Hvorfor ignorerer Teknisk Udvalg vores fælles beslutninger

Af
Cecilie Roed Schultz
-
0

Jeg er temmelig vred og kan ikke forstå hvorfor kan Teknisk Udvalg ikke kan finde ud af, at følge vores fælles beslutninger.

I 2022 besluttede Teknisk Udvalg at ændre bybusruterne, så de fulgte anbefalingerne fra EUCF-planen. Det ville betyde markante forbedringer – og at busserne i langt højere grad ville køre som vi der bruger busserne har behov for. Så langt, så godt. 

Men så skete der ikke mere i flere år!

I efteråret i 2024 var sagen så endelig på Teknisk Udvalgs møde. Nu skulle forbedringerne implementeres. Men med argumentet ”nu er busserne jo blevet gratis. Folk skal ikke udsættes for to ændringer på samme tid”, droppede udvalget at implementere forbedringerne.

Det syntes jeg var vanvittigt og tog der derfor op i forligskredsen bag budgettet (for forligskredsen har flertal i udvalget). Vi aftalte at forbedringerne selvfølgelig skulle implementeres. Men møde efter møde gjorde ingen noget i Teknisk udvalg. Så efter et par måneder havde Enhedslisten mistet tålmodigheden og stillede følgende forslag til byrådsmødet i marts:

Byrådet pålægger Teknisk Udvalg at:

  1. Kontakte Sydtrafik vedrørende omlægningen af bybusruterne, så implementeringen af et forbedret rutenet sker hurtigst muligt og i dialog med Sydtrafik.
  2. Udarbejde en plan for en overgang til radial-kørsler, hvor bybusserne i højere grad fungerer som effektive forbindelser mellem yderområder og centrale knudepunkter.
  3. Sikre en offentlig høring blandt borgerne om de ønskede forbedringer af bybusruterne og tage hensyn til deres behov i den kommende ruteplan.

Det blev vedtaget enstemmigt. 

Og så skete der igen ikke noget. 

I maj besluttede Teknisk Udvalg (igen) at droppe de foreslåede forbedringer, men vedtog at der skulle ses på en tidsplan. Den behandler de i dag (mandag d. 18. august). Og jeg er sikker på at de vedtager, at forbedringerne tidligst skal implementeres i juli 2027. 

Jeg har aldrig oplevet nogen trække noget på den måde før, gå imod politiske aftaler og endda byrådsbeslutninger. Det er virkelig kritisabelt. Og udvalget skylder os alle sammen en undskyldning! 

Cecilie Roed Schultz
Enhedslisten

Andreas Odbjerg delte Anders’ besked med tusindvis: »Et vanvittigt vigtigt år«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

UNGE. Nogle beskeder bliver sendt af sted uden forventning om andet end at nå frem til modtageren. Andre får et liv langt ud over det private. En af dem kom fra Anders Bo Thorsted, leder af Middelfart Ungdomsskole, til sangeren Andreas Odbjerg. Den fandt vej til tusindvis af skærme, da Odbjerg delte den med ordene »Meget fin ros fra en meget klog mand«.

Det begyndte med to koncerter på fjorten dage. På begge scener brugte Andreas Odbjerg ikke kun sin stemme til sang, men også til at tale om noget, der ligger Anders Bo Thorsted på sinde, nemlig kampen for at bevare 10. klasse.

»Det gjorde mig rigtig glad, at der er andre end os, der arbejder med det, der kan se problematikken. Andreas er en mand, der har besluttet sig for, at han er mere end bare kunstner. Han har noget på hjerte, og han tør tage ordet, også når det gælder politik og samfund,« siger Anders.

Han satte sig ved tastaturet og skrev. Hensigten var ikke et debatindlæg, men en personlig tak. Alligevel løb fingrene af med ham. Det blev til flere afsnit om vigtigheden af et modningsår for unge og om risikoen ved at afskaffe den kommunale 10. klasse.

»Dagen efter skrev han til mig og spurgte, om han måtte dele det. Det syntes jeg var ordentligt af ham at spørge. Jeg har jo ikke skrevet noget, jeg ikke står inde for, så selvfølgelig måtte han det,« fortæller Anders.

Et år, der former mennesker

At Odbjerg delte beskeden, var for Anders ikke blot en personlig oplevelse, men også en mulighed for at sætte en vigtig sag på dagsordenen. For ham handler det ikke kun om en enkelt besked, men om at fastholde fokus på et skoleår, han mener kan ændre unge menneskers liv.

»Nogle voksne siger, at det bare er et år. Men det er et vanvittigt vigtigt år. Fra man er 13 til man er 20, sker der mere i udviklingen, end der gør fra jeg er 40 til jeg er 55. Vi definerer vores identitet, vores seksualitet, vi skifter måske venneflok, finder ud af, hvad vi vil, eller opdager, hvad vi ikke vil. At bede unge om at skynde sig igennem den tid, er helt forkert. Jeg tror, vi som samfund får noget tilbage af at give dem roen til at modnes,« siger han.

