Dem der
afgør sagen

Velfærdens leverandør

Jacob Bro

Direktør, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens

Jacob Bro står i spidsen for en af landets største SOSU-skoler, med afdelinger i Fredericia, Vejle, Kolding og Horsens, omkring syvhundrede årselever og hundredefemogtredive medarbejdere. Det gør ham til leverandøren af den arbejdskraft, hele velfærdssamfundet hviler på.

Tallene er ubarmhjertige. Der forudses en mangel på femten tusind social- og sundhedsassistenter, og det er ikke et problem, der kan løses med en kampagne. Det handler om, hvorvidt unge mennesker vil vælge et fag, hvor lønnen er middelmådig, arbejdstiderne skæve og respekten svingende. Bro har taget den kamp op, ikke ved at klage, men ved at tale om faget som noget, der er værd at vælge.

Han er oprindeligt uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium, senere cand.mag. i psykologi og pædagogik, og han kom til Jylland i 2022 fra en stilling i hovedstaden. Det var et sceneskift, ikke bare geografisk: fra et sted, hvor uddannelsespolitik diskuteres, til et sted, hvor den skal gennemføres.

Siden er han blevet en langt mere offentlig figur. Han blander sig i debatten om erhvervsuddannelsernes fremtid, om EPX-reformen, om hvorvidt de nye krav rammer rigtigt. Og han gør det uden den forsigtighed, mange skoleledere lægger for dagen, når de taler om deres ministerium. Han kører også Team Rynkeby til Paris, hvilket siger noget om en mand, der ikke nøjes med at sidde på kontoret.

Den vigtige opgave venter forude. Reformerne rammer hans felt direkte, og spørgsmålet om, hvem der skal passe på os, når vi bliver gamle, afgøres i høj grad af, om skoler som hans kan tiltrække og fastholde elever nok. Det er en magt, der ikke handler om at bestemme over andre. Den handler om at levere det, ingen kan undvære, og om at blive hørt, når politikerne beslutter, hvordan det skal gøres.

Den grundige

Tommy Rachlitz Nielsen

Byrådsmedlem og gruppeformand, Det Konservative Folkeparti

Tommy Rachlitz Nielsen er en af byrådets mest grundige. Han regner efter, han udfordrer, og han sætter sig ind i sagerne, også dem, andre nøjes med at nikke til. Men han er ikke tavs af den grund. Han tør sige, hvad han mener, også når der er uvejr, og også når det koster. Han råber bare ikke.

Det så man tydeligt i åbenhedsdebatten om ADP. Dengang sad han i Økonomiudvalget og var kommunens ejerrepræsentant i havneselskabets bestyrelse. Da løsgænger Karsten Byrgesen kritiserede, at byrådet ikke var blevet orienteret om forhandlingerne mellem ADP og Hanstholm, afviste Rachlitz Nielsen kritikken med henvisning til ejerstrategien, som Byrgesen selv havde været med til at vedtage. Hans svar var køligt og præcist: han fulgte de rammer, der var sat for ham, ikke hvad en hvilken som helst person måtte have lyst til at få at vide. Og så tilføjede han, at Byrgesen jo kunne sørge for at få nok stemmer til at sidde med i Økonomiudvalget.

Det er ham i en nøddeskal. Ikke ondskabsfuld, men heller ikke bange for at bruge argumentet som våben.

Som gruppeformand for de konservative sidder han fortsat med ved bordet, og han har været med i et af de mest komplekse år i havneselskabets historie: frasalget af fjorten procent af aktierne til Brookfield og opkøbet af Hanstholm Havn. Det er beslutninger, der former Fredericias økonomi i årtier, og de træffes i et selskab, hvor offentligheden kun får det at vide, som ejerstrategien tillader.

Han har politisk erfaring fra to kommuner, først seks år i Vejen Byråd, siden Fredericia fra 2022. Det giver ham et blik for, hvordan tingene også kan gøres, og en vis immunitet over for de lokale reflekser.

Hans magt er ikke mandaternes, for de konservative er et lille parti i Fredericia. Den er argumentets og arbejdets: den, der kommer af at være forberedt, når andre er det halvt, og af at turde stille de spørgsmål, ingen andre gider stille. I et byråd, hvor meget afgøres i forligskredse og bag lukkede døre, er den type magt undervurderet.

Venstres hjerne

Pernelle Jensen

Byrådsmedlem og gruppeformand, Venstre

På valgaftenen i november, da de enogtyve nyvalgte byrådsmedlemmer blev præsenteret på Fredericia Gymnasium, stod Peder Tind med byens højeste stemmetal og et Venstre, der var vokset til seks mandater. Da han skulle sætte ord på, hvem der havde bragt ham dertil, nævnte han Pernelle Jensen: hans faste støtte gennem hele processen og en helt central sparringspartner i den nye rolle som borgmester.

Det er der ikke noget tilfældigt over. Hun har siddet i byrådet siden 2010, hun tog andenpladsen på Venstres liste efter Tind, og hun blev genvalgt med et af byens højeste personlige stemmetal, flere end nogle spidskandidater fra andre partier. Som gruppeformand, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget og næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget sidder hun centralt i det flertal, der bærer borgmesteren.

Men hun er mere end en udvalgsformand. Hun er en af de store hjerner i Venstre og wingwoman til Tind, en af dem, der tænker strategisk, når andre tænker sag for sag. I en by, der ifølge partiets eget valgoplæg har været præget af uro, skiftende borgmestre og udskiftninger på direktørgangene, er den slags stabilitet en magt i sig selv.

Og hendes mandat rækker nu længere end nogen anden fredericianers. Hun er udpeget som formand for Danske Regioners europapolitiske panel og som de danske regioners internationale talsmand i Det Europæiske Regionsudvalg i Bruxelles. Det betyder omkring tredive rejsedage om året de næste fire år, seks plenarsamlinger, en plads i præsidiet og næstformandsposten i den danske delegation, hvor KL traditionelt har formandsstolen.

Dertil kommer formandskabet for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, hvor hun har stået for lægevagtsaftalen med PLO og for udbudsklinikker, der skal lappe hullerne, hvor der ikke er praktiserende læger. Det er ikke glamourøst arbejde, men det er den slags, der afgør, om folk kan komme til læge.

Det gør hende til bindeleddet mellem rådhuset, regionen og Europa, og hun bruger det. Nye ydernumre til læger, øjenlæger og fysioterapeuter i Fredericia er kommet i hus, fordi nogen sad ved det rigtige bord.

At hun falder på listen i år, skal ikke forveksles med svækkelse. Det er et udtryk for, at feltet omkring hende har rykket sig, og at hendes tid nu deles med Bruxelles.

Kommandoen over regimentet og byen

Frederik Bircherod Calundan

Oberst, regimentschef og garnisonskommandant

Frederik Bircherod Calundan overtog i december 2025 kommandoen over Føringsstøtteregimentet og blev dermed garnisonskommandant i Fredericia. Han vender tilbage til en kaserne, han kender, for han har tidligere været chef for 2. Føringsstøttebataljon. Men han vender tilbage til noget andet, end han forlod.

Regimentet er i vækst, midt i den største oprustning af det danske forsvar i nyere tid. Det er dét, der løfter ham på listen. Han står i spidsen for, at forsvaret bliver markant større i Fredericia: der skal bygges nye faciliteter til værnepligtige, implementeres ny teknologi og skabes plads til flere soldater. Det er byudvikling i militær forklædning, og det ændrer byen fysisk, økonomisk og demografisk. Flere unge mennesker, flere arbejdspladser, flere kvadratmeter under kommando.

Hans magt er formel, hierarkisk og uomtvistelig. Det er den eneste magt på hele denne liste, der ikke skal forhandles, argumenteres eller vindes. Den er givet.

Men den er også kulturel, og det er måske dét, der betyder mest i Fredericia. Garnisonen er en del af byens identitet, ikke som et vedhæng, men som en forudsætning. Byen blev anlagt som fæstning. Den fejrer et slag fra 1849. Og hvert år den 6. juli står garnisonskommandanten på balkonen på Meldahls Rådhus og taler for General Bülow, mens landsoldaterne marcherer nedenfor og byen ser til. Det er ikke ceremoni for ceremoniens skyld. Det er den årlige bekræftelse af, hvem Fredericia er.

Han har selv sagt, at den moderne sikkerhedssituation kræver et ændret mindset, hvor man tør tage chancer og lære af sine fejl. Det er en usædvanlig tone fra en oberst, og måske netop derfor værd at lytte til. Han binder byens historie sammen med dens nutid, i en tid hvor krigen igen er tæt på Europa, og hvor det, der før var tradition, pludselig er alvor.

Den tekniske magt

Morten Christensen

Direktør for Teknik, Klima og Kultur, Fredericia Kommune

Morten Christensen tiltrådte i august 2025 som direktør for Teknik, Klima og Kultur, og dermed for det område, hvor byen bliver til fysisk: byggesager, lokalplaner, veje, klima, byudvikling og kultur. Han kom fra Hedensted Kommune, hvor han var chef for Klima, Miljø og Byg, og han pendler fra Give.

Hans magt er forvaltningens, og den er stor. Byggetilladelser, lokalplaner og anlæg går gennem hans forvaltning, og hastigheden dér afgør, om projekter bliver til noget eller dør i en skuffe. Fredericia behandler i dag byggesager på tretten dage, hvor landsgennemsnittet er seksoghalvtreds. Det er en konkurrencefordel, som byens erhvervsliv har mærket, og som er blevet et argument, når kommunen skal tiltrække virksomheder.

Han overtog altså noget, der fungerede. Men han overtog også en post, hvor ingen bliver hyldet for det, der går godt.

Da Danmarksporten var lukket i månedsvis og handelslivet råbte op, blev direktørens rolle en del af historien. AVISEN har selv beskrevet, hvordan kommunikationen om den sag ikke holdt, og hvordan butikkerne stod tilbage med en oplevelse af, at ingen fortalte dem noget. Det var ikke en sag om ondskab eller inkompetence. Det var en sag om, at forvaltningens logik og handelslivets logik ikke mødtes.

Det er vilkåret for en direktør på hans niveau: magten er reel og daglig, men den bliver først synlig, når noget går galt. Han træffer beslutninger, der former byen i årtier, og han gør det uden at være valgt af nogen. Til gengæld kan han fyres, og det er sket før på de gange.

Han er ny nok til, at hans aftryk endnu ikke kan aflæses. Men stolen er tung, og den er blevet tungere, i takt med at Fredericia er blevet en by, der bygger.

Bymidtens nye formand

Jesper Gaarsvig

Formand, Fredericia Shopping, og indehaver, Geist//Gnist

Jesper Gaarsvig overtog formandsposten i Fredericia Shopping i november 2025, da Jesper Hansen trådte tilbage efter længere tids uenigheder med kommunen. Han arvede en forening under pres: butikker lukker, indtægterne falder, og bymidten kæmper med tomme kvadratmeter, mens netbutikkerne tager en stadig større del af omsætningen.

Han arvede også et forhold, der var kørt fast. Forgængeren havde sagt fra, offentligt og gentagne gange, og der var opstået en tone af »os og dem« mellem handelslivet og rådhuset.

Gaarsvig har grebet det anderledes an. Han taler om at bevæge sig fra »os og dem« til »vi«, og hvor forgængeren råbte op, søger han samarbejdet. Det er for tidligt at sige, om den tilgang giver bedre resultater, for meget af det, der afgør en bymidtes skæbne, ligger uden for en formands rækkevidde. Men hans facon passer embedsapparatet bedre, og i en by, hvor forholdet mellem handelsliv og rådhus havde låst sig fast, er det i sig selv noget værd.

Han driver selv Geist//Gnist, så han står i butikken og ved, hvad en dårlig lørdag koster. Det giver hans ord vægt, når han taler om, hvad byen har brug for.

Hans magt er repræsentationens. Han taler på vegne af byens butikker, og han siger det klart: detailhandel, bosætning og turisme står på samme taburet, og saver man ét ben over, vælter det hele. Det er et argument, der rækker ud over hans egen branche.

Om det holder, ved vi først om et par år. Bymidter dør ikke af mangel på gode intentioner, men af mangel på kunder. Men lige nu er der en dialog, hvor der før var en konflikt, og det er en form for magt, også selvom den endnu ikke har flyttet de store ting.

