
BØGER. Fredericia Bibliotek dannede torsdag d. 10. april ramme om lanceringen af bogen “En vild skov – Treldeskovene ved Fredericia”. Bogens forfattere, Ole Heilmann-Clausen, hans bror Claus Heilmann-Clausen og Oles søn Jacob Heilmann-Clausen, gav de fremmødte et personligt og levende indblik i bogens tilblivelse og de fascinerende fortællinger om Treldeskovene.
Ole Heilmann-Clausen indledte bogreceptionen med at fortælle om baggrunden for bogen, som han beskrev som både en nostalgisk rejse og en faktuel gennemgang af områdets biologi. “Det er både en nostalgisk erindringsbog og en faktabog om biologien og skoven,” sagde Ole Heilmann-Clausen og forklarede, at bogen dækker “fortid, nutid og fremtid.”
Geologiens fascinerende verden
Claus Heilmann-Clausen tog tilhørerne med tilbage til sin barndoms ekspeditioner i Treldeskovene. Med varme og humor berettede han om sine eventyrlige oplevelser med at finde små forsteninger og svovlkis, der lignede guld. En oplevelse, der senere blev afgørende for hans professionelle karrierevalg som geolog. Claus fremhævede også en særlig oplevelse, hvor han som barn blev kendt for en forstening, hans bror Jens havde fundet, nemlig en “forstenet sværdfisk”, en historie der fik mediernes opmærksomhed. “Det var jo både poetisk og lidt mystisk og spændende,” fortalte Claus om sin fascination af leret fra Eocæn-tiden, der har gjort området unikt. Eocæn-tiden, som betyder Morgenrødens Tidsalder, dækker tidsperioden fra 55,8 til 33,9 millioner år siden, og Lillebælts-leret er ifølge bogen ca. 44 – 49 millioner år gammelt.
En unik biologisk mangfoldighed
Jacob Heilmann-Clausen fokuserede i sit indlæg på den unikke biologiske mangfoldighed, Treldeskovene byder på. Han delte sin begejstring for områdets helt specielle svampefauna og særligt fundet af den “navnkundige Satans Rørhat”, en giftig svamp, der første gang blev observeret i Jylland netop her. Jacob fortalte engageret om, hvordan dette fund havde haft betydning for hans videre livsvej som biolog. “Min oplevelse af at have et meget dynamisk økosystem med en meget speciel lertype åbnede jo så mine øjne for betydningen af at forstå koblingen mellem arter og deres miljø,” forklarede Jacob.
Bogens budskab og betydning
Efter boglanceringen havde jeg lejlighed til at spørge de tre forfattere om deres oplevelse af arrangementet og bogens betydningen.

Ole Heilmann-Clausen udtrykte tilfredshed med lanceringen: “Det er gået fint, og der er også blevet solgt nogle bøger. Når man laver en bog, så er det jo meningen, at den skal ud.”
Jacob Heilmann-Clausen understregede vigtigheden af bogens budskab: “Det er jo bare at formidle noget biologisk viden på en måde, så det er til at forstå, og så er det spændende. Trelde Skov var et af de steder, der i allerhøjeste grad var med til at føde min fascination for naturen. Og det er jo det, jeg har forsøgt at formidle videre efter bedste evne, og beskrive nogle tekster, der også på en eller anden måde fik det enestående ved skoven frem. Fordi det er jo en skov, der er noget helt specielt i forhold til andre skov i Danmark.”
Claus Heilmann-Clausen uddybede sin intention med bogen ved at fremhæve den særlige geologiske historie, som gør Treldeskovene enestående. “Vi har haft meget snak frem og tilbage om, hvordan det skulle gribes an, og Ole ville også gerne have noget, at jeg bidrog med om den geologiske side af stedet derude. Jeg har tænkt på, hvordan jeg bedst muligt kunne lave det, så det ikke skulle blive en geologibog, men bare et element til at indgå i natur og oplevelsesbeskrivelse af skoven. Og det jeg prøvede at gøre, det var jo at skrive lidt om selve den specielle lerart, der er derude,” sagde Claus.
Ole Heilmann-Clausen pointerede også bogens overordnede betydning: “Det, jeg håber, er det vigtige ved sådan en bog, er jo at fokusere på naturen og gøre den forståelig for så mange som muligt. I den her tid, vi lever i, hvor der bliver talt om, at det er penge og politik, der drejer sig om, der har vi jo naturen tilbage, og det skal vi jo ikke glemme. Og biodiversitetskrisen er jo den største krise, vi har i virkeligheden og klimakrisen.”
“En vild skov – Treldeskovene ved Fredericia” er med sin kombination af personlige fortællinger og solid faglig viden en invitation til både at forstå og værne om en af Fredericias helt særlige naturperler.
Bogen kan købes hos Billunds Boghandel, Gothersgade 24, DK-7000 Fredericia.
Her følger hele Tv-interviewet:
