Byrådsmedlem fremviser dokumentation for falske anklager

0

Danmarksdemokratens byrådsmedlem, Jonas René Jensen, har givet tilladelse til at dele, hvad han kalder, vigtige beviser, der tilbageviser påstandene om et dårligt arbejdsmiljø i Middelfart Kommune.

E-mails mellem Jonas René Jensen og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen(S), viser, at der ikke er blevet oprettet nogen arbejdsmiljøsager i forvaltningens system, som involverer Jonas René Jensen eller andre byrådsmedlemmer.

I en række e-mails, som Jonas René Jensen har delt med Middelfart AVISEN, fremgår det, at den påståede arbejdsmiljøsag ikke eksistere i kommunens systemer. E-mailen er fra den 30. oktober 2024.

– Du kan godt få indsigt i, hvad der evt. er journaliseret om dig i arbejdsmiljøsager – altså hvor en medarbejder finder dig bruge et sprogbrug i tale eller skrift, der påvirker medarbejderen arbejdsmiljø negativt. Du får det hurtigst muligt, men der er også mange andre vigtige opgaver at varetage. Desuden skal der bruges en del tid på at vurdere, hvilke informationer, du har krav på, og hvilke du ikke skal have, skriver borgmesteren i e-mailen.

Den 5. november 2024 sendte borgmesteren endnu en e-mail, hvor han understregede, at der ikke var oprettet nogen arbejdsmiljøsager, men han fastholdt, at det var hans ansvar at varetage spørgsmål fra byrådsmedlemmer i en periode for at sikre et bedre arbejdsmiljø i forvaltningen:

– Som svar på dine henvendelser om arbejdsmiljøsager og journalisering kan jeg oplyse, at forvaltningen nu har gennemgået arbejdsmiljøsystemet. Der er p.t. ingen arbejdsmiljøindberetninger fra medarbejdere foranlediget af din eller andre byrådsmedlemmers ageren.

Ifølge Jonas René Jensen sker undervejs en af de mest kontroversielle beslutninger i sagen, da borgmesterens beslutter, at alle spørgsmål fra byrådsmedlemmer fremover skulle sendes direkte til ham. Denne beslutning blev bekræftet i en e-mail den 8. oktober 2024, hvor borgmesteren skriver:

– Jeg har besluttet, at alle spørgsmål fra Byrådsmedlemmer skal stiles til mig, og jeg vil svare efter bedste evne. Der blev spurgt til, om ændringer i kutymer kræver en politisk beslutning. Dette blev bekræftet.

Denne ændring i proceduren har skabt stor debat, da mange byrådsmedlemmer mener, at den politiske beslutning om at centralisere kommunikationen via borgmesteren hindrer effektivt arbejde og skaber unødvendig politisering af forvaltningens opgaver. Jonas René Jensen har kritiseret beslutningen og hævdet, at den ikke blev truffet på et formelt politisk grundlag, og at den reelt misbruger borgmesterens magtposition.

I en e-mail fra 5. november 2024 understregede Jonas René Jensen, at han ikke havde forventet at finde nogen arbejdsmiljøsager mod sig selv eller andre byrådsmedlemmer og udtrykte sin undren over borgmesterens udtalelser:

– Jeg er da glad for at høre at der ikke nogen arbejdsmiljøsager på mig eller andre byrådsmedlemmer. Og helt ærligt, det havde jeg nu heller ikke forventet, siger han i dag.

Jonas René Jensen har også anmodet om fuld indsigt i, hvordan forvaltningen har journaliseret kritiske spørgsmål fra byrådsmedlemmer. I en e-mail sendt den 8. oktober 2024, skriver han:

– Jeg vil gerne have fuld sagsindsigt i hvordan den her journaliserings praksis er i forhold til når noget stiller kritiske spørgsmål som mine fra byrådet af, siger han.