Håndværkernes mand

Jesper Bjerrisgaard

Formand, Fredericia Håndværkerforening, og direktør, Tefax

Jesper Bjerrisgaard er født i 1976 og opvokset på generationsgården Egeskovgaard i Bøgeskov, lige uden for Fredericia, et sted der har været i familiens eje gennem flere led. Han flyttede ikke bare tilbage til Fredericia, som han selv har sagt. Han flyttede tilbage til Egeskov. Hele stemningen er der stadig.

Han driver anlægsgartnerfirmaet Tefax, som hans far grundlagde, og han er formand for Fredericia Håndværkerforening. Om det sidste siger han selv: han er god til at være frivillig og få tingene arrangeret, og som formand er der både succes og konflikter, men det har han det helt fint med.

Det sidste er værd at bide mærke i. For det, der virkelig har givet ham magt, krævede begge dele.

Han var med til at lægge planen, der bragte kommunens byggesagsbehandling fra vanvittigt lange ventetider ned på tretten dage, mens landsgennemsnittet er seksoghalvtreds. Det skete ikke ved at råbe op i avisen. Det skete ved at sætte sig ned med kommunens folk, lægge en plan og følge den, og ved at indføre præ-møder, så ansøgninger var i orden fra start, i stedet for at blive sendt frem og tilbage i månedsvis.

Han valgte den svære vej frem for genveje, og resultatet er blevet en konkurrencefordel for hele byen. Håndværkerne får deres tilladelser, bygherrerne får deres projekter, og kommunen får et argument, når den skal tiltrække virksomheder. Alle vinder, hvilket sjældent sker.

Han sidder også i Business Fredericias bestyrelse. Men hans egentlige magt er samarbejdets: den, der kommer af at være den, kommunen ringer til, når noget skal fungere i praksis. Det er en magt uden titel og uden mandat, og den er svær at tage fra ham, netop fordi den bygger på, at han leverer.

Diplomatens magt

Grete Højgaard

Direktør, MESSE C, og næstformand, Business Fredericia

Grete Højgaard har i årtier drevet MESSE C, og hun sidder på nogle af byens tungeste poster: næstformand i Business Fredericia, formand for Fredericia Musicalteater og formand for Experience Fredericia. Det er tre af de steder, hvor byens erhvervsliv, kultur og turisme mødes, og hun sidder for bordenden eller lige ved siden af.

Men det er ikke titlerne, der giver hende magten. Det er, at hun har været der i mange år, også når det sneede.

Da Fredericia Byforum blev kritiseret, forlod hun foretagendet sammen med andre erhvervsfolk. Da musicalteatret var gået konkurs og skulle bygges op igen, tog hun formandsposten. I dag leverer teatret den ene succes efter den anden, det har fast plads på finansloven, og det er med til at udvikle en storproduktion som Aqua The Musical. Men rammerne er stadig udfordrede, bygningen trænger, og der skal findes penge til at renovere eller bygge nyt. Det er hendes næste opgave.

Som direktør for MESSE C er hun samtidig den, der fylder byen med mennesker. Furniture Fair, Super Rally med titusindvis af Harley-kørere, messe efter messe. Det er gæster, der spiser på restauranterne, sover på hotellerne og lægger penge i butikkerne, og det er dét, Experience Fredericia er sat i verden for at organisere.

Og så er hun dygtig til det, de færreste mestrer: at tale med alle. Hun løser udfordringer diplomatisk, hun samler folk om et fælles projekt, og hun kalder selv samarbejdet på tværs for byens største styrke. I en by, hvor konflikter har det med at blive personlige og langvarige, er evnen til at holde døre åbne en undervurderet form for magt.

Hun råber ikke. Hun bliver bare ved, og hun er der stadig, længe efter at andre er gået.

Årets højdespringer

Stefan Nordby Petersen

Stifter, Ocean7

Stefan Nordby Petersen er årets højdespringer på magtlisten, og der er en grund til, at han rykker så markant.

