Fra 1. juli 2025 bliver det muligt for passagerer at tage bybusserne i Fredericia gratis. Men for at sikre, at driften kan tilpasses efterspørgslen, bliver der implementeret ny teknologi, der skal registrere bussernes brug. Det forklarer John Nyborg (A), Fredericias repræsentant i Sydtrafiks bestyrelse og formand for Teknisk Udvalg.

– Umove, der ejer og driver busserne, har foreslået en investering i nyt udstyr, der kan registrere brugen af busserne. Dette udstyr vil blive en del af det nye system, og omkostningerne vil blive fastsat på baggrund af de nødvendige investeringer. Formålet er at få pålidelige data, der kan give os et klart billede af, hvor mange der bruger busserne, og hvornår.

Med det nye system bliver rejsekortet samtidig udfaset i Fredericias bybusser. I stedet vil det nye udstyr sikre en præcis registrering af passagerantallet og deres rejsemønstre.

– Systemet skal vise, hvordan brugen af de gratis busser udvikler sig over tid. For eksempel fra 1. juni det ene år til 1. juni det næste. Dataene vil hjælpe os med at vurdere, om efterspørgslen stiger, og hvor vi eventuelt skal justere eller supplere med flere busforbindelser.

Forventningen er, at gratis busser vil føre til en mindre stigning i brugen, men teknologien skal hjælpe med at sikre, at denne udvikling håndteres optimalt.

– Vi forventer en mindre stigning i brugen, når busserne bliver gratis. Hvis dataene viser et betydeligt behov, kan vi kigge på mulighederne for at tilføje supplerende busforbindelser, så vi sikrer, at busnettet lever op til efterspørgslen.

Ordningen med gratis busser følges også med interesse i Sydtrafiks bestyrelse. Flere medlemmer ser det som en spændende mulighed, der kan have betydning for fremtidige tiltag i andre kommuner.

– Det er interessant at følge udviklingen. Hvis det bliver en succes, kan det potentielt inspirere andre kommuner til at kigge på lignende løsninger, siger John Nyborg.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer