Syd Avisen

← sydavisen.dk

Kunstner fra Middelfart byder velkommen på et af landets kendte museer

Kunstner fra Middelfart byder velkommen på et af landets kendte museer

KULTUR. Går man forbi Arbejdermuseet i København i denne tid, er det en kunstner fra Middelfart, der byder velkommen. Billedkunstner og tekstildesigner Nina Ferlov står bag plakaten til museets nye særudstilling, Alting begynder med en sang, og plakaten pryder museets facade, mens flere af hendes værker kan opleves inde i selve udstillingen.

Nina Ferlov er født i 1945 og bor i Middelfart. Siden hun blev færdiguddannet fra Københavns Kunsthåndværkerskole, har hun skabt værker, der kombinerer poesi med politiske budskaber, og engagementet i freds- og kvindebevægelsen har gennem årene fundet ind i hendes plakater, tegninger, billedtæpper og kunstprojekter. Hun har arbejdet med tekstildesign for blandt andre Georg Jensen Damask, løst udsmykningsopgaver og udgivet flere bøger med akvareller, broderier og landskabsmotiver, og hendes værker har været udstillet på en lang række museer og gallerier herhjemme og internationalt, heriblandt Charlottenborg, Kunstindustrimuseet, Brandts Klædefabrik, Rundetaarn og Johannes Larsen Museet, senest på Toldboden i Kerteminde sidste år.

Udstillingen, hun nu lægger ansigt til, hylder den røde sangbog og den sangkultur, der har fulgt arbejderbevægelsen siden 1870'erne. Sangen var lige ved hånden og blev brugt som fredeligt kampvåben, den fulgte blokadevagter i Esbjerg, strejkende typografer på Politiken og fredsaktivister på Aarhus Havn, de kvindelige porcelænsmalere på Den Kongelige Porcelænsfabrik sang for en bedre løn, og i rødstrømpebevægelsen blev sangen en del af kampen for lige rettigheder mellem kønnene.

I 100 år har Arbejdersangbogen givet stemme til håb, kamp og fællesskab med navne som Jeppe Aakjær, Trille, Joan Baez, Røde Mor og Arne Würgler, og til oktober udkommer den i sin 14. udgave, hvor blandt andre Annika Aakjær, Soleima og Hugorm er kommet med.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på sydavisen.dk →

Læs også

Louise blev ved med at vende tilbage til Middelfart - til sidst blev hun en del af byens fremtidEn dag fik Vagn Ove et spørgsmål fra et børnehavebarn - og svaret siger næsten alt om hans liv i MiddelfartEjby Station får gangbro med elevator til 41,7 millionerBirksø holdt FC Fredericia i live, men de sidste 30 til 40 meter manglede