Folkeskolen kan ikke opdrage sig ud af alt
Debatten om folkeskolens problemer handler ofte om reformer, inklusion, skærme, læringsmål og mangel på uddannede lærere. Det er alt sammen relevant. Men én væsentlig del af problemet bliver ofte behandlet forsigtigt – næsten som om den er lidt pinlig at nævne: Forældrenes ansvar.
Folkeskolen skal undervise vores børn. Den skal udvikle deres faglighed, nysgerrighed og evne til at indgå i et fællesskab. Men skolen kan ikke alene kompensere for manglende søvn, manglende opdragelse, ubegrænset skærmbrug og fravær af interesse for barnets skolegang.
Et barn bør hjemmefra have lært, at man møder til tiden, lytter, når andre taler, respekterer læreren og tager hensyn til sine klassekammerater. Man skal kunne acceptere et nej, vente på sin tur og forstå, at ikke alt i livet er underholdning.
Det er ikke urimelige krav. Det er grundlæggende forudsætninger for, at undervisning overhovedet kan finde sted.
I dag forventer vi næsten, at folkeskolen skal løse alt. Den skal undervise, opdrage, motivere, inkludere, håndtere konflikter, bekæmpe mistrivsel, skabe sociale fællesskaber og samtidig sikre, at hver enkelt elev bliver så dygtig som muligt.
Læreren kan ikke gennemføre en god matematiktime, hvis halvdelen af tiden går med at skabe ro. Det rammer ikke kun de børn, der forstyrrer. Det rammer hele klassen, også de stille elever, som møder forberedte og gerne vil lære.
Skærmdebatten viser tydeligt, hvordan ansvaret bliver skubbet videre. Det er let at kræve mobilforbud i skolen, men problemet begynder ikke ved døren til klasselokalet. Hvis et barn har siddet med gaming, TikTok eller YouTube til langt ud på aftenen, møder barnet træt og ukoncentreret næste morgen.
Det kan skolen ikke reparere med endnu en handleplan. Grænserne skal sættes derhjemme.
Forældre har forskellige forudsætninger, og nogle familier har brug for støtte. Det skal vi naturligvis tage alvorligt. Men almindelig interesse, tydelige grænser og respekt for skolen kræver ikke en lang uddannelse eller en stor pengepung.
Det kræver, at vi spørger til skoledagen, hjælper barnet med at møde forberedt og bakker læreren op – også når lærerens besked ikke passer ind i vores eget billede af, at netop vores barn naturligvis aldrig kunne finde på noget. Det betyder ikke, at læreren altid har ret, eller at forældre skal tie stille.
Men problemer løses bedst gennem samarbejde og respekt, ikke ved straks at angribe skolen eller skrive en vred besked på Aula.
Politikerne har ansvaret for rammerne. Skoleledelserne har ansvaret for retningen. Lærerne har ansvaret for undervisningen. Men forældrene har ansvaret for opdragelsen.
Vi får ikke en bedre folkeskole alene med flere penge, færre skærme eller endnu en reform fra Christiansborg. Vi får den ved, at flere forældre genoptager deres del af opgaven.
Folkeskolens problemer begynder nemlig ikke kun på Christiansborg eller i klasselokalet. En del af dem begynder ved spisebordet derhjemme. Det ansvar kan forældrene ikke løbe fra.
