Vigtige emner, men hvor er løsningerne?

0

Vejens borgmester, Frank Schmidt-Hansen (C), ser både udfordringer og potentiale i statsminister Mette Frederiksens nytårstale, som han beskriver som ventet og middelmådig.

– Det, der især optager mig, er det, hun sagde om kommunerne. Jeg hæfter mig ved, at hun blandt andet nævnte, at der var givet et løft til kommunerne med den sidste aftale, i stedet for flere penge til velfærd. Der er en del i historien, at vi har været bagud med finansiering, så velfærden er svært at mærke ude i kommunerne, i hvert fald i alle kommuner, siger Frank Schmidt-Hansen og påpeger, at flere ressourcer er nødvendige for at leve op til ambitionerne.

Sundhedsreformen er et andet fokusområde, som kræver nytænkning og samarbejde mellem kommuner og regioner.

– Når hun taler om sundhedsreformen og grønthøsterpartiet, så er det nogle store opgaver, vi skal i gang med at løse ude i kommunerne. Sundhedsreformen kræver, at vi organiserer os på en ny måde med de nye sundhedsråd og får løst udfordringerne med midlertidige pladser, akutpladser og akutsygeplejersker. Det er lagt op til, at vi skal forhandle og snakke os til rette. Vi starter med regionen, vel vidende at de har flertallet i udvalgene og en vetoret, forklarer han.

Borgmesteren håber på konstruktiv dialog for at sikre, at reformens intentioner om nærhed til borgerne bliver opfyldt. Han advarer dog mod, at opgaverne igen flyttes væk fra kommunerne, hvilket vil besværliggøre adgangen til sundhedstilbud.

På det internationale plan anerkender Schmidt-Hansen statsministerens analyse af en verden i brand og behovet for oprustning:

– Hvad angår verdenssituationen, synes jeg, hendes analyse virker rigtigt. Vi kigger på en urolig verden, og hun brugte udtrykket ‘verden står i brand’. Hun understregede, at vi skal foretage markante investeringer i det danske forsvar og opruste. Jeg er enig i, at vi skal tage vores del af det, siger han. Dog er han bekymret for, hvordan finansieringen af forsvarsinvesteringer og grøn omstilling vil påvirke kommuner og regioner.

Borgmesteren finder også statsministerens ambitioner om forbedret velfærd relevante, men mener, at kommunerne har brug for yderligere midler for at kunne realisere dem:

– Der bliver ikke afsat flere penge til velfærd, hvis ikke vi holder fast i de tilgængelige midler. Når man vurderer talen, synes jeg, det var en middelmådig tale. Hun kommer omkring nogle vigtige emner, som flere sygeplejersker, ungdomsuddannelser og minimumsnumre i vuggestuer og børnehaver, samt at der skal være mere tid til ældrepleje. Det er gode intentioner, men for at kommunerne kan leve op til dem, kræver det, at pengene følger med, siger han.

Schmidt-Hansen efterlyser også klarhed i statsministerens budskaber, især omkring nedlæggelsen af jobcentrene, som har skabt usikkerhed blandt kommunale medarbejdere.

– Jeg savner dog en afklaring. Jeg tror, det var i sidste års tale, hvor hun sagde, at sygemeldte skal behandles ordentligt og med respekt, og at jobscentrene skulle nedlægges. Det synes jeg var en utilstrækkelig bemærkning. Vores medarbejdere behandler sygemeldte med ordentlighed og respekt, og de gør det ud fra de rammer, Folketinget har udstukket. Hvor lang tid skal vores medarbejdere gå rundt i usikkerhed? Det synes jeg er problematisk, at de får sådanne tvetydige beslutninger at arbejde med, afslutter han.

Borgmester roser fokus på forsvar og velfærd i nytårstalen

0

Nordfyns Kommunes borgmester, Mette Landtved-Holm (V), giver sin vurdering af Mette Frederiksens nytårstale. Hun anerkender den udfordrende balance i talen og mener, at statsministeren lykkedes med at tage ansvar og adressere væsentlige emner.

