så kan du nu tage sagen direkte op med Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, når politikerne holder åbent foretræde under Klimafolkemødet i Middelfart den 28. august.

Folketingets udvalg inviterer borgere, virksomheder, foreninger og interesseorganisationer til at præsentere deres idéer, projekter eller bekymringer direkte til politikerne, som dermed tager Christiansborg ud til borgerne.

Sidste år besøgte Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget Klimafolkemødet for første gang, og interessen var så stor, at arrangementet nu flyttes til en større scene, så flere kan deltage og overvære foretrædet.

Frederik Bloch Münster, klimaordfører for Det Konservative Folkeparti og medlem af udvalget, forklarer formålet:

»Stort set alle udvalgsmøder foregår normalt på Christiansborg, hvor ikke alle kan deltage. Derfor tager vi nu til Klimafolkemødet i Middelfart, så vi kan møde folk med konkrete interesser og problemstillinger inden for klima-, energi- og forsyningsområdet.«

Han understreger desuden vigtigheden af direkte dialog:

»Den viden, vi får med hjem, kan bruges direkte i vores arbejde på Christiansborg – i kommende forhandlinger eller til at stille ministeren skarpe spørgsmål.«

Sidste års deltagere oplevede stor værdi i at få mulighed for at tale direkte med politikerne. Pia Heidi Nielsen, fagpolitisk ordfører i FOA, udtaler:

»Vi bad om foretræde, fordi vores medlemmer møder barrierer i klimaarbejdet. Politikerne lyttede aktivt og tog flere af vores temaer med videre.«

Det åbne foretræde afholdes torsdag den 28. august 2025 kl. 14:30 – 16:00 i Beige-området.

Ønsker man at deltage, skal man sende en kort beskrivelse af emnet til kef@ft.dk senest den 19. juni 2025.

Foretrædet er ét ud af i alt 400 arrangementer på dette års Klimafolkemøde, der finder sted fra den 28. til 30. august 2025. Programmet offentliggøres den 5. juni på Klimafolkemødets hjemmeside og app.

Poul B. Jakobsen genindtræder som CEO i Process Engineering

0

BUSINESS. Efter kun syv måneder med Mogens Olesen som administrerende direktør sker der nu en markant ændring i toppen af Process Engineering. Fra 1. juni 2025 vender virksomhedens grundlægger og ejer, Poul B. Jakobsen, tilbage som CEO, efter at Mogens Olesen efter gensidig aftale fratræder posten.

Tilbage i november 2024 overlod Poul B. Jakobsen direktørposten til Mogens Olesen, der havde været COO siden 2020. Skiftet skete i forbindelse med virksomhedens 25-års jubilæum, hvor Jakobsen ønskede at træde tilbage for i stedet at fokusere på rollen som arbejdende bestyrelsesmedlem med ansvar for forretningsudvikling og ekspansion.

Process Engineering, der beskæftiger omkring 100 medarbejdere fordelt på otte kontorer i Danmark, Norge og Holland, har under Jakobsens ledelse opbygget en stærk position som rådgivende ingeniørvirksomhed inden for procesindustrien.

Kolding Kommune lukker flere daginstitutioner

0

POLITIK. Kolding Kommune har netop besluttet at lukke flere mindre daginstitutioner i den sydlige midtby samt et dagpleje-gæstehus i Seest for at tilpasse antallet af pladser til det aktuelle børnetal.

Beslutningen blev taget på udvalgsmødet i Børn og Uddannelse den 4. juni, hvor politikerne drøftede kapacitetsanalysen for dagtilbudsområdet. Analysen viser, at der er et overskud af både vuggestue- og børnehavepladser i området.

Et enigt udvalg godkendte lukningen af institutionerne Hus Haderslevvej og Højvang Børnehave, mens et flertal desuden besluttede at lukke Vuggestuen Agtrupvej og Gæstehus Løvetand. Søren Rasmussen (DF) stemte imod de to sidstnævnte lukninger.

Lukningerne sker gradvist:

  • Hus Haderslevvej lukkes 1. august 2025
  • Gæstehus Løvetand lukkes 1. september 2025
  • Vuggestuen Agtrupvej lukkes senest 1. oktober 2025
  • Højvang Børnehave lukkes 1. april 2026

Børn flyttes til moderne institutioner

De 50-60 børn, som i dag er indskrevet i de institutioner, der lukker, vil blive tilbudt plads i Børnehuset Vingesuset, enten i afdeling Over Vejen eller afdeling Mosevej. Kolding Kommune understreger, at det er frivilligt, hvorvidt forældrene ønsker at benytte disse tilbud. Pladsanvisningen står klar med hjælp til at finde alternative pladser.

