Før Christiansborg finder flere løsninger til folkeskolen, bør vi lytte til dem, der står i den

PISA-resultaterne er alvorlige. Børn og unge skal lære mere. De skal kunne læse, skrive og regne, have solide kundskaber og kunne holde fast, også når noget er svært.
Men jeg får en snigende fornemmelse af, at dansk skolepolitik er ved at gøre det, vi er rigtig gode til: finde løsningen, før vi helt har forstået problemet.
Mobiltelefonerne skal væk. Lærernes autoritet skal styrkes. Der skal investeres. Og en ny skoletrepart skal finde vejen frem.
Flere af delene kan være både rigtige og nødvendige. Men før vi igen fortæller skolerne, hvad de skal gøre anderledes, bør vi måske stille et mere ubehageligt spørgsmål:
Har vi politikere været lige så gode til at lytte til dem, der står omkring børnene, som vi har været til at ændre deres skole?
For den folkeskole, vi ser i dag, er ikke opstået i går.
Den bærer mange års politiske prioriteringer og samfundsforandringer med sig. Folkeskolereformen i 2013. Ændrede vilkår for lærernes arbejde. År med økonomisk pres. Inklusion. En omfattende digitalisering med BYOD og digitale læremidler. Og siden corona.
Det er ikke min forklaring på PISA-resultaterne. Så enkelt er det ikke.
Men det ville være mærkeligt, hvis vi ikke var nysgerrige på, hvad alle de forandringer har betydet. Og det ville være endnu mere mærkeligt, hvis vores svar endnu en gang blev at beslutte løsningen først og spørge skolen bagefter.
For lærere, pædagoger og deres organisationer har ikke været tavse undervejs. De har igen og igen gjort opmærksom på, når reformer, arbejdsvilkår, økonomiske prioriteringer, inklusion eller digitalisering efter deres vurdering gjorde det sværere at lykkes med børnene.
De har ikke nødvendigvis haft ret i alt.
Men vi politikere bør spørge os selv, om vi har været lige så gode til at lytte til lærere og pædagoger omkring børnene, som vi har været til at finde på løsninger for dem.
Det gælder også skærmdebatten.
Et mobilforbud kan være fornuftigt. Men der er et paradoks i at bede eleverne lægge mobilen væk for at skabe koncentration og derefter bede dem åbne en computer med adgang til hele den digitale verden.
Hvis vi mener det alvorligt med koncentration og fordybelse, skal vi diskutere skolens samlede digitalisering. Hvornår gør teknologien undervisningen bedre? Hvornår står den i vejen? Og har skoler og lærere reelt mulighed for at vælge skærmen fra?
Og så skal vi tale om tid. Ikke som et andet ord for flere penge eller som en løsning i sig selv, men som en af betingelserne for kvalitet.
Tid til at forberede god undervisning. Til fagligt samarbejde. Til børnene. Til at læse en hel bog, arbejde sig gennem et svært regnestykke, eksperimentere, øve sig, fejle og prøve igen.
For undervisning er ikke underholdning.
Alt skal ikke være sjovt hele tiden. At lære noget kræver kundskaber, koncentration, gentagelse og vedholdenhed. Børn skal også lære at blive i noget, der er svært, og opleve, at de kan mere bagefter, end de kunne før.
Det er ikke et argument for lavere forventninger. Tværtimod.
Vi skal have høje ambitioner på alle børns vegne. Solide kundskaber. Dygtige fagprofessionelle. Stærke fællesskaber. Nysgerrighed. Koncentration. Og evnen til at holde fast.
Men de rammer, vi politikere skaber omkring skolen, har betydning for, hvad lærere og pædagoger omkring børnene kan lykkes med.
Som kommunal udvalgsformand har jeg også selv et ansvar. Før jeg spørger, hvad skolerne skal gøre anderledes efter PISA, bør jeg være villig til at spørge, hvad vi politikere skal gøre anderledes.
Og denne gang bør lærere og pædagoger omkring børnene ikke først inviteres ind, når løsningerne skal implementeres. De skal med, mens vi stadig prøver at forstå problemet.
PISA forpligter os til at handle.
Men handlekraft er ikke det samme som at have løsningen klar først.
Denne gang bør vi være mindst lige så gode til at lytte, som vi er til at løse.