BUSINESS. Når Isabella fra Blikfang Optik i Fredericia holder sin fagprøve torsdag den 3. april, bliver det med franske fristelser og fokus på stilfulde briller. Fra klokken 10 til 17 inviterer hun alle interesserede til et event, der sætter spot på det anerkendte franske brillemærke, Morel.
Morel har gennem mange år skabt smukke og kvalitetsrige briller i autentisk fransk stil, og nu danner mærket altså rammen om Isabellas afsluttende projekt som salgsassistent hos Blikfang Optik.
– Jeg skal til at holde min fagprøve, og derfor holder jeg et event med Morel. Vi byder på franske lækkerier og lidt godt at drikke, og det er selvfølgelig gratis at komme, fortæller Isabella med et smil.
Hun har planlagt dagen nøje og har sørget for, at der også er lidt ekstra til de første gæster:
– De 10 første, der kommer forbi butikken, får en goodiebag fra Morel og er med i lodtrækningen om at vinde et gratis stel, siger Isabella, der glæder sig til dagen.
Fagprøven er afslutningen på Isabellas uddannelse, hvor hun selvstændigt skal vise, hvordan teori fra skolen kan omsættes til praksis i butikken. Det gør hun med fokus på kundeoplevelse, kvalitetsprodukter og en hyggelig stemning.
Isabella håber, at mange har lyst til at kigge forbi butikken torsdag og være med til at gøre hendes fagprøvedag til noget særligt.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog mandag morgen en anmeldelse om et usædvanligt tyveri fra en byggeplads på Eliassensvej i Seest ved Kolding.
Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at gerningspersonerne i løbet af weekenden har stjålet to gravemaskineskovle fra stedet.
Tyveriet fandt sted mellem torsdag klokken 15.00 og mandag klokken 07.30.
Der er tale om to forskellige skovle til gravemaskiner – én på 0,5 meter og én på 1 meter i bredden. Begge havde stået på et plateau inde på en mark, og graveskovlenes samlede værdi vurderes til omkring 100.000 kroner.
Politiet har endnu ikke nogen mistænkte i sagen.
– Der er ikke umiddelbart nogen idé om, hvem det kunne være, siger Arno Rindahl Petersen.
Hvordan slap de afsted med tunge skovle?
Hvordan det er lykkedes tyvene at få de tunge gravemaskineskovle væk fra stedet, står hen i det uvisse. Vicepolitikommissæren oplyser, at der ikke fremgår oplysninger om det i døgnrapporten.
– Jeg forestiller mig også, at man skal have en maskine for at kunne håndtere dem her, men jeg ved det simpelthen ikke, siger Arno Rindahl Petersen.
Politiet undersøger nu sagen nærmere, men står altså på bar bund både hvad angår gerningspersonerne og metoden, der blev brugt til at flytte de tunge redskaber. Sydøstjyllands Politi hører derfor gerne fra vidner, der måtte have set eller hørt noget i området i tidsrummet fra torsdag eftermiddag til mandag morgen.
KRIMI. En 13-årig dreng blev mandag eftermiddag ramt af en bil, mens han kom kørende på en lille knallert i krydset mellem Oldenborggade og Kongensgade i Fredericia.
Uheldet skete omkring klokken 15.40, da en 74-årig mand fra Fredericia, der kom kørende i sin personbil ad Oldenborggade mod vest, overså sin ubetingede vigepligt.
– Han skulle lige over krydset, men kører frem for sin ubetingede vigepligt og rammer knallerten på højre side, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Drengen blev efterfølgende kørt til Kolding Sygehus, men ifølge politiet var der heldigvis ikke tale om alvorlig personskade:
– Han har lidt skade på benet, men ikke alvorligt, lød den umiddelbare melding fra vicepolitikommissæren, der dog ikke har modtaget yderligere status efterfølgende.
Drengens unge alder rejste spørgsmål om, hvorvidt han overhovedet måtte føre knallerten. I Danmark skal man som udgangspunkt være mindst 15 år for at køre lille knallert, men vicepolitikommissæren kunne ikke umiddelbart afklare, om drengen havde kørt ulovligt, da oplysningerne i døgnrapporten ikke var entydige.
Bilisten slap uskadt fra uheldet, og politiet har ikke oplyst yderligere om eventuelle sigtelser i forbindelse med ulykken.
BUSINESS. Den 1. april åbner CBRE sin nye afdeling på Brovadvej i Fredericia, og virksomheden runder dermed 20 afdelinger på landsplan. Etableringen af afdelingen i Fredericia er et vigtigt skridt i CBRE’s ambitiøse vækststrategi, der blandt andet fokuserer på at styrke tilstedeværelsen i Trekantområdet, hvor efterspørgslen fra lokale industrivirksomheder er stigende.