Tobias Jørgensen (V), næstformand i Børn og Uddannelse, forsikrer, at kommunen vil gøre sit bedste for en god overgang:

»Vi gør en stor indsats for at få familierne flyttet godt over i en ny institution, og for at personalet kan følge med børnene, hvis de ønsker det. Overgangen vil ske i tæt samarbejde med lokale ledere, medarbejdere og forældre.«

Nedslidte bygninger koster for meget

Kommunen begrunder beslutningen om lukninger med, at bygningerne er gamle og utidssvarende, og det vil være for dyrt at renovere dem til moderne standarder.

»Vi ved godt, at de små institutioner for nogen kan virke som noget helt særligt og hjemligt. Men vi tilbyder nu børnene at blive del af mere tidssvarende institutioner, som bedre kan understøtte gode læringsmiljøer,« siger Tobias Jørgensen.

Kommunen understreger samtidig, at man arbejder konsekvent med at skabe mindre grupper og rum i de større institutioner, så børnene stadig oplever nærhed, tryghed og gode udviklingsmuligheder.

Odense løfter folkeskolen: Lejrskoler, kultur og 30.000 nye bøger til eleverne

0

SKOLE. Fra næste skoleår bliver folkeskolen i Odense ikke blot lærerig, men fyldt med flere oplevelser og nye fællesskaber. Kommunen præsenterer en række initiativer, som skal give eleverne stærke minder og øget motivation i skoledagen.

Eleverne kan fremover se frem til mindst én lejrskole i løbet af deres tid i folkeskolen, en årlig kulturel dannelsesrejse med musik, teater og museumsbesøg samt en stor investering i hele 30.000 nye bøger, som skal vække læselysten til live.

Minderne fra lejrskolerne varer livet ud. Borgmester Peter Rahbæk Juel understreger, at netop lejrskoler har en særlig betydning for elevernes sociale og personlige udvikling:

»Når skoledagen flytter uden for klasseværelset, opstår der noget helt særligt. Lejrskolerne skaber minder, der varer livet ud. Uanset om turen går til et shelter i lokalområdet eller en hytte længere væk, så er det afgørende, at eleverne får mulighed for at være sammen døgnet rundt – væk fra ringeklokker og skemaer,« siger Peter Rahbæk Juel.

Samtidig sikrer Odense Kommune, at kulturen bliver en fast del af undervisningen hvert eneste år. Fremover får eleverne en årlig dannelsesrejse, hvor hvert barn kommer til at opleve mindst én koncert, én teaterforestilling og ét museumsbesøg.

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen er begejstret for, at kulturen nu systematisk bringes tættere på skoleeleverne:

»Kultur skal være tilgængelig for alle børn. Det er ikke blot en oplevelse for her og nu, men en investering i elevernes dannelse og udvikling som mennesker. Jeg håber, at initiativerne åbner dørene til en livslang glæde og interesse for kunst og kultur,« siger Susanne Crawley Larsen.

I en tid, hvor digitale medier fylder meget, satser Odense Kommune samtidig stort på at bringe fysiske bøger tilbage i klasseværelserne. Kommunen investerer otte millioner kroner i nye bøger, hvilket svarer til cirka to bøger pr. elev og samlet set 30.000 bøger.

Ambitionen er at styrke læseglæden hos alle elever:

»Med 30.000 nye bøger håber vi at vække læselysten og skabe en mere varieret skoledag, hvor der også bliver plads til fordybelse uden skærm,« siger Peter Rahbæk Juel og Susanne Crawley Larsen.

Samlet set bygger initiativerne på Juni-erklæringen fra sidste år, hvor Odense Kommune satte fokus på trivsel og fællesskab i skolerne. Politikerne investerer i alt 100 millioner kroner i skoleområdet i de kommende år, hvoraf størstedelen går til flere ansatte og trivsel i indskolingen.

Fra næste skoleår er der altså endnu mere at glæde sig til for folkeskoleeleverne i Odense – med lejrture, kulturelle oplevelser og masser af helt nye bøger.