Emnet blev behandlet på et byrådsmøde mandag, hvor DanmarksDemokraterne og Enhedslisten fremsatte et forslag om at tilbagevise beskyldningerne om et dårligt arbejdsmiljø. Forslaget, der blev støttet af Jonas René Jensen og Lasse Schmücker, understregede, at der ikke var beviser for arbejdsmiljøsager mod nogen byrådsmedlemmer. På mødet blev det dog afvist med flertal, da borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og flere medlemmer af byrådet fastholdt, at ændringer i kommunikationen var nødvendige for at sikre et bedre arbejdsmiljø.

I forlængelse af byrådsmødet udtalte Lasse Schmücker, at han var skuffet over resultatet, da han mente, at de fremlagte beviser, herunder mails og aktindsigter, klart viste, at der ikke havde været nogen dokumenterede arbejdsmiljøsager. Selvom forslaget blev nedstemt, fortsætter debatten om, hvordan spørgsmål mellem byrådsmedlemmer og forvaltningen bør håndteres fremover.

AVISEN har efter byrådsmødet været i kontakt med Johannes Lundsfryd i forhold til ovenstående mails. Lundsfryd henviser i den forbindelse til byrådsmødet, hvor han sagde:

– Det er en sag, som hviler på et forkert grundlag, med en række tvivlsomme postulater, som er formuleret i et groft og mistillidsskabende sprogbrug. Og det er desværre ikke første gang. Som øverste daglige leder af forvaltningen og byrådet har jeg et ansvar for at skærme kommunens ansatte og byrådsmedlemmer bedst muligt mod den type kommunikation. Jeg har ikke hjemmel til at forhindre nogen i at være grove. Jeg har heller ikke hjemmel til at forhindre nogen i at kontakte medarbejdere og ledere. Men jeg kan selv påtage mig ansvaret for at besvare de henvendelser, der måtte komme. Det gør jeg for at minimere gener og risikoen for at skabe et dårligt arbejdsmiljø hos de pågældende medarbejdere og i byrådet. Det er mit ansvar. Og det tager jeg på mig.

– Alle byrådsmedlemmer har naturligvis stadig fri mulighed for at stille spørgsmål og for at få svar. I henhold til kommunalstyrelsesloven § 31, stk. 3, er borgmesteren øverste daglige leder af forvaltningen, hvilket blandt andet indebærer, at alle henvendelser fra byrådsmedlemmer som udgangspunkt skal foregå via borgmesteren eller med dennes samtykke. Borgmesterens beføjelser og ansvar som øverste daglige leder er udtrykkeligt fastsat i loven, og byrådet kan ikke gøre indgreb i det. Jeg vurderer på den baggrund, at det vil stride mod kommunalstyrelsesloven at vedtage forslaget og vil opfordre til – også af den grund – at stemme imod. Jeg vil desuden opfordre til at fokusere på politik og på resultater. Forslaget betragter jeg som et misbrug af byrådets tid, og det er ikke rimeligt at bringe byrådet i en position, hvor vi skal tage stilling til den slags beskyldninger, som forslaget er udtryk for.

FC Fredericias træningskamp aflyst pga. uvejr

0

FC Fredericia er i disse dage på træningslejr i Belek, Tyrkiet, hvor holdet forbereder sig til forårets kampe i NordicBet Ligaen. Under varmere himmelstrøg har spillerne haft mulighed for at finpudse formen og teste sig mod internationale modstandere.

En af disse kampe skulle have været mod ukrainske Oleksandriya, der aktuelt ligger nummer to i den hjemlige liga.

Men vejret i Belek satte en stopper for planerne. En kraftig omgang tordenvejr ramte området, hvilket gjorde det umuligt at gennemføre kampen. Klubben meddelte kort tid efter beslutningen:

– Efter nøje vurderinger af vejret blev beslutningen fra vores spillere og trænere, at kampen ikke var sikker at spille, lyder det fra FC Fredericia.

Vejrforholdene i det sydlige Tyrkiet kan i denne periode være ustabile, og klubben ønsker ikke at tage nogen chancer, når det gælder spillernes sikkerhed. Derfor blev kampen aflyst, selvom den ellers ville have givet værdifuld kamptræning mod en stærk modstander.