Ocean7, som han stiftede i 2013 med hovedsæde i Vendersgade midt i Fredericia, er vokset til en international shipping- og logistikkoncern med kontorer fra Hamborg og Valencia til Singapore, Shanghai, Tokyo og Dubai. Bundlinjen er svinget fra et trecifret millionunderskud til et overskud i samme klasse, og i november blev endnu et forretningsben, Ocean7 Bulk, søsat. Han er formand og direktør i en stribe selskaber i koncernen: Rederi, Properties, Shipping, Heavy Lifts, Road.

Det er en næse for forretning, der har bygget noget stort ud af en by, de fleste rederier ville have overset. Han kunne have lagt hovedsædet i Hamborg eller København. Han gjorde det ikke.

Det, der har rykket ham op ad listen, er dog ikke hans sponsorater, selvom Ocean7 er blevet hovedsponsor for FC Fredericia netop i det år, klubben rykkede op i Superligaen. Han siger det selv rent ud: lokal synlighed er ikke virksomhedens primære fokus, for de opererer internationalt. De gjorde det alligevel, fordi de følte, det var deres pligt.

Det, der giver ham pladsen, er kombinationen. Han er blevet aktiv i byens netværk, hvor han før holdt sig for sig selv. Han bidrager massivt til kommunekassen, hvilket i en kommune med Fredericias økonomi er alt andet end ligegyldigt. Og han vil give tilbage til den by, hvor han har bygget sit.

Fra Vendersgade råder han over en virksomhed, der flytter tungt gods over verdenshavene. Men magten på denne liste kommer af noget andet: af at han har både forretningen, netværket og lysten til at bruge dem her. Det er en sjælden kombination, og den er værd at holde øje med. For hvis han vil mere, kan han få mere.

Formanden for havnen

Christian Herskind

Bestyrelsesformand, ADP, og brigadegeneral af reserven

Christian Herskind er født i Fredericia og opvokset i Egum. Han er i dag bestyrelsesformand for ADP, det havneselskab, kommunen ejer størstedelen af, og som netop har leveret det stærkeste regnskabsår i sin historie: en omsætning på 335 millioner, et årsresultat på 155 millioner og en vækst i containertrafikken på toogtredive procent. Med Brookfield som ny medejer og Hanstholm Havn i porteføljen er koncernen trådt ind i en ny fase.

Hans cv er usædvanligt, også målt på danske forhold. Advokat. Koncerndirektør i NCC. Direktør for Refshaleøens Ejendomsselskab. Brigadegeneral af reserven med udsendelse til Afghanistan. Ansvarlig for sikkerheden ved COP15. Og i 2012 blev han tilbudt jobbet som forsvarschef. Han takkede nej.

Han er også formand for Fredericia Vold Fonden, som arbejder med byens historiske voldanlæg, og investor i forsvarsteknologi. Det er en mand, der bevæger sig mellem det militære, det kommercielle og det kulturelle, og som i alle tre verdener kender koderne.

Fra formandsstolen i ADP sidder han på byens vigtigste infrastruktur. Havnen er ikke bare en havn. Det er argumentet for, at industrien ligger her, at raffinaderiet ligger her, at logistikken ligger her. Det er grunden til, at Fredericia er en by, der producerer noget, i en tid hvor mange danske byer ikke gør.

Men positionen er ikke uden spændinger. ADP er et aktieselskab med kommunen som hovedaktionær, og det giver en indbygget konflikt mellem forretningens behov for fortrolighed og offentlighedens krav på indsigt. Da byrådet ikke blev orienteret om Hanstholm-forhandlingerne, rejste en løsgænger kritik, og debatten om åbenhed i havneselskabet har kørt siden. Det er ikke Herskinds skyld. Men det er hans virkelighed: han leder et selskab, hvor byens borgere er medejere uden at have adgang til bordet.

Og så bor han i København. Det er en del af regnestykket, når man vurderer hans placering. Han er ikke i byen til hverdag, han deltager ikke i det daglige liv, og hans magt udøves fra en bestyrelsesstol, ikke fra en gade i Fredericia. Men han er født her, han kender byen, og han har valgt at bruge sin tid på den.

Fra den stol træffes beslutningerne om, hvordan havnen, og dermed Fredericia, skal vokse. Det er svært at pege på nogen anden bestyrelsespost i byen med samme rækkevidde.