– Jeg synes, hun blev kritiseret for at have en dyster tale. Der var selvfølgelig nogle elementer, som man kunne mene ikke var særlig opmuntrende, men hun skulle jo beskrive den virkelighed, vi står i, og de udfordringer, vi møder. Jeg synes, hun fik præsenteret det på en god måde og også fremhævet, at der er løsninger, og at hun var nødt til at fokusere på forsvaret. Det er jo naturligt at tage højde for verdenssituationen, når vi står, som vi gør.

Ifølge Landtved-Holm var det tydeligt, at statsministeren påtog sig det ansvar, som følger med embedet.

– Som statsminister skal hun jo kunne tage ansvar, og det synes jeg, hun gjorde. Hun nævnte også nogle gode initiativer, som Folketinget har arbejdet på i de forgangne år, som nu skal til at virke, som for eksempel sundhedsreformen.

Landtved-Holm hæfter sig også ved statsministerens fokus på natur, arealplanlægning og indsatsen for børn og unge.

– Hun talte meget om velfærdsområdet, men også om Danmarkskortet, som blev gennemgået i forhold til natur og arealer, og hvordan vi fortsat skal arbejde med børn og unge. Jeg synes, det er vigtigt, og noget der virkelig er sket nu, men også noget, som vi alle er med til at forme. Forhåbentlig vil vi alle kunne nyde godt af det om nogle år.

Samlet set er Landtved-Holm tilfreds med statsministerens nytårstale, som hun mener balancerede mellem de alvorlige emner og de fremadrettede løsninger.

– Så jeg synes egentlig, at hun gjorde det rigtig fint. Jeg synes, det var en god måde at fremføre det på. Selvfølgelig er det en svær tale at holde, da den er lidt mere kompleks end en normal tale. Som statsminister skal hun jo ikke holde en partipolitisk tale, og jeg synes, det var en god tale. Jeg var tilfreds med den.

Fredericia som moderne turistby, helårligt potentiale

0

Helårlig turisme spiller en afgørende rolle i oplevelsesøkonomien, den tilfører værdi til lokale arbejdspladser. Det ernødvendigt med politisk fokus og styrket international markedsføring. Fredericia kan udvikle sig stil en moderne turistdestination der tiltrækker ferie- og erhvervsturister, hele året rundt og dermed bidrage til både lokal og regional udvikling. 

Strategier for helårsturisme i Fredericia, bør være at skabe oplevelser på alle årstider. Byens historie, naturskønne omgivelser og kulturtilbud er oplagte grundpiller for en moderne turiststrategi, der skaber vækst og arbejdspladser.

Sommer: Udnyt byens voldanlæg, strande og Lillebælt til udendørsaktiviteter som koncerter, madmarkeder, fiske- og sejlture. Vinter: Tilbyd julemarkeder, historiske udstillinger, konferencer og kulturelle events indendørs. Forår/efterår:Arrangér naturvandringer, gourmetfestivaler og temauger som ”Historisk uge” eller ”Kunst på voldene”.

Generelt: Udnyt historie og kultur. Skab et moderne, interaktivt museum med fokus på Fredericias fæstningshistorie ved hjælp af ”augmented reality” og lydinstallationer. Arranger guidede ture, fx ”Nat på voldene”, som kombinerer lokalhistorie, naturoplevelser og moderne teknologi.

Markedsfør børnevenlige attraktioner som klatreparker, skaterbanen, vandlandet og Madsby parken. Længere åbningstid i skaterbanen og vandlandet. Skab interaktive udstillinger, samarbejd med LEGOLAND og andre nærliggende attraktioner for at inkludere Fredericia i større familiepakker.

Erhvervsturister kræver. 

1. Moderne konferencefaciliteter. Indret faciliteter med fokus på grøn teknologi og hybridmøder for at tiltrække innovative virksomheder.

2. Unik beliggenhed. Fremhæv Fredericias centrale placering i Danmark og nærhed til lufthavn, motorvej og havnen for maritimt relaterede events.