Jacob Bjørnskov Nielsen valgt som Middelfart Kommunes repræsentant i lokal trepart

0

Byrådet i Middelfart Kommune udpegede mandag Jacob Bjørnskov Nielsen (A), formand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget, som kommunens repræsentant i den lokale trepart for hovedvandopland 1.12 Lillebælt/Fyn. Beslutningen kom efter en debat i byrådssalen, hvor spørgsmålet om antallet af politiske repræsentanter skabte uenighed.

Debatten om to eller én repræsentant

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen lagde ud med at præsentere sagen og understregede behovet for en politisk repræsentant i den lokale trepart. Men hurtigt tog debatten en drejning, da Karin Riishede på vegne af Venstre argumenterede for, at Middelfart Kommune burde have to politiske repræsentanter og foreslog Anders Møllegaard (V), formand for Teknisk Udvalg, til posten.

– Vedrørende dette punkt læser vi i Venstre, at der er mulighed for at inkludere mindst én politisk repræsentant. Vi vil gerne benytte lejligheden til at foreslå Anders Møllegaard som repræsentant i stedet for den foreslåede natur- og miljøchef. Dermed foreslår vi, at to politiske repræsentanter sendes afsted, lød det fra Riishede under byrådsmødet.

Jonas René Jensen (Æ) fulgte op og foreslog både Anders Møllegaard og Lasse Schmücker (Ø) som kandidater. Han udtrykte samtidig en vis skepsis over for den grønne trepart, men pointerede, at Danmarksdemokraterne gerne ville have en repræsentant, der ville ”kæmpe for miljøet”, og tilføjede:

– Det er ikke for at fornede din indsats, Jacob. Du har gjort et stort arbejde. Men vi mener også, at der bør være plads til andre for en gangs skyld.

Borgmesteren forsøgte samtidig at tydeliggøre praksis i lignende sager og understregede, at de fleste kommuner i samarbejdet kun havde én repræsentant. Han henviste til KL’s anbefaling.

– Og hvis jeg lige kort skal tage KL-kasketten på, så har KL opfordret kommunerne til at stille med én politisk repræsentant, fordi vi har lavet et samarbejde, som skal omfatte Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug Fødevarer og kommunerne. Landbrug Fødevarer stiller med én, Danmarks Naturfredningsforening stiller med én. Så hvis vi skulle komme med 12 politisk udpegede repræsentanter, kunne det måske forrykke balancen, sagde Johannes Lundsfryd Jensen.

Samtidig gjorde Karin Riishede (V) opmærksom på, at Nordfyns Kommune faktisk har to politiske repræsentanter:

– Vi er lige blevet opmærksomme på, at Nordfyns Kommune rent faktisk har to politiske udpegede, kom hendes hurtige kommentar.

Forslaget om at have to repræsentanter blev sat til afstemning, men faldt med stemmerne 10 for og 15 imod. Venstres gruppe, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Christian Lynggaard (C) stemte for, mens Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og resten af Konservative stemte imod.

Kampen om posten

Efter nederlaget for forslaget om to repræsentanter blev Jacob Bjørnskov Nielsen (A) og Anders Møllegaard (V) sat op som kandidater til posten. Før afstemningen gjorde borgmester Johannes Lundsfryd Jensen opmærksom på den eksisterende konstitueringsaftale og dens betydning for fordelingen af poster:

– Og igen lige til baggrund, der er jo, kan man sige, at man kan stemme på, hvem man vil. Men til baggrund vil jeg sige, at vi har lavet en konstitueringsaftale, som balancerer imellem partierne. Nogle får nogle udpegninger, og andre får nogle andre udpegninger. Og i den konstitueringsaftale, der er lavet, er Jacob Bjørnskov Nielsen i dag udpeget til Vandoplandsstyregruppen. Så bare, at man også tager det med i baghovedet i forhold til afstemningen.

Riishede gentog igen Venstres støtte til Møllegaard. Herefter blev der stemt, og med en stemmefordeling på 15 mod 10 blev Jacob Bjørnskov Nielsen valgt som Middelfart Kommunes repræsentant i den lokale trepart.

