En dag fik Vagn Ove et spørgsmål fra et børnehavebarn - og svaret siger næsten alt om hans liv i Middelfart

DERFOR MIDDELFART. I næsten 30 år gik Vagn Ove Hansen gennem Middelfart med en række børnehavebørn i hånden, og det tog tid, for han hilste på alle, han mødte. Han var leder af en børnehave i byen, og når han og børnene var på tur, standsede han ved den ene og den anden, og børnene stod og ventede, indtil en af drengene, som i dag selv er pædagog, en dag blev irriteret nok til at spørge, om han egentlig kendte alle dem, han hilste på. Det gjorde han. Byen er vokset siden, og med alle de nye tilflyttere er der flere ansigter, han endnu ikke kender, men vanen er den samme. »De gode gamle middelfartere hilser vi selvfølgelig på, og så er der jo kommet en masse nye til. Dem hilser vi også på. De er da mere end velkomne,« siger han, og så hilser han på dem også.

Spørgsmålet om, hvad der gør Middelfart til hans by, besvarer han med en liste, han har haft lang tid til at skrive. »Det er naturen, det er vores gode venner, og så er det alle de fantastiske tilbud, vi har inden for musik, sport og alt muligt andet. Middelfart har en helhed, som passer rigtig godt til mig,« fortæller han, og han vender tilbage til ordet helhed flere gange i løbet af samtalen. Det er et stort ord for et liv, der har holdt sig inden for nogle få kilometer, bortset fra tre år på seminariet i Esbjerg, hvor han til gengæld var hjemme hver eneste weekend.

Født blev han i Hyllehøj ved Kauslunde, i kommunen men uden for selve byen, og som 13-14-årig kom han ind til Middelfart for at spille fodbold, og det er dér, det hele begynder. »Jeg mødte nogle dejlige mennesker. Heldigvis er der stadig nogle af dem tilbage, men desværre er der også nogle, vi har mistet undervejs. Det at komme ind og blive en del af sådan en flok dejlige mennesker, det er altså noget helt særligt,« husker han, og flokken slap ham aldrig. Som 16-årig var han med til at lave de første byfester, byfesterne blev til koncerter i hallen, og koncerterne i hallen blev til Rock Under Broen, og den vej har han fulgt lige siden. Fra Esbjerg, hvor han læste fra 1974 til 1977 og mødte Conny, kørte han hjem i weekenderne for at tage ungdomsklubbens drenge med rundt i landet til fodboldkampe, og da han senere skulle på højskole, valgte han Brogården, så han var sikker på at blive i byen. »Man skal jo ikke for langt væk,« konstaterer han. Conny flyttede med til Middelfart, og i hans øjne er hun for længst blevet en rigtig Middelfart-pige.

Under Den Nye Lillebæltsbro har Vagn Ove Hansen været konferencier i mere end 30 år, og de seneste år har han haft sin søn Anders ved siden af sig på scenen, hvor Anders første gang stod som ung. Han er også konferencier ved jazzfestivalen og ved arrangementerne på Tvillingegården, og alle stederne er pointen den samme, hver gang han får mikrofonen. »Intet af det her, hverken halfesterne, byfesterne eller Rock Under Broen, kunne lade sig gøre uden de frivillige. Jeg har en kæmpe respekt for alle dem, der melder sig og lægger tid og kræfter i det. Det er helt fantastisk,« lyder det fra manden, der ved en lejlighed, hvor han selv skulle takkes, huskede at sige, at han aldrig havde stået der, hvis det ikke var for de frivillige, der havde lavet alt det hårde fysiske arbejde. Over 1.000 frivillige fra 55 foreninger stiller op til festivalen hvert år, og hvis man spørger ham, hvad det er, foreningslivet i Middelfart kan, falder svaret, før spørgsmålet er færdigt. »Fællesskab. Det er noget af det, der virkelig trækker,« siger han og peger på, at det også betyder, at loyale folk sidder på deres poster i årtier, i fodboldafdelingen, i gymnastikafdelingen og den formiddag, han selv dyrker motion i hallen, hvor en flok frivillige går rundt og forklarer, hvordan maskinerne skal behandles. »Sådan nogle mennesker kan vi simpelthen ikke få nok af,« bemærker han.

Fællesskabet har også sørget for, at familien blev i byen. Datteren Trine har kun været væk et enkelt år i Esbjerg, og Anders og hans kone Maria boede i Odense, mens de studerede, men vendte hjem, og det betyder, at Vagn Ove og Conny Hansen har begge børn med familier i Middelfart og seks børnebørn tæt på. »Det er helt fantastisk. Vi hører jo fra venner og bekendte, hvor svært det kan være, når børnene og børnebørnene bor langt væk. Der er vi virkelig heldige, og det er vi meget taknemmelige for,« siger han og ved godt, at man møder mennesker, hvor man end flytter hen, men i hans tilfælde er vennerne dem, han har kendt i et halvt århundrede. »Jeg tror bare, vi er middelfartere med et stort hjerte. Og så er der jo alt det her med at gå ned og kigge op på De Hængende Haver eller tage turen halvøen rundt,« fortæller han, og dermed er listen fra begyndelsen af samtalen nået til naturen igen.

Naturen er også det, han helst vil værne om, når han bliver bedt om at se fem år frem. Han ønsker sig en by, der stadig er kendetegnet ved at være dejlig, og han ønsker sig, at en tredje Lillebæltsforbindelse til den tid ikke er kommet tættere på, for den har han det svært med, selvom han medgiver, at han er ambivalent. Resten af fremtiden overlader han gerne til dem, der flytter til, for der er plads til flere i den helhed, han hele tiden vender tilbage til.

Spørgsmålet om, hvad han ville sige til en familie, der overvejer at flytte til Middelfart, besvarer han derfor først med to ord, kom bare, og dernæst med et råd, der stammer fra en mand, som selv har brugt et liv på at opsøge andre. »Som tilflytter er man nok nødt til selv at opsøge nogle fællesskaber. De fleste steder kommer naboerne og byder velkommen, men hvis det skal blive til mere end det, må man selv ud og møde folk. Det er selvfølgelig en fordel at have børn i daginstitution eller skole, for så lærer man andre forældre at kende. Men ellers kræver det altså også, at man selv er lidt aktiv,« siger Vagn Ove Hansen. Det er, når alt kommer til alt, det samme, han gjorde, da han gik gennem byen med en række børn i hånden og hilste på alle, han mødte.