Godt, der skal spares?

LEDER. Hvert efterår sætter landets kommunalpolitikere sig med de lokale budgetter, og i år peger pilen mod besparelser. Det gælder også i Fredericia Kommune, hvor mange har travlt med at diskutere hvorfor, der overhovedet skal spares. Budgetprocessen har udløst en strøm af høringssvar, og de fleste følger den samme dramaturgi. Afsenderen tilkendegiver sympati eller antipati over for konkrete forslag og advarer om, at det vil være katastrofalt, hvis lige hans eller hendes område bliver ramt. Tilbage står en kamp mellem interesser, hvor offentligheden har svært ved at se, hvem der vinder, og hvem der taber i spillet. Det meste er også klappet af på forhånd. De fleste politikere skal nok prise sig lykkelig over, at de ikke bliver hørt om sider 288 ud af de 811 høringssvar. 

Men under den larm ligger en sandhed, som fortjener at blive sagt højt. Ordet besparelse har fået en grim klang, men pengene i den kommunale kasse har kun én kilde, og den kilde er borgerne. Det er dem, der i sidste ende betaler for alt det, politikerne gerne vil dele ud, og ikke mindst for det, politikerne deler ud til sig selv. Set fra den side er en besparelse også et udtryk for, at der bliver flere penge i de private lommer. Alligevel har vi i Danmark vænnet os til en bestemt refleks, hvor svaret på fællesskabets problemer altid er at plukke nogle flere penge hos borgerne og bruge dem på det, man selv kan lide.

Den refleks har en idéhistorie. Den østrigske økonom Friedrich Hayek pegede på, at den viden, der skal til for at fordele et samfunds ressourcer klogt, ligger spredt ud på millioner af mennesker og deres daglige valg, og at ingen planlægger nogensinde kan samle den ét sted. Markedet er den mekanisme, der lader udbud og efterspørgsel mødes, så det, vi får, også er det, vi faktisk gerne vil have. Den mekanisme sætter politikerne ud af spil, når de selv vil bestemme, hvad vi skal have, og det er dér, de kommer til kort.

Alexis de Tocqueville så noget lignende komme, da han rejste gennem Amerika i 1830'erne. Han advarede mod en blid og formynderisk magt, der ville tage sig så grundigt af borgernes anliggender, at de til sidst holdt op med at tage vare på dem selv. I dag kalder vi det barnepigestaten, og den klassiske diskussion om den handler om flere og flere medarbejdere, der skal ordne flere og flere ting. Omsorgen for ældre og børn er en anden sag. Det, der vokser, er en overbebyrdet offentlig sektor med flere kontrolregimer og systemiske tankegange, end nogen længere kan rydde op i. Lovområde efter lovområde er gennemsyret af uoverskuelighed, og mange af dem er lige så tykke som gamle dages telefonbøger. Selv advokater må specialisere sig for at kunne give deres klienter en rimelig rådgivning, og så er borgeren, der for første gang kommer i berøring med det offentlige, slet ikke nævnt.

Den britiske historiker C. Northcote Parkinson beskrev allerede i 1955, hvordan en administration vokser uafhængigt af det arbejde, der faktisk skal udføres, fordi embedsfolk skaber arbejde for hinanden. Vi har bygget hans lov i fuld skala. Resultatet er et ubegribeligt administrativt vilddyr, der år efter år kræver flere penge af os skatteborgere, og politikerne er for længst blevet en del af den klub. Afstanden mellem politikere og embedsapparat er alt for kort, og det gælder lokalt, regionalt og nationalt.

Tilbage til besparelserne. Det offentlige skal spare, og det betyder også, at skatteborgerne kan beholde flere penge selv. Er det så dårligt?

I Fredericia Kommune vil man gerne bruge penge på en lang række ting, som et flertal af politikerne mener er gode for byen. Samtidig fjerner man initiativet og drivkraften fra private aktører på flere områder, fordi de simpelthen ikke kan konkurrere med de skattemidler, politikerne forvalter. Det er ingen naturlov, at kun kommunen kan sørge for kultur, byudvikling eller et velfungerende handelsliv. Det ville faktisk være bedre, hvis byrådet vedtog en generel skattenedsættelse for de erhvervsdrivende i den indre by, så de selv fik flere penge i lommen. De ville med sikkerhed finde på aktiviteter, der gavnede omsætningen i deres butikker. I stedet må de se deres skattekroner, som er deres fortjeneste, gå til rådhuset, hvor politikere og embedsfolk sammen bestemmer, hvordan virkeligheden skal se ud, når man går en tur gennem det indre Fredericia.

Det er en kolos uden almindelig forretningssans, og det følger næsten af sig selv, når man kommer fra en kultur, hvor man går op i, hvilket ledertrin man befinder sig på, hvor der skal være fri om fredagen og plads til ekstra kursusaktivitet, og hvor pensionsordningen er ubegribeligt høj. Det offentlige minder i mange henseender om et beskyttet værksted. Man mærker ikke virkelighedens konsekvenser, sådan som man gør i en privat virksomhed. Bliver en privat virksomhed drevet dårligt, lukker den, fordi den ikke kan sælge sine produkter, eller fordi den bliver sagsøgt, når den skader nogen eller noget. Den mekanisme findes ikke på rådhuset.

