FC Fredericia U19 ude af pokalen: Viborg viser sig for stærke

0

FC Fredericias U19-hold måtte se sig besejret i pokalkvartfinalen tirsdag aften, da de hjemme på kunstgræsbanen ved Monjasa Park tabte 5-1 til Viborg. Det blev en kamp, hvor Viborg viste stor individuel kvalitet og effektivitet, mens FC Fredericia ikke kunne finde den nødvendige skarphed i afslutningerne.

Det har ellers været en opmuntrende pokalsæson for FC Fredericia, som indledte turneringen med stor selvtillid og imponerede i efteråret, hvor de besejrede Esbjergs U19-ligahold med 4-1. Denne sejr satte holdet op på en høj fod, men det blev hurtigt klart, at Viborg var et mere erfarent og stærkt mandskab, som FC Fredericia ikke kunne matche.

Viborg kom ud af starthullerne som lyn og torden. Allerede efter ti minutters spil var de foran 1-0. Adam Kleis-Kristoffersen, der viste sig som en uovervindelig kraft på banen, var den spiller, FC Fredericia ikke kunne holde styr på. Hans mål i det 10. minut satte tonen for kampen, og det blev hurtigt klart, at Viborg besad en klasse, som de frederianske spillere havde svært ved at håndtere.

FC Fredericia var dog ikke uden chancer. De var ikke underlegen i spillet, men deres manglende skarphed i afslutningsøjeblikkene viste sig at være deres achilleshæl. Viborg, på den anden side, udnyttede deres chancer maksimalt. To mål mere i første halvleg, først efter 29 minutter og dernæst et mål i det 36. minut, sendte Viborg på 3-0. Det satte FC Fredericia i en umulig situation, og den pokaldrøm, de havde næret, syntes at være ved at falme.

Men lige før pausen opstod der et håb for Fredericia. FC Fredericias topscorer fra efterårssæsonen, Nikolaj Kamarin Mählmann, reducerede til 3-1 med et flot mål, og lige pludselig var spændingen tilbage i kampen. Fredericia kunne mærke, at der var en chance for at komme tilbage i opgøret, og de forsøgte at presse på i den anden halvleg.

I starten af anden halvleg var FC Fredericia tæt på endnu en reducering. Først var det Malthe Andersen, der med et frisparksforsøg var tæt på at ramme målet. Kort efter var Mählmann igen på spil, men denne gang kunne han ikke finde nettet. Hver gang de kom tættere på, tog Viborg imidlertid kontrollen tilbage.

Med 20 minutter tilbage satte Viborg sig for alvor på kampen. De udbyggede deres føring til 4-1 og dermed var FC Fredericias håb for videre avancement stort set ude af syne. Med få minutter igen afsluttede Viborg kampen med et sidste mål til 5-1, et mål som FC Fredericias målmand, Viggo Pørtner, følte sig snydt for. Han mente, at der burde have været dømt frispark i forbindelse med et hjørnespark, som førte til det sidste mål.

Efter kampen reflekterede FC Fredericias træner, John Andersen, over sin teams præstation og pokalsæsonen som helhed.

– Det har været en fantastisk opgave, og vi har rykket holdet og vores sammenhold meget i den rigtige retning. Pokalturneringen har givet os noget ekstra, og vi har haft et godt forløb frem til denne kamp,. Selvom vi ryger ud, er vi i et godt sted, og vi må tage det med os. Vi har fået en god opstart i forhold til vores turneringsstarter på lørdag, siger han.

John Andersen kunne se på den samlede udvikling af holdet, at talentmassen er til stede, og han er optimistisk for fremtiden.

– Vi har allerede spillere som Mathias Hell og Rasmus Lykkegaard, der træner med FC Fredericias 1. divisionshold, og vi ser dem som store talenter. Det bliver ikke nødvendigvis i 06’erne, men de yngre årgange, som 08’erne og 09’erne, vil kunne træde ind og bidrage til holdet. Vi er i gang med at bygge på, udtaler Andersen.

FC Fredericia tager hul på liga 1 på lørdag, hvor de møder Dalum på udebane.

29-årig mand fra Fredericia varetægtsfængslet in absentia

0

Den 29-årige mand fra Fredericia, der tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, er nu blevet varetægtsfængslet in absentia. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Manden er sigtet for en række forhold begået fra januar og frem til mandag, herunder fareforvoldelse, indbrud i Vejle og Fredericia samt trusler mod en politibetjent.

