Regeringen genfremsætter en række initiativer fra finansloven for 2026, som bortfaldt ved valget. Det betyder blandt andet, at bogmomsen og kaffeafgiften fjernes, mens seniorer kan se frem til en skattelettelse på op til 9.500 kr. om året ved at blive på arbejdsmarkedet.
Initiativerne hører under Skatte- og Vækstministeriets område og indgik i lovforslag, som faldt bort ved valget. Blandt det, der nu genfremsættes, er det udvidede beskæftigelsesfradrag for seniorer, afskaffelsen af bogmomsen samt afskaffelsen af kaffeafgiften.
»Det er en mærkesag for Moderaterne, at det skal være billigere at være dansker og nemmere at træffe de sunde valg. Derfor er jeg glad for, at vi nu genfremsætter flere af de gode initiativer fra Finansloven for 2026, som betyder, at vi giver seniorer op til 9.500 kr. i skattelettelse for at tage en ekstra tørn på arbejdspladsen. Jeg er især glad for, at vi får fjernet bogmomsen og kaffeafgiften forventeligt allerede fra 2027. Derudover har vi bl.a. valgt at fastholde afgiften på chokolade- og sukkervarer for at bruge pengene på noget sundt – nemlig at halvere momsen på fødevarer og helt fjerne den på frugt og grønt«, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Flere af initiativerne forventes at få virkning fra og med indkomståret 2026, mens andre først ventes at træde i kraft fra 2027 og frem, såfremt lovforslagene vedtages.
Det udvidede beskæftigelsesfradrag giver seniorer en årlig skattelettelse på op til 9.500 kr. de sidste fem år før pensionsalderen og skal gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen. Afskaffelsen af bogmomsen og kaffeafgiften forventes at få virkning fra 2027.
Også et nyt motionsfradrag genfremsættes. Fradraget skal kompensere motionister for, at der på grund af EU-domme skal lægges moms på blandt andet holdundervisning i fitnesscentre. Desuden genfremsættes initiativet om forhøjelse af standardfradraget for dagplejere. Begge dele ventes at få virkning allerede fra 2026.
Samtidig har regeringen besluttet at annullere afskaffelsen af afgiften på chokolade- og sukkervarer.
Blandt de øvrige initiativer, der genfremsættes, er ligestilling af søskendes børn med nær familie i forhold til boafgiften, et løft af godtgørelsen til frivillige, fradrag for musikundervisning, fradrag for lønudgifter til udvikling af software fra 2025 samt lempeligere regler for betaling af tinglysningsafgift ved tinglysning af elnettet. Fremsættelsen af lovforslagene vil fremgå af det opdaterede lovprogram.











