Store visioner kræver klare svar om økonomi og ansvar

Store visioner kræver klare svar om økonomi og ansvar
Af Poul Rand, liberal skribent og kommentator

Fordi man er imod en sammenlægning af teater og museum, er man ikke imod fremskridt. Man er imod, at man forveksler store visioner med gode beslutninger.

At dele en bygning er én ting. At dele administrative funktioner er en anden. At have fælles ledelse er en tredje. At fusionere to institutioner er en fjerde. Det er fire forskellige beslutninger med vidt forskellige konsekvenser. At presse dem sammen under én “samlet vision” er ikke fremskridt. Det er organisatorisk centralisering forklædt som samarbejde.

Jeg har intet imod samarbejde. Tværtimod. Men samarbejde skal bygge på frivillighed, faglig respekt og dokumenterede fordele. Det skal ikke være en sovepude for dem, der ønsker at samle magt og ansvar under ét tag, uden at lægge tallene frem.

Kulturprojekter skal også kunne tåle en økonomisk realitetstest. Hvad er anlægsbudgettet? – finansieringsplanen? – risikovurdering? Hvad bliver -driftsbudget for de første ti år? Hvem bærer risikoen? Hvad sker der, hvis fondsmidlerne udebliver? Hvilke kommunale opgaver skal eventuelt nedprioriteres? Og ikke mindst: Hvor er de tal, som borgerne har krav på at få indsigt i, inden der træffes beslutninger. I har vel tallene klar når i går ud med de store armbevægelser.

Man redder ikke hvad der ligner en, forfejlet forretningsplan for Kanalbyens udvikling ved at understøtte den med endnu en uigennemtænkt konstruktion.

Jeg er ikke imod udvikling. Jeg er ikke imod et stærkt museum, et levende teater eller en ambitiøs Kanalby. Men jeg er imod, at man bliver så forelsket i sine egne visioner, at man glemmer at stille de helt grundlæggende spørgsmål om økonomi, behov og bæredygtighed.

En sammenlægning bliver ikke automatisk en succes, fordi den præsenteres som en vision.

De økonomisk stærke interesser omkring byens udvikling har en stor interesse i at bevare indflydelse på den politiske dagsorden. Men, når de samme interesser igen og igen bliver en væsentlig del af de store udviklingsvisioner, er der grund til at spørge, hvem der egentlig sætter retningen – og hvem der får glæde af beslutningerne, der skal holde de næste plus 100 år.

Investorer og erhvervsinteresser ønsker stabile politiske rammer. Det er legitimt. Men det er ikke deres opgave at definere kommunens politiske prioriteringer. Det ansvar tilhører de folkevalgte – og i sidste ende borgerne. Fredericia Kommune er ikke et udviklingsselskab for særlige økonomiske interesser.

Vi skal have modet til at stille spørgsmål, også når det er ubekvemt for dem, der har investeret prestige, penge og politisk kapital i projektet. Det er ikke modstand mod fremskridt at kræve dokumentation. Det er almindelig ansvarlighed. Det er netop den vare, der er mest brug for i Fredericias byudvikling lige nu.

Tre spørgsmål, kommunen bør svare på:

• Hvilken reel indflydelse har borgerne haft på valget af netop denne løsning?
• Er alle økonomiske beregninger, risici og alternative modeller offentligt tilgængelige?
• Vil kommunen forpligte sig til at lade borgernes høringssvar og synspunkter kunne ændre projektet?

Borgerdialog er ikke at informere borgerne om, hvad man har besluttet. Det er at give dem mulighed for at påvirke, hvad der bliver besluttet. Gode intentioner kan vise retningen, men beslutningen kræver et dokumenteret solidt økonomisk grundlag.