De ti, der
bestemmer

Manden i de rigtige rum

Christian Jørgensen

Byrådsmedlem, Liberal Alliance

Christian Jørgensen har en bestyrelsespakke, der ikke står mål med hans partis størrelse. Han sidder i Økonomi- og Erhvervsudvalget, i Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget og i Teknik- og Miljøudvalget. Udenfor rådhuset: i bestyrelsen for ADP, i bestyrelsen for Billund Lufthavn, i Fredericia Musicalteater og i DSI Museum Fredericia.

Det er den tætteste position på magten, en enkelt byrådspolitiker kan opnå uden at være borgmester. Havneselskabet er byens vigtigste infrastruktur og dens økonomiske sikkerhedsnet. Lufthavnen er regionens forbindelse til verden. Og Økonomiudvalget er der, hvor alt af betydning passerer forbi.

Det bemærkelsesværdige er, at han sidder præcis, hvor han sad, da Jacob Bjerregaard var borgmester. Gennem borgmesterskifter, konstitueringer og politiske jordskælv har han beholdt sine pladser. Det siger noget om en mand, der forstår at være uundværlig uden at være truende, og som kan tåles af skiftende flertal.

Men det er også hans risiko. For magt, der ikke bruges, holder sjældent. Han har adgangen, han har stemmerne i de bestyrelser, der rykker et helt område, og han har viden, som kun ganske få i byen har. Hvis han ikke omsætter det til synlige aftryk, kan næste års liste se anderledes ud.

Lige nu er han der. Tæt på, med hånden på håndtagene. Spørgsmålet er, hvad han vil bruge dem til.

Tæften og adgangen

Susanne Eilersen

1. viceborgmester og udvalgsformand, Dansk Folkeparti

Susanne Eilersen er 1. viceborgmester i Fredericia og formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget. Dertil sidder hun i Økonomi- og Erhvervsudvalget, i Senior- og Sundhedsudvalget, i Fonden Messe C, i Fredericia Musicalteater og i Destination Trekanten.

Den position er ikke kommet af sig selv. Hun har overlevet både partiets nedtur, dengang det så sværest ud, og skiftende flertal i byrådet, og nu sidder hun der, mens Dansk Folkeparti igen er i fremgang. Det skyldes ikke tilfældigheder. Hun har politisk tæft, den slags der gør, at man ved, hvornår man skal presse på, og hvornår man skal vente. Og hun har adgang, ikke bare på rådhuset, men helt til Christiansborg, hvor hun kender vejene og bliver taget telefonen af.

Hendes felt er byens identitet. Kultur, turisme, events, bosætning. Det lyder blødere end økonomi og havneudvidelser, men det er i praksis dér, Fredericia afgør, om folk vil flytte hertil, blive her og bruge deres penge her. Med musicalteatret på finansloven, messecentret som motor og Destination Trekanten som markedsføringsapparat sidder hun på de instrumenter, der bestemmer, hvordan byen ser ud udefra.

Som viceborgmester er hun samtidig den, der træder til, når borgmesteren ikke kan. Det er ikke en post med daglig magt, men det er en post med rang i en by, hvor ceremoni og historie fylder.

Diplomaten der takker af på toppen

Kristian Drejer

Direktør, Business Fredericia

Kristian Bendix Drejer er direktør for Business Fredericia, byens første erhvervsdirektør, og manden der har gjort erhvervsforeningen til det sted, hvor erhvervsliv og rådhus mødes, og hvor tingene bliver aftalt, før de bliver besluttet.

Men i år er der en særlig grund til at skrive om ham: det er hans sidste. Ved forårets generalforsamling blev han klappet farvel, og den 31. december 2026 siger han tak og går på pension. Det gør ham ikke mindre magtfuld i det halve år, der er tilbage. Det gør ham til noget sjældnere, en mand, der kan tale frit, fordi han ikke skal noget mere.

Hans styrke har hele tiden været diplomatiet. Han får løst problemerne, også dem der ikke må ende i avisen, og han gør det ved at kende alle parter og tale med dem hver for sig, indtil der er en vej. I bestyrelsen sidder Bent Jensen som formand og Grete Højgaard som næstformand, dertil navne som Finn Schousboe og Jesper Bjerrisgaard. Det er tung kapital samlet ét sted, og Drejer har været den, der fik det til at fungere til hverdag.

Nu venter et af de mest interessante magtspørgsmål i byen: Hvem skal afløse ham? Posten som bindeled mellem kapitalen og kommunen er en af de mest indflydelsesrige i Fredericia, netop fordi den ingen formel myndighed har. Den, der overtager den, arver et netværk, det har taget år at bygge. Og indtil da sidder Drejer der stadig, med telefonbogen, tilliden og friheden til at sige tingene, som de er.

Havnens familiedynasti

Klaus G. Andersen

Adm. direktør, Fredericia Shipping

Klaus G. Andersen står stadig i spidsen for Fredericia Shipping, det rederi og logistikhus, hvor hans far Niels Jørgen Andersen sad i toppen af byens magt gennem halvfemserne og nullerne. Nu er det sønnen, der fører virksomheden, og datteren Amalie er på vej ind. Tre generationer, samme by, samme havn.

Virksomheden driver logistik, agentur og terminalløsninger fra Fredericia Havn, den driver terminalen i Taulov, og sammen med ADP står den bag Fredericia Container Terminal med ambitionen om at blive en af Danmarks førende.

Men det seneste år har vist en anden side af ham: manden der tør stå alene. Da både rådhuset og Business Fredericia jublede over udsigten til en tredje Lillebæltsforbindelse, var det Klaus G. Andersen, der offentligt rystede på hovedet. »Det hele er uigennemtænkt,« sagde han og pegede på det, ingen andre ville tale om: at byen allerede er trafik- og støjplaget, at alene diskussionen kan skade bosætning og hushandler i Snoghøj og Erritsø, og at en Kattegatforbindelse ville tjene Fredericia bedre. Han driver selv logistikvirksomhed og kunne have tiet af forretningshensyn. Han gjorde det modsatte.

Hans magt er ejerskabets og kontinuitetens. Han er ikke afhængig af valg eller politiske flertal. Han ejer, han bliver siddende, og man kan se ham gå på havnen mellem sine egne haller. Og når han taler, også imod hele byens establishment, lytter folk, netop fordi han sjældent gør det uden grund.

Ambassadøren der endnu ikke har grebet magten

Peder Tind

Borgmester, Venstre

Peder Tind blev valgt med byens højeste personlige stemmetal, han førte Venstre til seks mandater, og han samlede syv partier bag en konstitueringsaftale, som nitten af byrådets enogtyve medlemmer står bag. Det er en af de bredeste aftaler i Fredericias nyere historie.

Som borgmester er han formand for Økonomi- og Erhvervsudvalget, næstformand i ADP, medlem af bestyrelsen i Business Fredericia, i Kanalbyen og i DSI Museum Fredericia. Han sidder dermed på både den politiske ledelse og de tunge selskaber.

Og han er god til det, mange borgmestre ikke er: at være ambassadør. Han repræsenterer byen med varme, han taler den op, han er til stede, hvor folk er, og han har en tone, der samler frem for at splitte. Byrådsmøderne begynder nu med fællessang. Der er nedsat et borgerdialogudvalg.

Men han mangler at gribe magten. Han har mandatet, han har posterne, og han har et bredt flertal bag sig. Alligevel er han endnu ikke trådt frem som den, der sætter dagsordenen og placerer byens borgere, og sig selv, som nummer ét. I en kommune, hvor embedsværket har haft den lange snor gennem år med politisk uro, er det ikke nok at være vellidt. Man skal også ville bestemme.

Hans magt er reel og voksende. Men indtil han tager den fuldt ud, ligger den et andet sted.

Økonomien bag eventyret

Anders Østergaard

Stifter og ejer, Monjasa

Anders Østergaard byggede Monjasa fra ingenting til en global bunkerkoncern, og han står højt på listen over Danmarks rigeste. Han bor officielt i Dubai, men ejer gennem sine selskaber både landbrugs- og erhvervsejendomme i Fredericia, og hans penge og hans vilje er til stede i byen på en måde, ingen andens er.

Han er økonomien bag fodboldeventyret. Da FC Fredericia rykkede op i Superligaen, skød han sytten millioner ind til at gøre Monjasa Park klar, og hans ejerandel voksede til tres procent. Da klubben rykkede ned igen, kunne han have trukket sig. Han gjorde det modsatte: i juni gennemførte klubben en kapitalforhøjelse på femogtyve millioner, og han sidder nu på firs procent af aktierne. Han har selv sagt, at han ikke er nogen stor fodboldelsker. Han gør det for byen, og han bliver, også når det gør ondt.

Men fodbolden er kun det synligste. Han er bestyrelsesformand for Museum Fredericia, hvor bestyrelsen tæller både borgmesteren og Christian Herskind, og hvor den store opgave er en helt ny museumsbygning, Fæstningscentret. Han var formand for Fredericia Teater i storhedstiden fra 2014 til 2019, og i dag står han bag produktionsselskabet AHA Creations og spillestedet AHA Livestage. AHA Creations har sammen med musicalteatret skabt Wicked, der blev solgt til Norge, og udvikler nu Aqua-musicalen med kurs mod Broadway og West End.

