10.9 C
Copenhagen
torsdag 30. oktober 2025

Regeringen strammer grebet om opioidsalg

0

Mandag eftermiddag præsenterede regeringen en ny plan med 24 nye initiativer, der har til formål at bekæmpe opioidsalg og forebygge misbrug blandt børn og unge.

Planen, der blev fremlagt på Rysensteen Gymnasium i København af justitsminister Peter Hummelgaard (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og skatteminister Rasmus Stoklund (S), lægger op til en markant ændring i straffen for salg af opioider.

Med det nye forslag vil personer, der sælger opioider fra kiosker eller via sociale medier, som udgangspunkt blive mødt med fængselsstraf frem for bøde. I dag kan mindre besiddelser under 3.000 opioidpiller føre til bødestraf, men denne såkaldte “morfinfinte” vil regeringen nu gøre op med. Fremover skal en bødestraf i sådanne sager erstattes af fængselsstraf, så straffen ifølge regeringen bedre afspejler risikoen ved opioider.

Peter Hummelgaard forklarede på pressemødet, at opioider udgør en af de mest farlige stofgrupper, og at der har været en bekymrende stigning i antallet af unge, som indlægges eller dør på grund af opioidmisbrug.

– Flere unge indlægges med opioider, flere unge søger hjælp, og nogle dør af deres misbrug. Opioider er nogle af de allerfarligste stoffer, man kan tage. De er farligere end kokain, udtalte Hummelgaard.

Regeringens initiativ inkluderer også en forhøjelse af fængselsstraffen for salg af opioider med en tredjedel i forhold til det nuværende niveau. Eksempelvis vil en straf på tre måneders fængsel i dag blive forøget til fire måneder. Derudover vil regeringen undersøge, om særligt grove tilfælde, hvor en person dør af euforiserende stoffer, kan straffes under straffelovens paragraf 237 om manddrab.

Men straf er ikke den eneste løsning, understreger justitsministeren. Forebyggelse og oplysning er også elementer i udspillet. Kampagner, rettet mod børn og unge samt deres forældre, skal øge bevidstheden om risikoen ved opioider.

– Selv om straf er et væsentligt element i det udspil, som vi fremsætter i dag, så bilder vi os ikke ind, at straf alene kan løse det problem, der er derude, sagde Hummelgaard.

Som en del af det nye udspil vil Sundhedsstyrelsen begynde at overvåge spildevandet i seks store danske byer for at få bedre indsigt i omfanget af opioidmisbrug. Regeringen vil også afsætte 19,5 millioner kroner til et nyt nationalt kompetencecenter, der skal samle og dele viden om behandling af misbrug blandt børn og unge.

Invester i muligheden for Superliga

0

FC Fredericia gjorde det igen søndag med en sikker sejr mod Hobro. Nu er det ikke længere en tilfældighed, at holdet ligger i toppen af NordicBet Ligaen. Det er tid til, at ambitionerne i bestyrelsen og hos de økonomisk stærke bagmænd afspejler den position, klubben har kæmpet sig til. Ejerne bør investere nu.

FC Fredericia står nu på en imponerende andenplads i NordicBet Ligaen, og med fire point ned til AC Horsens på tredjepladsen ser det for alvor lovende ud i toppen. Denne placering er resultatet af hårdt arbejde og holdånd, og alt tyder på, at Fredericia forbliver med i topstriden helt frem mod vinterpausen. Med de store resultater kommer naturligvis store forventninger – ikke kun til spillerne, men også til ledelsen og de investorer, der skal støtte klubben i de næste afgørende skridt.

Med fire kampe tilbage i november inden vinterpausen er det realistisk at forvente, at FC Fredericia vil holde fast i sin topplacering. Selvfølgelig må vi undgå at tage noget for givet, for fodboldens verden er uforudsigelig, men det er ikke naivt at have forventninger. FC Fredericia har bygget en stærk trup og et solidt fundament, der hidtil har modstået presset fra stærkere og økonomisk mere velfunderede modstandere. Den præstation kræver respekt og vidner om, at potentialet er til stede for at opnå noget særligt denne sæson.

For at bevare momentum og bygge videre på succesen står bestyrelsen, ejerkredsen samt mulige investorer over for vigtige beslutninger. Vinterpausen er en oplagt mulighed for at vise, at man har mod og ambitioner om at rykke FC Fredericia op på næste niveau. Det handler ikke nødvendigvis om at tilføje nye spillere, men om at holde sammen på den enhed, der har leveret imponerende resultater.

