Louise blev ved med at vende tilbage til Middelfart - til sidst blev hun en del af byens fremtid

DERFOR MIDDELFART. Spørgsmålet om, hvad der gør Middelfart til Middelfart, når man står midt i gågaden en lørdag formiddag, besvarer Louise Snitkjer først med en opfordring og dernæst med en forklaring. Opfordringen er, at man skal komme ned og mærke det, for det er det, der skal mærkes, og forklaringen er, at det, man mærker, er glæde. »Man kan mærke, at butiksejerne er glade for at gå på arbejde, og den glæde smitter af på kunderne. Folk går rundt i gågaden og smiler, og mange kommer igen, fordi de oplever, at Middelfart har så meget at byde på,« fortæller hun, og hun har selv været en af dem, der kom igen, flere gange endda.

Første gang var hun teenager. Louise Snitkjer er født og opvokset på Sydvestfyn, og det var efterskolen, der først bragte hende til Middelfart, siden var det arbejdet, som hun begyndte på i byen i 2005, og i 2015 købte hun og hendes mand hus her. »Jeg har altså haft en relation til Middelfart gennem rigtig mange år,« siger hun, og relationen er med årene vokset fra et sted, hun kørte til, til et sted, hun har ansvar for. Til daglig er hun afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse, og det var også derfor, hun blev prikket på skulderen, da handelsforeningen manglede en formand. »Det er jo dejligt, når nogen ser et potentiale i én. Noget af det, de har fremhævet, er, at jeg kommer med et mere strategisk blik, fordi jeg ikke selv driver en butik. Mit hjerte brænder for hele Middelfart og alle byens butikker, ikke bare en bestemt branche,« forklarer hun, og det er den hele by, der går igen i alt, hvad hun siger om den.

Spørger man hende, hvad det er ved den hele by, der får folk til at ville drive butik her, får man det navn, hun selv bruger om den. Middelfart er specialisternes by. »Det særlige ved Middelfart er vores mange unikke butikker og de ildsjæle, der virkelig brænder for det, de laver. Det mærker både gæsterne og dem, der bor her. Man får en fantastisk service, og butikkerne er gode til at henvise til hinanden og fortælle kunderne om alt det andet, byen har at byde på. Det sammenhold er en af Middelfarts helt store styrker,« siger hun. Hertil kommer det, byen har fået forærende, og som ingen handelsforening kan tage æren for. »Vi er enormt begunstigede af at ligge lige ved skov og vand og samtidig have gågaden tæt på. Vi har et bredt udvalg af butikker, heldigvis næsten ingen tomme lokaler og en gågade, der summer af liv,« konstaterer hun. Resten er arbejde, og det består i at lave events og sæsoner, der henvender sig til forskellige målgrupper, så der sker noget i gaden.

To af sæsonerne er større end de andre. Sommeren er den ene, og julen er den anden, og det er julen, hun taler længst om, fordi den er et godt billede på, hvad en by på Middelfarts størrelse kan og ikke kan. »Vi kan ikke konkurrere med de store tyske julemarkeder, men vi kan noget andet. Vi kan skabe en helt særlig stemning,« siger hun om julehusene i gågaden og om julebelysningen, som byens erhvervsliv har hjulpet med at forny, så man både kan se, dufte og mærke, at det er jul. Ambitionen er at bygge videre hvert år, men i et tempo, hvor foreningen selv kan følge med, og det er en af de højtider, hvor byen har rigtig mange gæster.

Nethandlen, der ellers får skylden for det meste, der går galt i danske gågader, taler hun om uden frygt. »Hvis man hele tiden frygter alt det nye, kommer frygten til at fylde for meget. I stedet skal vi spørge os selv, hvordan vi kan blive bedre og leve side om side med nethandlen, for den forsvinder jo ikke. Men det, man kan mærke i en fysisk butik, kan man ikke mærke på nettet. Der får du hverken smilet, det gode råd eller den personlige service. Og det er vores butikker virkelig gode til,« lyder det fra hende, og det gode råd er ikke altid det, kunden regnede med. »Det handler også om sparringen og om at turde sige til en kunde: Den tror jeg faktisk ikke passer til dig. Lad os finde noget andet. Den slags får du ikke på nettet. Vi har nogle dygtige butiksejere, der tør udfordre kunderne, og det sætter kunderne pris på,« bemærker hun.

Som tilflytter ved hun, hvad det betyder at komme til en by, hvor man kan finde alt, og hvor stemningen er hjemlig, men hun har også set, hvad der sker, når det modsatte indtræffer. »Folk er blevet mere bevidste om, hvor stor en gave det er at have en levende midtby. Vi ser andre kommuner, hvor bymidterne langsomt dør ud, og det kan faktisk også påvirke huspriserne. Derfor bliver jeg ved med at sige, at hvis vi gerne vil bevare vores lokale butikker, den gode service og glæden ved at have dem, så er vi også nødt til at bruge dem og lægge vores penge lokalt,« siger hun. Drømmen for de næste fem til ti år er derfor hverken større eller mindre end at holde fast i det, byen har. »Min drøm er, at vi kan fastholde det momentum, vi har, og bevare en levende gågade og bymidte, hvor både borgere og gæster har lyst til at være. Jeg tror på, at nærværet i en gågade også har en vigtig plads i fremtiden,« fortæller hun.

Spørgsmålet om, hvad hun ville sige til en familie, der overvejer at flytte til Middelfart, besvarer en kvinde, der selv er kommet hertil tre gange, uden betænkningstid. »Jeg ville sige: Kom! Det er det skønneste sted med både skov og vand, dejlige mennesker, kulturtilbud og gode butikker. Så kom endelig. Der er plads til alle, og der er højt til himlen,« siger Louise Snitkjer. Det er, viser det sig, det samme, hun selv gjorde, og det samme, hun siger om gågaden en lørdag formiddag. Man skal komme ned og mærke det.