74 millioner til nye cykelstier i Sydjylland

POLITIK. Regeringen investerer 74 millioner kroner i nye cykelprojekter rundt om i Sydjylland. Pengene skal blandt andet gå til en stor cykelsti mellem Tistrup og Nørholm i Varde Kommune samt nye, sikre forbindelser i Vejle, Vejen og Sønderborg. Formålet er at gøre det tryggere for både børn og voksne at cykle til skole, arbejde og fritidsaktiviteter.
For SF's landdistriktsordfører Karina Lorentzen handler investeringerne om mere end nye kilometer asfalt. Det handler ifølge hende om, at borgerne skal kunne komme rundt på egen hånd, også når afstanden mellem hjem, skole, arbejde og fritidsliv går på tværs af byer.
»Cyklen giver frihed, men kun hvis man også kan komme sikkert frem. Det gælder børn, der skal i skole, unge på vej til uddannelse og voksne, der gerne vil kunne vælge cyklen til arbejde eller hverdagens gøremål. Derfor er det vigtigt, at vi får bygget de forbindelser, der mangler – både i byerne og mellem de mindre lokalsamfund,« siger Karina Lorentzen.
Det største projekt ligger i Varde Kommune, hvor der er afsat 56,4 millioner kroner til en ny cykelsti mellem Tistrup og Nørholm. Strækningen skal blandt andet gøre skolevejen tryggere for elever fra Sig, skabe bedre forbindelse til ungdomsuddannelserne i Varde og binde området sammen med det eksisterende stinet mod Gårde og Varde. Anlægget forventes færdigt i 2031.
»Det her er en meget stor investering i Varde Kommune og i en strækning, hvor både lokale borgere og kommunen længe har ønsket bedre forhold. Den nye cykelsti skaber en sammenhæng, som mangler i dag, og får betydning for både skolebørn, unge på vej til uddannelse og andre, der gerne vil kunne cykle sikkert mellem byerne,« siger Jørgen Kvist, der er valgt for SF i Sydjylland.
Også andre steder i landsdelen bliver der investeret i bedre forbindelser. I Sønderborg Kommune anlægges en dobbeltrettet cykelsti mellem Nybøl og Broager til knap 8,9 millioner kroner, som skal skabe bedre sammenhæng mellem skoler og SFO'er og forbedre trygheden for skolebørn, pendlere og turister. Den forventes færdig allerede i 2027.
I Vejen Kommune etableres en dobbeltrettet cykelsti nord om Askov som et trafiksikkert alternativ til Maltvej, mens der i Vejle Kommune anlægges 1,8 kilometer delte stier med hævede overkørsler langs Pedersholms Allé på Søndermarken. Begge projekter ventes færdige i 2029.
Fælles for projekterne er, at de skal gøre det lettere at vælge cyklen i hverdagen og give børn og unge større mulighed for selv at komme til skole, uddannelse, venner og fritidsaktiviteter.
»Vi taler ofte om mobilitet som et spørgsmål om biler og kollektiv transport. Men for mange mennesker er cyklen også helt afgørende. En god cykelforbindelse kan være forskellen på, om et barn selv kan cykle til skole, eller om familien skal starte bilen. Derfor skal vi også prioritere sikker infrastruktur for dem, der cykler,« siger Karina Lorentzen.
Ifølge Vejdirektoratets undersøgelser kan cykelstier langs veje i åbent land reducere antallet af cykel- og knallertulykker med omkring halvdelen, mens antallet af ulykker med fodgængere kan falde med omkring en tredjedel.
»Det er nogle tal, der taler for sig selv. Når bedre cykelinfrastruktur både kan forebygge ulykker og give flere mulighed for at komme rundt på egen hånd, er det en investering, der giver mening. Vi skal have lukket flere af de huller i cykelnettet, som i dag begrænser folks muligheder for at vælge cyklen,« siger Karina Lorentzen.