Anholdt i tom lejlighed

Mandag aften blev han anholdt efter en optrappet politiaktion i en tom lejlighed i Dronningensgade i Fredericia. Politiet blev tilkaldt af en vicevært, som fandt manden i lejligheden uden lejekontrakt. Han blev først bortvist, men kort tid efter vendte han tilbage, hvilket førte til en sigtelse for husfredskrænkelse.

Da politiet anden gang konfronterede manden, eskalerede situationen. Han beskadigede et vandrør i lejligheden, hvilket forårsagede en oversvømmelse og resulterede i en sigtelse for hærværk. Under anholdelsen truede han betjentene og kom med fornærmende udtalelser, hvilket førte til yderligere sigtelser.

Flere sigtelser i flere byer

Ud over hændelsen i Fredericia er den 29-årige sigtet for indbrud i både Fredericia og Vejle samt fareforvoldelse. Med den seneste afgørelse fra Retten i Kolding er han nu varetægtsfængslet in absentia. Det sker typisk, hvis en person udebliver fra retsmødet eller ikke kan fremstilles fysisk, men hvor retten vurderer, at der er grundlag for varetægtsfængsling alligevel.

Tøjeksperten Fredericia flytter i historisk bygning

0

Tøjeksperten i Fredericia flytter efter sommer, til nye og større lokaler i den tidligere, historiske Danske Bank-bygning.

Flytningen sker som led i en strategisk satsning på at styrke butikkens fundament for fremtiden.

– Vi har brug for mere plads for at sikre den bedste oplevelse for vores kunder og skabe et stærkt fundament for fremtiden. Vi har med god succes åbnet større butikker i en række andre danske byer og vi glæder os til at vise den nye butik frem for eksisterende og nye kunder i Fredericia, siger kædedirektør i TØJeksperten, Simon Würtz.

Den nuværende butik Tøjeksperten-butik der i dag er drevet af Ole Mortensen, vil forblive i Fredericia i eget Miami-navn. 

– Vi kan se vores kunder forventer stærkere butiksoplevelse og derfor er det nu naturligt at vi deler vores kræfter og på begge sider af Torvet. Det vil kun blive til glæde for kunderne i Fredericia, siger Simon Würtz, kædedirektør for Tøjeksperten. 

Simon Würtz fra Tøjeksperten og Ole Mortensen fra Miami ser positivt på fremtiden for detailhandlen i Fredericia.

Miami og Ole Mortensen vil forsat være at finde i nuværende lokaler med et bredt udvalg af både danske og internationale brands under navnet Miami/S.M. Andersen, ligesom det bliver tilfældet i den nye Tøjeksperten butik, når den åbner i de tidligere Danske Bank-lokaler.

Det forventes at Tøjeksperten åbner i løbet af sen-sommeren.

Regionaltog aflyst mellem Odense og Fredericia frem til kl. 20 – togbusser indsættes

0

Passagerer på Fyn og i trekantområdet må væbne sig med tålmodighed, for DSB har sendt regionaltogene på ufrivillig pause. En fejl på et sporskifte ved Snoghøj nær Fredericia har sat en kæp i hjulet for togdriften, og derfor må passagerer nu tage til takke med togbusser.

Det oplyser DSB på deres hjemmeside.

Problemer frem til aften

Ifølge DSB vil regionaltogene mellem Odense og Fredericia være aflyst frem til omkring kl. 20, hvor Banedanmark forventer at have rettet fejlen. Indtil da må rejsende hoppe på de indsatte togbusser. Dog kan passagerer til InterCity- og InterCityLyntog ånde lettet op – de kører stadig efter planen.

DSB oplyser, at de har fået bekræftet togbusserne og er i gang med at opdatere Rejseplanen. DSB anbefaler desuden at tjekke Rejseplanen, før du tager afsted.

Rejsetidsgaranti og kompensation

For de rejsende, der rammes af forsinkelser på over 30 minutter, træder DSB’s rejsetidsgaranti i kraft. Det betyder, at passagerer kan søge kompensation for deres billet direkte via DSB’s hjemmeside.