Afdelingen skal bidrage til, at den landsdækkende servicepartner kommer tættere på industrivirksomhederne i området og deres daglige behov. Virksomheden har allerede ansat en afdelingsleder og flere serviceteknikere, mens der aktuelt er opslået yderligere stillinger.
»Vi har allerede kunder i Trekantområdet, men med en lokal afdeling får vi mulighed for at styrke vores position yderligere og levere en endnu mere målrettet service. Det gælder især industrivirksomhederne, som oplever stor vækst netop her. Åbningen i Fredericia er derfor et naturligt næste skridt i vores strategi om at være tæt på vores kunders hverdag og behov,« siger Stig Wermuth, direktør for CBRE Teknisk Servicepartner.
Servicetekniker Søren Mortensen, afdelingsleder Kent Kirkegaard, servicetekniker Matthias Schlüter, afdelingsleder for infrastruktur Nichlas Larsen
Til at stå i spidsen for den nye afdeling har CBRE udpeget Kent Kirkegaard, der har været ansat i virksomheden siden 2021. Kent Kirkegaard har som serviceleder opbygget solid erfaring med industrikunder, primært gennem arbejdet i Odense-afdelingen samt satellitafdelingerne på Lindø og i Middelfart. Han får nu ansvaret for at opbygge afdelingen i Fredericia, hvor fokus primært vil være på kompetencer inden for el-service, mekaniske løsninger, lovpligtige eftersyn og el-infrastruktur.
»Med den nye afdeling i Fredericia styrker vi vores lokale tilstedeværelse, samtidig med at vi kan trække på specialiserede kompetencer fra vores større afdelinger i Kolding og Odense. På den måde kan vi tilbyde en fleksibel og skalerbar service, der matcher kundernes behov,« siger Kent Kirkegaard, som tilføjer:
»Vi ser også et betydeligt potentiale inden for infrastrukturområdet i Fredericia og omegn. Her kan vi blandt andet tilbyde løsninger som ladestandere samt løsninger inden for mellem- og højspændingsnettet. Derudover tilbyder vi naturligvis hele CBRE’s brede palette af kompetencer inden for blandt andet facility management, således at vi kan dække kundernes samlede behov.«
CBRE forventer, at Fredericia-afdelingen gradvist vil vokse i antal medarbejdere. Flere af virksomhedens eksisterende ansatte har allerede en tilknytning til lokalområdet, og rekrutteringen af nye medarbejdere er i fuld gang.
KRIMI. Natten til tirsdag måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til Fredericia Banegård, efter en anmeldelse om flere personer, der skabte utryghed ved stedet. Situationen eskalerede hurtigt, og en betjent blev direkte ramt i ansigtet af en klat spyt fra en af de involverede personer.
Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen.
Klokken var omkring 00.55, da alarmen gik, og en patrulje blev sendt til banegården på Jernbanegade midt i Fredericia. Ved ankomsten fik politiet hurtigt kontakt til flere personer, som ifølge politiet virkede utryghedsskabende.
– Vi kommer frem og får kontakt til blandt andet en person. I forbindelse med vores håndtering af ham, vælger personen at spytte en af politifolkene direkte i ansigtet, fortæller Arno Rindahl Petersen.
Sigtet for vold mod politiet
Betjenten reagerede resolut, og den 56-årige mand fra Otterup på Nordfyn blev straks lagt i håndjern og sigtet for vold mod polititjenestemand efter straffelovens paragraf 119.
Den anholdte blev efterfølgende kørt til politistationen, hvor han tilbragte resten af natten. Ifølge Arno Rindahl Petersen bliver der dog ikke tale om en fremstilling i grundlovsforhør i sagen, men sigtelsen står fast.
En anden person, der også havde været med til at skabe utryghed, blev kortvarigt tilbageholdt af betjentene, men slap med en advarsel og blev bortvist fra stedet uden yderligere tiltale.
Politiet oplyser, at situationen hurtigt kom under kontrol, efter at den 56-årige mand var anholdt og taget med væk fra banegården.
KRIMI. En 44-årig mand, der blev anholdt mandag, fremstilles klokken 09.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for drab på den kvinde, som mandag blev fundet død i Ny Højen.
En 40-årig kvinde blev mandag morgen fundet død i en bil i Ny Højen syd for Vejle. I forlængelse af anmeldelsen rykkede politiet talstærkt ud til stedet for at undersøge omstændighederne omkring dødsfaldet.