Gustav Marcussen har været en central figur i angrebet og har vist sin værdi med en stabil målform, der gør ham til en attraktiv profil for klubber i både ind- og udland. Her må ledelsen have is i maven og holde Marcussen mindst et halvt år mere, så Fredericia kan drage fordel af hans lederevner og målscoringsinstinkt i den afgørende fase af sæsonen. At undgå salg af nøglespillere i vinterpausen sender et klart signal: ambitionerne rækker længere end blot en topplacering.

En anden vigtig brik i holdet, som ledelsen skal være opmærksom på, er Anders Dahl. Som højreback har han vist sig som en solid og pålidelig spiller, og selvom han kun er her på en lejeaftale, bør klubben arbejde på at forlænge denne eller – endnu bedre – sikre en permanent aftale. Det vil yderligere stabilisere forsvaret og give kontinuitet frem mod de afgørende kampe i foråret.

Nu er tiden kommet til, at FC Fredericia tør drømme stort. En Superliga-placering er inden for rækkevidde, og det mindset bør gennemsyre hele klubben. Ledelsen bør sætte et klart mål om oprykning og handle derefter. Selvom klubben ikke har det største budget i ligaen, har FC Fredericia et solidt økonomisk fundament. Hvis der er vilje, kan man holde sammen på det hold, der har begejstret tilskuerne og leveret store resultater.

Selv om økonomisk storebrødre som OB og AC Horsens har større muskler, har FC Fredericia vist, at de kan slå fra sig på trods af udfordringerne. Klubben er vokset til meget mere end den “brumbasse, der ikke burde kunne flyve.” Efterhånden som vi dykker dybere ind i sæsonen, er det tydeligt, at Fredericias position i toppen ikke skyldes tilfældigheder. De er et tophold i egen ret, og det er tid til at forfølge denne position til det yderste.

Fodboldens uforudsigelige verden stiller klubben over for muligheder, der ikke kan tages for givet. Denne sæson kan være den perfekte chance for FC Fredericia til at sikre sig en plads i Superligaen og opnå en historisk oprykning. Det kræver, at man tør satse og tage de rette beslutninger i vinterpausen. FC Fredericia har potentialet og placeringen til at gøre det, mange troede umuligt – og nu er det op til klubben at gribe denne unikke mulighed.

Hvis FC Fredericia formår at holde fast i kernen af holdet og vise ambitioner både på og uden for banen, kan vi snart opleve Superliga-kampe på Monjasa Park. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse for fans, spillere og hele byen Fredericia.

Dødsfald Kolding 28. oktober 2024

0

Marianne Boysen, 1954 – 2024

Dødsfald Middelfart 28. oktober 2024

0

Else Gudrun Sørensen, 1931 – 2024

Strandvejen i Middelfart spærres de kommende uger

0

Fra og med i morgen kan trafikanter forvente afspærringer på Strandvejen i Middelfart. Grundet asfaltarbejde og reparationer på Den Nye Lillebæltsbro vil der i ugerne 44, 45 og 46 være ændrede kørselsforhold i området.

Det skriver Middelfart Kommune på deres Facebook-side.

Asfaltarbejde på Strandvejen og Rudbæksmøllevej (Uge 44 og 45)

I de kommende to uger vil asfaltarbejdet omfatte strækningen fra Rudbæksmøllevej til Gl. Banegårdsvej, og der vil derfor være afspærringer på flere nøgleområder:

  • 29. oktober: Rudbæksmøllevej vil være spærret.
  • 29.-30. oktober: Strandvejen ved Rudbæksmøllevej lukkes midlertidigt.
  • 5.-8. november: Strandvejen mellem nummer 1 og 17 vil være utilgængelig.

Reparationsarbejde på Den Nye Lillebæltsbro (Uge 45 og 46)

Efter asfaltarbejdet vil reparationer på Den Nye Lillebæltsbro føre til yderligere afspærringer. Fra den 4. til den 15. november vil Strandvejen ved broen være spærret dagligt fra kl. 06.00 til 18.00.

Mand efterlyses efter jagt på sex

0

Søndag skabte et opslag i Facebook-gruppen “Hvem ved hvad i Fredericia” bekymring blandt byens borgere. En kvinde fortalte i opslaget, at hun var blevet passet op af en mand, der havde spurgt hende, om hun ville have sex.

Kommentarfeltet blev hurtigt fyldt med lignende oplevelser fra andre kvinder, hvilket har givet anledning til yderligere opmærksomhed omkring hændelsen.

På baggrund af disse henvendelser har AVISEN kontaktet Sydøstjyllands Politi for at få afklaret, om episoderne er blevet anmeldt. Politiet bekræfter, at de har modtaget tre anmeldelser vedrørende en mand, der søndag formiddag kontaktede tre kvinder på gaderne i Fredericia – specifikt på Sjællandsgade, Vendersgade og Oldenborggade. Episoderne fandt sted mellem klokken 9.15 og 9.45.