Har du en pladsbillet til et tog, du ikke kan nå på grund af forsinkelserne, kan du få den refunderet uden gebyr. Og rejser du på en Orange- eller Orange Fri-billet, kan du benytte billetten til afgangen lige før eller lige efter din oprindelige planlagte afgang.

Er du på rejsekort, og forsinkelsen betyder, at din rejse bliver dyrere? Så kan du kontakte Rejsekort Kundecenter for at få hjælp.

Her kan du hoppe på togbussen

DSB har listet en række stoppesteder for togbusserne, så passagererne ved, hvor de skal hen for at komme videre:

• Odense – Kottesgade, adgang via gangbroen

• Holmstrup – Pladsen foran stationen

• Tommerup – Pladsen foran stationen

• Skalbjerg – Pladsen foran stationen

• Bred – Pladsen foran stationen

• Aarup – Pladsen foran stationen

• Gelsted – Pladsen foran stationsbygningen

• Ejby – Pladsen foran stationen

• Nørre Åby – Pladsen foran stationsbygningen

• Kauslunde – Pladsen foran stationen

• Middelfart – Stationsvej

• Fredericia – Banegårdsvej, modsat forhal

Vitus Povlsen smadrer rekorder i AK Heros’ kælder

0

Det er ikke til at se, at Vitus Povlsen er 14 år, men det er han. Han er hærdet, bred og løfter tunge vægte i den fredericianske vægtløfterklub AK Heros, og Vitus drømmer stort. Han vil ud på den store, internationale scene.

Vægtene smadrer mod gulvet. Bang!

Lyden runger i kælderen under Fredericia Idrætscenter, hvor sved, kalkstøv og koncentration hænger tungt i luften. Stangen ryger op, kroppen spændes, og få sekunder senere brager jernskiverne mod gulvet igen. Det er lyden af vægtløftning – en lyd, der kendetegner AK Heros, hvor unge talenter uge efter uge finpudser deres teknik og presser sig selv til nye grænser.

Mellem skiver, stænger og træningstrøjer står 14-årige Vitus Povlsen. Han er en af dem, der larmer. Ikke fordi han råber højt, men fordi han med tunge løft og stærke resultater har gjort sig bemærket. Tredobbelt dansk mester og indehaver af et utal af danske rekorder. Et af de unge talenter, der med store drømme og benhård træning arbejder sig mod toppen.

Han tager et par skridt tilbage, tørrer hænderne i kalken og griber om vægtstangen igen. Dagens træning er langt fra slut. Midt i mellem alle løftene giver Vitus et indblik i hans passion for vægtløftning, som han startede til for tre år siden.

– Lærke, min træner, lavede et projekt, der hed Let’s Go Fredericia, hvor 5. og 6. klasse kunne prøve forskellige sportsgrene. Jeg så en mulighed for at blive stærk, og så tænkte jeg, at jeg ville give det et skud, fortæller han.

Siden dengang har han fundet sig til rette i klubben – ikke bare med sporten, men også med fællesskabet.

– Det har været rigtig godt. Jeg har fået et helt nyt fællesskab hernede, og det betyder meget, siger han.

Selvom han ikke kan huske det præcise antal, har han en idé om, hvor mange danske rekorder han har sat. Og listen vokser stadig. Faktisk slog han en ny rekord under tirsdagens træning.

– Jeg satte 75 kilo i træk fra hofte, fortæller han.

En øvelse, han ikke havde registreret en rekord i, men alligevel lykkedes det at sætte en ny personlig rekord.

– Det var da meget fint at slå en rekord på en tirsdag, siger han med et grin.

Med tre danske mesterskaber bag sig har Vitus større ambitioner.

– Jeg vil rigtig gerne på landsholdet og blive en rigtig god vægtløfter. Jeg vil gerne nå det inden jul i år, siger Vitus.

Men vejen dertil kræver hårdt arbejde, og der skal sættes flere personlige rekorder for, at det kommer til at ske. Med til historien hører det, at det ikke er samlet 62 kilo i ét løft, men fordelt over de to discipliner stød og træk.

– I min vægtklasse skal jeg løfte cirka 62 kilo mere, end jeg gør nu forklarer han.

Er det realistisk? Han tøver ikke.

– Det er det, hvis jeg træner hårdt nok, lyder det prompte svar.

