Konservative står alene med kritik af tre skraldespande i hver indkørsel
Tommy Rachlitz Nielsen (C) var i den forrige byrådsperiode formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget. I dag sidder han i Teknik- og Miljøudvalget, hvor han mandag som eneste medlem stemte imod tre affaldsbeholdere ved hver husstand. Arkivfoto

POLITIK. Fredericia får tre affaldsbeholdere ved hver husstand i stedet for de to, som Det Konservative Folkeparti havde foretrukket. Det blev resultatet, da Teknik- og Miljøudvalget mandag skulle vælge, hvordan det lovpligtige affald fremover skal sorteres, når kommunen går fra sække til beholdere på hjul.
Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne valgte forvaltningens scenarie A, hvor hver husstand ud over den eksisterende beholder til rest- og madaffald får to nye beholdere. Standardstørrelsen bliver 360 liter med mulighed for at vælge en mindre beholder, og de nye beholdere tømmes hver fjerde uge.
Det Konservative Folkeparti stemte som eneste parti imod. Partiet ønskede i stedet scenarie D, hvor der kun kommer én ny beholder ved husstanden, mens glasaffald skal afleveres i kuber rundt om i kommunen eller på genbrugspladsen. Udvalgsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C) begrunder over for AVISEN partiets nej med økonomien.
»For det første har vi haft fokus på, at vi ikke behøver at gøre affaldsområdet dyrere for vores borgere. Vi har en tendens til at glemme, at det er borgernes penge, vi råder over. Scenarie A er dyrt, og så skal man have tre stående. Det kan være svært at finde plads til,« siger han.
Forvaltningen har selv beskrevet scenarie A som den relativt dyreste løsning, men også som den, der bedst tilgodeser genanvendelsen og ikke rummer en risiko, hvis der senere kommer et forbud mod at blande glas og metal eller plast og metal. Scenarie D er ifølge forvaltningen blandt de billigste, men findes kun i relativt få kommuner, og udgiften til indkøb og tømning af glaskuberne er ukendt, da antal og tømningsfrekvens endnu ikke er fastlagt. I stedet er der regnet med et estimat fra branchen.
Netop det forhold undrer Tommy Rachlitz Nielsen. Scenarie D indgik ikke i notatet fra den eksterne rådgiver, som forvaltningen har lænet sig op ad, og han mener, at det er svært at sammenligne løsningerne, når prisen på den ene er ukendt.
»Det er vel heller ikke helt ordentligt, at man stiller op med alle priser på skraldespande, men også præsenterer et forslag, som man hævder, at man ikke kender prisen på. Det er ikke helt rimeligt. Men det var gennemskueligt, at det ikke bliver dyrere, og forvaltningen sagde også, at scenarie D var den billigste løsning,« siger han.
Han medgiver, at glasaffald i kuber er en tilbagevenden til, hvordan det var i gamle dage, men mener, at det er et rimeligt bytte for at spare borgerne for både penge og en hel skraldespand på grunden. Og han tror, at kuberne kan tømmes billigere end en ekstra beholder ved hver husstand.
Pladsen bekymrer ham særligt i de kvarterer, hvor grundene bliver mindre.
»Hvis jeg taler for mig selv, så er der kvarterer i Nordbyen, hvor man kan se, at der bliver udstykket rigtig meget, så grundene er blevet små. Der bliver der udfordringer med at placere tre skraldespande, og de kommer også til at stå, så naboerne får mere glæde af dem, end jeg gør. Jeg synes ikke om ideen om, at vi skal have så mange skraldespande stående,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Han peger samtidig på, at den decentrale sortering i mange beholdere ifølge nogle kører på lånt tid, fordi der på et tidspunkt kan komme central robotsortering, hvor alt affald samles i få spande. Sker det, vil kommunen stå med et stort overskud af plastbeholdere.
Hvad det nye system konkret betyder for den enkelte familie, har han sværere ved at vurdere. Forvaltningen har selv understreget, at ingen af de fire scenarier kan gøre alle brugergrupper tilfredse, og det er Tommy Rachlitz Nielsen enig i. Men på bundlinjen er han ikke i tvivl.
»Så vidt jeg kan læse mig til, så stiger vi 1.000 kroner om året. Og der glemmer vi, at vi ikke disponerer over borgernes penge og derfor har et ansvar. 1.000 kroner er immervæk mange penge,« siger han.
Omstillingen fra affaldssække til beholdere på hjul blev besluttet af udvalget i juni efter pres fra Arbejdstilsynet, som vurderede, at en omlægning er nødvendig for at leve op til arbejdsmiljøloven. Til sammenligning har nabokommunerne Kolding og Middelfart tre beholdere ved hver husstand, mens Vejle klarer sig med to og lader borgerne aflevere glas i kuber, sådan som Det Konservative Folkeparti havde ønsket det i Fredericia.
