Der var igen grund til at trække vejret lettet i Kanalbyen mandag aften. Da Michelin Guide Nordic Countries 2026 blev præsenteret ved den årlige ceremoni i Tivoli i København, kunne Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia konstatere, at stjernen følger med ind i endnu et år.
For Michael Nørtoft og holdet bag restauranten ved bredden af Lillebælt er det ikke en selvfølge, der kan tages for givet. Tværtimod.
»Vi er til eksamen hvert år, og intet er givet på forhånd. Derfor er det også lige neglebidende hvert år at tage til Michelin-uddelingerne,« siger Michael Nørtoft. Han var hurtig til at sende anerkendelsen videre til resten af huset.

»Det er et teamwork hele vejen igennem at få en Michelin-stjerne. Derfor skal der også lyde et kæmpe tillykke til hele holdet i restauranten. De knokler hårdt på hver dag for at skabe en gastronomisk oplevelse for vores kunder i international klasse. Og det har de nu fået et håndfast bevis på, at de kan,« understreger han.
Ti Trin Ned åbnede i 2001 og ligger i dag i Kanalbyen, Fredericias tidligere industrikvarter, på stueetagen i en moderne bygning ved vandkanten med direkte udsigt over Lillebælt. Køkkenet arbejder med et åbent køkken og en personlig, detaljeorienteret tilgang, hvor friske råvarer og en stor andel fisk og skaldyr står centralt. Restauranten dyrker selv grøntsager og urter på sin egen jord i Himmerigskov.
Stjernen er ikke ny. Ti Trin Ned har båret Michelin-stjernen ubrudt siden 2017, og restauranten figurerer fortsat i guiden under kategorien »One Star: High quality cooking«. At restauranten ikke nævnes blandt årets nyheder skyldes alene, at Michelins pressemeddelelse kun fremhæver forfremmelser og nye tilføjelser — ikke de huse, der fastholder en eksisterende stjerne.
Sidste år gik det endda et skridt videre for Fredericia-restauranten. Ved uddelingen i 2025 modtog Michael Nørtoft den prestigefyldte Michelin Young Chef Award for de nordiske lande. I år handler det om at vise, at niveauet bliver holdt — år efter år.
Restaurant Ti Trin Ned har netop åbnet for de populære frokoster fredag og lørdag, og der er som altid åbent for aftenservice fra onsdag til lørdag.