Den lokale trepart i Middelfart udspringer af den nationale strategi for arealomlægning, som er en del af Aftale om et Grønt Danmark og Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Kommuner, landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen samarbejder om at gennemføre disse klimatiltag lokalt. Formålet er at reducere klimagasser, forbedre vandmiljøet og styrke biodiversiteten.

Som repræsentant vil Jacob Bjørnskov Nielsen spille en rolle i koordineringen af indsatsen for Lillebælt/Fyn-området, der blandt andet omfatter udtagning af lavbundsjorder og skovrejsning. Kommunens Natur- & Miljøchef vil også være en del af den lokale trepart.

Flere indbrud i Syd- og Sønderjylland trods laveste niveau i 50 år

0

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik og Bo Trygt viser, at antallet af indbrud i private hjem i 2024 er det laveste på landsplan i 50 år. I Syd- og Sønderjylland er udviklingen dog mere blandet, hvor nogle kommuner oplever en stigning, mens andre ser store fald.

Samlet set er antallet af indbrud i regionen steget med fem procent fra 2023 til 2024.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bo Trygt tirsdag.

Kolding Kommune er den eneste i regionen, hvor antallet af indbrud er steget siden 2019. Med 474 indbrud i 2024 – en stigning på 44 procent i forhold til året før – har Kolding nu det højeste antal indbrud pr. 100.000 indbyggere i Syd- og Sønderjylland. Niveauet ligger på 494, hvilket er langt over regionsgennemsnittet.

Udviklingen skiller sig markant ud fra resten af regionen, hvor de fleste kommuner har oplevet et fald i indbrudstal over en femårig periode. I Tønder, der har set det største fald, er antallet af indbrud næsten halveret siden 2019.

Fald i Fredericia, men stadig højt niveau

I Fredericia er udviklingen anderledes. Med 159 indbrud i 2024 er antallet faldet med 19 procent i forhold til året før. Set over en længere periode er faldet endnu mere markant – i 2019 blev der registreret 282 indbrud i Fredericia, hvilket betyder, at niveauet i dag er 44 procent lavere end for fem år siden. Selvom Fredericia har oplevet et positivt fald, ligger kommunen dog stadig i den høje ende af skalaen med 302 indbrud pr. 100.000 indbyggere, hvilket er over regionsgennemsnittet, og på niveau med Vejle. 

Store forskelle i regionen

Mens Kolding ligger højest, er Fanø den sikreste kommune i regionen. Kun to indbrud blev registreret i 2024, hvilket giver en indbrudsrate på 61 pr. 100.000 indbyggere. Også Sønderborg ligger lavt med 123 indbrud, svarende til 166 pr. 100.000 indbyggere.

I Varde har man set den største procentvise stigning med 126 indbrud i 2024, en stigning på 50 procent fra året før. Tønder har derimod haft den største nedgang, hvor antallet af indbrud er faldet med 35 procent fra 2023 til 2024.

Bo Trygt: “Det er vigtigt at fortsætte indsatsen”

Selvom antallet af indbrud i Danmark er det laveste i 50 år, påpeger Bo Trygt, at der fortsat er behov for en fælles indsats for at bekæmpe kriminaliteten.

– Vi er nået rigtig langt med at forebygge indbrud i Danmark, hvilket er et resultat af en fælles indsats både nationalt, regionalt og lokalt. Fra landspolitisk side arbejdes der bl.a. på et digitalt register over stjålne genstande, der skal gøre det svært for indbrudstyve og hælere at afsætte deres varer, og både kommunalt og i landets politikredse er der stor fokus på indbrudsforebyggelse, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo Trygt.

Samtidig oplever organisationen en øget interesse for forebyggelse blandt beboere og grundejerforeninger.

– Også ude i landets boligkvarterer oplever vi en stor interesse for at forebygge indbrud. Vores Bo trygt-korps, der består af eksperter, som tager rundt til grundejerforeninger, vejlaug og andre forsamlinger for at give gode råd og hjælpe med indbrudsforebyggelse i lokalområdet, har travlt, siger hun.

