Borgmesteren, der glemte, hvem der gav ham kæden
LEDER. Der er en scene fra mandag aften, som siger mere om Middelfarts politiske efterår end nogen af de 16 sider i budgetaftalen. Uden for rådhuset stod forældre fra Fjelsted-Harndrup i røde t-shirts og fejrede, at deres skole var reddet. Inde i salen sad de fire partier, der havde krævet præcis det fra første dag, og hørte forligskredsen tage æren. De havde ikke været med til at forhandle. De havde ikke fået lov.
Anders Møllegård blev borgmester i november, fordi Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten valgte ham frem for Johannes Lundsfryd Jensen. Uden dem havde Venstre seks mandater og ingen kæde. Ti måneder senere har han lavet sit første budget med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, altså det flertal, han slog, mens de fire, der gjorde ham til borgmester, står udenfor sammen med Kaj Pilgaard, der i mellemtiden har forladt Venstres egen gruppe. Det er ikke et tilfælde, og det er heller ikke, som borgmesteren gerne vil have det til at lyde, et rent teknisk spørgsmål om en økonomisk politik.
Lad os tage hans forklaring alvorligt, for den er ikke urimelig på papiret. Man kan ikke forhandle med nogen, der ikke accepterer præmisserne. Det sagde Lundsfryd, og det gentog Møllegård. Men præmisserne blev skrevet af forvaltningen og vedtaget med Socialdemokratiet, og de fire partier bad om at få formuleringerne justeret, så de kunne være med. De kaldte forskellen ordkløveri. De sendte en lang besked aftenen før vedtagelsen. Den blev ifølge dem aldrig besvaret. En borgmester, der ville have haft dem med, havde svaret. En borgmester, der havde brug for dem, havde svaret to gange.
Det er her, forsømmelsen ligger. Ikke i økonomien, for de to budgetter, der nu ligger side om side, ligner hinanden så meget på velfærden, at enhver kan se, der aldrig var en saglig grund til at holde de fem ude. Skolerne, klippekortet, robotstøvsugerne, alt det bevares i begge. Forskellen er, at oppositionens budget skærer 6 mio. kr. i ledelse og administration og 5 mio. kr. i konsulenter, mens forliget lader rådhuset gå fri og sender regningen videre som en rammebesparelse. Det er en reel politisk uenighed, og den havde fortjent at blive taget ved bordet. I stedet blev den taget på Facebook, hvor borgmesteren i ugens løb har forsvaret sig med, at samarbejde ikke er det samme som at være styret. Det er rigtigt. Men samarbejde er heller ikke det samme som at forhandle med dem, der er nemmest at blive enige med.
Møllegård gik til valg på en ny kultur og et opgør med plejer. Det var det, de fire partier købte i Tårnværelset, og det var det, vælgerne hørte. I dag er kulturen den samme som før, mandaterne er de samme som før, og den eneste forskel er, at manden for bordenden hedder noget andet. Jonas René Jensen kaldte det den samme marmelade i en anden indpakning. Det er svært at finde et bedre billede.
Borgmesteren kan stadig nå at rette op. De fem har lagt et budget frem, som han selv indrømmer har mange lighedstegn med hans eget, og de har inviteret alle til at komme med. Der er tre uger til andenbehandlingen. Hvis Møllegård mener det, han skriver om brede løsninger og ansvar for helheden, så ringer han til dem, der gav ham kæden, og finder ud af, hvad det koster at få dem med. Det bliver ikke gratis, og det bliver ikke pænt, for de er sårede, og de har grund til det. Men det er det, en borgmester med seks mandater lever af. Man kan ikke både glemme sine støtter og regne med, at de er der næste gang, man har brug for dem. Og i et byråd med otte partier kommer den næste gang altid.
