POLITIK. Liberal Alliances lokalformand i Fredericia, Poul Rand, rykker nu tættere på partiets øverste ledelse. Rand er nemlig netop blevet valgt som 1. suppleant til Liberal Alliances hovedbestyrelse.
Det oplyser Liberal Alliance Fredericia i en pressemeddelelse.
Med Poul Rands nye rolle får den lokale afdeling i Fredericia en mere direkte forbindelse til partiets nationale ledelse, hvilket ifølge partiet selv er en stor fordel.
– Det betyder, at LA Fredericia får en endnu tættere forbindelse til den centrale beslutningsproces i partiet, dette giver os en stærkere stemme og mulighed for at udvide vores viden og strategiske indsigt, lyder det i meddelelsen fra Liberal Alliance Fredericia.
Derudover understreger lokalafdelingen, at den direkte adgang til partiets centrale drøftelser vil styrke den lokale organisations udvikling.
– Vi får direkte adgang til de seneste politiske drøftelser, hvilket styrker vores organisatoriske udvikling og vores evne til at drive en effektiv og informeret lokal indsats. Poul Rand vil kunne bringe erfaringer og perspektiver fra Fredericia ind i de nationale beslutninger og samtidig sikre, at vi lokalt er opdateret med de nyeste initiativer fra hovedbestyrelsen.
Den lokale afdeling ser frem til at bruge den nye forbindelse til at skabe endnu bedre politiske resultater for medlemmerne og vælgerne i Fredericia.
BUSINESS. Et omfattende byggeri til Sydøstjyllands Politi på Chr. M. Østergaardsvej i Horsens er nu en realitet, efter at bygherren M+ og totalentreprenørfirmaet Hanson & Knudsen formelt har underskrevet kontrakten. Projektet omfatter både en totalombygning af eksisterende faciliteter samt nyopførelse af moderne bygninger, der skal huse ca. 450 ansatte – heraf omkring 250 politifolk.
Med en samlet størrelse på over 12.500 kvadratmeter er der tale om et ambitiøst projekt. Byggeriet vil bl.a. omfatte en større renovering af eksisterende kontorer, velfærdsfaciliteter, en detention, kantine og et auditorium. En mellembygning vil blive delvis nedrevet for at skabe plads til en helt ny garagebygning på ca. 847 kvadratmeter, samt overdækkede parkeringsarealer.
Et byggeri med betydning for hele regionen
Hos bygherren M+ glæder direktør Claus Porsgaard sig over det betydningsfulde projekt, som han mener vil styrke infrastrukturen for politiet og hele regionen.
– Vi er stolte over at kunne påtage os dette vigtige projekt, der vil styrke infrastrukturen for politiet i regionen. Det er et avanceret byggeri, som vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med arbejdet til, siger Claus Porsgaard, CEO hos M+.
Sådan kommer Sydøstjyllands Politis nye hovedstation i Horsens til at se ud. Byggeriet forventes færdigt sommeren 2026. Illustration: M+
Udover de fysiske bygninger bliver der også etableret nye tekniske anlæg såsom avancerede køleanlæg og nødstrømsgeneratorer. Også udearealerne får en gennemgribende opgradering med nye parkeringspladser, skure, færdselsarealer samt et perimeterhegn, der lever op til EU-taksonomikravene for renovering.
Et komplekst projekt kræver erfaring
Det er Hanson & Knudsen, som har ansvaret for at udføre arbejdet som totalentreprenør, og her ser man også frem til at realisere det komplekse byggeri. Firmaet understreger betydningen af erfaring, når så omfattende en opgave skal løses.
– Vores erfaring med komplekse totalentrepriser er afgørende for at kunne levere et projekt af denne kaliber. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med M+ og Sydøstjyllands Politi for at sikre, at alle aspekter af projektet bliver udført til fremtidig glæde og gavn for hele regionen, udtaler Svend Erik Nielsen, afdelingsdirektør hos Hanson & Knudsen.
Klar til brug sommeren 2026
Byggeprojektet forventes at stå helt færdigt den 30. juli 2026. Herefter overtager Bygningsstyrelsen lejemålet af det færdige byggeri, som Sydøstjyllands Politi kan flytte ind i og tage i brug som hovedstation.
Dermed får politiet fremover en central placering i Horsens, hvor nye, tidssvarende faciliteter skal danne rammen om politiets arbejde mange år frem i tiden.
REGIONEN. Den lægefaglige direktør for psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse mandag.
Fratrædelsen kommer i en periode, hvor regionens psykiatri står over for flere store og vigtige opgaver. Regionsdirektør Jane Kraglund udtaler i forbindelse med fratrædelsen:
– Ledelsen i psykiatrien har haft og står overfor store og vigtige arbejdsopgaver. Dels i forhold til at sikre fortsat gennemførelse af 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed. Men også i forhold til sundhedsreformen, hvor der ligger en stor og vigtig opgave i forhold til at integrere og ligestille psykiatri og somatik.
Hun understreger samtidig, at ledelsen nu har stort fokus på at sikre en god overgang og fordeling af opgaverne efter Anders Meinerts fratrædelse.
– I koncerndirektionen er vi meget opmærksomme på, at få psykiatrien godt igennem den kommende tid. Vi er derfor i tæt dialog med psykiatrien om, hvordan vi får arbejdsopgaverne fordelt, lyder det videre fra Jane Kraglund.
Region Syddanmark har ikke i pressemeddelelsen oplyst en nærmere årsag til Anders Meinerts fratrædelse.
Konstitueret ledelse
Efter Anders Meinerts fratrædelse og den tidligere fratrædelse af Charlotte Josefsen består psykiatriens direktion nu af konstitueret administrerende sygehusdirektør Anne Mette Vind, der vil varetage rollen året ud. Anne Mette Vind refererer direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.
Psykiatrisygehuset i tal
Region Syddanmarks psykiatrisygehus er en betydelig del af regionens sundhedsvæsen med cirka 3.300 ansatte og et årligt budget på omkring 2,3 milliarder kroner. Sygehuset udgør dermed én af Region Syddanmarks fem centrale sygehusenheder.
Regionen oplyser ikke yderligere om årsagerne til fratrædelsen.
KRYDSTOGT. Lørdag den 14. juni 2025 får Fredericia besøg af det britiske krydstogtskib Arcadia, der lægger til kaj i Kanalbyen. Det markante krydstogtskib fra rederiet P&O Cruises kan medbringe 2.094 passagerer samt en besætning på 866 personer. Arcadia blev søsat i 2005 og er 290 meter langt, 32 meter bredt og har en tonnage på 83.781 BT.
Skibet Arcadia er målrettet voksne gæster og byder på adskillige faciliteter, herunder teaterforestillinger inspireret af Londons berømte West End-musicals, livemusik, trylleshows, biograf, kunstudstillinger og levende musik i The Globe Lounge. For de aktive rejsende findes også tennisbaner, spa og fitnesscenter. Derudover tilbyder skibet flere restauranter, heriblandt specialrestauranten Ocean Grill.
I forbindelse med Arcadias anløb vil der på J.B. Nielsens Plads blive etableret boder med mulighed for salg af kunsthåndværk og lokale produkter. Interesserede bodholdere kan kontakte Kaj Johnsen fra Visit Fredericia.
Arcadia er ikke det eneste krydstogtskib, der ankommer til Fredericia i 2025. Det samlede program byder på i alt ni anløb. Blandt årets øvrige besøgende er skibet SeaDream, der åbner sæsonen 28. maj, mens det klassiske krydstogtskib MS Nordstjernen besøger byen flere gange i løbet af sommeren. Årets sidste anløb sker den 9. december med skibet Amadea.
Ved ankomsten til Fredericia bliver gæsterne traditionelt taget godt imod af byens krydstogtkoordinator samt frivillige hjælpere, som står klar med information og vejledning. Derudover tilbyder uddannede guider rundture både i Fredericias historiske bymidte og i områdets naturskønne omgivelser.
KULTUR. I otte år har Irene Hedegaard Johannsen været en fast del af holdet bag Teater Malstrøm i Fredericia. Hun startede som frivillig efter en simpel opfordring fra en bekendt, og det blev begyndelsen på et fællesskab, som i dag betyder mere for hende end blot teater.
»Jeg kendte en, som allerede var frivillig i teatret, og hun spurgte, om jeg ville være med. Det sagde jeg ja til, og siden har jeg faktisk hængt ved,« fortæller Irene med et smil.
Gennem årene har Irene været involveret i mange opgaver, men i dag har hun især ansvaret for baren. Her møder hun både publikum og andre frivillige tæt på, og hun sætter stor pris på den særlige ånd, der præger teatret.
»Der er en unik ånd i Malstrøm. Man bliver nærmest suget ind i fællesskabet. Her er plads til alle – uanset hvem man er, hvad man kan, eller hvad man kommer med. Man bliver accepteret og føler, at ens evner kan bruges til noget,« siger hun.
Et teater, der tør være anderledes
Det, der især tiltaler Irene ved Teater Malstrøm, er det skæve og anderledes udtryk, teatret ofte har. Hun beskriver det som »ikke helt mainstream«, men samtidig professionelt hele vejen rundt:
»Vi tør gøre tingene på en finurlig måde, som du ikke nødvendigvis finder andre steder. Kostumer, sminke, scenografi – alt er gennemført. Det betyder også, at vi kan tiltrække dygtige talenter både på og bag scenen,« siger hun stolt.
Flytningen til Tavlehallen kræver tilvænning
Teater Malstrøm er i gang med en overgangsfase, hvor flere forestillinger skal rykkes fra Det Bruunske Pakhus til Tavlehallen ved Den Kreative Skole i Fredericia. Flytningen er en praktisk udfordring for de frivillige, herunder Irene:
»Det er lidt af et projekt at flytte et helt teater ned i en gymnastiksal på en skole, hvor der ikke er noget i forvejen. Vi skal opbygge alt fra bunden, og det er en proces. Men vi nærmer os målet, og det bliver godt,« fortæller Irene optimistisk.
Samarbejdet med Den Kreative Skole er ifølge Irene forløbet meget positivt, og begge parter ser muligheder i det nye setup:
»De har været utrolig imødekommende og spændte på, at vi kommer. Jeg tror, det bliver rigtig godt både for Den Kreative Skole og Teater Malstrøm.«
Mere rummelig som menneske
For Irene har tiden som frivillig hos Teater Malstrøm ikke kun handlet om at skænke drikkevarer og hjælpe med det praktiske arbejde. Den har også gjort hende til et mere rummeligt og lyttende menneske, fortæller hun:
»Som menneske har jeg lært meget af at være frivillig her. Jeg er blevet mere rummelig, bedre til at lytte til andre, og jeg er også blevet mere tro mod mig selv. Man bliver accepteret, som man er, og det har gjort, at jeg tør sige min mening og være åben,« siger Irene eftertænksomt.
Hun understreger, at der også er plads til uenigheder i Teater Malstrøm:
»Det er vigtigt at kunne sige, hvad man mener – også selvom man måske ikke er enig. Det bliver respekteret.«
Publikum kan glæde sig til nyt univers
Når Teater Malstrøm åbner dørene til forestillingen Rock’n’Glam i Tavlehallen senere på foråret, vil publikum opleve, at rammerne er nye – men ånden vil være den samme.
»Man kan glæde sig til en forestilling med nye muligheder for lyd og lys, og selvom scenen og salen bliver anderledes end det, folk kender fra Pakhuset, vil vi gøre alt for at bevare Malstrøm-ånden,« fortæller Irene Hedegaard Johannsen.
Opfordrer flere til at blive frivillige
På spørgsmålet om, hvad man skal gøre, hvis man vil være en del af Malstrøm-familien, kommer svaret uden tøven:
»Man skal endelig komme forbi og snakke med os i Det Bruunske Pakhus, hvor vi spiller Alice i Eventyrland lige nu, eller også kan man sende os en mail. Vi har altid plads til flere, og alle kan bidrage med noget,« afslutter Irene smilende og vender tilbage til baren, klar til endnu en forestilling.
KULTUR. Grøn omstilling og bæredygtighed har tydeligvis fanget borgernes interesse i Middelfart Kommune. Interessen har været så stor, at kommunen nu inviterer til endnu et borgermøde om Grøn Trepart og arbejdet med omlægningsplanen.
De tidligere afholdte borgermøder har samlet tæt på 1.000 deltagere, og endnu flere har stået på venteliste. Derfor arrangerer Middelfart Kommune nu et ekstra møde, så alle interesserede får mulighed for at deltage.
Nyt borgermøde 10. april
Det ekstra borgermøde afholdes torsdag den 10. april klokken 19.00-21.00 i Byrådssalen på Middelfart Rådhus.