Trods det historisk lave antal indbrud har Danmark stadig en højere indbrudsrate end vores nabolande.

– 14.405 indbrud er det laveste antal indbrud i mere end 50 år, hvilket er utrolig glædeligt. Men når det er sagt, sker der fortsat alt for mange indbrud i Danmark sammenlignet med vores nabolande. Et indbrud er meget ubehageligt for dem, det går ud over, og det er samtidig kilde til utryghed – både hos ofrene, i nabolaget og generelt. Derfor skal vi fortsat arbejde for at bekæmpe indbrud, siger Britt Wendelboe.

På landsplan blev der i 2024 altså anmeldt 14.405 indbrud, hvilket er en lille nedgang fra 2023, hvor tallet var 14.844. For ti år siden lå tallet på over 36.000. Bo Trygt peger på nabohjælp, bedre sikring af boliger og øget samarbejde mellem politi og kommuner som vigtige faktorer i den positive udvikling.

Odenses skjulte vikingeborg bliver synlig

0

Odenses historiske vikingeborg, Nonnebakken, bliver nu trukket frem i lyset. Med en samlet bevilling på 26,1 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Odense Kommune skal den skjulte ringborg gøres synlig i bybilledet.

Nonnebakken er en af Danmarks fem ringborge, der sidste år blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Men i modsætning til de øvrige borge har den været næsten usynlig i byens udvikling. Det bliver der nu gjort noget ved.

Nonnebakken som historisk hjørnesten i Odense

Borgmester Peter Rahbæk Juel ser projektet som en vigtig løftestang for Odenses historiske identitet.

– Med fondenes flotte bidrag til at synliggøre Nonnebakken får Odense styrket den stærke fortælling om vikingerne som en del af byens DNA, siger han og fremhæver, at placeringen midt i byen understreger Odenses strategiske betydning, både dengang og i dag.

Projektet indebærer blandt andet, at ringborgens vold markeres med brede bånd i cortenstål, som bliver synlige ved Odd Fellow Logen og langs Hunderupvej. En bronzemodel af borgen vil blive opstillet i en nærliggende park, og på Giersings Realskole får elever mulighed for at lege på en rekonstruktion af en del af borgens forsvarsværk.

En fortælling, der bliver lettere at forstå

By- og kulturrådmand Søren Windell understreger, at Nonnebakken længe har været svær at få øje på, men at projektet nu gør en vigtig del af byens historie tilgængelig for borgerne.

– En stor tak til A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden for at gøre det muligt at formidle en historie i Odense, som er så vigtig, men som har været vanskelig at se og forstå. Det glæder mig også, at projektet skabes i et stærkt samarbejde mellem partnere i byen, siger han og tilføjer, at han ser frem til at se projektet blive til virkelighed.

Ifølge Museum Odenses direktør, Henrik Harnow, er projektet et kulminationspunkt efter flere års arbejde med at anerkende vikingeborgen som verdensarv.

– Med fondenes bevilling får byen nu mulighed for at synliggøre en uhyre vigtig del af Odenses historie – vores eneste verdensarvsmonument. Museet og kommunen har gennem en årrække arbejdet målrettet for at opnå status som verdensarv, og det var kronen på mange års arbejde med udgravninger og undersøgelser, da Nonnebakken endelig opnåede verdensarvsstatus i september 2023, siger han.

Han tilføjer, at museet fortsat har store planer for formidlingen af vikingetidens Odense i de kommende år.

Projekt afsluttes i 2026

Nonnebakken blev opført omkring år 980 af Harald Blåtand som en del af rigets forsvar og er en af fem beskyttede danske ringborge. Arkitekt Erik Brandt Dam, der har erfaring med formidling af kulturarv, står bag projektet, som forventes afsluttet i efteråret 2026.