3. Netværk og sociale oplevelser. Kombiner konferencer med sociale aktiviteter som historiske byvandringer, sejlture eller gastronomiske middage.

Ferie- og pensionistturister ønsker.

1. Historiske og kulturelle oplevelser. Tilbyd pakkerejser med guidede ture i fæstningsbyen og omegn. Fokusér på aktiviteter som musikarrangementer, højskoleophold, kunstudstillinger og foredrag.

2. Natur og afslapning. Brug Lillebælt som centrum for aktiviteter som hvalsafari og wellness-tilbud med naturfokus.

3. Tilgængelighed. Skab let adgang for ældre med el-scooter-ruter, elevatorer og guidede ture med hyppige pauser. Tilbyd transportservice mellem hoteller og attraktioner.

Succesfaktorer er en helhedsorienteret markedsføring af Fredericia som en samlet erhvervs- og feriedestination med fokus på bæredygtighed og tilgængelighed. Tilpas attraktioner og events til forskellige målgrupper, og skab partnerskaber med regionale aktører for at styrke oplevelserne.

Bliv en gastronomisk destination. Fremhæv lokale råvarer og lav drivhusbaseret fødevaredyrkning så lokale råvarer kommer i fokus. Skab temarestauranter og gastronomiske oplevelser, der integrerer byens historie og moderne madkultur.

Poul Rand. Kandidat til kommunalvalget 2025. Liberal Alliance.

Drive-In-området og stjålet bil: Fem sager om narko- og spritkørsel

0

Fredag og natten til lørdag havde Sydøstjyllands Politi hænderne fulde med seks sager om sprit- og narkokørsel i hele kredsen. Fem af disse sager fandt sted i Kolding og Vejle kommuner, herunder en enkelt i Børkop. Sagerne spændte bredt og omfattede alt fra narkopåvirkede bilister til besiddelse af ulovlige stoffer, biltyveri og en sovende mand i et Drive-In-område ved Burger King.

Den første sag fandt sted klokken 19.43 på Vonsildvej i Kolding, hvor en 36-årig mand blev fundet sovende i sin bil ved Burger Kings Drive-In. Politiet blev alarmeret og opdagede, at manden var påvirket af narko. Ved en nærmere undersøgelse fandt de både hash og amfetamin i bilen.

– Han er påvirket af narko og i besiddelse af noget amfetamin og noget hash, og det bliver han selvfølgelig sigtet for, forklarede vagtchef John Skjødt.

Senere på aftenen, klokken 23.35, blev en 20-årig mand fra Vejle stoppet på Damsbo i Børkop. Politiet fandt ham narkopåvirket, og ved visitation blev 2,24 gram hash opdaget i hans besiddelse. Manden blev sigtet for både narkokørsel og for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Biltyv mistede kontrollen

Natten udviklede sig yderligere med et færdselsuheld klokken 01.28 på Hylkedalsvej i Kolding. En 29-årig mand fra Tønder mistede kontrollen over en stjålet bil og endte i grøften. Politiet konstaterede, at han var spirituspåvirket, og han blev sigtet for både biltyveri og spirituskørsel.

– Han kører i en stjålet personbil på Hylkedalsvej i vestgående retning, og han kører så i grøften. Vi finder ud af, at han er påvirket af spiritus. Det bliver han sigtet for, fortalte John Skjødt.

Natten slutter med to sager mere om narkokørsel

Kort før klokken tre, klokken 02.52, blev en 24-årig mand stoppet på Foldegade i Vejle. Han var påvirket af narko, og politiet fandt kokain på ham. Han blev sigtet for både narkokørsel og besiddelse af ulovlige stoffer.

Tidligt lørdag morgen, klokken 04.17, blev endnu en bilist stoppet på Catolhavegyden i Kolding. Den 27-årige mand var påvirket af narko og havde desuden ikke noget kørekort. Ifølge politiet blev han sigtet for begge forhold.