Derfor mener Anders, at det er afgørende at have flere veje til det samme mål. For selvom efterskolerne kan give mange unge det løft, de har brug for, er det langt fra alle, der finder deres plads dér, mener skolelederen.

»Der er mange, som ikke vælger efterskole, enten fordi det er for langt hjemmefra, for mange mennesker eller fordi det bare ikke passer til dem. For nogle er det et økonomisk spørgsmål, men faktisk sjældent. Derfor er den kommunale 10. klasse så vigtig, for den giver samme modningsår til dem, der ikke vælger efterskole.«

At finde sin plads

Anders har selv set, hvordan unge kæmper med at finde deres vej. Nogle har haft det svært i folkeskolen, andre mangler selvtillid eller har kæmpet med angst.

Det er også derfor, at Andreas Odbjergs sang Hvad skal verden med sådan en som mig rammer Anders. For ham er det ikke bare en god melodi med en god tekst, men et spejl af virkelige oplevelser, både fra hans eget liv og fra de unge, han møder i sit arbejde. Sangen taler om tvivlen, usikkerheden og det øjeblik, hvor man spørger sig selv, om man egentlig hører til, og det er spørgsmål, Anders ved, mange unge bærer rundt på.

»Min mor har nok ligget søvnløs mange gange over, hvad der skulle blive af mig. Jeg kunne genkende mig selv i den sang. Det er rigtigt, når han synger, at man er et mirakel, og det gælder alle unge. De skal have lov at fjumre, slå sig, fejle. Man lærer så meget af at gå forkert en gang imellem.«

Et ekko fra scenen

At det netop var Andreas Odbjerg, der tog emnet op, har stor betydning, bemærker skolelederen. Ikke kun fordi han er en af landets mest populære musikere, men også fordi han bruger sin platform til mere end underholdning. For Anders gør det en forskel, når en kunstner med både troværdighed og stor gennemslagskraft sætter ord på en debat, der ellers let kunne forsvinde i strømmen af dagsordener.

»Når en kunstner siger noget på scenen, og det er tydeligt, at han har sat sig ind i det, så rejser det en debat, vi andre kan følge op på. Min stemme var næppe blevet hørt, hvis ikke Andreas havde delt mit skriv. Han må endelig ikke stoppe med at tage det op,« siger Anders.

Delingen satte i hvert fald gang i noget, og reaktionerne har været mange – fra hjerte-emojis til lange beskeder om egne oplevelser.

»Det er rart, når folk kan genkende det, jeg siger, enten fra deres egne liv eller gennem deres børn. Og det er vigtigt, for jeg tror ikke, alle har opdaget, at den kommunale 10. klasse bliver afskaffet fra 2030. Når først det er gledet ud af nyhedsbilledet, dør debatten. Derfor skal vi blive ved med at tale om det, ordentligt og savligt,« pointerer han.

For Anders har delingen ikke blot givet en bølge af reaktioner, men også bekræftet ham i, at debatten er nødvendig. Derfor vil han gerne understrege, at sagen ikke handler om at redde arbejdspladser på Middelfart Ungdomsskole.

»Vi skal nok finde noget at lave. Det handler om de unge. Jeg mener helt oprigtigt, at vi er på vej til at træffe en forkert beslutning. Og jeg tror, det bliver dyrere for samfundet i længden, hvis vi ikke giver plads til, at alle kan blive så dygtige, som de har potentiale til,« slutter han.

15-årige Vera jagter udvikling og fællesskab i håndboldens elitemiljø

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

SPORT. Der er stille på gangen i Fredericia Idrætscenter denne tidlige morgen, men inde i hallen summer det af energi. Klokken er kun 7.30, men for 15-årige Vera Kiib og hendes medspillere er dagens første træning allerede i fuld gang. Det er en del af hverdagen som håndboldspiller på talentholdet i Fredericia HK og som elev i Fredericia Eliteidræt.

»Vi er tidligt oppe, men jeg kan godt lide det. Det giver en god start på dagen, og man er sammen med nogen, der brænder for det samme som én selv,« siger hun.

Sommeren har været lang, og Vera indrømmer, at hun i de sidste uger af ferien næsten talte ned til opstarten. »Jeg har glædet mig meget. Det er fedt at komme i gang igen og se de andre,« fortæller hun.

Ferien har dog ikke været ren afslapning. Trænerne udstyrede spillerne med et sommerprogram, der sikrede, at kondition og styrke blev holdt ved lige. »Vi har fået et træningsprogram, hvor vi skulle holde os i gang hver anden dag med enten en løbetur eller styrketræning. Så jeg har ikke bare ligget og slappet af,« siger hun med et smil.

At komme tilbage i hallen giver en helt særlig følelse. »Det er vildt dejligt, fordi det er noget helt andet. Fællesskabet betyder meget, og jeg synes, det er en meget federe måde at dyrke sport på, når det er som en holdsport,« forklarer hun.