På mødet kan du høre mere om Grøn Trepart og få en aktuel status på, hvordan kommunen arbejder med omlægningsplanen, der skal sikre grønne og bæredygtige løsninger for fremtidens landarealer. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til projektet og til de kommende tiltag.
Aktiv deltagelse gennem workshop
Efter oplægget følger en workshop, hvor du aktivt kan deltage og bidrage med dine synspunkter og interesser ved forskellige temastande.
De emner, der bliver sat fokus på under workshoppen, omfatter blandt andet:
Træplantning
Biodiversitet
Landskabsanalyse
Grundvandsbeskyttelse
Landbrug
Her får du mulighed for at diskutere med både fagfolk og andre borgere, som ønsker at påvirke Middelfart Kommunes grønne fremtid.
Tilmelding
Det er nødvendigt at tilmelde sig borgermødet via Middelfart Kommunes hjemmeside:
UNGSPORT. Erritsø Rugby lancerer en ny tradition for børn med fokus på sjov, bevægelse og hygge. Søndag den 6. april inviterer klubben derfor alle U8- og U10-spillere til “Sunday Funday” på Erritsø Rugby Stadion.
Arrangementet byder på en time med masser af sjove aktiviteter, hvor børnene får mulighed for at prøve kræfter med den ovale bold. Alle kan være med – erfaring med rugby er ikke nødvendig.
Første omgang “Sunday Funday” finder sted søndag den 6. april klokken 10:00-11:00 på Erritsø Rugby Stadion.
Klubben sørger efterføfølgende for lidt forplejning til alle tilmeldte børn.
KRIMI. I forlængelse af grundlovsforhøret, der fandt sted for lukkede døre i Kolding, blev den 44-årige, der sættes i forbindelse med en 40-årig kvindes død, varetægtsfængslet i to uger.
Den 44-årig mand er sigtet for drab på den kvinde, som mandag blev fundet død i Ny Højen. Sydøstjyllands Politi vil på nuværende tidspunkt ikke sige mere til drabsagen.
POLITIK. Støjgener fra Fredericia Havn blev det helt store samtaleemne under mandagens byrådsmøde. Borgerne udtrykte tydeligt deres frustration over støjgenerne, mens flere rejste spørgsmål om habiliteten hos politikere, der samtidig sidder i bestyrelsen hos havneselskabet ADP.
Borgerne oplever især støj fra skibe, der ligger ved havnens kajanlæg – særligt DFDS-skibet Botnia Seaways, som overskrider grænseværdierne for støj. På mødet forklarede Tommy Rachlitz Nielsen (K), formand for teknik- og miljøudvalget, at Fredericia Kommune har bedt DFDS fremlægge løsninger, der kan mindske støjgenerne.
»Botnia har vist sig at afvige væsentligt fra det tilladte støjniveau. Derfor arbejder vi intensivt med DFDS om at finde løsninger,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen, som fortalte, at virksomheden har fået frist til den 5. april til at vende tilbage med løsningsforslag.
Ny miljøgodkendelse mødt med skepsis
Bredal, der håndterer metalskrot på Fredericia Havn, fik på mødet godkendt en ny miljøgodkendelse, som har skabt stor debat. Flere borgere kritiserede byrådet for at have givet tilladelse til, at Bredals skibe nu må overskride støjgrænserne i op til 220 dage om året. Borgerne frygter, at dette vil forværre støjgenerne yderligere og går imod kommunens egne politikker om støjreduktion og bæredygtighed.
Tommy Rachlitz Nielsen svarede kritikken med, at der faktisk ikke er tale om en øget støjbelastning, da støjen hele tiden har været der, men at motorstøjen nu skal medregnes, efter at sagen blev hjemvist af Ankestyrelsen.
»Ved at vende skibene har vi mindsket antallet af berørte husstande fra 135 til 18. Vi er dog stadig ikke helt i mål,« forklarede han.
Kritik af støjmur og habilitet
Byrådsmødet bød også på kritik af den nye støjmur, som skal reducere støjgener fra havneaktiviteterne. Flere borgere stillede spørgsmål ved dens udformning, som ifølge borgerne ser ud til at reflektere støjen tilbage mod byen fremfor at absorbere den.
Derudover blev spørgsmålet om habilitet rejst flere gange af borgerne. De stillede spørgsmålstegn ved, hvordan politikere som Tommy Rachlitz Nielsen, der sidder i ADP’s bestyrelse, samtidig kan træffe beslutninger i kommunen vedrørende ADP og havnens miljøgodkendelser.
Tommy Rachlitz Nielsen understregede, at hans habilitet er blevet grundigt vurderet af kommunens juridiske afdeling, og han er fundet habil til at deltage i beslutningerne.
»Når man er erklæret habil, så skal man deltage. Det handler ikke om, hvorvidt man synes, det er behageligt eller ej,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen.
Klar opfordring fra borgerne
Fra borgernes side var der en klar opfordring til, at kommunen fremover prioriterer hensynet til borgernes helbred højere end havnens erhvervsinteresser, og at man søger mere permanente løsninger på støjproblemerne.
Byrådet lovede, at dialogen med både ADP og de berørte virksomheder vil fortsætte, ligesom støjgenerne vil blive fulgt nøje i den kommende tid.
POLITIK. På mandagens byrådsmøde i Fredericia blev en række væsentlige beslutninger truffet, der påvirker kommunens borgere direkte. Udover støjproblemerne omkring havnen satte politikerne fokus på gratis bybusser, en ny skole og en mere digital fremtid for seniorrådsvalget.
Gratis busser får opbakning – men ruterne skal forbedres
Enhedslisten stillede forslag om at forbedre bybusruterne, når Fredericia fra sommeren får gratis buskørsel. Forslaget blev positivt modtaget af byrådet, selvom det først ventes at træde i kraft fra 2026, da ændringer i ruter skal varsles god tid i forvejen.
»Når vi gør busserne gratis, skal vi også gøre dem bedre,« argumenterede Cecilie Roed Schultz (Ø), som understregede, at der nu bliver god tid til borgerinddragelse og en grundig gennemgang af ruterne.
Formand for teknik- og miljøudvalget, John Nyborg (S), lovede, at arbejdet med en forbedring af bybusserne bliver prioriteret:
»Det er vigtigt, at busserne kører, hvor behovet er størst, og hvor borgerne ønsker det. Vi tager forslaget meget alvorligt,« sagde han.
En ny skole med plads til 1.000 elever
En af aftenens største beslutninger var valg af udbudsform til den kommende nye skole i Fredericia. Byrådet valgte en totalentreprise med omvendt licitation, hvor et særligt dommerpanel skal sikre, at tidsplan og økonomi overholdes.
»Det er en stor milepæl. Vi skal have en skole, der både sikrer et godt læringsmiljø og et godt arbejdsmiljø,« sagde Kirsten Hassing Nielsen (C), formand for §17 stk. 4-udvalget, som har arbejdet med sagen.
Karsten Byrgesen (løsgænger) efterlyste dog mere klarhed om, hvordan lokale håndværkere og entreprenører kan blive inddraget, så de også kan drage fordel af byggeprojektet.
Digitalisering af seniorrådsvalg
Byrådet vedtog også en ny måde at afvikle seniorrådsvalget på. Fra efteråret 2025 vil seniorrådsvalget blive holdt digitalt og i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget. Det skal give flere ældre lyst til at deltage, håber politikerne.
»Seniorrådet spiller en stor rolle i kommunen. En digitalisering og samling af valgene vil styrke deltagelsen,« sagde Kirsten Hassing Nielsen.
Cecilie Roed Schultz stemte dog imod, at finansieringen skal ske ved en besparelse på seniorrådets eget budget, hvilket dog endte med at blive vedtaget med flertal.
Byrådet siger nej til etisk aktiepolitik
Et forslag fra SF om at indføre etiske retningslinjer for kommunens investeringer, blandt andet ved at afhænde aktier i virksomheder som Tesla, blev nedstemt efter en livlig debat.
Borgmester Christian Bro (S) foreslog at sende forslaget til videre drøftelse i økonomiudvalget. Det blev vedtaget af SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet.
Tommy Rachlitz Nielsen (K) sagde blandt andet: »Vi forstår godt intentionen, men verden er omskiftelig. Vi skal ikke hele tiden ændre strategi, hver gang der sker noget, vi ikke bryder os om.«
Cecilie Roed Schultz gav dog forslaget sin opbakning og mente, at en etisk politik for investeringer ville være et stærkt signal fra kommunen.