Elforsyningsselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden

0

Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.

Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Grøn Elforsyning for at have overtrådt markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven. Selskabet har kontaktet 27 forbrugere uden deres samtykke og overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning over for 17 af dem, vurderer Forbrugerombudsmanden.

Sagen vedrører 27 personer, der har klaget til Forbrugerombudsmanden over opkald fra Grøn Elforsyning med henblik på at indgå en elaftale. Opkaldene er foregået i perioden 27. oktober 2022 til 18. juli 2024, og forbrugerne har oplyst, at de ikke har givet samtykke til at blive kontaktet. Efter Forbrugerombudsmandens vurdering har Grøn Elforsyning ikke dokumenteret, at forbrugerne havde givet er gyldigt samtykke til de telefoniske henvendelser.

Derudover har 17 af forbrugerne oplyst i deres klager, at telefonsælgerne fra Grøn Elforsyning vildledte forbrugerne ved bl.a. at komme med urigtige oplysninger.

Ifølge klagerne til Forbrugerombudsmanden har telefonsælgere fra Grøn Elforsyning:

  • Oplyst, at forbrugeren kunne spare penge og evt. herefter angivet et beløb, faste afgifter og gebyrer, som forbrugeren ikke skulle betale ved at skifte til Grøn Elforsyning. Sælgerne havde ikke kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller aftaler.
  • Præsenteret sig som fra ”Grøn Energi” eller ”Grøn El” og ikke Grøn Elforsyning.
  • Givet indtryk af at være fra forbrugerens nuværende elselskab og oplyst, at forbrugeren blev kontaktet vedrørende sit elgebyr, som forbrugeren ikke behøvede at betale fra den kommende måned, hvis forbrugeren gav sin accept.
  • Oplyst til forbrugeren, at vedkommendes nuværende elselskab tog en højere abonnementspris uden at have kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller elaftale.
  • Oplyst at en forbrugers beboelsesområde havde fået tilladelse til at bruge Grøn Elforsyning som el-leverandør, eller at en forbrugers beboelsesområde havde fået mulighed for at få grøn el/energi/strøm.
  • Oplyste at forbrugeren var blevet udvalgt til at kunne få Grøn Elforsynings billige strøm.
  • Forbrugerombudsmanden modtager fortsat tilsvarende klager over Grøn Elforsyning. Det kan derfor vise sig nødvendigt også at politianmelde selskabet for disse nye forhold.

– Grøn Elforsyning har kontaktet forbrugere telefonisk uden at have et gyldigt samtykke. Tilmed har virksomhedens telefonsælgere vildledt de potentielle kunder med usandfærdige påstande for at få dem til at skifte elselskab, siger forbrugerombudsmand, Torben Jensen og fortsætter:

– Når virksomheder indhenter samtykke fra forbrugerne til at kontakte dem, så er der en række krav, de skal opfylde, før samtykket er gyldigt. Blandt andet skal det det fremgå klart og tydeligt for forbrugeren, at de accepterer at blive kontaktet, og forbrugeren skal aktivt sige ja.

Kontanter og smykker til 15.000 kroner stjålet

0

Onsdag mellem kl. 09:30 og 20:30 blev en bolig på Skærbæk Havnegade udsat for indbrud.

Ifølge Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd fik gerningspersonen adgang ved at bryde køkkenvinduet op, hvilket efterlod et mærke på 40 mm.

Indbrudstyven gennemgik huset grundigt og stjal flere værdigenstande, herunder kontanter, smykker og endda bøger, som var pakket ind i gavepapir. Det samlede værditab anslås til ca. 15.000 kroner.

Kun små skatteændringer i kommunerne

0

Efter en periode med stigende kommunale skatter ser 2025 ud til at blive et år med beskeden nedsættelse i de samlede kommunale skatter.

Ifølge en foreløbig opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som blev offentliggjort den 30. oktober, har landets kommuner vedtaget budgetter, der tilsammen sænker skatten med omkring 23 millioner kroner. Beslutningen indebærer både justeringer op og ned, idet otte kommuner hæver skatten, mens fem sænker den.

For den del af skatten, som potentielt kan udløse modregning efter Skattesanktionsloven, vurderes det, at den samlede nedsættelse vil ligge på cirka 20 millioner kroner. Dermed udløser årets ændringer ikke nogen reduktion i det generelle bloktilskud til kommunerne.