Sidste sæson var præget af et stærkt sammenhold på holdet, og det er noget, Vera håber at genskabe. »Vi havde et rigtig godt fællesskab sidste år, og det gjorde også, at vi præsterede. Det håber jeg, vi kan få igen i år.«

Personligt har hun et klart udviklingsmål for sæsonen. »Jeg vil gerne blive bedre til at holde hovedet koldt i pressede situationer. Det kan være svært, for man kan hurtigt blive stresset, når det spidser til. Så det der med at have is i maven er vigtigt for mig.« Det er et punkt, hun og træneren arbejder aktivt med. »Vi har aftalt, at hvis det bliver spændende i en kamp, så tager han lige fat i mig, og vi snakker om det.«

Presset er en naturlig del af elitemiljøet, men Vera trives med det. »Jeg kan godt lide presset, og jeg kan godt lide, at alle går op i det. Man spiller på et hold, hvor de fleste brænder for det lige så meget som jeg gør.«

Også skolen er en vigtig del af ligningen. Hun går i en af kommunens sportsklasser, hvor undervisningen er tilrettelagt, så elitesport kan fungere side om side med fagligheden. »Det betyder meget at gå i en klasse, hvor folk prioriterer sport. Vi har de samme værdier, og vores lærere går op i det. Hvis vi har en presset uge, kan vi få lov at udskyde lektier, og de spørger ind til, hvordan kampene er gået,« siger hun.

Fredericia Eliteidræt giver desuden mulighed for at træne på tværs af idrætsgrene. »Det giver mere seriøsitet og en varieret træning, så det ikke kun er holdtræning. Der er også meget individuelt arbejde,« forklarer hun.

På netop denne træningsdag er der ekstra stjernestøv i hallen. Verdensmestrene Camilla og Andreas Svensson er på besøg. »Det inspirerer mig meget. Det viser, at det kan lade sig gøre, hvis man arbejder for det. Man skal blive ved med at kæmpe for det,« siger hun.

Forbillederne giver hende ekstra motivation. »Det giver lysten til at kæmpe videre. Det handler om at blive ved og ikke give op.«

At balancere skole, træning og fritid kræver planlægning og opbakning hjemmefra. »Jeg er heldig at gå i klasse med mange af mine veninder, som også spiller håndbold. Så vi kombinerer det sociale med sporten. Og så har jeg to forældre, der gør meget for at køre mig, så jeg har tid til ting. Mine trænere og lærere prioriterer også, at vi skal have det godt,« siger hun.

Når hun ser tre år frem, har hun et klart håb. »Jeg ved ikke præcis, hvor jeg er, men jeg håber, at jeg er en del af Ungdomslandsholdet, og at jeg har udviklet mig meget mere, end jeg har nu.«

For Vera Kiib er tidlige morgener, sved på panden og store drømme ikke et offer – det er en livsstil.

Strib Havn fylder 50 år – hele byen inviteres til fest ved kajen

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

MIDDELFART. Der er dage, hvor en havn bare er en havn. Hvor bådene ligger stille og spejler sig i vandet, og hvor livet omkring kajen går sin vante gang. Og så er der dage, hvor alt ændrer sig, hvor historierne træder frem, og hvor hele byen samles for at fejre det, der binder den sammen. Lørdag den 23. august bliver sådan en dag i Strib.

Klokken tretten begynder festen, og Strib Havn markerer sit 50-års jubilæum. Ikke med store taler i stive rammer, men med øl fra Gamborg Bryghus, flæskestegssandwich, aktiviteter på kajen og et hav af muligheder for at mærke havnelivet helt tæt på.

Formanden for Strib Havn, Martin Vasarhelyi, tager telefonen ude på en sejlbåd, mens vinden fylder i baggrunden. Han lægger ikke skjul på, hvad denne dag betyder for ham og for dem, der har båret havnen gennem årtierne.

»Det er jo både at kunne anerkende det arbejde, som er lavet af alle dem, der har været med til at skabe havnen, og dem, som efterfølgende har været nødt til at drive den. Det er også en mulighed for at fortælle folk i Strib om de planer, vi har for havnens fremtid« siger han.

Historien om Strib Havn er ikke én lang, ubrudt linje. Den begynder i en tid, hvor Strib stadig var præget af færgefarten, og hvor en tindfabrik kastede sin skygge over kysten. På et tidspunkt besluttede en gruppe frivillige, at her skulle der være en havn – et sted for små både og fiskekuttere. Der blev købt arealer fra ESO, og med tiden tog havnebassinerne form.

Martin fortæller, at meget af det tidlige kapitel er bedst overladt til næstformand Mads Nibbelmann, som har styr på arkivmaterialet.

»Der er faktisk et historisk arkiv, hvor man kan finde materiale, og på YouTube ligger der et indlæg om dengang havnen blev grundlagt. Hvis jeg var ved min computer, kunne jeg sende dig et link, men lige nu sidder jeg på en sejlbåd« siger han med et lille grin.

Jubilæumsdagen er tænkt som en dag, hvor alle kan finde noget at opleve.

»Vi spiser sammen, og sejlklubben laver aktiviteter. Man kan komme ud og sejle med vores elbåd. Vi har en lille elektrisk kutter, og der kommer en slæbebåd, så folk kan se, hvordan sådan en ser ud på nært hold. Der vil være sejlads med modelskibe. Og så selvfølgelig fadøl og flæskestegssandwich« siger han.

Forventningerne til fremmødet er blandet med et lille strejf af spænding.

»Vi håber, at der kommer et par hundrede. Når man ikke udsteder billetter, er det altid spændende at se, hvem der dukker op. Vi har prøvet før, at vi håbede på 100, og så kom der 300. Så gælder det bare om at komme først til maden« siger han og ler.

For Martin er det ikke kun et spørgsmål om at fylde kajen med mennesker. Det handler om at åbne havnen for dem, der ikke normalt er der. »Jeg håber, at det bliver en rigtig god dag for børnefamilier og folk, som måske ikke normalt kommer ned på havnen. At de kan se, hvor hyggeligt der er, og hvor hyggeligt det bliver fremover« siger han.

Strib Havn er i dag et sted, der rækker langt ud over sejlernes verden. »Der er ikke mange rekreative arealer i Strib. Vi håber, at havnen kan være et fristed for alle. Du kan komme ned og grille, spise frokost eller aftensmad på molen og bare sidde og slappe af. Folk går tur, spiller petanque, og nogle af dem, der har været med fra starten, har stadig deres faste tilholdssted dernede« fortæller han.

Fremtiden for havnen er storstilet. »Det er et samlingspunkt, og vores ambition er at gøre det meget mere til et samlingspunkt. At tilbyde flere faciliteter til et bredere publikum end i dag« siger Martin.

De næste fem til syv år bliver afgørende. »Vi har et projekt, hvor vi bygger en helt ny havn med et stort moleanlæg. Ikke bare stort i størrelse, men som et sted, man kan opholde sig. Der vil være siddepladser, faciliteter til vinterbadere og meget mere. Vi forventer, at interessen for havnen vil vokse markant« siger han.

Og den interesse er allerede i bevægelse. »Det har været en havn, som mest har været for dem med båd, men vi ser flere og flere, der opdager, at de kan bruge havnen uden at være bådejere. Vi har mange autocampere, der holder dernede, og flere lokale, der kommer for at nyde stedet« siger han.

Intet af dette kunne lade sig gøre uden frivillige. »Uden de frivillige ville havnen ikke eksistere. Bestyrelsen arbejder ulønnet, vedligehold er frivilligt, havnefodfunktionen er frivillig. Det er det samme som i fodboldklubber og tennisklubber – det er de frivillige, der bærer det hele« siger Martin.

Der er ikke mange faste traditioner, men de, der er, holder ved. »Vi har standerhejsning, som sejlklubben står for, og så har vi arbejdsdage et par gange om året. Her tager folk værktøj og haveredskaber med og hjælper med vedligeholdelse. Det er både hyggeligt og nødvendigt« siger han.

Når dagen oprinder, vil den være et møde mellem fortid og fremtid. En fejring af mennesker, arbejde, frivillighed og havneliv. Og måske vil man, mens man tager en bid af sin flæskestegssandwich og ser ud over Lillebælt, mærke, at Strib Havn ikke bare fylder halvtreds. Den står midt i et nyt kapitel.

Politiets weekend på Fyn: Stoffer, indbrud og et franskbrød på afveje

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. Fra Middelfart til Rudkøbing har Fyns Politi haft nok at se til i weekenden fra fredag den 15. august til mandag den 18. august. Rapporterne spænder fra påvirkede bilister til grove indbrud og usædvanlige episoder i supermarkedet.

I Middelfart blev en 29-årig kvinde fra Fredericia sigtet fredag aften klokken 20.57, da hun kørte bil på Odensevej uden kørekort og påvirket af euforiserende stoffer. Dagen efter, lørdag klokken 22.35 i Gelsted, blev en 59-årig mand fra kommunen stoppet på knallert i spirituspåvirket tilstand.

Også i Kværndrup måtte politiet gribe ind. Søndag klokken 15.41 blev en 41-årig mand fra Sønderborg standset, da han kørte bil påvirket af euforiserende stoffer.

På tværs af Odense er der også skrevet flere sigtelser. En 35-årig mand fra kommunen blev natten til søndag sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. På Middelfartvej blev en 23-årig mand lørdag aften taget for narkokørsel, og søndag blev to mænd på 18 og 19 år sigtet for samme lovovertrædelse.

Politiet har desuden standset flere spirituspåvirkede førere. Natten til lørdag klokken 04.42 kørte en 21-årig mand i Sadolinsgade i Odense M ind i tre parkerede biler. Han blev testet til over den tilladte promillegrænse og sigtet. På Rugårdsvej blev der fredag anmeldt indbrud, hvor en ulåst dør gav adgang til elektronik, opladere og personlige ejendele.