En 44-årig mand, der har bopæl i Vejle Kommune, blev efterfølgende anholdt, og han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør. Manden er sigtet for manddrab. Grundlovsforhøret forventes at begynde klokken 09.30, og anklagemyndigheden kommer til at anmode om dørlukning.
Sydøstjyllands Politi var mandag til stede i Ny Højen det meste af dagen, hvor der blev foretaget afhøringer og gennemført yderligere undersøgelser.
– Vi forstår godt, at det for nogle kan skabe utryghed, når der bliver fundet en død person, men på baggrund af den foreløbige efterforskning er det vores klare vurdering, at der ikke er nogen fare for beboere eller andre, der befinder sig i Ny Højen, fortæller vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen.
Af hensyn til den igangværende efterforskning og det kommende grundlovsforhør har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere kommentarer.
SPORT. Store ambitioner koster dyrt i AC Horsens, hvor klubben netop har afleveret et historisk dårligt regnskab. Hele 80 millioner kroner i minus er facit på bundlinjen for 2024. Det står i skarp kontrast til året før, hvor Horsens trodsede forventningerne og leverede tre millioner kroner i overskud.
Årsregnskabet, som blev offentliggjort mandag, afslører, at det dybt røde resultat især skyldes massive investeringer i spillere, personale og faciliteter. Transferudgifterne er eksploderet fra blot fem millioner kroner i 2023 til hele 44 millioner kroner i 2024, hvilket har sendt klubbens økonomi i knæ.
Klubbens ledelse forsikrer dog, at det gigantiske underskud er en del af en velovervejet og langsigtet strategi, hvor store investeringer skal bane vejen tilbage til Superligaen.
Bestyrelsesformand Bill Binnie, der via sit selskab Carlisle Capital Corporation overtog hovedparten af klubben i 2023, kalder investeringerne nødvendige for at skabe en solid fremtid for klubben:
– Vi er fast besluttede på at opbygge noget varigt i AC Horsens. Dette års økonomiske resultater afspejler en bevidst og strategisk investering i fremtiden. Vores fokus er klart: at skabe en bæredygtig fodboldklub, der er bygget op omkring præstationer, kontinuerlig udvikling og ”excellence” i alt, hvad vi gør. Vi er her på den lange bane, siger Bill Binnie i en pressemeddelelse fra klubben.
Administrerende direktør Kristian Nielsen understreger ligeledes, at hver eneste krone brugt i løbet af året har været nøje overvejet:
– Hver eneste beslutning, vi har truffet – fra infrastruktur til personale – understøtter vores fire vejledende principper. Vi investerer ikke kun i faciliteter, men også i mennesker, kultur og en fremtid, der er bygget til at være bæredygtig, siger Kristian Nielsen i pressemeddelelsen.
Udover massive spillerkøb er der i løbet af året også investeret stort i faciliteter. Klubben har fået etableret nye træningsbaner og opgraderet fysioterapi- og genoptræningsrum samt kontorlokaler. Samtidig er antallet af fuldtidsansatte vokset fra 60 til 84 medarbejdere.
Klubben forventer ikke at vende den økonomiske udvikling foreløbig. I 2025 forventer AC Horsens at lande endnu et stort underskud på mellem 40 og 50 millioner kroner, før driften ventes at blive balanceret inden for tre til fire år.
Ifølge regnskabet har klubben tabt hele sin egenkapital og står nu med en negativ egenkapital på cirka 31 millioner kroner. Alligevel understreger klubben, at der ikke er grund til bekymring, da de amerikanske ejere står klar til at sikre den økonomiske stabilitet og den nødvendige likviditet. Målet står fast: Superligaen.
BUSINESS. Der er skabt begejstring og jubel i både Fredericia og Middelfart efter afsløringen af en ny opsigtsvækkende satsning, der fremover vil få smilet frem hos turister og lokale borgere. Danmarks ældste sejlskib, det historiske fartøj »Jensine«, bliver nu rammen om en helt ny turistoplevelse, der på sigt forventes at gøre Lillebælt til en international attraktion: Toldfri shopping til søs, kombineret med en gourmet-frokost midt mellem de to byer.
Bag projektet står en særdeles initiativrig gruppe lokale erhvervsfolk og ildsjæle, der nu for alvor vil sætte Lillebælt på verdenskortet med oplevelser i særklasse.
»Vi var helt oppe at ringe, da vi hørte, at vi kunne tilbyde gæsterne toldfri shopping midt på bæltet. EU-lovgivningen omkring maritime områder er jo yderst fleksibel, og den gav os simpelthen en unik mulighed«, siger erhvervsmand og tidligere formand for Håndværkerforeningen Michael Kristensen, der straks ringede rundt til sit netværk og satte gang i planerne.