Med sommerferien forude kunne man tro, at der ville blive mere tid til træning, men Vitus har planer om at starte på efterskole, og det kan gøre det sværere at nå målet.

– Jeg får ikke trænet så meget, men jeg håber på et mirakel, siger han med et skævt smil.

For selvom han drømmer stort, er han også realistisk. EM, VM og endda OL er blandt de langsigtede mål.

– Jeg vil gerne til VM, og hvis der er mulighed for det, så OL. Men det har ikke været muligt for en dansk vægtløfter i over 30 år, siger han.

Chancen er lille – men den er der. Vitus har allerede været ude i verden med sin sport. Han var sidste år på træningslejr i Letland sammen med sin træner Lærke og holdkammeraten Emil.

– Det var mest for, at Lærke kunne få en træneruddannelse, men jeg havde det også rigtig godt. Det handlede mere om at lære teknik og hygge sig end om konkurrencer, siger han.

Men at konkurrere internationalt frister også.

– Det kunne være sjovt at måle mig med andre i udlandet, siger Vitus.

For nu er fokus dog på de nationale konkurrencer og den næste store målsætning: en plads på landsholdet. Hvis træningen og udviklingen fortsætter, kan Vitus Povlsen blive et af de store navne i dansk vægtløftning – og måske endda en af dem, der bryder den 30 år lange OL-tørke.

Gik ind i tom lejlighed, endte i grundlovsforhør

0

En 29-årig mand fra Fredericia bliver tirsdag kl. 11.45 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for en række forhold begået fra januar til mandag, herunder fareforvoldelse, indbrud i Vejle og Fredericia samt trusler mod en politibetjent.

Sydøstjyllands Politi har nu bekræftet over for Fredericia AVISEN, at der er tale om samme person, som mandag aften blev anholdt i en tom lejlighed i Dronningensgade i Fredericia.

Tom lejlighed blev centrum for optrappet politiaktion

Mandag aften blev politiet to gange tilkaldt til en tom lejlighed i Fredericia, hvor den 29-årige opholdt sig uden lejekontrakt. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyste mandag, at ejendommens vicevært første gang kontaktede politiet, fordi manden ulovligt opholdt sig i lejligheden. Politiet bortviste ham, men han vendte kort tid efter tilbage.

Da politiet ankom anden gang, blev han sigtet for husfredskrænkelse. Situationen eskalerede dog, da manden beskadigede et vandrør i lejligheden, hvilket forårsagede en oversvømmelse. Det førte til en sigtelse for hærværk.

Under anholdelsen fremsatte han trusler mod betjentene og kom med fornærmende udtalelser, hvilket resulterede i yderligere sigtelser. Ifølge politiet blev han kl. 20.11 lagt i håndjern og taget med på stationen.

Flere byer involveret i sagen

Ifølge Sydøstjyllands Politi er den 29-årige sigtet for flere forhold begået fra januar og frem til mandag, herunder fareforvoldelse, indbrud i Vejle og Fredericia samt trusler mod en politibetjent. Derudover fremgik det mandag, at han var sigtet for husfredskrænkelse, hærværk, trusler mod polititjenestemænd og fornærmelig tiltale.

Retten i Kolding skal i dag tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.

Fredericia AVISEN følger sagen.

Flere sigtelser mod 29-årig fredericianer – møder dommeren i dag

0

Opdatering: Sydøstjyllands Politi har nu bekræftet over for Fredericia AVISEN, at den 29-årige mand, der fremstilles i grundlovsforhør i dag, er den samme person, som mandag aften blev anholdt i en tom lejlighed i Fredericia. Læs den nyeste opdatering i artiklen nederst.

En 29-årig mand fra Fredericia Kommune bliver tirsdag kl. 11.45 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for en række forhold begået fra januar og frem til mandag, herunder fareforvoldelse, indbrud i Vejle og Fredericia samt trusler mod en politibetjent.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Fredericia AVISEN arbejder på at få be- eller afkræftet, om der er tale om den samme mand, som mandag aften blev anholdt i en tom lejlighed i Dronningensgade i Fredericia. Her blev en 29-årig mand først bortvist af politiet, men vendte kort efter tilbage, hvilket førte til en sigtelse for husfredskrænkelse. Da politiet igen måtte rykke ud, eskalerede situationen, og han blev yderligere sigtet for hærværk, trusler mod polititjenestemænd og fornærmelig tiltale.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyste mandag, at manden i forbindelse med sin anholdelse beskadigede et vandrør, hvilket resulterede i en oversvømmelse i lejligheden. Han blev derefter lagt i håndjern og taget med på stationen, hvor det skulle vurderes, om han skulle fremstilles i grundlovsforhør.