I én af anmeldelserne rapporteres der om en mulig blufærdighedskrænkelse, hvilket gør sagen alvorlig og får politiet til at efterlyse manden samt anmode om yderligere oplysninger fra eventuelle andre ofre.

– Vi vil gerne i kontakt med manden, og samtidig opfordrer vi andre, der måtte have oplevet noget ulovligt, til at kontakte politiet, siger vicepoliinspektør, Arno Rindal Petersen, til AVISEN.

Klejnsmed fra Fredericia-virksomhed blev hædret

0

Fredag formiddag blev en dag Simon Pedersen, nyudlært klejnsmed fra Fredericia, sent vil glemme. Ved en højtidelig ceremoni i Dansk Industri i København blev han hædret med Metalindustriens Lærlingepris 2024, en anerkendelse som kun 25 udvalgte lærlinge fra hele landet opnåede. Med på dagen var både hans lærested Fredericia Smede & Maskinfabrik ApS, Metal Lillebælt og EUC Lillebælt, der alle deltog for at vise deres støtte og fejre Simon.

Simon Pedersen blev anerkendt for sin tekniske dygtighed og sit håndværk, som har sikret ham et 12-tal til svendeprøven. Men for at modtage ML-prisen kræves mere end bare faglig kunnen; den gives også til lærlinge, der har udvist kammeratskab og ansvarsfølelse på deres arbejdsplads og skole.

– Det er ikke kun de fagligt dygtige, vi hylder. ML-prisen går til lærlinge, der både er gode håndværkere og gode kolleger, forklarer Peter Faber, forbundssekretær i Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, i en pressemeddelelse.

ML-prisen, som blev uddelt for 22. gang, markerer en betydelig bedrift for lærlinge i metalindustrien. I år blev der indstillet over 200 lærlinge til prisen, men kun 25 nåede gennem nåleøjet og fik æren af at stå på scenen i København med diplomer, statuetter og blomster. For Simon var dagen ekstra speciel, da både familie, faglærere og mestre var til stede og hyldede ham. Festlighederne startede med kaffe og morgenmad, og derefter blev gæsterne budt velkommen af Susanne Bomholdt Andersen, sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

En særlig gæstetaler, digital indholdsskaber Rasmus Brohave, sammenlignede sin egen karriere med lærlingenes rejse og fremhævede modet i at gå sin egen vej.

– Livet kræver mod. Man skal turde gøre det, man selv brænder for. Det har jeg gjort, og det har I gjort, siger han.

Med Metalindustriens Lærlingepris i hånden er Simon Pedersen nu ikke blot en dygtig klejnsmed – han er også en rollemodel for andre lærlinge og et symbol på det stærke håndværk og kammeratskab, der kendetegner den danske metalindustri.

Skærpet sikkerhed på Kobbelgården efter alvorlig trussel

0

En alvorlig hændelse udspillede sig fredag aften på bostedet Kobbelgården i Fredericia, da en pårørende til en beboer fremsatte en trussel mod både beboeren og personalet. Henriette Graversen, koncernchef for Social og Handicap i Fredericia Kommune, beskriver hvordan kommunen og bostedet håndterede den alvorlige situation.

Fredag aften udspillede der sig en alvorlig situation på Kobbelgården. En pårørende fremsatte en trussel mod en beboer telefonisk til bostedets personale, som efter truslen kontaktede politiet.

– Vi måtte kontakte politiet, da en pårørende truede både beboeren og personalet. Vi ringede 112, og politiet rykkede ud og afsøgte området. Der blev lavet en aftale om, at de ville patruljere både natten og weekenden igennem, fortæller Graversen og forklarer, at kommunen som en sikkerhedsforanstaltning over weekenden valgte at låse dørene i de områder, hvor pårørende normalt har adgang.

Bostedets medarbejdere har efter hændelsen fået tilbudt krisehjælp, og ledelsen har holdt en tæt dialog med personalet for at sikre deres tryghed.

– Det er ikke en behagelig situation at være i som medarbejder, men personalet har håndteret den meget professionelt, siger Graversen.

Af hensyn til den berørte beboer ønskede Henriette Graversen ikke at uddybe detaljer om truslen. Et rygte om, at truslen skulle involvere en specifik våbenreferencer, cirkulerede i andre medier, men Graversen undlod at bekræfte disse detaljer. Hun understregede dog, at alvoren i situationen er uomtvistelig:

– Om det er en AK-47, en maskinpistol eller andet er underordnet. Det afgørende er, at der er en alvorlig trussel mod en beboer, og det tager vi meget alvorligt, forklarer Henriette Graversen.

