Møllegård om budgettet og papiret fra Tårnværelset: »Det er konstitueringsaftalen, alle 25 har skrevet under på«

POLITIK. Borgmester Anders Møllegård (V) kalder det afgørende, at budgetaftalen med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti har 18 af byrådets 25 medlemmer bag sig, og han holder døren åben for, at de partier, der har lavet deres eget budget, ender med at stemme for forliget.
»Det er ikke det, man skal kalde et bredt flertal, men et flertal. Det vigtigste er, at vi kommer igennem med 18 mand, der synes, det er et godt budget«, siger Anders Møllegård til AVISEN.
Han peger på, at flere af Venstres mærkesager er kommet med i aftalen. Partiet gik til valg på at afskaffe tidlig SFO og på toårige budgetter, fordi det giver stabilitet og ro, og på at udvikle hele kommunen.
»Så vi har også fred om Anna Trolles Skole og Fjelsted-Harndrup Skole. Og det med boliger i hele Middelfart Kommune, at det ikke kun er Middelfart by. Hvis man har lyttet til, hvad Line Thingberg har sagt, så har vi lagt meget vægt på, at det er hele kommunen«, siger borgmesteren.
Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten fremlagde sammen med løsgængeren Kaj Pilgaard mandag deres eget budget, og Anders Møllegård medgiver, at der er mange ligheder mellem de to.
»Dem, der sidder uden for budgettet lige nu og har lavet deres eget, synes jo, det er lidt ærgerligt, fordi de kan se, at der er mange lighedstegn. Så det kan være, vi er heldige, at tingene bliver strikket sammen. Det er drønærgerligt, for det er jo det, man sidder og forhandler om. Det er ikke sikkert, de tilslutter sig aftalen, for så skal de tilslutte sig den økonomiske politik. Men de kan altid stemme for budgettet«, siger han.
Adspurgt om han forstår, at borgere kan være forvirrede over, at han nu laver budget med det flertal, han slog ved valget, i stedet for de partier, der gjorde ham til borgmester, svarer han nej.
»Vi kæmpede for at lave en bred konstituering. Når man har lavet en konstitueringsaftale, hvor der også står, at vi laver en økonomisk politik, og man så ikke er enig i den økonomiske politik, så er det svært, for det er dem, man forhandler med. Det har været sagt gennem hele budgetfasen. De vil jo det samme som os. Så det kan være, det lykkes. Det er ikke til at vide«, siger Anders Møllegård.
Lasse Schmücker (Ø) har over for AVISEN henvist til underskrevne aftaler fra Tårnværelset, som han mener, borgmesteren ikke overholder. Anders Møllegård mener, at der er tale om konstitueringsaftalen.
»Det er i hvert fald det, jeg tænker, når jeg læser, hvad han udtaler. Det er en konstitueringsaftale, som der er skrevet under på, og det er alle 25 byrådsmedlemmer«, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er andre papirer fra Tårnværelset, som han har skrevet under på, svarer borgmesteren:
»Ikke hvad jeg ved. Der er blevet snakket en masse i Tårnværelset, det er der ingen tvivl om. Men når man laver en konstitueringsaftale, så er det den, for det er den, vi laver forståelsespapirer ud fra. Så det er den, der er den bindende aftale, for det er den sidste aftale, der er lavet.«
Budgettet ventes endeligt vedtaget ved byrådets andenbehandling den 5. oktober.