Godskesen tilfreds med transfervinduet: Middelfart klar til at kæmpe om topplaceringerne

0

Middelfart Boldklub har haft et aktivt transfervindue med tre nye spillere, der skal styrke truppen i forårets vigtige kampe. Klubben har sikret sig Elias Andersen fra Esbjerg fB, Noah Barholt på en lejeaftale fra OB og den rutinerede forsvarsspiller Mads Greve fra Vendsyssel. Samtidig har klubben sagt farvel til blandt andre Marcus Mlynikowski, der stopper karrieren.

Avisen talte tirsdag med en tilfreds sportschef, Søren Godskesen, der vurderer, at transfervinduet samlet set er forløbet som forventet og har været tilfredsstillende.

Styrket trup på nøglepositioner

Middelfart har gået målrettet efter at styrke specifikke positioner, hvor bredden har været en udfordring. Klubben har derfor arbejdet for at sikre spillere, der kan bidrage til holdets stabilitet i forårets afgørende kampe.

– Vores plan var at blive stærkere og få mere bredde på de positioner, hvor vi ikke var så godt besat, forklarer Godskesen.

Med de nye tilføjelser mener sportschefen, at klubben har opnået det ønskede, men han understreger samtidig, at transfervinduet ikke nødvendigvis er slut for Middelfart. Der kan stadig være muligheder for at hente spillere uden kontrakt.

– Vi er ikke nødvendigvis færdige endnu, siger han og peger på, at klubben fortsat følger markedet tæt.

Højere ambitioner i transfervinduet

På et sponsormøde i sidste uge slog Middelfart fast, at man ville gå efter spillere fra en højere hylde end normalt. Ifølge Godskesen har klubben delvist opnået den ambition med tilgangen af Mads Greve, men ikke alle aftaler faldt på plads inden deadline.

– Man kan sige, at det lykkedes med Greve, og så har vi arbejdet på nogle ting, som ikke nåede at falde på plads, selvom jeg både har et håb og en stor tro på, at det kunne lade sig gøre. Det er ikke helt lukket endnu – forstået på den måde, at vinduet er lukket, men der er stadig nogle transferfriespillere rundt omkring.

Derfor fortsætter klubben med at holde øje med markedet og potentielle muligheder. Spilleres kontrakter kan stadig blive ophævet, hvilket åbner nye døre for klubben.

– Vi er stadig på markedet og følger med i, hvad der er muligt, bekræfter Godskesen.

Kampen om oprykning lever

Med Aarhus Fremad som en af de største konkurrenter i 2. division, bliver forårets kampe afgørende for Middelfarts oprykningsmuligheder. Godskesen ser dog optimistisk på holdets situation og det arbejde, der er blevet gjort i vinterpausen.

– Jeg synes, vi står et fint sted og arbejder med en masse små justeringer med vores nye trænersetup. Jeg tror, det bliver rigtig godt, når vi er helt i mål med det.

Han mener ikke, at Middelfart er kommet længere væk fra Aarhus Fremad i kapløbet om topplaceringerne.

– Jeg synes helt sikkert, vi er med. Det er ikke noget, jeg er nervøs for. Jeg har stor tiltro til holdet. Jeg synes i hvert fald ikke, vi er kommet længere væk fra Aarhus Fremad. Og jeg ved ikke engang, om jeg synes, Aarhus Fremad har været bedre end os i efteråret. Vi havde en lang pokalturnering, som spillede ind, og jeg synes måske, vi faktisk var det bedre hold i efteråret.

Fokus på stabilitet

Selvom Middelfart har leveret stærke præstationer, har holdet smidt unødvendige point i kampe, hvor de på papiret var favoritter.

– Det handler bare om at finde stabilitet i de kampe, hvor vi har været lidt for uskarpe, især på hjemmebane mod et formodet bundhold, siger sportschefen og fremhæver, at holdet også har smidt unødvendige point på udebane, blandt andet i Thisted, hvor koncentrationen har svigtet i afgørende situationer – og det har kostet i tabellen.

Stabilitet er netop et af de områder, klubben har fokuseret mest på, og det er her, de forventer, at en spiller som Mads Greve kan bidrage med sin erfaring.

– Det er netop noget af det, Greve skal hjælpe os med – at vi kan levere den perfekte præstation, den perfekte kamp og tage de point, vi skal have.