Alt i alt blev det en travl nat for politiet med flere sager om narko- og spritkørsel. De sigtede står nu over for en behandling af deres sager efter gældende lovgivning.

Nu spærres Nørre Port

0

Efter at afspærringen af Nørre Port i Fredericia blev udskudt således, at den ikke fandt sted i december, kommer den nu til at blive spærret i perioden den 6. januar og frem til den 27. januar, hvis tidsplanen holder. Det fremgår af et skilt, der er blevet sat op i slutningen af december 2024.

Det vakte stor opmærksomhed, da Fredericia Kommunes tekniske afdeling havde besluttet sig at ville spærre en af indfaldsvejene til byens centrum i december, da der i forvejen er trafikale udfordringer i Fredericia, grundet det store omfattende arbejde, der spærrer vejen ind til centrum fra Sjællandsgade.

Erhvervsdrivende råbte derfor vagt i gevær til politikerne, der fik udskudt afspærringen af Nørre Port i samarbejde med forvaltningen, da de argumenterede for, at det ville skade julehandlen i Fredericia, hvis det blev yderligere besværliggjort at komme ind til byens centrum.

Nu er julehandlen overstået. Det er derfor tid til at foretage lukningen af porten. Lukningen af Nørre Port er et led i kommunens plan om at etablere en ny grusbelagt promenade langs byens voldanlæg. Promenaden skal skabe et rekreativt område, samtidig med at projektet løser et eksisterende trafikproblem i området. Som en del af ombygningen vil kommunen oprette en ny overkørsel i Nørre Port, som skal forbedre oversigtsforholdene og øge sikkerheden for sidevejstrafikken.

Eilersen afviser kritik af gratis buskørsel i Fredericia

0

Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia Byråd, Susanne Eilersen, reagerer skarpt på kritikken fra Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen (C), omkring Fredericias beslutning om at indføre gratis buskørsel. Jan Riber Jakobsen, der også sidder i Sydtrafiks bestyrelse, stemte som den eneste imod godkendelsen af initiativet på et møde i december 2024. Han har kritiseret processen for ikke at have inddraget Sydtrafik tidligere.

Susanne Eilersen står fast på, at beslutningen er en lokal kommunal prioritering og afviser, at der er behov for yderligere inddragelse af eksterne parter i selve budgetprocessen:

– Jeg undrer mig over hans udtalelser. Vi er jo en kommune, der har ret til at fastlægge, hvordan vi ønsker at drive busdriften lokalt. Hvis der er sket en procedurefejl, må det jo afklares senere, men budgettet er en politisk beslutning, og den foregår i byrådet. Det er ikke nødvendigt at inddrage alle organisationer på forhånd, udtaler Eilersen.

En politisk retning uden unødvendige forsinkelser

Susanne Eilersen understreger, at processen omkring budgettet ikke altid giver plads til omfattende dialog med eksterne aktører før beslutninger træffes:

– Når man lægger et budget, handler det om at sætte en politisk retning. Efterfølgende kan man tage dialogen om, hvordan det konkret skal udformes. Vi har set andre kommuner, der også har indført gratis bybusser uden store problemer, så selvfølgelig kan vi også finde løsninger her i Fredericia, forklarer hun.

Kritik af bygrænsebegrænsning

En central del af Jan Riber Jakobsens kritik handler om, at bybusserne ikke bør køre uden for bygrænsen, når de er gratis. Til dette svarer Eilersen:

– Der vil altid være detaljer, der skal justeres, men det betyder ikke, at man ikke kan gå i gang. Vi har planlagt en opstart fra august netop for at få tid til at få alle formaliteter på plads. Dialogen er stadig i gang, og vi sikrer, at tingene bliver tilrettelagt korrekt, siger hun og tilføjer, at der i budgetfasen primært er fokus på retningen, ikke detaljerne.

Eilersen peger på, at beslutningen om at starte gratis busdrift i august 2025 netop giver mulighed for at løse eventuelle udfordringer i samarbejde med Sydtrafik.