Ministeren med ros til kommuner og KL

Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde har rost kommunerne og Kommunernes Landsforening (KL) for deres koordinerede indsats.

– Jeg vil gerne rose kommunerne og KL for at koordinere den kommunale skattefastsættelse for 2025, så kommunerne ser ud til at være i mål med aftalen om en samlet uændret skat, udtaler hun.

Skattenedsættelser i tal

De samlede nedsættelser fordeler sig på flere skatteområder:

  • Indkomstskatten forventes at stige med cirka 30 millioner kroner.
  • Grundskylden bliver nedsat med cirka 9 millioner kroner.
  • Dækningsafgiften for erhvervsejendomme reduceres med omkring 44 millioner kroner.

Nedsættelsen skyldes blandt andet den udligningsreform, som blev indført i 2020, der giver nogle kommuner mulighed for at hæve skatten med støtte og andre for at sænke den. I årets økonomiaftale for 2025 er der også blevet givet rammer til kommuner, som har ansøgt om skattenedsættelse med tilskud, hvilket understøtter den samlede balance.

Ingen fynske kommuner med i skatteændringerne

Blandt de kommuner, der har foretaget ændringer, er der ingen fynske kommuner, der har hverken hævet eller sænket skatten. Skatteændringerne sker typisk ved justeringer i udskrivningsprocenten, som danner grundlag for beregningen af personlig indkomstskat.

Den endelige opgørelse af årets skatteresultat forventes at blive offentliggjort i slutningen af 2024, men ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet ser det samlede billede ud til at sikre en stabil skattepolitik, der fortsætter uden væsentlige ændringer for borgerne næste år.

Fornem olympisk pris til Håndboldherrerne

0

Håndboldherrerne er ved en sportsgalla i Portugal blevet kåret som det bedste mandlige hold ved de olympiske lege i Paris. Bag prisen står sammenslutningen af alle 206 nationale olympiske komitéer.

Håndboldherrerne var suveræne på deres vej mod OL-guld ved de olympiske lege i Paris. Holdets præstationer skabte selvfølgelig begejstring blandt danskerne, men også uden for landets grænser blev Mathias Gidsels scoringer og Niklas Landins redninger bemærket.

Dette blev understreget onsdag aften ved ANOC Awards 2024, hvor Håndboldherrerne blev kåret som det bedste mandlige hold ved hele OL. ANOC er sammenslutningen af alle verdens 206 nationale olympiske komitéer, og prisjuryen bestod af repræsentanter fra samtlige kontinentale olympiske komitéer.

Der var mange stærke hold ved OL. Blandt andet det amerikanske basketballhold med verdensstjerner som Steph Curry, Kevin Durant og LeBron James. Men det blev ikke ’King James’, men derimod den fløjspiller 43-årige Hans ’Majestæt’ Lindberg, der fik prisen overrakt. Han repræsenterede på scenen det danske hold, der på vej til guldet vandt samtlige sine kampe.

– Det er en fantastisk ære af få prisen. Også for mig personligt. Jeg var reserve ved OL i Rio og kom ikke med til OL i Tokyo. Så at være 43 år, vinde guld ved OL i Paris og nu modtage denne pris på vegne af et enestående hold er helt utroligt, sagde Hans Lindberg på scenen i Portugal, hvor prisshowet blev afviklet i forbindelse med ANOC’s generalforsamling.

Holdet blev guidet til guldet af træner Nikolaj Jacobsen, der selvfølgelig også glæder sig over anerkendelsen.

– Jeg er stolt over, at vores præstation til OL er blevet anerkendt så bredt også uden for håndboldverdenen. Som hold fokuserer vi udover håndboldspillet også på at have et godt kammeratskab og spille med en glæde og udstråling af, at vi har det sjovt sammen. Det er jeg glad for, at andre også har bemærket og gør prisen som det bedste mandlige hold ved OL til noget helt særligt, siger holdets træner, Nikolaj Jacobsen.

Hos DIF, der er olympisk komité i Danmark, er man meget stolt over, at et dansk hold for første gang nogensinde opnår denne hæder.

– At blive kåret som det bedste herrehold af alle ved verdens største sportsbegivenhed er helt vildt. Prisen er en utrolig flot, men også fuldt fortjent anerkendelse af håndboldherrernes præstation ved OL. De var suveræne hele vejen. Startende med første kamp, hvor de meget flot besejrede de franske europamestre og værter i egen hule og til sidste kamp, hvor de i finalen mod Tyskland spillede på et helt uhørt højt niveau. Tillykke med prisen til spillerne og alle lederne omkring holdet, siger Søren Simonsen, der var DIF’s chef de mission ved Paris-legene.

ANOC Awards:

Afholdes hvert år i forbindelse med ANOC’s generalforsamling. ANOC er en sammenslutning af alle 206 nationale olympiske komitéer. Prisjuryen består af repræsentanter for de kontinentale olympiske komitéer (blandt andet den europæiske olympiske komité) og ANOC’s generalsekretær.


Håndboldherrerne ved OL i Paris:

Gruppespillet:

Danmark-Frankrig 37-29

Danmark-Egypten 30-27

Danmark-Argentina 38-27

Danmark-Ungarn 28-25

Danmark-Norge 32-25

Kvartfinale:

Danmark-Sverige 32-31

Semifinale:

Danmark-Slovenien 31-30

Finale:

Danmark-Tyskland 39-26

Topscorerlisten ved OL:

  1. Mathias Gidsel, Danmark, 62 mål
  2. Alex Vlah, Slovenien, 56
  3. Simon Pytlick, 54

Åbent Hus på Lokalhistorisk Arkiv

0

Lørdag den 9. november fejres Arkivernes Dag over hele Danmark, hvor lokalhistoriske arkiver byder indenfor til en ekstraordinær dag med åbent hus. På Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia kan du dykke ned i lokalhistorien og slægtshistorien, og der er mulighed for at gøre et bogkup, hvor lokalhistoriske udgivelser sælges til fordelagtige priser. I arkivets “biografcafé” kan du nyde en kop kaffe, mens der vises gamle film fra Fredericia.

Som tidligere år deltager Trekantområdets Slægtshistoriske Forening, der tilbyder vejledning i slægtsforskning, og medlemmer af Militærhistorisk Forening fremviser udvalgte genstande fra deres private samlinger.

Særligt Fokus: Lillebæltsbroen og Færgehavnen

I anledning af Arkivernes Dag sætter vi fokus på Lillebæltsbroen, som næste år kan fejre 90-års jubilæum. Broens åbning i 1935 førte til lukningen af færgeforbindelsen mellem Fredericia og Strib. På dagen præsenteres en detaljeret model (skala 1:87) af færgehavnen i Fredericia, skabt af Henry B. Eriksen, der bringer de gamle færgelejer til live. Modellen, der stadig er under udvikling, suppleres med historiske billeder og film, og Robert Schou vil udstille sin samling af Fredericia-postkort med færgehavnen som motiv.

Ekstra Åbent Hus hos Fredericia Modeljernbane Klub

Fredericia Modeljernbane Klub holder ligeledes ekstra åbent denne dag og inviterer besøgende til at opleve deres modeljernbaneanlæg i skala 1:87. Anlægget viser jernbanen og stationsbygningerne, som de så ud fra ca. 1950 til 1980.

Fakta om Færgehavnen i Fredericia

Færgeforbindelsen mellem Fredericia og Strib blev etableret i 1872 som et led i udbygningen af jernbanenettet og blev betjent af hjulfærgen “Lillebelt”. Med tiden blev færgetrafikken udvidet og moderniseret, og nye færger, som “Hjalmar,” “Ingeborg,” og “Marie,” blev sat ind. I takt med den stigende trafik blev flere færgelejer etableret, og da færgedriften var på sit højeste, var tre færgelejer i drift. Færgetrafikken blev endeligt indstillet i 1935 med åbningen af Lillebæltsbroen.

Praktisk Information om Arkivernes Dag

Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia holder åbent hus lørdag den 9. november 2024, fra kl. 10 til kl. 14. Adressen er Øster Voldgade 18, opgang K, stuen, på Kulturkasernen.

Den Kongelige Livgarde besøger igen Fredericia

0

I forbindelse med at indkaldelsesholdet fra juli 2024 ved Livgarden holder deres “eksamensfest” i Vingsted lørdag d. 2. november, besøger de Fredericia, hvor den traditionelle Blå March finder sted.

