Fra hestesko i en baggård til Bjørn Nørgaards kunstværker – smedefamilien i Fredericia fejrer 80 år

NAVNENYT. Da smeden Laurits Østergaard i 1946 slog sig ned i en baggård i Kongensgade i Fredericia, bestod dagens arbejde af hestesko, vognringe og reparationer af landbrugsmaskiner og hestevogne. 80 år senere laver L. Østergaards Maskinfabrik stadig havelåger til private, men også reservedele til raffinaderiet, reparationer af procesanlæg i supermarkeder og store dele af kunstværker for nogle af landets mest kendte kunstnere. Den 2. oktober fejrer virksomheden sit 80-års jubilæum, og for tredje generation, Kjeld Østergaard, er det både en anledning til at se tilbage og til at tænke over, hvad der skal ske med det, hans farfar begyndte.

Historien er en klassisk fortælling om et familieforetagende. Laurits Østergaards søn, Peter Østergaard, blev udlært hos sin far, og allerede i 1971 flyttede virksomheden fra baggården i byen ud på den nuværende adresse. Fra 1983 til 2002 stod Peter Østergaard i spidsen, og han forstod at følge med tiden og investerede løbende i moderne teknologi, så smedjen udviklede sig til en egentlig maskinfabrik. Kjeld Østergaard købte familievirksomheden og overtog den 1. januar 2003, men modsat sin far er han ikke udlært i familiens egen smedje. Han kom i lære hos smeden i Skærbæk, hvis søn samtidig kom i lære hos Peter Østergaard.

»Vi byttede så, så kom han i lære hos min far, og jeg kom i lære hos hans far,« fortæller Kjeld Østergaard om ordningen, der har holdt siden. Sønnen har i dag overtaget smedevirksomheden i Skærbæk, og de to er både gode venner og gode kolleger.

»Så det er helt perfekt,« siger han.

I alle tre generationer har det været mand og kone, der har drevet virksomheden sammen. Kjeld Østergaards hustru Helle står for økonomien og kontorarbejdet, for indkøb af arbejdstøj og hjælpemidler, for forsikringer og alt det administrative – præcis som hans mor og farmor gjorde før hende. Det er, som han selv siger, tre generationer, hvor mand og kone har levet af virksomheden og levet godt af den.

Der har været udsving undervejs. Under Peter Østergaards ledelse var der i 25-30 år mellem 25 og 30 ansatte, og det fortsatte i Kjeld Østergaards første år som leder, hvor virksomheden på et tidspunkt nåede op på 41 medarbejdere. Så kom finanskrisen.

»Det kostede os ikke penge på bundlinjen, men det kostede os, at vi måtte af med nogle medarbejdere. Vi havde jo en lang periode, hvor der ikke var noget at lave,« siger Kjeld Østergaard.

Virksomheden skar ned til omkring ti mand, og efterfølgende kom corona oveni. Siden har maskinfabrikken holdt sig på 12-15 ansatte – en størrelse, som ejeren er godt tilfreds med.

»Det er rigtig fint. Så kan vi styre det,« siger han. For fem-seks år siden købte værkfører Per ti procent af virksomheden, og det er ifølge Kjeld Østergaard en del af den udvikling, der skal sikre, at den lille virksomhed kan køre videre.

Særligt ved L. Østergaards Maskinfabrik er, at der ikke findes en fast produktion. Alt afhænger af, hvem der ringer.

»Hver dag, der er sat, så venter vi på, at telefonen ringer, så er der en kunde og siger, kan I lige lave det? Og så siger vi jo ja eller nej,« siger Kjeld Østergaard.

Opgaverne spænder bredt. Det kan være en privat kunde, der skal have lavet et tørrestativ eller en havelåge, og det kan være raffinaderiet, der står og mangler en individuel del til et eller andet maskineri. Virksomheden laver en del reparationer på procesanlæg i supermarkeder, og alt, hvad der hedder smedearbejde og maskinarbejde, kan komme på bordet. Intet er for stort eller for småt, og maskinfabrikken har ry for at holde det, den lover, både på produktionstid, levering og pris. Som underleverandør trækker den desuden på et stort netværk af samarbejdspartnere.