– Det er vigtigt at huske, at vi ikke starter nu, men først til august. Der er stadig tid til at justere, men den politiske retning er lagt, og det står vi fast på, fastslår hun.

Susanne Eilersen fastholder, at Fredericia Byråd har handlet korrekt i processen og opfordrer til, at beslutningen om gratis buskørsel respekteres som en lokal prioritering.

Ny teknologi skal måle buspassagerer i Fredericia

0

Fra 1. juli 2025 bliver det muligt for passagerer at tage bybusserne i Fredericia gratis. Men for at sikre, at driften kan tilpasses efterspørgslen, bliver der implementeret ny teknologi, der skal registrere bussernes brug. Det forklarer John Nyborg (A), Fredericias repræsentant i Sydtrafiks bestyrelse og formand for Teknisk Udvalg.

– Umove, der ejer og driver busserne, har foreslået en investering i nyt udstyr, der kan registrere brugen af busserne. Dette udstyr vil blive en del af det nye system, og omkostningerne vil blive fastsat på baggrund af de nødvendige investeringer. Formålet er at få pålidelige data, der kan give os et klart billede af, hvor mange der bruger busserne, og hvornår.

Med det nye system bliver rejsekortet samtidig udfaset i Fredericias bybusser. I stedet vil det nye udstyr sikre en præcis registrering af passagerantallet og deres rejsemønstre.

– Systemet skal vise, hvordan brugen af de gratis busser udvikler sig over tid. For eksempel fra 1. juni det ene år til 1. juni det næste. Dataene vil hjælpe os med at vurdere, om efterspørgslen stiger, og hvor vi eventuelt skal justere eller supplere med flere busforbindelser.

Forventningen er, at gratis busser vil føre til en mindre stigning i brugen, men teknologien skal hjælpe med at sikre, at denne udvikling håndteres optimalt.

– Vi forventer en mindre stigning i brugen, når busserne bliver gratis. Hvis dataene viser et betydeligt behov, kan vi kigge på mulighederne for at tilføje supplerende busforbindelser, så vi sikrer, at busnettet lever op til efterspørgslen.

Ordningen med gratis busser følges også med interesse i Sydtrafiks bestyrelse. Flere medlemmer ser det som en spændende mulighed, der kan have betydning for fremtidige tiltag i andre kommuner.

– Det er interessant at følge udviklingen. Hvis det bliver en succes, kan det potentielt inspirere andre kommuner til at kigge på lignende løsninger, siger John Nyborg.

Tre biler involveret i motorvejsuheld

0

Fredag eftermiddag førte sne og isglatte veje til et komplekst færdselsuheld på Taulovmotorvejen ved Kolding. Hændelsen involverede tre køretøjer og skete i forbindelse med en overhaling, hvor en bilist følte sig presset til at ændre kørselsretning. Ingen personer kom alvorligt til skade, men der er tale om betydelige materielle skader.

Kompleks hændelse under opklaring

Ulykken fandt sted kl. 12.23, da en 67-årig mand ifølge politiet lavede en manøvre, der pressede en anden bilist til at trække ind til siden. Denne bil, ført af en 36-årig mand, ramte en tredje bils bagdæk, hvilket resulterede i, at begge biler mistede kontrollen og kørte galt.

Den bil, der angiveligt forårsagede uheldet, havde ingen fysisk kontakt med de andre køretøjer og fortsatte sin kørsel. Politiet har dog senere fået fat i føreren og afhørt vedkommende som led i undersøgelsen.

Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi beskriver hændelsesforløbet som kompliceret at kortlægge:

– Det er en kryptisk sag, hvor vi stadig arbejder på at fastslå de præcise omstændigheder. Den bil, der var årsag til uheldet, har ikke selv været involveret i en kollision og kan derfor have svært ved at observere, hvad der skete bagved, forklarer han.

Kombinationen af vintervejr og tæt trafik har øget risikoen for uheld på motorvejene i området.