Fodbolden, museet, musicalen, ejendommene. Hans Group CFO, Rasmus Ravnholdt Knudsen, er den, han sender til kommunen, når en holdning skal videregives. Selv sidder han i Dubai og trækker i trådene, og når han vil noget i Fredericia, sker det. Det tog måneder at udbygge et stadion, hvor kommunale projekter tager år. Det er kapitalens magt i sin reneste form, og den er svær at placere lavere.

Manden med pengekassen

Rune D. Rasmussen

Adm. direktør, ADP

Rune D. Rasmussen leder ADP, og han har på få år forvandlet et kommunalt havneselskab til Danmarks første flerhavnsselskab: Fredericia, Nyborg, Hanstholm, Taulov Dry Port og ADP Energy Infrastructure.

Tallene taler for sig selv. Rekordår med en omsætning på 335 millioner og et resultat på 155 millioner. Containertrafikken op med toogtredive procent. Hanstholm Havn overtaget med aktiemajoritet. Samarbejder med TotalEnergies og Evida om CO₂-lagring. Han siger det selv rent ud: udviklingen i branchen går stærkt, og hvis Danmark skal følge med, skal havnene udvikles hurtigt.

Men det, der virkelig gør ham til nummer fire, er noget andet. Han er manden, kommunen går til, når den mangler penge.

I sommeren 2025 tilførte den canadiske kapitalforvalter Brookfield ADP syv hundrede millioner kroner gennem en kombination af lån og aktiekapital og blev minoritetsaktionær med 14,1 procent. Fredericia Kommune er fortsat største ejer med 76,5 procent. Officielt var det en vækstinvestering, der skulle gøre ADP til en af Nordens førende havnevirksomheder.

Men halvdelen af pengene, tre hundrede og halvtreds millioner, blev øjeblikkeligt reserveret til noget helt andet: skattesagen med Ørsted. Sagen afgøres ved international voldgift, og taber staten, kan Fredericia blive bedt om at betale et trecifret millionbeløb tilbage til byens suverænt største skatteyder. Kritikere i byrådet har kaldt handlen en finansiel nødforanstaltning forklædt som en grøn vækststrategi, og påpeget, at kommunen sælger ud af sit økonomiske guldæg uden at give offentligheden indsigt i værdiansættelse, governance eller vetorettigheder.

Uanset hvordan man vender det, siger det noget afgørende om magt. Da kommunens velfærd stod på spil, var svaret havnen. Som en byrådspolitiker formulerede det: næste gang budgettet bløder, har vi muligvis ikke mere havn at sælge.

Formanden sætter rammen, byrådet ejer aktierne. Men det er direktøren, der driver forretningen, forhandler kapitalen hjem og lægger strategien. Når ADP handler, er det Rune D. Rasmussen, der har handlet. Og i Fredericia er havnen ikke bare en virksomhed. Den er kommunens formue.

Formuen, foreningen og klubben

Bent Jensen

Ejer, T. Hansen Gruppen, og bestyrelsesformand, Business Fredericia

Bent Jensen er nummer treogtres på listen over Danmarks hundrede rigeste med en formue omkring tre milliarder kroner, opbygget gennem T. Hansen Gruppen, som han har ført fra dansk bildelsforretning til international koncern. Han bor i Fredericia, i en villa med udsigt over Lillebælt.

Men formuen er kun begyndelsen.

Han har stået i spidsen for Business Fredericia i elleve år, og det er præcis den periode, hvor byen har gennemgået sine største forandringer. Cafeer, restauranter og byliv, hvor der før var tomme facader. Transport og logistik som vækstmotor. En bymidte, der er blevet noget andet, end den var. Det er ikke sket ved tilfældigheder, og det er ikke sket uden en formand, der har villet det.

Han har gennem en årrække investeret massivt i byen: opkøb af ejendomme, støtte til erhvervsdrivende, til foreninger og til meget andet, som sjældent bliver skrevet om. Han hører til de ganske få, der ejer virkelig store dele af det fysiske Fredericia, jord og mursten, som andre skal forbi, når byen skal udvikle sig.

Og så ejer han Fredericia Håndboldklub, hvor han også er formand. Byens store håndboldnavn, med europæisk spil og en plads i danmarksbilledet, står og falder med ham.

Kapital, formandsstol, ejendomme og en af byens to store sportsklubber, samlet hos én mand. Han råber ikke i medierne. Han behøver det ikke. Når han holder tale ved nytårskuren efter borgmesteren, er det ikke af høflighed. Det er, fordi de to repræsenterer byens to virkelige magtcentre.