De 188 stolte, nyudlærte gardere, som efter endt Rextur i uge 43 modtog skulderemblemet “Rex’erne” (Kongens navnetræk), markerer traditionen tro begivenheden med Blå Fest et sted i Danmark. I år er det Fredericia, der danner rammen om den Blå March for dette hold.

Garderne mødes kl. 10.15 med medlemmer af den lokale Garderforening ved Landsoldaten og marcherer herefter gennem byen, anført af tambourmusik. Marchen afsluttes på Rådhuset, hvorefter garderne, deres ledsagere og familier får tid til at nyde byen med mad og shopping, inden turen går tilbage til Vingsted til Den Blå Fest.

Mandag d. 4. november starter garderne den næste del af værnepligten, som består i at gå på vagt ved De Kongelige Palæer og Slotte samt på Livgardens kaserne i København.

Trafikuheld ved Middelfart skabte kø

0

Onsdag aften blev Fynske Motorvej kortvarigt præget af kø, efter at en bilist kørte ind i en tavlevogn ved afkørsel 58b Middelfart i retning mod Jylland.

Uheldet førte til spærring af de to venstre spor, mens vejhjælp og politiet arbejdede på stedet, hvilket forårsagede trafikforsinkelser, oplyser P4 Trafik.

Omkring klokken 20.59 kunne oprydningsarbejdet afsluttes, og trafikken kunne igen benytte de to højre spor, mens det venstre spor forblev spærret på grund af igangværende vejarbejde.

De nøjagtige detaljer om tilstanden for de involverede i uheldet er endnu ikke kendt, men Middelfart AVISEN arbejder på at få en udtalelse fra Fyns Politi.

Pas på slikposer og kostumer – Halloween får blæsevejr i ryggen

0

Man skal holde godt fast på Halloween-slikposerne i aften, for der venter en blæsende aften i både Middelfart og Fredericia.

Ifølge DMI kommer dagen stille fra start, men vinden tiltager gradvist i løbet af eftermiddagen og forventes at ramme en jævn til hård styrke fra vest.

Langs kysterne i Fyn og omkring Lillebælt kan Halloween-fejrende forvente vindstød op til kulingstyrke i aften, hvilket kan gøre det til en udfordring for de små spøgelser og hekse, der skal ud og samle slik. Ifølge Windfinder vil vest- og nordvestenvinden nemlig tage til gennem eftermiddagen og aftenen, og især kystnære områder kan opleve kraftige vindstød på 18-21 knob, svarende til ca. 10-11 m/s.

Forældre og børn i Middelfart og Fredericia kan dog glæde sig over, at slikposerne forbliver tørre, da regnen forventes kun at falde sporadisk i løbet af aftenen.

Mens vinden fortsætter ind i natten, varsler DMI, at en koldfront vil bringe koldere luft ind fra nordvest hen mod weekenden, hvor lørdagens morgen kan byde på frost og lokale islag på bilruderne. Skulle vinden nå en tand op, vil DMI kunne opdatere varslingen.

Speciel nøglekamp i Champions League for FHK-profil

0

Torsdag klokken 18:45 møder Fredericia Håndboldklub det nordmakedonske hold Eurofarm Pelister i en kamp, der har ekstra betydning for én af FHK’s profiler, cubaneren Reinier Taboada. Han spillede nemlig for Pelister i sæsonen 2021/22, før han skiftede til FHK, og står nu for første gang overfor sit tidligere hold.

Siden hans tid i Nordmakedonien har Pelister sat sig solidt på tronen i hjemlandet og har de sidste to sæsoner formået at vælte den ellers dominerende rival, RK Vardar, af pinden som mesterhold.

Kampen er af stor betydning for FHK, som har ambitioner om at gå videre i Champions League. For at sikre fredericianernes vej mod næste runde er det især vigtigt at tage sejren i hjemmekampen mod Pelister. Med seneste sejr over polske Wisla Plock står FHK nu med mulighed for at styrke positionen i bestræbelserne på at gå videre fra gruppen, hvor seks ud af otte hold kvalificerer sig.

Reinier Taboada ser frem til torsdagens kamp mod sin tidligere klub, som han har stor respekt for.

– De er et interessant hold. Jeg tror, det bliver en spændende kamp, fordi vi begge kæmper om at nå top seks i gruppen. Det bliver en intens kamp med masser af kampgejst. siger Reinier Taboada.

Selvom Taboada ikke længere følger Pelister tæt, har han dog noteret sig deres seneste nederlag mod rivalerne fra Akaloid.