Fredericia AVISEN har kontaktet Sydøstjyllands Politi for en afklaring af, om der er tale om samme person i de to sager. Avisen afventer en melding fra politiet.

Retten i Kolding skal i dag tage stilling til, om den 29-årige mand skal varetægtsfængsles.

Fredericia har brug for iværksættere

0

Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti og Søren Andersen, byrådskandidat KV25, Det Konservative Folkeparti

Iværksætteri skal prioriteres højt, da det er en væsentlig del af erhvervslivet og innovationskraften i Fredericia. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at der er et stort fokus på at fastholde og udvikle et stærkt iværksættermiljø. Derfor er det vigtigt, at vi i langt højere grad arbejder for at sikre inddragelse af iværksætterne og deres viden.

Med Fredericias stærke erhvervsliv skal vi også sørge for at styrke iværksætteriet, da iværksættere i høj grad også bidrager til vækst, udvikling og innovation. Derfor er det også glædeligt, når årets iværksætterpris igen uddeles den 13. marts. Det er nemlig en vigtig anerkendelse af og opbakning til iværksætteriet og en følgelig øget andel af ejerledere i Fredericia. Det er også værd at fremhæve sidste års vinder af iværksætterprisen, Brugteski, som kan inspirere andre til at gå iværksættervejen, som vi har haft den glæde at besøge til en snak om iværksætteri.

Det Konservative Folkeparti har ambition om at gøre mere for at udvikle rammerne for iværksætteriet. Det handler om alt fra at kunne tilbyde iværksættere attraktive lokaler og iværksættermiljøer til at sikre at iværksætteriet fylder mere på den strategiske og politiske dagsorden. Målet er, at Fredericia også fremover er en attraktiv kommune for iværksættere. Videnparken er et godt eksempel på et iværksætterhus, som allerede bidrager til at understøtte iværksætteriet.

Ét af de nyere tiltag der bør fremhæves, er den nyligt etablerede iværksætter-linje på HHX-niveau etableret på IBC, som giver de studerende mulighed for at få mere indblik i iværksætteri og måske blive inspireret til at blive iværksætter, men også få den merkantile del med i bagagen.

For at styrke iværksætteriet yderligere, mener Det Konservative Folkeparti, at det er oplagt, hvis iværksættere burde være repræsenteret i Business Fredericias bestyrelse. Det vil være et af de første skridt mod mere styrkelse af iværksætteriet og medvirke til at sikre, at iværksætteriet er på den strategiske dagsordenen.

Dejligt er det at Business Fredericia allerede har en række arrangementer, kurser og workshops, som løbende afholdes for virksomheder og iværksættere. Der er også morgenmøder, som “Go’ Morgen med Business Fredericia”, hvor iværksættere kan deltage og netværke. Derudover tilbyder Business Fredericia iværksættersparring, uanset hvor langt man er i sin iværksætterdrøm.

Skulle man bygge yderligere på den gode retning, kunne det være, at vi sikrer, at alle iværksættere også bliver en del af de tilfredshedsmålinger, der laves i forhold til erhvervsvenlighed. Det er også et vigtigt led i at få iværksætterne repræsenteret så godt som muligt i fremtidens Fredericia.

For Det Konservative Folkeparti spiller iværksætteri en central rolle for et dynamisk erhvervsliv, og derfor er det helt naturligt, at vi skaber de bedste forudsætninger for, at iværksætterne kan vækste til gavn for hele Fredericia.

Vi ser frem til uddeling af årets iværksætterpris!

Tråden skal sikre vækst i Middelfart

0

Middelfarts konservative gruppeformand, Morten Weiss-Pedersen, slår fast ved, at Tråden er en vigtig investering for byen, på trods af den økonomiske kritik, der er blevet rejst af flere borgere.