Manden der driver butikken

Thomas Nordborg Jaap

Kommunaldirektør, Fredericia Kommune

Thomas Jaap blev den femte kommunaldirektør på ni år, da han tiltrådte i august 2023. Enhver kan regne ud, at det ikke er en tryg stol. Hans forgænger blev fyret under en hjemsendelse. Opgaven var soleklar: Skab stabilitet.

Tre år senere er stolen ikke længere varm. Den er kold.

Jaap får lov til alt. Han leder omkring fire tusind fem hundrede ansatte, tre fagdirektører og to stabschefer, og han topper kommunens lønliste med 2,2 millioner kroner inklusive pension. En aktindsigt har vist, at treogtyve ansatte i kommunen tjener over en million om året, tilsammen otteogtyve millioner. Han kom fra Varde, hvor han stod bag museerne Tirpitz og Flugt, med erfaring fra Sønderborg, Odense og COWI.

Og når han siger politikerne imod, stiller ingen spørgsmål. De nikker og gør, som han siger.

AVISEN skrev det selv i en leder før valget: uanset hvem der vinder, er det kommunaldirektøren, der reelt driver butikken. Det er ikke en kritik af nogen borgmester. Det er en beskrivelse af, hvordan magten faktisk fordeler sig i denne kommune, hvor det politiske niveau har været ustabilt i årevis, mens embedsværket har haft den lange linje.

Hans magt er organisationens. Han sætter dagsordenen for direktionen, han former de indstillinger, politikerne siger ja eller nej til, og han afgør, hvad der er muligt inden for budgettet. Politikerne beslutter. Men de beslutter på det grundlag, hans hus leverer.

Nu har han fået en ny borgmester og en konstituering med syv partier og løfter om åbenhed og borgerinddragelse. Det er hans opgave at få det til at fungere i praksis. Og det er værd at bemærke: han er den første kommunaldirektør i mange år, der har oplevet et borgmesterskifte uden selv at blive skiftet ud.

Manden der bestemmer, hvad der kan lade sig gøre

Henrik Melchior Olsen

Chefjurist og indkøbschef, Fredericia Kommune

Han er ikke valgt. Han holder ikke taler. De fleste fredericianere kender ikke hans navn.

Henrik Melchior Olsen har været i Fredericia Kommune siden 2001. I den tid er borgmestre kommet og gået. Kommunaldirektører er blevet ansat og fyret, som nævnt fem af dem på ni år. Direktører er hjemsendt, forvaltninger er lagt om, politiske flertal er væltet.

Han er blevet siddende.

Flere har forsøgt at komme af med ham, både politisk og kommunalt. Ingen er lykkedes. Han består, hver eneste gang.

Som chefjurist og indkøbschef leder han kommunens juridiske afdeling, indkøbs- og udbudsområdet og Fællessekretariatet, herunder Fyrtårnsenheden. Det betyder, at han står med hånden på de spørgsmål, der afgør alt: Hvad er lovligt? Hvad kan der gives aktindsigt i? Hvem er inhabil? Hvad må siges, og hvad er der tavshedspligt om? Hvordan skal et udbud skæres, og hvem kan derfor vinde det?

Og det er ham, der står forrest, når kommunen har en øm sag. Der har været mange af dem. Tilsynssager på det sociale område, hvor kritikken har været sønderlemmende. Budgetoverskridelser, der skulle forklares. Forureningssager på havnen til hundreder af millioner. Aktindsigter i stribevis fra medier og borgere, som hans afdeling skal besvare, mens andet arbejde venter. Skattesager, der kan koste kommunen en tredjedel af en milliard.

Han står imod, gang på gang. Og man kan roligt gætte på, at han også må være træt, for der har været så mange sager, og han har været den, der skulle bære dem juridisk hver eneste gang.

Han træffer ikke beslutningerne. Men han afgør, hvilke beslutninger der overhovedet kan træffes. Et politisk ønske, der ikke kan bære en juridisk vurdering, dør på hans bord, ofte før nogen uden for rådhuset har hørt om det. Og et ønske, han finder en vej for, bliver til virkelighed.

Det er den mest oversete form for magt, der findes: definitionsmagten over det muliges kunst. Den følger ikke med en post, man vælges til. Den kommer af at være den eneste, der ved, hvordan hele maskinen hænger sammen, og af at have været der længere end alle andre.

Derfor er han nummer et. Ikke fordi han bestemmer mest. Men fordi ingen i Fredericia bestemmer noget, som han ikke først har sagt god for.