Sparekataloget er udarbejdet af forvaltningen selv, og det er ofte de frivillige og de små lokalsamfund, der står for skud, altså de steder, hvor det normalt giver god mening, at fællesskabet bidrager. I realiteten er det bondefangeri. De såkaldte landsbyer, man gerne vil tage noget fra, er tidligere kommuner og små lokalsamfund, der er blevet lagt ind under Fredericias overherredømme. Hvis Herslev stod som selvstændig enhed, var mange af beslutningerne aldrig blevet truffet derude, og man havde levet ganske fint med et pigtrådshegn op mod os andre i Fredericia Kommune. Det eneste, de mennesker har oplevet årti efter årti, siden de blev indlemmet i det kommunale projekt, er at blive nedprioriteret. »Det ligger jo ude på landet, og det lugter af gylle,« som vores forhenværende borgmester så pænt formulerede det. Det er virkeligheden.

Som borger sidder man tilbage med et stort spørgsmål. Hvorfor skal jeg betale så mange penge for at bo i denne kommune og i dette land, der har et af verdens højeste skattetryk og et af verdens højeste afgiftstryk? Et land, hvor politikerne blander sig i, om man ryger cigaretter, og hvor meget vand eller strøm man bruger, og hvor alt det, de kan lide, glider glat igennem, mens der bliver skabt forhindringer for alt det, de ikke kan lide. Hvorfor skal de detailstyre så meget, og hvorfor skal de have lov til at tage så mange af vores penge år ud og år ind? Selv de borgerlige partier ser ud til at have kapituleret og er gået med på udgiftsbølgen, hvor alt muligt bliver kaldt gratis. Intet af det er gratis. Det betales af folk, der ikke har den mindste interesse i det og aldrig selv ville drømme om at bruge det.

Hvorfor er det lige fodbold, der skal være den store ting i Fredericia? Hvorfor skal vi bruge mange millioner kroner på at bygge et stadion, og hvad gør, at vi prioriterer fodbold frem for eksempelvis tennis? Gang på gang er vi blevet lovet, at stadionet vil sætte Fredericia på landkortet. Spørgsmålet er, om det er pengene værd.

Fredericia Kommune kunne i virkeligheden spare et meget stort beløb ved at lukke ned for den massive støtte til alverdens ting og sager og i stedet prioritere, at de mest grundlæggende opgaver fungerer. Det er vuggestuer, børnehaver, dagpleje, skoler og ældrepleje. Man kunne også spare på ledelsen og vende tilbage til en mere decentral ledelse, sådan som man havde den i gamle dage. Der er langt fra top til bund i organisationen, og det kan mærkes. Størstedelen af kommunens medarbejdere har stor afstand til ledelsen, og det er helt almindelige mennesker, der gør en stor indsats for Fredericia. Uanset om de klipper buske, passer genbrugspladsen eller hjælper borgere med konkrete problemer, sidder langt de fleste i jordnære stillinger, som vi kan være glade for.

Det store problem er den absurde administrationstrang. Når lederne først sidder i stillingerne, ser det ud, som om de har travlt med at bygge et beskyttet værksted for sig selv, hvor de er urørlige og aldrig bliver nævnt som en mulig besparelse. Det skal tage sig ud som en stor, bred organisation med en handlekraftig og dygtig ledelse. Sagen er, at vi ikke har brug for ret mange ledere, for en central styring af det offentlige eller for så mange regler. I adskillige valgkampe har det været et gennemgående tema, at danskerne er trætte af det regelrytteri, der har sneget sig ind. Det er indført, fordi diverse faglige organisationer har slået på tromme for, at deres område skulle styrkes med den ene og den anden regel. Om det er Djøf eller HK, er underordnet. Det handler om at beskytte faglige interesser, og spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet gavner samfundet, at så meget er reguleret og nedfældet i lov, er gledet ud af syne.

Besparelser kan altså godt være en god ting, når man begynder dér, hvor folk hellere vil bruge pengene selv. Gang på gang ser man, at når det offentlige holder op med at levere en ydelse og giver borgerne pengene i stedet, kommer der helt andre løsninger på bordet. Når det frie valg først er en mulighed, vælger folk anderledes. Skoleområdet er et af de heldige eksempler, hvor adskillige privatskoler kører udmærket, og hvor de, der er engageret i skoledriften, er glade for det arbejde, der bliver udført. Selvbestemmelse er en god ting, og Tocqueville ville have genkendt den som modgiften mod formynderiet.

Så vi skal ikke nødvendigvis være kede af det, når politikerne siger, at de er nødt til at spare. Måske skal vi ligefrem være glade. Problemet er bare, at politikerne ikke prioriterer det, borgerne allerhelst vil have og være med til at betale for. De prioriterer det, de selv gerne vil have, og som de gerne vil have, at borgerne betaler for. Søren Kierkegaard skrev i »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed«, at den, der vil føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må »finde ham der, hvor han er, og begynde der«. Al sand hjælp begynder ifølge Kierkegaard med en ydmygelse, hvor hjælperen forstår, »at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene«. Den sætning kunne hænge over byrådssalen i Fredericia, mens budgettet bliver lagt.