EVENTS. Dansk Røde Kors fejrer i 2026 sin 150-års fødselsdag med fem regionale arrangementer rundt i landet. Den 29. august går det løs på pladsen ved Godset i Kolding, hvor 1.600 gæster ventes fra klokken 15 til 21.
Arrangementet hedder »Fremtidens Frivillige« og byder på debatter, musik, madboder og aktiviteter. Generalsekretær Anders Ladekarl indleder og afslutter, og journalist Tine Gøtzsche modererer panelet. Debatten skal kredse om, hvordan frivillige fremover kan være med til at sikre velfærd og medmenneskelighed. I sundhedssektoren, i omsorgssektoren, i den grønne omstilling, på plejehjemmet.
Kolding Kommune har indgået en partnerskabsaftale med Dansk Røde Kors og bidrager med 110.000 kr. fra markedsførings- og eventpuljen. Pengene går til leje af Godset og af kommunens scenetrailer, til lyd og afvikling, til honorarer til artister og til forplejning af de frivillige, der hjælper på dagen. Til gengæld står Kolding Kommune som fælles afsender på plakater, sociale medier og pressemateriale, deltager i paneldebatten og byder velkommen sammen med Røde Kors.
Dansk Røde Kors stiller desuden en mobil jubilæumsudstilling til rådighed, som kan vises på Kolding Bibliotek eller et lignende sted.
Forvaltningen har udarbejdet et eventscorecard og vurderer, at samarbejdet understøtter Koldings grundfortælling som en livlig, inkluderende og innovativ by. Arrangementet falder inden for kommunens strategiske fokus på frivillighed, der ifølge sagsfremstillingen er blevet et gennemgående tema på tværs af politikker, strategier og indsatser.











