En 86-årig kvinde blev mandag eftermiddag offer for et udspekuleret tyveri og efterfølgende misbrug af sit dankort i Kongensstræde i Fredericia. En yngre mand henvendte sig på hendes adresse under påskud af at skulle låne penge til en togbillet, fordi hans far angiveligt var syg og ved at dø.

Ifølge vagtchef Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi begyndte episoden klokken 15, da manden ringede på kvindens dør.

– På Kongensstræde i Fredericia mandag kl. 15, der er der en mand, der henvender sig på adressen, ringer på, spørger den, der åbner – forurettede her – om han kunne låne penge til en togbillet, fordi faren var syg og ved at dø, fortæller vagtchefen.

Kort efter opdagede kvinden, at både hendes pung og dankort var blevet stjålet. Inden kortet nåede at blive spærret, lykkedes det gerningsmanden at hæve 15.000 kroner fra en hæveautomat.

Politiet står med meget få spor i sagen, men vagtchef Arno Rindahl Petersen oplyser, at der er tale om en yngre mand.

– Ja, det er meget, meget sparsomt med signalementet, udover at det er en mand. Han er yngre, men vi har desværre ikke yderligere detaljer på nuværende tidspunkt, siger han.

Det er ikke mere end fem dage siden, at en anden ældre borger i Kongensstræde blev udsat for bedrageri. I den sag udgav gerningsmænd sig for at være fra en bank og narrede værdigenstande fra den ældre borger under påskud af at “sikre” dem.

Sydøstjyllands Politi opfordrede dengang pårørende til ældre borgere til at være ekstra opmærksomme og kontakte politiet ved mistanke om lignende hændelser.