– Jeg ved, hvordan det går for dem i ligaen. De tabte for nylig til deres rival, Akaloid, hvilket var et stort nederlag for dem. Det skal vi udnytte og forsøge at tage føringen, siger han med stor kampgejst

Det har været en turbulent sæson for Eurofarm Pelister, der ikke har haft den ønskede succes. Holdet står i Champions League kun med et enkelt point, som blev sikret på hjemmebane mod Sporting, og i den nordmakedonske liga har Pelister tabt to ud af ni kampe – herunder også det uventede nederlag til Akaloid den 22. oktober. Dette nederlag førte til cheftræner Branislav Angelovskis opsigelse, og i stedet er Zvonko Shundovski nu sat i spidsen for holdet.

Han ved dog ikke, hvordan det kan have påvirket klubben, og hvordan ledelsen, som kan være utraditionel i forhold til danske forhold, har ageret i den forbindelse.

– Det ved jeg ikke, for det er aldrig sket for mig. Men vi skal udnytte situationen og give alt for at sikre os de to point, siger Taboada.

Med sine tidligere erfaringer på Pelister-holdet har Taboada et indgående kendskab til, hvor udfordrende Champions League kan være.

– Denne konkurrence er virkelig hård, og det må være frustrerende for dem, hvis de ikke vinder. For os handler det om at vinde og tage to point, og vi arbejder hårdt for det, understreger han.

Taboada understreger dog også, hvor meget Champions League betyder for ethvert hold – ikke mindst for ham selv og for FHK.

– Alle vil gerne spille Champions League, og det er en virkelig god konkurrence,” siger han og peger på den unikke oplevelse, det giver at måle sig mod nogle af Europas bedste hold.

Efter den seneste hjemmesejr over Wisla Plock har FHK fået mere selvtillid. Taboada bemærker, hvordan holdet hele tiden forbedrer sig.

– Vi klarede os godt i den sidste kamp og bliver hele tiden bedre. At tage to point mod Wisla Plock var fantastisk, især på hjemmebane, siger han med et glimt af stolthed.

For ham og resten af FHK-holdet er målet klart: fortsat at arbejde sammen, tro på egne evner og jagte de næste vigtige point.

– Vi skal fortsætte med at tro på os selv og kæmpe for de to point, afslutter Taboada optimistisk.

Selvom Eurofarm Pelister ikke helt har levet op til egne forventninger i denne sæson, står de stadig med en række stærke profiler, der kan udgøre en alvorlig trussel for FHK. På holdet finder man blandt andet de nordmakedonske landsholdsspillere Filip Kuzmanovski og Dejan Manaskov, som begge har solid erfaring og en afgørende rolle på banen. Dertil kommer den rutinerede målmand Nikola Mitrevski, som med sin reaktionsevne og stabilitet kan blive en nøglefigur i målet.

Pelisters hold er yderligere styrket af kroatiske Filip Ivic, der med sin erfaring som keeper bidrager til holdets defensive kvalitet, samt højrefløjen Bogdan Radivojevic, der har spillet på højeste niveau i blandt andet Flensburg-Handewitt. Nejc Cehte, som i de seneste sæsoner spillede for GOG, tilføjer også bredde og styrke på back-positionen. Med dette hold af dygtige og erfarne spillere har Pelister stadig potentialet til at vende skuden og give FHK en hård kamp, trods deres hidtidige udfordringer i både ligaen og Champions League.

Kampen mod Pelister bliver en nøglekamp, ikke kun for FHK’s placering i gruppen, men også for Taboada, der nu får mulighed for at vise, hvor langt han og hans nuværende hold er kommet, siden han forlod Nordmakedonien.

Kør forsigtigt mellem Middelfart og Staurby

0

Der er rapporteret om et uheld på E20 Fynske Motorvej i retning mod Middelfart, nær <58b> mellem Middelfart og Staurby. Uheldsstedet er i øjeblikket ikke sikret, så det er vigtigt for bilister at være opmærksomme og køre med forsigtighed i området.

Alle bilister opfordres til at tage ekstra forholdsregler, da situationen kan være uforudsigelig, og der kan være redningskøretøjer på vej. Hold øje med skiltning og eventuelle vejledninger fra myndighederne. Vi anbefaler, at man overvejer alternative ruter.

Kilde: Trafikken.dk