Indbrud fylder i det hele taget meget i rapporten. I Haarby knustes en rude til en butik, i Otterup blev en rude i en hoveddør ødelagt, og i Søndersø kom tyve ind via et vindue. Også på Langeland meldte en borger fra om indbrud, hvor smykker blev stjålet fra et hus på Søvejen i Rudkøbing.

En af de mere opsigtsvækkende hændelser skete i Brogade i Svendborg fredag formiddag. En ældre mand bad om et franskbrød, men nægtede at betale. Da personalet forsøgte at tilbageholde ham, slog han en ekspedient og forsvandt med brødet. Udenfor forsøgte en borger at stoppe ham, men også her slog han fra sig, inden han forsvandt videre til fods. Politiet beskriver gerningsmanden som 65-70 år, omkring 175 cm høj, krumrygget og skaldet, iført brun jakke og bar mave under jakken.

I Odense S blev en anmelder vidne til to mænd, der forsøgte at begå indbrud ved Fangel Bygade. Da anmelderen tog billeder, slog den ene gerningsmand telefonen ud af hånden på ham. De flygtede i en bil, som ifølge vidnet tidligere har været set omtalt i en lokal Facebook-gruppe.

Der er også sager om tricktyveri og chikane. I en butik på Ørbækvej i Odense lykkedes det en gerningsmand at bytte en ægte mobiltelefon ud med en falsk under påskud af at ville købe. Søndag eftermiddag blev politiet kaldt til Netto på Blækhatten i Odense SØ, hvor en 36-årig mand kastede dåser og råbte efter tilfældige forbipasserende. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Hverdagskriminalitet, indbrud og færdselsforseelser har altså præget politiets arbejde denne weekend. 

MESSE C klar til endnu større Furniture Fair i 2026

Af
Thea Dyhrberg
-
0

EVENTS. Efter en vellykket debut i april er forberedelserne til den anden udgave af MESSE C Furniture Fair i Fredericia i fuld gang. Messen finder sted den 26.-29. april 2026 og kommer til at byde på flere ændringer i forhold til premiereåret.

»Konceptet med en central beliggende messe og et overkommeligt omkostningsniveau faldt i rigtig god jord hos udstillerne,« siger senior projektleder Lars Søndergaard fra MESSE C om den første Furniture Fair. Han fortæller, at også de besøgende fagfolk tog godt imod messen, hvor de fik præsenteret nyheder og mulighed for at disponere til den kommende sæson.

Den kommende udgave får alle udstillere samlet i én stor hal med op til 16.000 kvadratmeter. Åbningstiderne justeres, og der kommer endnu mere fokus på det skandinaviske marked.

Gratis adgang, fri forplejning og muligheden for at besøge messen om søndagen og om aftenen gav sidste år stor fleksibilitet for butikkerne. I alt 916 fagfolk fra 543 virksomheder deltog i debuten. Omkring 18 procent af gæsterne kom fra udlandet, fordelt på 19 lande. Svenskere og nordmænd var de mest repræsenterede, og netop den internationale interesse har medført, at markedsføringen i 2026 får øget fokus på nabolandene mod nord.

Allerede nu er mere end halvdelen af standpladserne solgt.

»Det besøgende fagpublikum fra kæderne og detailleddet i møbelbranchen – indehavere, indkøbere, butikschefer og sælgere – tog godt imod messen. Jeg ser frem til at byde velkommen til en endnu større messe i april 2026,« siger Lars Søndergaard.

Den første MESSE C Furniture Fair bød på over 60 udstillere. Med næste års ændringer og udvidelser håber arrangørerne at tiltrække endnu flere fra møbelbranchen både i Danmark og i udlandet.

Over 4.300 pindsvin registreret i Syddanmark – stor opbakning til landsdækkende tælling

Af
Thea Dyhrberg
-
0

DYR. Mere end 21.000 pindsvin blev registreret, da WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen for tredje år i træk gennemførte den landsdækkende pindsvinetælling lørdag den 9. august.

I Region Syddanmark alene blev der talt 4.382 pindsvin – både levende og døde. Det er data, som ifølge arrangørerne er helt afgørende for at kunne beskytte en art, der er i tilbagegang.

»Jeg er utrolig glad for, at så mange danskere vil hjælpe os med at blive klogere på pindsvin og være med til at passe på vores natur og sårbare arter år efter år. Det giver håb for, at også de kommende generationer får mulighed for at opleve pindsvin,« siger Line Gylling, chef for dansk natur i WWF Verdensnaturfonden.

I alt deltog 14.718 danskere i årets tælling, hvor der på landsplan blev registreret 1,6 pindsvin per deltager. Det er en smule lavere end sidste år, hvor tallet lå på 1,8.

Sophie Lund Rasmussen – også kendt som Dr. Pindsvin – understreger, at der stadig mangler viden om artens udbredelse i Danmark.

»Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme, men vi ved, at arten er i tilbagegang i Europa. Med danskernes hjælp begynder der heldigvis at tegne sig et billede af pindsvinenes udbredelse herhjemme, som er utrolig nyttigt for at iværksætte tiltag, der kan beskytte dem bedst muligt,« siger hun.

En af de ting, forskerne kan se i årets data, er, at der er observeret betydeligt flere pindsvinehunner med unger.

»Det er min formodning, at klimaforandringer og deraf mildere vintre påvirker pindsvinene, som tilsyneladende påbegyndte parringen tidligere end normalt. Hvordan det i sidste ende vil påvirke bestanden, er for tidligt at udtale sig om, men det er i hvert fald interessant, at ungerne er født så tidligt i år,« siger Sophie Lund Rasmussen.

Tællingen, der er en del af projektet Danmarks Pindsvin og støttes af Nordea-fonden, er gennemført hvert år siden 2023. Første år blev der registreret 25.000 pindsvin, mens tallet sidste år lød på 16.267.

I år fordeler registreringerne sig sådan:

  • Region Nordjylland: 3.599
  • Region Midtjylland: 5.203
  • Region Syddanmark: 4.382
  • Region Sjælland: 4.741
  • Region Hovedstaden: 3.449

Alle registreringer er indsamlet mellem 9. august og 13. august klokken 10.30.

Drop stjernerne – lørdag aften kigger Danmark efter pindsvin

Fra strategi til handling – uden at sende 50.000 kr. på strategitur

Af
Poul Rand
-
0

Fredericia Kommune har nu besluttet at bruge 50.000 kr. på at udvikle en strategi for kunst og kultur. Et fint ordnet projekt med seks faser, tidsplaner, høringer, grafisk opsætning og møder på møder. Det lyder flot – det er endnu et eksempel på, hvordan kommunen bruger penge på proces frem for indhold.

For i en by med et levende kulturliv, hundredevis af frivillige, aktive foreninger og masser af ildsjæle, behøver vi ikke betale for at finde ud af, hvordan vi styrker kulturen – vi kan bare tale direkte med dem, der driver den i dag.

Et liberalt alternativ – mere kultur, mindre papir:

1. Drop konsulentdelen – inviter foreninger, kulturinstitutioner og kunstnere til et borgermøde, og lad dem præsentere konkrete ideer. Det koster kun kaffe og kage.

2. Brug digitale platforme – opret en åben idébank online, hvor borgere og kulturaktører kan komme med forslag, som andre kan bakke op om.

3. Lav en 24-timers kultur-workshop – saml frivillige, politikere og erhvervsliv til at lave et fælles udspil. Frivillige laver opsamlingen – ingen dyr grafiker eller proceskonsulent nødvendig.

4. Kulturpenge til projekter – ikke papir – i stedet for at bruge 50.000 kr. på en rapport, giv pengene som mikrolegater til små projekter, der kan realiseres inden for få måneder.

5. Fjern unødvendig styring – lad kulturinstitutioner og foreninger bruge eksisterende puljer mere frit, uden bureaukratiske barrierer.

Vi kan sagtens lave en kulturstrategi, men den bør være skabt af kulturen, for kulturen – ikke af et projektorganisationsdiagram.

Kultur opstår ikke i et kommissorium. Den opstår, når mennesker mødes, skaber noget sammen og får frihed til at handle. Og det kræver ikke 50.000 kr. i planlægningsgebyr – kun politisk vilje til at slippe tøjlerne.

En søndag med plads til både børn, samtaler og eftertanke

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Sindssygt God Søndag i Teglgårdsparken er efterhånden blevet et fast samlingspunkt for både borgere med særlig interesse for mental sundhed og for familier, der blot vil have en hyggelig dag med plads til nye oplevelser. I år var ingen undtagelse. Solen stod højt, boderne summede af aktivitet, og overalt i parken blev samtaler blandet med børnelatter, musik og forestillinger.

Blandt deltagerne var Signe Andersen og Janni Vinther, der begge havde taget deres familier med. For dem handlede dagen om mere end blot underholdning.

»Jeg tror, at den primære årsag var, at der var nogle aktiviteter for børnene, og så tænkte jeg, at det var en mulighed for at tale med børnene om, hvad Sindssygt God Søndag egentlig er, og årsagen til det,« fortæller Signe Andersen, der var afsted med sine børn for første gang.

Første gang i parken

Selv om hun aldrig havde været med før, blev hun hurtigt grebet af stemningen.

»Det er mega hyggeligt. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt. Jeg synes, det er nogle fine boder og nogle fine aktiviteter og sådan noget, der er her,« siger hun.

Børnene fandt hurtigt deres favoritter blandt aktiviteterne.

»De har været hen og lege med de ting, der er hen i starten, hvor man fysisk kan stå og lege med nogle ting. Og så så vi de artister, der var dernede, som jo viser psykisk sygdom på en anden måde. Vi snakkede ind i, hvordan det var, og hvad det betyder. Det var lidt svært for dem at forstå, men spændende at se på. Så troede vi, at der var noget minicirkus, men det er noget, vi ikke lige har fundet,« siger hun med et smil.

Som socialrådgiver arbejder hun til daglig med mental sundhed, og derfor var dagens temaer ikke nye for hende selv. Men hun oplevede, at arrangementet kunne give børnene noget særligt.

»Jeg arbejder med det til dagligt som socialrådgiver, så jeg tror, jeg har sådan lidt en indsigt i, hvad det er, og hvad det betyder. Så for mig var det nok mere for at belyse det over for børnene, hvad det er, og hvad det betyder, når nogen har en solsække små om halsen, som vi også ser. Så for mig tror jeg ikke, det har givet så meget mere, men det tror jeg, det har for børnene,« siger hun.

Netop det at skabe en ramme, hvor der kan tales åbent om psykisk sygdom, mener hun er værdifuldt.

»Jeg tænker, det er et fint sted at netop tale højt om det, fordi det er jo det, man lægger op til. For det kan være svært nogle gange at finde kontekst i, hvor skal vi snakke om det, og hvornår må man snakke om det,« siger hun.

Og hun var ikke i tvivl om, at familien vil komme igen.

»Jeg synes, det er et fint arrangement at bakke op om og se fokus på det. Så hvis vi kan hjælpe til sådan noget, så gør vi gerne det,« siger hun.

En tradition i familien

For Janni Vinther var årets deltagelse ikke den første. Hun og familien havde allerede prøvet kræfter med arrangementet året før.

»Vi var her faktisk sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Så tænkte vi, at vi ville være afsted igen. Jeg har en på 12, som sidder og laver noget kreativt hernede også. Jeg arbejder selv inden for psykiatrien, så i år har vi også været med om varme og varme. Så lidt af det hele,« fortæller hun.

For hende fungerer dagen som en lille udflugt for hele familien.

»Det er hyggeligt. Det er en god stemning. Jamen, det er søndag, solen skinner, det er hyggeligt. Folk kommer for at støtte op om en god sag, og der er nogle gode arrangementer. Det er meget aldersblandet. Det er alt fra børnefamilier med små børn til ældre, der synes, at der er noget, der er spændende for dem,« siger hun.

Datteren på tolv år fandt hurtigt en plads ved et kreativt værksted, hvilket gav forældrene tid til at opleve andet.

»Hun sidder jo nede og laver kreating, og hun er så lidt mere rolig i røven. Så vi kan rende lidt rundt. Hun har jo været meget optaget af det danseshow, der har været. Vi skulle lige være derinde i teltet og høre lidt, og jeg følger med,« fortæller Janni Vinther.

Personligt havde hun glædet sig til en særlig oplevelse.

»Altså mig personligt digte, men det ved jeg så ikke lige, om jeg får ro til. Men det er så en bonus. Ellers bare stemningen og det hele taget. Det er jo et super vildt arrangement, og som sagt, så nåede vi bare sidste år at komme herned,« siger hun.

Perspektiver på mental sundhed

Ligesom Signe Andersen oplever Janni Vinther, at arrangementet især giver mening, når børnene får et indblik i, hvad mental sundhed betyder.

»Jeg har jo altid arbejdet med det. Så for mig har det jo altid betydet noget. Så det er bare en dag, hvor der bliver sat yderligere fokus på det. Og så synes jeg, det er rart at tage mine børn med herned, for dem også at forstå. Nogle gange kan det godt være svært for børn at formidle over for dem, hvad det egentlig betyder med psykisk sygdom. Men nu hende på 12, som er i puberteten og selv går igennem nogle svære ting, så er der jo UngLiv deromme. Jeg gør hende opmærksom på, at der også findes sådan nogle steder. For det kan godt være, at jeg arbejder i psykiatrien, men det er jo ikke altid lige moren, man gider at snakke med,« siger hun.

At fokus på mental sundhed fylder i det offentlige rum, ser hun som en styrke.

»Det er det, jeg prøver at gøre hver dag. Så for mig er det bare helt naturligt at støtte op og sidde, når der endelig er noget. Så kan det bare komme ud,« siger hun.

Og hun er ikke i tvivl om, at familien vender tilbage.

»Ja da. Ja da. Selvfølgelig. Skal vi da,« siger hun med et smil.

Et arrangement, der favner bredt

Fortællingerne fra de to mødre viser tydeligt, hvordan Sindssygt God Søndag formår at forene det folkelige og det faglige. For nogle er det et arrangement, hvor de kan hente ny viden og perspektiv. For andre er det først og fremmest en hyggelig dag med familien. Men for begge grupper giver dagen plads til samtaler, der sjældent finder vej i hverdagen.

Sindssygt God Søndag er dermed ikke kun en festival for mental sundhed, men også en ramme for oplevelser, der kan samle generationer og skabe rum for både alvor og glæde.

Kulturkanon løftet frem i Middelfart

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Da teltdørene i Teglgårdsparken åbnede sig under Sindssygt God Søndag, blev der skrevet et nyt kapitel i Middelfarts kulturhistorie. Borgmester Johannes Lundsfryd og udvalgsformand Lars Vigsø trak klædet væk fra det store håndtegnede kort, som sammen med en hjemmeside og 49 udvalgte kulturfortællinger nu udgør Middelfart Kommunes kulturkanon.