Med sig på projektet har han blandt andet erhvervsmanden og VVS-bossen Stig Andresen samt malermester Poul Hansen. Begge med bred erfaring i at skabe »holdbare løsninger«:
»Folk kender mig som en mand, der ordner vandrør, men nu kommer jeg til at servere cocktails på Lillebælt, og det er faktisk en gammel drøm«, siger en smilende Stig Andresen, mens Poul Hansen nikker bekræftende:
»Jeg kan love, at vi sørger for den rette kulør på oplevelsen«, siger malermesteren.
Eksklusiv servering af maritime delikatesser
Som en ekstra fjer i hatten er det lykkedes at få Fredericias og Middelfarts eksklusive restauranter, Restaurant OvenVande og Kongebrogaarden, med på idéen. Sammen udvikler de et udsøgt bælt-inspireret menukort, der byder på friskfangede råvarer direkte fra Hindsgavl-halvøen og Lillebælt.
»Jeg glæder mig helt vildt til at smage signaturretten igen – Hindsgavls strandkrabbebisque. Den smager så fantastisk, at man næsten glemmer, at den er lavet af krabber«, siger en begejstret Johannes Lundsfryd, Middelfarts borgmester, der også selv er blevet fanget af projektets charme:
»Samtidig løser vi et miljøproblem. Vi har haft alt for mange krabber i Lillebælt. Men efter dette, ja, så har jeg svært ved at forestille mig, at der skulle være mange tilbage om et års tid«.
Et stærkt mandskab
Skibet selv bliver ført af rutinerede søfolk, med tidligere topembedsmand og erfaren skipper Anders Axø ved roret:
»Jeg har været vant til at navigere i både politiske og maritime farvande, så dette her ser jeg som en opgave helt i min ånd. Det er vigtigt at styre klart ad politiske rev, toldkontroller og den slags«, siger han og understreger, at med matros Palle Mogensen ved sin side er kursen sat.
»Ja, jeg vil da mene, at jeg med min baggrund ved, hvordan man holder gæsterne glade på havet«, tilføjer matros Mogensen, mens han pakker en kasse toldfri parfume ud.
Jubel hos erhvervslivet
Fra Fredericia Kommune lyder der også begejstring over den nye rute. Erhvervsdirektør Kristian Drejer ser store perspektiver i projektet, når det handler om at trække flere nye borgere til området:
»Vi er en diamant, en perle – faktisk er vi en hel smykkesamling af lækre ting ved Lillebælt, og når folk først opdager, at de kan købe billig cognac og chokolade på vej over vandet, ja, så tror jeg, vi kan blive et internationalt hotspot«, siger han entusiastisk.
Også ejer og direktør for T. Hansen Gruppen, Bent Jensen, bakker op om initiativet. Han ser den toldfri rute som en kærkommen mulighed for at optimere sin daglige pendling mellem Fredericia, hvor han bor, og virksomhedens hovedkontor i Middelfart:
»Det er jo genialt. Jeg plejer at tage bilen over broen, men fremover vil jeg klart vælge Jensine, så jeg kan få fyldt op med toldfri lakridspiber og chokoladebarer til dagens møder. Derudover slipper jeg for morgentrafikken, og som bonus kan jeg nyde en lille krabbebisque på vejen,« siger Bent Jensen med et glimt i øjet.
Jensen tilføjer, at han overvejer at udvide sortimentet hos thansen med særlige maritime produkter, så kunderne kan tage en lille »souvenir« med sig hjem fra turen over Lillebælt.
»Måske skulle vi tilbyde reservedunke med toldfri diesel til bådmotoren – det skal nok blive en storsællert her på egnen«, griner han.
Toldfri udfordringer midt på Lillebælt
Der er dog enkelte praktiske detaljer, der stadig skal falde helt på plads. Toldreglerne kræver nemlig, at al salg af toldfri varer skal foregå i internationalt farvand, og derfor skal Jensine finde det præcise punkt midt mellem Fredericia og Middelfart, hvor gæsterne kortvarigt bliver anset som »udenfor EU«:
»Vi har et GPS-signal installeret, så vi præcist kan se, hvornår vi sejler ud i den toldfri zone. Her vil gæsterne høre en lille gongong, og derefter kan man roligt begynde at shoppe«, forklarer Michael Kristensen begejstret og tilføjer, at der kun er tale om cirka 45 sekunder per sejlads, hvor toldfri shopping kan finde sted, så det handler om at være klar med kreditkortet, man kan dog bestille på forhånd.
»Men det er jo bare med til at gøre oplevelsen endnu mere eksklusiv«, understreger han.
Premiere – én dags tilbud
Ruten og det nye koncept indvies allerede i dag den 1. april kl. 11:30, hvor interesserede gæster mødes på Gammel Havn i Fredericia. Her vil borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd og Fredericias borgmester Christian Bro klippe snoren – og iført historiske matrosdragter serverer de første glas toldfri champagne.
Så det er med at skynde sig, hvis man vil nå at sikre sig en plads og få fyldt op med toldfri Toblerone og billig Baileys på vej over bæltet.
MILJØ. Når frivillige i Fredericia og Middelfart de kommende dage bevæger sig ud med affaldssække og handsker, bliver det ikke kun dåser, cigaretskod og papir, de skal holde øje med. I år sætter Danmarks Naturfredningsforening særligt fokus på e-cigaretter, også kendt som puffbars, der i stigende grad ligger smidt i naturen.
E-cigaretterne, der findes i mange farver og ofte lokker med sød smag, er alt andet end harmløse, forklarer Susanne Svenné, miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening:
– De her e-cigaretter er ikke harmløse. Man skal forestille sig en plastikbeholder, der både indeholder miljøfremmed kemi, elektronik og et litiumbatteri. De må for alt i verden ikke ende i naturen, hvor de kan være skadelige for dyreliv og levende organismer i det hele taget, siger hun.
På trods af, at e-cigaretter ifølge reglerne skal sorteres som miljøfarligt affald, viser erfaringen fra blandt andet Vestforbrænding i Glostrup og organisationen Elretur, at e-cigaretter ofte ender i restaffaldet eller smides direkte i naturen.
Netop derfor har årets store affaldsindsamling, der løber fra 31. marts til 6. april, et særligt mål. De frivillige affaldsindsamlere opfordres nemlig til at tælle, hvor mange e-cigaretter, de finder i landskabet, så foreningen kan dokumentere problemets omfang.
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, understreger vigtigheden af netop denne dokumentation:
– Det er interessant at se, hvor mange vi rent faktisk finder. Vi håber, at vi ved at overbringe politikerne billeder og et reelt tal på, hvor mange e-cigaretter fyldt med forurening vi helt konkret har fundet derude, vil gøre dem ekstra motiverede for at sikre, at de ikke ender der, siger Maria Reumert Gjerding.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for Danmarks Naturfredningsforening i 2025 har 30 procent af danskerne observeret henkastede e-cigaretter på gaden eller i naturen. Tidligere har Samvirke anslået, at op imod 270.000 e-cigaretter ugentligt kan havne i restaffaldet eller naturen.
E-cigaretterne udgør ikke kun et miljøproblem, fordi de ender i naturen. Selve produktionen af de små engangsprodukter er et stort ressourcespild. Især batterierne indeholder værdifulde stoffer, der er særligt energikrævende at fremstille. Disse stoffer kunne genanvendes, hvis e-cigaretterne blev håndteret korrekt, understreger Susanne Svenné.
Stor lokal opbakning
I Fredericia og Middelfart er interessen for at deltage i affaldsindsamlingen høj, og flere lokale arrangementer finder sted gennem hele ugen. Blandt andet arrangerer LOOP Fitness i Fredericia og Strib egne indsamlinger den 4. april, mens Fredericia Bibliotek inviterer til naturens forårsrengøring den 14. april. Der er også indsamlinger ved Bøgeskov Strand og i Herslev Sogn.
I Middelfart Kommune er der ligeledes et stort lokalt engagement. Blandt andet i Gamborg og Føns, hvor lokale borgere selv har taget initiativ til indsamlinger. I Ejby står HTUG for en fælles indsats, mens »Små skraldehelte« går forrest i selve Middelfart by.
Alle interesserede kan finde en lokal indsamling via hjemmesiden affaldsindsamlingen.dk.
KRIMI. En 40-årig kvinde er mandag fundet død i Ny Højen syd for Vejle. Omstændighederne omkring dødsfaldet gjorde, at politiet igangsatte en efterforskning. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 07.54 og har siden arbejdet med efterforskningen af det, man betegner som et mistænkeligt dødsfald.
– Vi er på et meget tidligt tidspunkt i efterforskningen og undersøger omstændighederne omkring kvindens død, siger Jens Lyng Michelsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.
Han tilføjer, at politiet allerede har iværksat en række efterforskningsskridt, men ønsker ikke at uddybe detaljerne yderligere på nuværende tidspunkt.
Politiet har informeret de pårørende om dødsfaldet.
Politiet opfordrer borgere, der måtte have set noget usædvanligt i området omkring Ny Højen tidligt mandag morgen, til at kontakte Sydøstjyllands Politi.