Der er et punkt, hvor høflige standardafslag ikke længere er neutrale.
De bliver politiske.

Det punkt nåede Matas i Middelfart i december.

Som privat forælder henvendte jeg mig – via Matas’ egen kundeservice og efter deres anvisning – til den lokale butik med en enkel forespørgsel:
Ikke penge. Ikke sponsorater. Ikke kampagner.
Blot små mandelgaver til et U11-håndboldholds juleafslutning. 20–25 piger, der har trænet hårdt hele året.

Svaret var nej.
Det er i sig selv legitimt.

Men her stopper legitimiten også.

For i stedet for at lade afslaget blive lokalt, menneskeligt og proportionelt, valgte Matas at løfte sagen til koncernniveau. Kommunikationschefen blev bragt i spil. Tredjepart blev involveret uden samtykke. Dialogen blev lukket administrativt – ikke med argumenter, men med autoritet.

Det er ikke et enkeltstående fejltrin.
Det er et symptom.

Et regnestykke, Matas helst undgår

Matas har i årevis haft massiv omsætning i Middelfart.
Den omsætning kommer fra byens borgere.
Fra mødre. Fædre. Bedsteforældre. Forældre til netop de børn, der står i hallerne hver uge.

Når et lokalsamfund år efter år bidrager til en kædes bundlinje, er det rimeligt at stille et simpelt spørgsmål:

Hvornår mener Matas selv, at relationen går begge veje?

For her blev der ikke bedt om økonomisk støtte.
Der blev bedt om symbolsk tilstedeværelse.

Og svaret var ikke bare nej.
Svaret var: “Det er ikke vores problem.”

Når “strategi” bliver et skjold

Matas henviser til nationale partnerskaber og overordnede strategier.
Det lyder pænt.
Men strategier kan også bruges som skjold mod ansvar.

For der er intet i en CSR-strategi, der forhindrer en lokal butik i at give en håndfuld børn en lille julegave.
Der er intet i mental sundhed, der står i modsætning til fællesskab i en idrætshal.

Tværtimod.

Når strategien bruges til at forklare, hvorfor man ikke vil engagere sig lokalt, er det ikke længere strategi.
Det er fravalg.

Kommunikation eller magtudøvelse?

Det mest bekymrende i forløbet var ikke afslaget.
Det var håndteringen.

Når en privat borgerdialog eskaleres til koncernniveau, og kommunikation bruges til at lukke samtalen frem for at føre den, så er vi ude af dialog og inde i magt.

Det er her, tillid dør.

Ikke i vrede.
Men i stilhed.

Nu er bolden hos borgerne

Denne artikel er ikke et krav om, at Matas skal støtte alt og alle.
Det er et krav om ærlighed.

Hvis Matas vil være en del af Middelfart som marked, må Matas også forholde sig til Middelfart som fællesskab.

Og her er det relevante spørgsmål ikke rettet mod Matas alene – men mod os som borgere:

  • Hvad forventer vi af de kæder, vi lægger vores penge hos?
  • Er lokal forankring bare noget, man skriver om – eller noget, man praktiserer?
  • Hvornår siger vi fra over for virksomheder, der gerne vil sælge lokalt, men ikke bidrage lokalt?

Matas har truffet sit valg i denne sag.
Nu er det op til indbyggerne i Middelfart at afgøre, hvordan de vurderer det valg.

Debatten er åben.
Og den bør føres åbent – af os alle.