Tråden åbner i juni 2025, hvor det er tanken, at de tre ombyggede haller skal rumme et ungemiljø, en eventhal og et område med street food og bryggeri. Projektet er planlagt som et treårigt prøveprojekt, der skal skabe aktivitet og fællesskab for både unge og voksne.

Med et budget på 13 millioner kroner, som er afsat over tre år, er Tråden et prøveprojekt, der kan blive stoppet, hvis det ikke lever op til forventningerne. Morten Weiss-Pedersen ser projektet som et nødvendigt skridt for at gøre Middelfart mere attraktiv og skabe et samlingspunkt for både unge og voksne.

– Vi er nødt til at køre det over en treårig horisont, fordi vi skal sikre, at der er respons og aktivitet. Det handler ikke kun om pengene, men om at skabe et sted, der kan tiltrække folk, siger Weiss-Pedersen.

Han påpeger, at flere store virksomheder står bag projektet og har støttet det økonomisk.

– Det er ikke små virksomheder, der er involveret, og de er med til at sikre, at Tråden kan blive en succes, siger Weiss-Pedersen.

Morten Weiss-Pedersen understreger, at Tråden er baseret på markedslejre og forventninger om indtægter fra aktiviteter som koncerter og street food.

– De budgetter, der er lagt, mener vi kan hænge sammen med markedslejre. Det er en opgørelse, der gør, at vi tror på, at det her vil fungere økonomisk, siger han.

Han sammenligner Tråden med den succes, som Bridgewalking har haft i Middelfart.

– Der var også modstand mod Bridgewalking i starten, men vi kan nu se, at det har været en af de bedste investeringer for kommunen, siger han og understreger, at Tråden kan blive en lige så stor succes, som et ekstra tiltag, der trækker folk til byen.

Morten Weiss-Pedersen ser Tråden som en del af en større udvikling af Middelfarts nye bydel, som inkluderer op mod 700 arbejdspladser, der bliver etableret i området.

– Det er attraktivt at få flere borgere til Middelfart, og de vil være med til at finansiere fælles goder og aktiviteter. Tråden vil bidrage til at gøre området endnu mere attraktivt, siger han.

På trods af sin støtte til projektet anerkender Weiss-Pedersen, at nogle borgere har udtrykt bekymring over den store økonomiske investering.

– Hvis man kun ser på beløbet isoleret, kan det være svært at forstå, hvorfor vi afsætter så mange penge. Men jeg er sikker på, at der er gjort det nødvendige arbejde bag projektet, og det vil vise sig, at det er en god investering for Middelfart på lang sigt, slår Morten Weiss-Pedersen fast.

Morten Weiss-Pedersen mener, at Tråden vil være et vigtigt tiltag for Middelfarts unge, men at det også vil tiltrække folk i alle aldre.

– Vi skal gøre Middelfart endnu mere attraktivt, og Tråden vil bidrage til det. Det er et sted, hvor folk kan komme og mødes, og det er det, vi har behov for, slutter han.

Shu-bi-dua 2.0 bringer ikonisk album til Fredericia Teater

0

Når Shu-bi-dua 2.0 den 26. april gæster Fredericia Teater, bliver det med en koncertoplevelse, der skiller sig ud fra alt, bandet tidligere har gjort. For første gang nogensinde spiller de et album fra start til slut – og valget er faldet på Shu-bi-dua 4, et af de bedst sælgende danske albums nogensinde.

Et album med historisk tyngde

At spille et helt album fra start til slut er nyt for Shu-bi-dua 2.0, der hylder en musikarv, der har præget dansk kulturliv i mere end 50 år. Forsanger Jørgen Thorup, der var en del af Shu-bi-dua fra 1987 som keyboardspiller og korsanger og senere også medlem af Hardinger Band, ser frem til at optræde med Shu-bi-dua 2.0 i Fredericia.

– Shu-bi-dua 4 er sammen med Midt om natten et af de bedst sælgende danske album nogensinde. Det er Shu-bi-duas største album og et af de mest ikoniske i dansk musikhistorie, siger Thorup.

Normalt bytter Shu-bi-dua 2.0 frit rundt på sætlisten for at holde stemningen i kog, men denne gang bliver det anderledes. Publikum får hele albummet i sin oprindelige rækkefølge – en oplevelse, der sjældent er set i bandets koncerthistorie.