Middelfart Boldklub går dermed ind i forårssæsonen med en styrket trup og en tro på, at de kan spille med i toppen af rækken. Samtidig holder de øje med potentielle muligheder for yderligere forstærkninger, hvis den rette spiller dukker op.

Justitsminister indkalder til nyt møde om fodbolduro

0

Onsdag den 5. februar samles justitsminister Peter Hummelgaard med en række af fodboldens største aktører og politiet i Parken. Målet er at drøfte nye tiltag, der skal dæmme op for vold og uro i forbindelse med fodboldkampe.

Mødet kommer som en opfølgning på et tidligere møde den 12. september 2024 og den løbende dialog om emnet. Med mindre end to uger til forårssæsonens start i Superligaen ønsker justitsministeren at forbedre indsatsen mod de episoder, som han kalder “fuldstændig uacceptable scener”.

Justitsministeren ser alvorligt på volden i fodboldens verden

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet understreger Peter Hummelgaard, at han ser alvorligt på problemet med uroligheder i forbindelse med fodboldkampe:

– I efterårssæsonen var vi igen vidner til nogle af de mørkeste sider af fodbolden. Voldstosser skabte gentagne gange fuldstændig uacceptable scener i forbindelse med afviklingen af fodboldkampe. Man skal kunne gå trygt til fodbold uden frygt for at blive udsat for vold, trusler og hærværk. Den opførsel skal simpelthen ændres. Derfor ser jeg frem til at mødes med fodboldens aktører for at fortsætte drøftelserne om, hvilke nye værktøjer, der skal tages i brug for at kunne lukke ned for urolighederne.

Fodboldens aktører samles for at drøfte løsninger

Foruden justitsministeren deltager blandt andre Divisionsforeningen, DBU, repræsentanter fra flere superligaklubber, fanorganisationer og Rigspolitiet.

Der er endnu ikke meldt konkrete tiltag ud, men mødet skal være med til at afklare, hvilke værktøjer der kan tages i brug for at håndtere fodboldurolighederne fremover.

Børnehavebørn får musikalsk troldefortælling

0

Mandag og tirsdag bliver Kulturøen i Middelfart rammen om en særlig koncertoplevelse for kommunens ældste børnehavebørn. Her inviterer Middelfart Musikskole, i samarbejde med biblioteket og Middelfart Billedskole, til en musikalsk oplæsning af den islandske børnebog Flumbra – En islandsk troldemor.

Børnene vil opleve historien om Flumbra blive læst op, mens Musikskolens junior-strygere, børn i alderen 10-15 år, sætter toner til fortællingen, med musik komponeret af Asger Agerskov Buur.

Forud for koncerten har børnene været en del af forberedende aktiviteter. Middelfart Billedskole har besøgt børnehaverne og guidet børnene i at skabe trolde af ler, inspireret af Flumbra-historien. De færdige troldefigurer – i alt 418 – bliver udstillet på bibliotekets 1. sal under titlen Bjerget.

“Flumbra – En islandsk troldemor” pryder plakaten for Middelfart Musikskoles bogkoncerter, hvor børn får en musikalsk fortælling om den islandske troldekvinde.

En fortælling fra den islandske mytologi

Bogen Flumbra – En islandsk troldemor blev udgivet første gang i 1981 og er en af Islands mest populære børnebøger. Den er skrevet af Guðrún Helgadóttir, en af Islands mest anerkendte børnebogsforfattere, som blandt andet har modtaget Den Nordiske børnebogspris. Historien følger drengen Jonas, der er bange for trolde, indtil hans far fortæller ham om troldkvinden Flumbra, hendes gigantiske mand og deres otte troldebørn.

Lukket arrangement for børnehaverne

Arrangementet er en del af Børne-, Kultur- og Fritidsudvalgets kulturskoleprøvehandlinger og er forbeholdt børnehavebørn i kommunen. I alt 20 børnehaver deltager med cirka 418 børn og deres pædagoger. Som en del af oplevelsen har alle børn forinden modtaget en plakat og en personlig billet til koncerten.