Ingen af de involverede er fra Kolding-området, og politiet arbejder fortsat på at afklare det fulde hændelsesforløb. Der er foreløbigt ingen meldinger om alvorlige personskader, men de materielle skader er betydelige.

To færdselsuheld på glatte veje i Fredericia

0

Vintervejret har skabt udfordringer i Fredericia, hvor to færdselsuheld inden for kort tid formodentligt er sket som følge af sne og isglatte veje. Ingen personer er alvorligt tilskadekomne, men flere er blevet kørt til kontrol på skadestuen.

Det første uheld fandt sted kl. 10.52 på Holstensvej i krydset ved Centerhavnsvej. To biler kørte i vestlig retning, da en 64-årig mand holdt stille for rødt lys. Da lyset skiftede til grønt, satte han i gang, men den bagvedkørende bil, ført af en 39-årig kvinde, nåede ikke at opdage dette i tide og kørte op i bilen foran.

Uheldet udløste airbags i den bageste bil, og en person blev kørt til skadestuen til kontrol. Ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi fremgår det dog ikke, om det var manden eller kvinden, der blev taget med til skadestuen. Politiet har ingen meldinger om alvorlige skader.

Påkørsel på Lumbyesvej

Klokken 11.59 skete endnu et færdselsuheld, denne gang i krydset mellem Madsbyvej og Lumbyesvej. En 47-årig mand kørte af Madsbyvej i sydvestlig retning og skulle svinge til venstre ind på Lumbyesvej. Her overså han en cyklist, en 73-årig lokal mand, som blev ramt af bilen.

Cyklisten slap ifølge politiet uden alvorlige skader, men blev kørt til skadestuen for yderligere kontrol.

Glatte veje og øget risiko

Begge uheld er sket inden for kort tid og kan ifølge politiet skyldes de glatte vejforhold, som præger vintertrafikken. Sydøstjyllands Politi opfordrer blandt andet via det sociale medie X trafikanter til at udvise ekstra opmærksomhed og tilpasse deres kørsel efter de glatte vejforhold.

Der arbejdes fortsat på at klarlægge de præcise omstændigheder omkring begge uheld.

Mand er afgået ved døden efter færdselsuheld

0

I løbet af de seneste syv timer har Sydøstjyllands Politikreds håndteret seks færdselsuheld. Desværre har et af dem på tragisk vis skilt sig ud. Et frontalt sammenstød mellem en lastbil og en personbil på Vejlevej i Hedensted Kommune har kostet en person livet.

Frontalt sammenstød

Ulykken fandt sted omkring kl. 13.30 på Vejlevej mellem Horsensvej og Nørre Snedevej. Føreren af personbilen, en mand, er afgået ved døden, mens lastbilchaufføren slap fysisk uskadt, men er stærkt påvirket af hændelsen. Politiet arbejder fortsat på at underrette de pårørende.

– Vi er stadig på stedet. Vi har en bilinspektør ude for at klarlægge ulykkens omstændigheder, oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

Seks uheld på kort tid

Politiet er til stede med flere patruljer, indsatsledere og en bilinspektør, der skal undersøge ulykkens årsag. Ifølge Halfdan Kramer er vejen fortsat spærret på ubestemt tid, og bilister opfordres til at finde alternative ruter.

Uheldet på Vejlevej er det mest alvorlige af seks færdselsuheld, der er blevet anmeldt i kredsen inden for de sidste syv timer. Tidligere på dagen oplyste politiet om ulykken på det sociale medie X, hvor de også har advaret om glatte veje og vinterlige forhold.

– Vi arbejder stadig på stedet og forsøger at fastslå, hvad der kan have været årsagen til ulykken, siger Halfdan Kramer.

Undersøgelser fortsætter

Bilinspektørens undersøgelser forventes at give klarhed om omstændighederne, men der er endnu ingen yderligere oplysninger om den afdøde, der ikke er fra lokalområdet.

Sydøstjyllands Politi opfordrer trafikanter til at køre forsigtigt og være opmærksomme på vintervejens udfordringer, mens de arbejder på at genoprette normale forhold på Vejlevej.