Grønne plantekasser og lukkede døre
Axeltorv og budgettet handler begge om, hvem kommunen er til for. Borgerne skal kunne diskutere alternativerne, mens der stadig er noget at vælge imellem.
Grønt skal ses på torvet. Ansvar skal ses i budgettet. Demokrati skal mærkes, før beslutningen er truffet.
En plantekasse gør ikke en parkeringsplads til en grøn oase, og en pressemeddelelse gør ikke en lukket budgetproces til et åbent demokrati. Der ligger forbindelsen mellem Axeltorv og budgetforhandlingerne i Fredericia: Får borgerne reel indflydelse på indholdet – eller bliver vi først inviteret med, når indpakningen skal beundres?
På Axeltorv er spørgsmålet, om vi skaber en plads til mennesker, ophold og byliv, eller om vi ender med en stenørken med grøn pynt mellem bilerne. Flotte ord som grøn i verdensklasse, kan ikke erstatte en ordentlig debat om, hvad torvet skal kunne.
Det samme gælder kommunens økonomi.
Vi har fået forvaltningens sparekatalog. Men hvor er partiernes egne, tydelige alternativer? Hvem vil spare på administrationen? Hvem vil udskyde prestigeprojekterne? Og hvem vil acceptere forringelser for børn, ældre og udsatte for at bevare andre udgifter?
Et sparekatalog er forvaltningens oplæg. Prioriteringen er politikernes ansvar. Men hvor er partiernes valgløfter? Det ansvar skal kunne ses, inden underskrifterne tørrer. Ellers kan alle bagefter hævde, at de kæmpede for kernevelfærden, mens de beklager de besparelser, de selv har skrevet under på.
Derfor er mit krav til samtlige partier klart: Offentliggør jeres vigtigste budgetkrav, besparelser og nye udgifter med beløb og finansiering, inden budgetaftalen indgås – og i så god tid, at borgerne kan reagere.
Forklar samtidig, hvilke høringssvar der har ændret jeres holdning. Hvilke forslag vil I fastholde trods borgernes kritik, og hvorfor? En høring må ikke blive en kommunal motionsøvelse, hvor borgerne løber rundt med argumenterne, mens politikerne allerede er gået i mål.
Ja, et kompromis kræver forhandlinger. Men det forhindrer ingen i at fortælle vælgerne, hvad de går ind til forhandlingerne med. Åbenhed kræver ikke kamera på hvert kaffemøde. Det kræver politisk rygrad til at stå ved sine prioriteringer.
Mit liberale udgangspunkt er enkelt: Kommunen skal kunne begrunde hver krone, den tager fra borgerne. Administration, projekter og politiske ambitioner skal tåle mindst samme kritiske eftersyn som den borgernære velfærd.