– Vi kan ikke bytte om på numrene. Vi starter med United Steaks og slutter med Basuner og engle. Det er sådan pladen er, og det er sådan, vi spiller den. Vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå, fortæller Thorup, mens begejstringen næsten smitter gennem ordene.

Musikken samler generationer

Shu-bi-dua 2.0 består af tre oprindelige medlemmer, der har spillet sammen i årtier, herunder Michael Hardinger, der var med til at stifte bandet i 1973, og Kim Daugaard, som sluttede sig til i 1985. Derudover er flere af de musikere, der tidligere har spillet i Hardinger Band, også med i bandet. Ifølge Jørgen Thorup er det musikken og publikum, der binder bandet sammen, og det er netop det, der sikrer, at Shu-bi-duas arv lever videre.

– Det er sangene, der holder os sammen på en eller anden måde. Selvfølgelig humoren og musikken, men også det at komme ud og spille de her sange, se folks reaktion og opleve dem synge med – unge og gamle, rigtig unge og rigtig gamle. Det strækker sig virkelig over flere generationer, fortæller forsangeren.

Han har bemærket, hvordan Shu-bi-duas publikum har udviklet sig over årene.

– Jeg tror, der også kommer nogle yngre mennesker. Det har vi set de sidste par år, hvor der er dukket rigtig mange unge op, bemærker han.

Fredericia Teater har en særlig betydning

Selvom Shu-bi-dua 2.0 aldrig før har spillet på Fredericia Teater, har stedet en særlig plads i bandets historie.

– Vi har aldrig spillet som band på Fredericia Teater, men det var jo dér, Shu-bi-dua – The Musical opstod, og vi var alle med til premieren. Så teatret har en særlig plads i vores hjerter, forklarer Thorup.

Musicalen, som blev en kæmpe succes og trak fulde huse, har været med til at understrege, hvor stærkt Shu-bi-duas musik står i dansk kulturarv.

Turnéen markerer noget særligt

Shu-bi-dua 2.0 er i gang med en omfattende turné, der tæller 50 koncerter, og flere af dem er allerede udsolgt.

– Det betyder rigtig meget for os, at vi endnu et år kan komme ud og spille. Vi har spillet sammen i mange år, men det er stadig noget særligt at tage på turné. I år skal vi spille 50 koncerter, 25 indendørs og 25 udendørs, og vi skal spille på Det Kongelige Teater for første gang nogensinde. Den koncert blev udsolgt på en måned, fortæller han.

Men bandet ved også, at denne turné er en af de mest spændende, de har lavet.

– Vi glæder os til at komme ud og spille, men det her er en ny oplevelse. At spille et helt album, uden at bytte rundt på numrene, det har vi aldrig gjort før. Det bliver specielt – både for os og for publikum, siger Thorup.

En anden ting, der måske gør koncerten særlig for mange fans, er, at Michael Bundesen ikke længere er iblandt os. Han stoppede allerede i 2011, men hans stemme og personlighed var i årtier en uundgåelig del af Shu-bi-dua.

Da vi talte med Thorup om dette, sagde han, at koncerten stadig bliver noget helt særligt, fordi de – i modsætning til mange kopibands – faktisk har oprindelige medlemmer på scenen. Nu hvor han selv er forsanger, er det vigtigt for ham ikke blot at efterligne, men i stedet give sangene sit eget præg. For at undgå at fremstå som et kopiband vil han derfor synge numrene med sin egen stemme og fortolke dem på sin måde.

En anderledes koncertoplevelse

Den første halvdel af koncerten vil være en komplet opførelse af Shu-bi-dua 4, mens anden del bliver en rejse gennem bandets største hits.

– Jeg tror, det bliver fedt, fordi folk på forhånd ved, hvilke numre der kommer, hvis de kender albumet. Det er jo også ret specielt – man plejer jo ikke at vide det til en koncert, siger Thorup.

For dem, der ikke kan få nok af Shu-bi-dua, bliver anden halvdel en hitparade af de mest elskede sange fra bandets lange karriere.

– Det bliver noget helt specielt, altså på den måde bliver det en once in a lifetime-oplevelse, både for os og for publikum, at vi spiller det her album. Så det bliver virkelig anderledes og specielt, og vi håber virkelig, at folk vil tage godt imod det, afslutter forsangeren.