Det er den fleksibilitet, der har åbnet en dør, som ingen i familien havde forudset. Maskinfabrikken er blevet en fast samarbejdspartner for kunstnere, og først og fremmest for billedhuggeren Bjørn Nørgaard. Virksomheden har været med til at fremstille dele af fire af hans værker – både store og små opgaver, men mest de store – og Kjeld og Helle Østergaard har været med kunstneren i Kina, hvor han fik produceret dele af et værk.

»Det er faktisk rigtig sjovt, og vi har allerede tjent penge på de opgaver med kunstnerne, men vi synes, både Per og jeg og også vores personale, de synes, det er superspændende,« siger Kjeld Østergaard.

Kunstopgaverne har ændret noget i hverdagen, som rækker ud over fakturaerne. Flere medarbejdere er begyndt at tage familien med ind på en kunstudstilling eller ind i en kirke, hvis Bjørn Nørgaard eller en af de andre kunstnere, virksomheden arbejder med, har været der.

»Mange gange forstår man ikke, hvad de der kunstnere ser, men når vi har været med til at lave de der ting, så får man en helt anden følelse for det også, når man er rundt og kigger,« siger Kjeld Østergaard. Sådan har medarbejderne aldrig haft det før, konstaterer han – og det havde han heller ikke selv.

Kunsten er den ene passion. Den anden er lærlingene og viljen til at give folk en chance, også dem, der ikke passer ind i den lige linje. Virksomheden er ifølge Kjeld Østergaard god til at kigge på lidt skæve eksistenser, og erfaringerne er så gode, at det er blevet en del af virksomhedens identitet. Det lykkes ikke hver gang, erkender han, for nogle vil ikke hjælpes, og så kan virksomheden heller ikke. Men når det lykkes, er stoltheden stor.

»Vi prøver at give folk en chance,« siger han.

Det er dog en helt anden ansættelse, der lige nu fylder mest hos ejerparret. For to uger siden begyndte deres yngste søn i lære i virksomheden. Han er 27 år og uddannet mekaniker, men har fået merit for sin uddannelse inden for metalfaget og vil nu prøve smedefaget af – måske uden ambition om at blive selvstændig, men i hvert fald for at gå den vej. Kjeld Østergaard, der er 64 år, lægger ikke skjul på, at det betyder noget. En ældre søn arbejdede i virksomheden i over ti år, men rejste for seks år siden og har hverken ambitioner om at overtage eller lyst til at arbejde der igen.

»Jeg ved jo ikke, om han vil overtage det, men jeg er super stolt,« siger Kjeld Østergaard om den yngste søn.

»Vi var da pissestolte, da vores yngste søn kom og spurgte, om han måtte komme i lære. Og måske kunne tænke sig at drive det videre,« siger han.

Men det skal være sønnens egen beslutning, understreger han.

»Vi skal ikke presse ham ud i noget. Det er hårdt arbejde. Og man kan ikke drive en virksomhed, hvis ikke man vil arbejde,« siger Kjeld Østergaard, der peger på, at det gælder for alle tre generationer – ingen af dem er kommet sovende til det.

For ham handler det om, at en virksomhed, som tre generationer har levet godt af, ikke bare skal lukke sammen med ham. Derfor bliver jubilæet den 2. oktober også en mere stilfærdig affære end 75-års festen for fem år siden. Dengang blev der ifølge Kjeld Østergaard brugt over en kvart million kroner på at fejre dagen. Over 100 kunder, leverandører og tidligere medarbejdere var inviteret hele eftermiddagen, og den daværende borgmester dukkede op og holdt tale, uden at ejeren på forhånd vidste det.

»Det synes jeg var flot,« siger Kjeld Østergaard om borgmesterens besøg.

Da gæsterne var sendt hjem, blev fabrikken forvandlet til en stor festsal, orkesteret Barock spillede op til dans, og der blev serveret mad hele aftenen.

»Så vi gav den fuld gas, så den her gang blev det kun vores medarbejdere, vi har inviteret ud at spise med deres koner og kærester,« siger Kjeld Østergaard, der ellers elsker at holde og arrangere fester.

Denne gang må festen godt være mindre. Fremtiden, håber han, bliver til gengæld længere.