SPORT. Når kørestole banker sammen, og lyden af metal mod metal fylder hallen i Fredericia Idrætscenter, er det ikke aggression, men glæde, der ligger bag. Det er lyden af kørestolsrugby – også kaldet Murderball – en sport, hvor rå styrke, taktik og teamwork mødes, og hvor fællesskab betyder mindst lige så meget som resultaterne.
17-årige Nick Rasmussen og 18-årige Mathilde Andersen fra Fredericia er blandt de spillere, der deltager i Murderball Cup i weekenden. Begge beskriver sporten som meget mere end bare en fysisk udfoldelse.
»Kørestolsrugby er jo ikke bare sport – det er et fællesskab. Vi har alle sammen et handicap, men her betyder det ikke, at nogen er bedre eller dårligere. Her møder man andre, der forstår, hvordan det er, og man kan snakke frit om de udfordringer, man ellers går alene med,« fortæller Mathilde Andersen, der har spastisk lammelse og nedsat funktion i højre side.
Selv om hun ikke bruger kørestol til dagligt, betyder det meget for hende at være en del af sporten. »Jeg har aldrig haft det her fællesskab før. Jeg har gået i almindelig folkeskole og gymnasium, så jeg har ikke kendt andre med handicap personligt. Det her er første gang, jeg har fundet et sted, hvor jeg føler, jeg hører til,« siger hun.
For Mathilde handler det ikke kun om træning og kampe – men om følelsen af at være lige. »Når vi sætter os i stolene, så er vi ens. Nogle, der i hverdagen næsten ingenting kan, bliver lynhurtige og stærke, når de kommer i stolen. Det er ret vildt. Og selvom det larmer, og man smadrer ind i hinanden, så griner vi bagefter. Det er sjovt, det er befriende, og det giver en følelse af frihed,« siger hun.
Hendes far, Niklas Andersen, ser, hvordan sporten har forandret datteren. »Det giver dem noget helt særligt. Mathilde har altid været i et miljø med normalt funktionsniveau og har kæmpet med følelsen af ikke helt at passe ind. Da hun så prøvede kørestolsrugby for første gang, tændte der et lys i hendes øjne. Det var som om, hun tænkte: her hører jeg hjemme,« siger han.
Han fortæller, hvordan sporten styrker både fysikken og selvtilliden. »Man lærer at bruge kroppen på nye måder. Mathilde har for eksempel lært at koordinere sine bevægelser på en måde, hun ikke har haft brug for før. Og så er der det sociale – det betyder alt. De behøver ikke tage en maske på. Alle i hallen ved, at man kan blive træt eller falde, og det er helt okay. Der er en underforstået accept af, at man er, som man er. Det er ret smukt,« siger Niklas Andersen.
Selv for de uindviede er det svært ikke at blive grebet, når kampene går i gang. »Det kan se voldsomt ud,« griner Mathilde. »Vi sidder i tunge metalkørestole og banker ind i hinanden. Lyden er høj, men vi kommer sjældent til skade. Det er fysisk, ja, men det er også fair. Der er masser af grin, råb og hep – og en stemning, som man kun får, når alle giver alt, de har.«
Niklas Andersen håber, at flere får øjnene op for parasporten generelt. »Det handler ikke kun om rugby. Det handler om at vise, at der findes muligheder for alle. Sporten giver selvtillid og glæde. Og i kommuner som Fredericia, hvor vi har stærke idrætsmiljøer, bør vi blive endnu bedre til at inkludere og støtte parasporten,« siger han.
For Mathilde og holdkammeraterne bliver Murderball Cup i Fredericia en stor oplevelse. »Det bliver fedt at vise, hvad vi kan – og spille mod de andre klubber i Danmark. Det er sjovt at møde nye mennesker og mærke, at man er en del af noget større. Jeg håber, at folk kommer og ser det. For det er virkelig en sport, der kan noget,« siger hun.
Murderball Cup spilles i Fredericia Idrætscenter den 1. og 2. november, hvor nogle af Danmarks bedste kørestolsrugbyspillere tørner sammen – med grin, styrke og sammenhold som den største præmie.
