SOCIALT. Botilbuddet Kronehøj i Fredericia brugte i 2023 ingen penge på eksterne vikarer. To år senere var regningen på 18,7 millioner kroner. Det fremgår af det materiale, som Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget får forelagt på sit møde tirsdag den 12. maj.
Det stigende vikarforbrug er en del af forklaringen på, at de samlede lønudgifter på Kronehøj er steget markant i samme periode. I 2022 brugte botilbuddet 25,8 millioner kroner på løn, i 2023 var beløbet stort set uændret på 25,7 millioner. Men i 2024 sprang udgiften til 33,9 millioner, og i 2025 endte den på 45,3 millioner kroner. Lønbudgettet for 2025 var på 25,8 millioner. Merforbruget alene i 2025 var dermed 19,5 millioner kroner.
Eksterne vikarer er ifølge forvaltningens materiale væsentligt dyrere end fast personale og kan i mange tilfælde koste op mod tre gange så meget som en tilsvarende time udført af en fastansat medarbejder.
Botilbuddet var tæt på at miste godkendelsen
Udviklingen skal ses i sammenhæng med, at Kronehøj gennem flere år har været underlagt skærpet tilsyn af Socialtilsynet, der pegede på alvorlige udfordringer i kvaliteten af tilbuddet og indstillede til at trække godkendelsen. Tilbuddet er nu overgået til normalt tilsyn igen.
For at imødekomme kritikken besluttede det daværende Senior- og Socialudvalg i august 2025 at gennemføre et kvalitetsløft. Det indeholdt en øget personalenormering, en styrket ledelse og en højere grad af specialisering blandt medarbejderne, så botilbuddet bedre kunne håndtere beboernes komplekse støttebehov. Samtidig blev antallet af pladser reduceret med fem.
I budget 2026 blev der afsat 3,0 millioner kroner til bedre normering og faglig kvalitet og yderligere 1,5 millioner til forbedring af de fysiske rammer. Da budgettet samtidig ikke blev reduceret som følge af de færre pladser, udgør det samlede beløb til kvalitetsløftet ifølge forvaltningen omkring 6 millioner kroner.
Rekrutteringen halter
En del af stigningen i lønudgifterne er ifølge forvaltningen en forventelig konsekvens af opnormeringen. Men derudover har Kronehøj haft en stor udskiftning af medarbejdere og samtidig svært ved at rekruttere nyt fast personale. Det er ifølge sagsfremstillingen den primære årsag til, at vikarforbruget er steget så markant i 2024 og 2025. »Som en del af det kvalitetsløft, der er iværksat efter Socialtilsynets kritik, er der anvendt eksterne vikarer til at sikre stabil drift, højere faglig kvalitet og medarbejdere med de nødvendige kompetencer til at håndtere beboernes komplekse støttebehov,« skriver forvaltningen i sagsfremstillingen.
I en periode har det desuden været nødvendigt at lave særlige indsatser omkring enkelte borgere med særlige støttebehov, og disse er midlertidigt blevet løst ved hjælp af et fast hold af eksterne vikarer.
Forvaltningen peger også på en bagvedliggende strukturel udfordring. Den takstmodel, der i dag anvendes på Kronehøj, afspejler ifølge sagsfremstillingen ikke længere borgernes faktiske støttebehov. Der opleves en uoverensstemmelse mellem det, borgerne tildeles støtte efter, og det, der reelt er behov for.
Som en del af løsningen skal borgernes behov genvurderes, og der skal udvikles en ny model for, hvordan tilbuddet får tildelt økonomi. Takst og normering skal ifølge forvaltningens egen tidsplan være genberegnet senest 30. juni 2026.
Merforbruget skal halveres i 2026
Forvaltningen har sat som resultatmål, at merforbruget på Kronehøj i 2026 skal være under 8 millioner kroner. Det vil i givet fald være mere end en halvering i forhold til 2025.
For at nå målet er der udarbejdet en handleplan med fem fokusområder her, økonomistyring og ledelsesinformation, mindre vikarforbrug, sygefraværsindsats, optimering af driften og styrket faglighed. Handleplanen indeholder konkrete milepæle. OPUS vagtplanlægning online skal være fuldt implementeret 1. oktober, og fra 1. november planlægges der ifølge forvaltningen ikke længere med eksterne vikarer i den ordinære drift.
Som led i indsatsen skal der opbygges et internt vikarkorps, rekrutteringen styrkes, og vagtplanlægningen forbedres. Forvaltningen oplyser, at en arbejdsgruppe arbejder med konkrete tiltag, og at den endelige handleplan vil blive forelagt udvalget på et kommende møde.