Kulturkanonen er blevet til efter et års arbejde, hvor mere end 120 borgere og foreninger har bidraget med forslag. Resultatet er en mangfoldig samling af historier, steder og stemmer, som tilsammen fortæller, hvad der binder kommunen sammen.

For Johannes Lundsfryd handler kulturkanonen først og fremmest om at minde borgerne om alt det, der ligger lige uden for døren.

»Vi har så fantastisk meget at byde på. Fra øst til vest og fra nord til syd rummer kommunen både natur, bygningsværker, kulturhistoriske spor og kunst. Det er ikke altid, vi selv husker at se det, for ofte tager vi langt væk, når vi vil opleve noget. Men meget af det smukkeste ligger faktisk lige uden for vores eget køkkenvindue. Kulturkanonen er en måde at kende os selv og vores kommune på,« sagde borgmesteren.

Jacob Haugaard ledte slagets gang.

Stolthed og fællesskab

At så mange foreninger og enkeltpersoner har bidraget med idéer, er for Lundsfryd et klart tegn på det engagement, som findes i lokalsamfundet.

»Det viser, at der er en stolthed over de steder, vi bor. Alle synes jo, at netop deres lokalområde er det bedste sted i verden, og sådan skal det være. Det vidner om stærke fællesskaber og om en ansvarsfølelse for at løfte det, vi har sammen,« sagde han.

For ham selv blev præsentationen af kulturkanonen en ganske særlig oplevelse.

»Jeg må indrømme, at jeg først så kortet, da vi stod i teltet. Jeg havde ikke fulgt processen tæt, så da klædet blev løftet, blev jeg ramt af, hvor smukt det er. Jeg har allerede aftalt med min hustru, at vi skal have en kopi hængende derhjemme,« fortalte han.

Håndværkets betydning

At kortet er håndtegnet af Stefan Lægaard, giver det en ekstra dimension. For borgmesteren handler det nemlig ikke kun om det færdige udtryk, men også om respekten for håndværket.

»Vi skal have respekt for menneskers håndværk. Vi kan noget med vores hænder, som adskiller sig fra, hvad algoritmer og kunstig intelligens kan. Når vi koger det hele ned til håndværket, bevæger det sig fra at være en produktion til at være kunst. Det gælder, når en snedker giver det sidste pift til et stykke møbelproduktion, når en smed laver de fine svejsninger, eller når en keramiker drejer en potte. Vi har en stærk håndværkstradition, og det er også en rød tråd i vores kommune,« sagde han.

Den tanke ser han tydeligt afspejlet i kulturkanonen. Fra de keramiske traditioner til arkitekturen og bearbejdningen af naturen peger kortet og de 49 fortællinger på det særlige bånd mellem mennesker, materialer og historie.

Plads til de unge

Kulturkanonen skal ikke kun være et tilbageblik. Den skal også pege fremad og skabe rum for de yngre generationer. Derfor var Ungepanelet med, da kanonen blev præsenteret, og det glæder Johannes Lundsfryd.

»Det var sjovt og inspirerende at høre en af de unge fortælle om, hvordan hun har oplevet sin opvækst i Strib og kan bruge det som afsæt andre steder. Det viser, hvor vigtigt det er at have forskellige perspektiver. Vi ser ting forskelligt med unge øjne og ældre øjne. At give plads til alle gør os rigere som fællesskab,« sagde borgmesteren.

Han understregede, at Middelfart Kommune skal være et sted, hvor alle kan se sig selv som en del af helheden.

»Vi er en kommune, der skal rumme alle. Og netop en dag som i dag er det vigtigt at understrege. Kulturkanonen er et værktøj til at åbne for, at alle kan bidrage og finde noget, de kan spejle sig i,« sagde han.

Et portræt af os selv

Med kulturkanonen får borgerne ikke blot et redskab til at gå på opdagelse i deres nærområde, men også et spejl, der viser, hvem de er som fællesskab.

»Jeg håber, det giver inspiration til at opdage nyt, men også til at reflektere over identitet. Hvem er vi egentlig, og hvor kommer vi fra. Hvad var det med marsvinejægerne, og hvor kan man stadig se sporene af den historie. Det er den slags spørgsmål, kulturkanonen kan vække,« sagde Johannes Lundsfryd.

I Teglgårdsparken var stemningen præget af både alvor og glæde, da klapsalverne fyldte teltet efter præsentationen. For borgmesteren var det en dag, der viste, hvad kultur kan, når den samler mennesker om fælles historier.

»Jeg er stolt af, at så mange har villet være med. Det her er ikke bare et projekt, men en ramme, hvor vi kan blive klogere på os selv og hinanden. Kulturkanonen er et portræt af Middelfart, og det er et portræt, vi alle sammen kan være med til at holde levende,« sagde han.

1...476477478...1.014Side 477 af 1.014