Det er tredje år, bogkoncerterne finder sted i Middelfart, og ambitionen er at give børnene en ægte og nærværende kultur- og koncertoplevelse.

Politiet anholder mand i sag om stort containerindbrud

0

Sydøstjyllands Politi har sigtet en 31-årig mand fra Vamdrup i en sag om et større containerindbrud på Andreas Schous Vej i Kolding. Indbruddet fandt sted mellem fredag klokken 15.00 og mandag morgen klokken 06.30, hvor gerningsmanden skar to hængelåse og en låsebom over med et ukendt redskab. Fra den ene container blev der stjålet en større mængde værktøj og batterier, som var forsynet med GPS-trackere. Den samlede værdi af de stjålne genstande anslås til omkring 250.000 kroner.

GPS-spor førte politiet til anholdelse

Politiet fik efterfølgende et signal fra en af de GPS-trackere, der var monteret på det stjålne udstyr. Signalet blev opfanget midt i byen, og en patrulje blev sendt til stedet.

– Vi får et signal fra en af GPS-trackerne, og vi tager derud, men signalet er relativt usikkert. Det er ikke noget, vi kan læne os entydigt op ad, fortæller politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Mens betjentene var på stedet, observerede de en mand, der kom kørende.

– Men da vi ankommer, opfanger vi et GPS-signal. Det fører os til en person, der kommer kørende. Der var noget ved ham, der gjorde, at vi tænkte, han godt kunne have noget med sagen at gøre, siger politikommissæren.

Den 31-årige mand fra Vamdrup blev derfor anholdt klokken 12.45 og taget med til afhøring.

Tyvekosterne stadig væk – manden nægter sig skyldig

Ved afhøringen nægtede manden at have noget med tyveriet at gøre, og politiet fandt ingen af de stjålne genstande i hans besiddelse.

– Vi har ikke fundet tyvekosterne hos ham, og der er heller ikke noget konkret, der gør, at vi kan holde ham tilbage. Men han er sigtet for tyveriet, siger Arno Rindahl Petersen.

Den 31-årige blev efterfølgende løsladt, men efterforskningen fortsætter for at spore de forsvundne genstande.

To narkosager præger politiets døgn i Fredericia

0

Sydøstjyllands Politi havde en forholdsvis rolig døgnrapport fra mandag og natten til tirsdag, men der var stadig to hændelser, som politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd kunne fortælle om. Begge sager omhandlede euforiserende stoffer, og politikommissæren oplyser, at politiet var til stede ved begge tilfælde.

Mand kørte under kokainpåvirkning

Den første hændelse fandt sted mandag morgen klokken 08.20 på Adelvej i Fredericia. Her stoppede politiet en 28-årig mand fra Middelfart i en personbil.

– Han blev testet for stoffer, og testen viste, at han var påvirket af kokain, siger Arno Rindahl Petersen, og oplyser at manden blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.

Lugt af hash førte til sigtelse

Den anden sag udviklede sig over flere timer og involverede to patruljer. Først var politiet til stede på Kristiansundsvej mandag eftermiddag klokken 14.27 i en anden sammenhæng.

– Der er noget uoverensstemmelse om ejerskab af nogle genstande, og så bemærker patruljen, at der lugter kraftigt af hash, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet måtte dog forlade stedet igen, da patruljen blev sendt til en anden hastende opgave.

Det var dog ikke sidste gang, politiet kom forbi adressen. Natten til tirsdag klokken 02.04 var en ny patrulje fremme og konstaterede igen den kraftige hash-lugt.

– Den kraftige hash-lugt er der stadig, så vi foretager en ransagning af boligen og finder 37,77 gram hash, siger politikommissæren.

Hændelsen resulterede i, at en 53-årig kvinde fra Fredericia blev sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.

Ifølge Arno Rindahl Petersen er disse sager de eneste fra Fredericia i det pågældende døgn, og han tilføjer, at det generelt har været et forholdsvis roligt døgn for politiet.