Fratelli-brødrene har kigget på Middelfart længe: Til november serverer de prisvindende pizza i den gamle Danske Bank
Labi og Armend Memeti har på ni år åbnet succesrestauranter i Haderslev, Kolding, Sønderborg, Odense og senest Horsens. Nu er håndværkerne i fuld gang med at forvandle den tidligere Danske Bank-filial i Middelfart til italiensk ristorante nummer syv, og efterspørgslen er allerede i gang, før dørene overhovedet er åbnet.

BUSINESS. Da brødrene Labi og Armend Memeti i 2017 ville åbne deres første restaurant i Haderslev, var rådgivningen fra baglandet ikke til at tage fejl af.
»Jeg vil sige, at 99,9 procent af alle dem, vi kendte - både familie og venner - sagde, at vi ikke skulle gøre det. Det var mange penge, vi investerede,« fortæller Labi Memeti.
Brødrene lyttede venligt og gjorde det alligevel. Ristorante Fratelli, der betyder brødre på italiensk, åbnede i Nørregade i Haderslev, og interessen var ifølge Labi Memeti stor fra første dag. Sådan begyndte den fortælling, han i dag kan folde ud by for by, når man beder ham om den. Han fortæller om dem, der mente, at succesen i Haderslev kun skyldtes, at brødrene var kendte i deres hjemby, og om hvordan netop den snak blev afsættet til at prøve konceptet af i Kolding i 2019, hvor gæsterne stod i kø fra åbningsdagen. Han fortæller om coronaen, der ramte få måneder senere, hvor brødrene lagde om til takeaway, selv stod i hver sin by og langede tusindvis af pizzaer over disken og takkede nej til coronahjælpen undervejs. Om Sønderborgs gamle posthus, der havde stået ledigt i årevis, inden brødrene rykkede ind i 2021. Om restauranten i Odense fra 2024 med over 200 pladser, caféen på resortet ved Nordborg efter, og senest Horsens, der åbnede for godt en måned siden med omkring 350 daglige gæster og en modtagelse, der har overrasket selv brødrene.
Det er en fortælling med fart på, og den har netop fået endnu et kapitel. Denne gang skrives det i Middelfart. I den tidligere Danske Bank-bygning er håndværkerne i fuld gang, og til november slår Ristorante Fratelli dørene op til brødrenes syvende adresse. »At lave en tidligere Danske Bank om til restaurant kræver lidt. Men håndværkerne er i gang, der er 10-12 mand på arbejde hver dag, og det hele følger tidsplanen,« siger Labi Memeti.
Restauranten kommer til at rumme 130 siddepladser indenfor og udeservering med over 80 pladser foran bygningen, og konceptet bliver efter planen det samme, som gæsterne kender fra de øvrige byer.
At valget faldt på Middelfart, er hverken en tilfældighed eller en pludselig indskydelse. Brødrene kørte faktisk processen parallelt med Horsens uden at vide, hvilken by der ville komme først, og byen mellem broerne har været i kikkerten længe. »Vi har kigget på Middelfart de sidste to år. Det er en spændende by, og logistisk ligger den rigtig godt for os mellem Kolding og Odense. Vi har mange gæster i Kolding, der kommer fra Middelfart, Strib og Fredericia, så det gav god mening,« fortæller Labi Memeti.
Gæsterne kører med andre ord allerede efter maden. Nu flytter maden så efter gæsterne, og Labi Memeti lægger ikke skjul på, at han regner med, at de følger med over broen. »Med den vækst, Middelfart har, erhvervslivet og Fredericia lige ved siden af, tror jeg meget på, at der er plads til os. Allerede nu er efterspørgslen så stor, at vi får forespørgsler på både selskaber og bordbookinger. Jeg tror på, at vi nok skal blive en del af byen,« siger han.
Spørger man, hvad det er, brødrene kan, siden de bliver ved med at åbne nye adresser, peger Labi Memeti først på evnen til at falde til. »Vi er gode til at tilpasse os lokalt. Vi er ikke bare et koncept. Det bygger i høj grad på værtskab. Folk skal føle sig velkomne, lokalerne skal være pæne og rene, og så har vi kokke fra Italien, der laver maden,« forklarer han.
Køkkenet er da også det, ryet hviler på. Pastaen laves ifølge Labi Memeti fra bunden, melet til pizzaerne importeres direkte fra Italien, og i 2020 vandt kæden prisen som Danmarks bedste pizza. »Vi er kendt for vores pizza og vores hjemmelavede pasta, og vi kan dække mange forskellige behov, både restaurant og takeaway, til fødselsdage, til hverdag og til møder,« siger Labi Memeti.
Med syv adresser kunne man forestille sig, at brødrene efterhånden fulgte driften fra et kontor. Sådan er det ifølge Labi Memeti ikke. Han og broren står i restauranterne hver dag, og han vender flere gange tilbage til de mennesker, der har gjort væksten mulig. »Uden et godt personale går det ikke. Vi er så heldige at have folk, der har været med fra starten for snart ti år siden. Det betyder alt at have gode mennesker omkring os, som kan se, at vi virkelig vil det her.«
Til november kan middelfarterne så selv gå ind ad døren i den gamle bank og danne sig deres egen mening. Skeptikerne fra 2017 fik som bekendt ikke ret. Nu er det Middelfarts tur til at gøre regnestykket op.
