I tre år har Middelfart Kommune været en del af et forsøg, hvor staten har givet friere rammer til at udvikle ældreplejen. En ny evaluering fra VIVE viser nu, at frisættelsen har haft en positiv effekt på både borgernes oplevelse af plejen og medarbejdernes arbejdsglæde. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen ser resultaterne som et vidnesbyrd om, at fleksibilitet og tillid kan gøre en afgørende forskel.

“Det har frigivet en enorm energi”

Middelfart Kommune har sammen med Viborg og Langeland Kommuner deltaget i frisættelsen, der har givet frihed fra nationale og kommunale regler på ældreområdet. For borgmester Johannes Lundsfryd er konklusionen klar: Det har været en succes.

– Jeg har været tæt på og talt med rigtig mange mennesker de senere år. Både medarbejdere, pårørende og ældre. Jeg har været ude på plejehjem og i hjemmeplejen, og jeg har oplevet, at det har frigivet en enorm energi hos medarbejdere og ledere. En lyst til at prøve ting af, stille spørgsmålstegn og sige: Er der noget, vi kan gøre endnu bedre?, siger han.

Evalueringen fra VIVE viser, at frisættelsen har givet medarbejderne bedre muligheder for at tage initiativ og anvende deres faglighed. Ifølge rapporten oplever medarbejdere i Middelfart, Langeland og Viborg Kommuner, at de har fået mere autonomi i deres arbejde, hvilket har styrket både deres engagement og arbejdsglæde. For borgmesteren er det en vigtig pointe.

– Det at kunne bruge sin faglighed som medarbejder er jo selve årsagen til, at man søgte ind i det fag, man arbejder i. Hvis vi så samtidig kan give dem mulighed for at udnytte den faglighed i endnu højere grad, bliver det meget tilfredsstillende. Det handler også om ikke at føle sig overvåget, men at turde tage ansvar. Hvor en SOSU-hjælper tidligere måske ville vente på en sygeplejerske, siger de nu: “Jeg ved faktisk godt, hvad der skal gøres, og jeg tager ansvar for det.” Det er godt for medarbejderen, og det er godt for borgere, understreger han.

Forandringen ligger i kulturen, ikke i paragrafferne

I Middelfart har frisættelsen givet medarbejderne større frihed til at planlægge plejen, hvilket blandt andet har ført til faste ugentlige arrangementer på plejehjemmet. Her samles beboere fra nærliggende ældreboliger til kaffe og kage i selskab med frivillige og personale – et initiativ, som ifølge evalueringen både styrker fællesskabet og øger livskvaliteten blandt de ældre.

For borgmesteren at se har frisættelsen i lige så høj grad været et spørgsmål om kulturforandring som om ændringer i lovgivningen. Han understreger, at den egentlige forandring ikke har været en større reguleringsmæssig frihed, men snarere en ledelsesmæssig og faglig bevægelse, hvor medarbejderne har fået mere tillid og mulighed for at tage initiativer, som kaffeselskab i hverdagen.

– Det, der har betydet noget for Middelfart Kommune, er først og fremmest, at der har været fokus på det. Hvis man ser på, hvor mange reelle frihedsgrader vi har fået, har vi ikke haft særligt mange flere, end vi havde i forvejen. Det har først og fremmest handlet om kultur og ledelse, og det er det, der flytter verden. Mere end strukturer og lovgivning i hvert fald på ældreområdet, påpeger han.

Fra forsøgsordning til fast kultur

Borgmesteren ser også en værdi i, at erfaringerne fra Middelfart nu kan bruges bredere i den kommende ældrereform. Men han mener ikke, at andre kommuner skal vente på reformen, før de gør noget.

– Jeg tror, de kan lære, at man bare skal gøre det. Man behøver ikke at sidde og vente på, at der kommer frisættelse og ny lovgivning. Man kan sagtens arbejde med en kultur, der skaber større faglig frihed for medarbejderne og større tilfredshed for borgerne. De to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

For Johannes Lundsfryd har den største læring i frisættelsen netop ligget i medarbejdernes og borgernes erfaringer. Derfor har det også været en klar prioritet for ham at komme rundt og opleve frisættelsen i praksis. 

– Jeg har været i så godt humør, hver gang jeg har været rundt. Vi har så dygtige medarbejdere, og når jeg taler med borgere og hører om deres udfordringer og den hjælp, de får, så er det livsbekræftende. Det lukker gabet mellem de politiske beslutninger og den virkelige virkelighed, der findes derude, siger han.

“Kunsten bliver at holde fast i det”

Selvom frisættelsen på ældreområdet har været en succes, understreger Johannes Lundsfryd Jensen også, at den største udfordring nu bliver at forankre den nye kultur og sikre, at de positive forandringer ikke ebber ud over tid.

– Man kan godt gøre det i en periode, men kunsten bliver at holde fast i det. Derfor har vi fra starten sagt, at det her ikke er et projekt, der løber i et par år og så skal tilbage til noget andet bagefter. Det her skal være en blivende forandring, og det har vi sagt fra dag ét.

Derfor kunne han også fortælle, at kommunen nu har rettet blikket mod at udbrede erfaringerne til andre velfærdsområder.

– Vi har haft en dialog med daginstitutionerne, bestyrelser og ledere, og vi er enige om, at det nok bliver det næste store område, hvor vi ruller det her ud. Det er en måde at holde fast i den nye organisationskultur og sikre, at den ikke kun gælder på ældreområdet, men på alle vores velfærdsområder, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Borgmesteren understreger, at kommunen har gennemført mere end 100 konkrete initiativer i ældreplejen, og at erfaringerne herfra skal brede sig. Nogle tiltag har ikke fungeret efter hensigten, og ifølge ham er det lige så vigtigt at erkende og justere dem. Han mener, at dette kun har været muligt takket være de medarbejdere, der har taget ansvar undervejs.

– Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har så hamrende dygtige medarbejdere, der tager ansvar hver eneste dag. Det har de gjort før, og det gør de stadig – for nogens vedkommende bare på en lidt ny måde. Det er en fornøjelse at opleve, afslutter han.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer