LOKALT. Tirsdag lød startskuddet til Udsatte Legene, da omkring 2.000 deltagere marcherede ind på sportspladsen ved Ferie Camp i Fredericia. Over tre dage skal de dyste mod hinanden, og mod sig selv, i mere end tyve forskellige sportsgrene.

Bag det hele står Landsforeningen af Væresteder, som i tyve år har skabt rammer for mennesker i socialt udsatte positioner, med sporten som omdrejningspunkt. Idrætsprogrammet hedder Sport for livet og handler om bevægelse, konkurrence og glæden ved at være sammen. Jubilæet blev markeret med en flot indmarch, der satte scenen for tre dage med sport, fællesskab og gode oplevelser.

Der er noget for enhver. Deltagerne kan kaste sig ud i høvdingebold, dart, bueskydning, robinsondiscipliner, skak og meget mere, og man behøver ikke være vildt sporty for at være med. Vilje og lyst er den vigtigste drivkraft.

To af den første dags vindere var Gustav og Zarah, der begge havde taget turen fra Sjælland til Fredericia, og allerede på åbningsdagen var der hentet pokaler hjem. »Det er dejligt at kunne tage en pokal med hjem til værestedet og sig selv. Og at udfordre sig selv og så finde ud af, at man er den bedste,« fortæller Gustav, der er bruger på værestedet Kongens Ø i Munkerup.

Han tog førstepladsen i robinsondisciplinen Planken, hvor det gælder om at balancere på en træplanke så længe som muligt. Her deltog Zarah fra det københavnske værested Clean House også, men hun måtte nøjes med en tredjeplads. Til gengæld vandt hun disciplinen The Wall, hvor man skal sidde op ad en væg med benene bøjet i en ret vinkel. »Det giver meget godt selvværd at finde ud af, at man faktisk godt kan det her,« forklarer hun, mens hun stolt viser sine to trofæer frem. Og så tilføjer hun med et grin: »Og at finde ud af, at man er sejere end alle drengene.«

Men Ferie Camp er mere end sport. For mange af deltagerne er det en mulighed for at få en pause fra en hverdag, de ellers ikke ville kunne give sig selv. Det er tredje gang, Gustav er med. »Jeg kan virkelig godt lide at få en uge, hvor jeg bare kan være mig. Jeg føler, at her passer jeg ind. Jeg kan bare sige hej til folk, sige tak for mad,« siger han.

Zarah har ikke været med før, men allerede efter to dage er hun ikke i tvivl. »Det er så godt. Jeg er virkelig, virkelig taknemmelig for at få muligheden for at deltage i sådan et arrangement,« siger hun.

Det er ottende gang, Landsforeningen af Væresteder afholder Ferie Camp, og det kan kun lade sig gøre med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond og hjælp fra mere end hundrede frivillige.

Landsforeningen af Væresteder er den nationale medlemsorganisation for sociale væresteder i Danmark og arbejder for at styrke værestedernes vilkår og synlighed og for at sætte fokus på mennesker i social udsathed.