Kobbelgården arbejder generelt med høj sikkerhed og skærpet opmærksomhed omkring beboerne, og den nylige hændelse har øget fokus på at finde balancen mellem sikkerhed og beboernes frie bevægelighed.

– Vi vurderer løbende sikkerheden og hvornår dørene bør låses i nattetimerne, men beboerne skal kunne bevæge sig frit, som en del af vores tilbud, bemærker Graversen.

I denne situation fulgte personalet bostedets action cards, som nøje beskriver procedurer ved trusler og understreger vigtigheden af omgående politianmeldelse.

– Vi har en fastlagt plan, og derfor blev politiet straks kontaktet. Når der er trusler mod både beboere og ansatte, indgiver vi altid en anmeldelse, siger Graversen.

Henriette Graversen understreger, at bostedet efter hændelsen har skærpet opmærksomheden yderligere og fortsætter med at tage situationen alvorligt. Men hun pointerer også, at politiet har myndighed i sager om trusler og vold:

– Vi har ansvar for beboernes sikkerhed, men i sager som denne er det politiet, der har den nødvendige myndighed, slutter Henriette Graversen.

Vedkommende, der indtelefonerede truslen, er ikke i politiets varetægt. Ifølge Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd kender politiet vedkommendes identitet, men der er endnu ikke sket en handling i forhold til afhøring, sigtelse eller en anholdelse i forbindelse med episoden, oplyste Petersen mandag morgen.

30-årig var ubehøvlet i nattelivet

0

En mand fra Middelfart skabte uro søndag omkring klokken 02:00 i Prinsessegade, Fredericia, hvor politiet måtte gribe ind på grund af hans opførsel.

Manden optrådte provokerende og gjorde sig skyldig i at forhindre ordensmagtens arbejde, da han vedholdende talte nedladende og fornærmende til betjentene på stedet. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Politiet har sigtet den 30-årige mand for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for at have hindret politiets arbejde.

Endnu en kamp venter FHK i hektisk kampprogram

0

For FHK handler det om at bevare koncentrationen og holde fokus på ligaen, når de mandag møder Grindsted i en hjemmekamp.

Kampen kommer kun tre dage efter den imponerende sejr over Wisla Plock i Champions League og tre dage før endnu en udfordrende kamp i den prestigefyldte turnering. Dette kampprogram kræver både fysisk og mental styrke, og netop det mentale aspekt bliver en central faktor, når FHK igen skal bevise, at de kan håndtere den dobbeltrolle som Champions League-deltager og ligaklubs kæmper.

Hidtil har FHK vist imponerende evner til at skifte gear mellem liga- og Champions League-kampe. Da holdet senest stod i samme situation – en ligakamp kort før en Champions League-udfordring – blev det til en komfortabel sejr på 34-28 over TMS Ringsted. Dengang viste FHK fra start, at de var overlegne, og de gik til pause med en solid føring, der hurtigt cementerede udfaldet. En sådan sejr viser, at FHK er i stand til at opretholde et højt niveau og fokus i ligaen, selv når Champions League-programmet presser på.

Grindsteds udfordringer i ligaen

Grindsted har haft en svær sæson og står fortsat uden sejr efter otte kampe. Holdet kæmper med en række udfordringer og har endnu ikke fundet rytmen til at bide sig fast i ligaen. På papiret er FHK favoritter med en markant stærkere trup, og hvis de kan opretholde samme koncentration som i tidligere kampe, ligner det endnu en solid sejr for Fredericia-mandskabet. Men kampen kræver disciplin og fokus fra start til slut. Et eksempel på, hvor farligt det kan være at undervurdere en modstander, så vi i sidste uge, hvor GOG og Aalborg snublede mod henholdsvis Nordsjælland og Skjern og måtte nøjes med uafgjorte resultater.

Med det tætte program kan det være fristende at tænke frem mod den kommende Champions League-kamp og tage let på ligaopgaverne. Dette ville dog være en fejl, da netop Grindsted, trods deres plads i bunden af tabellen, kan udgøre en trussel, hvis FHK sænker niveauet. Cheftræneren har gentagne gange understreget vigtigheden af en kamp ad gangen-mentaliteten, som skal hjælpe spillerne med at holde skarpt fokus, selv når kampprogrammet er tætpakket.

For FHK er nøglen til succes mod Grindsted at bevare den koncentration, der har givet dem sejre i både ligaen og Champions League indtil videre. Hvis holdet formår at holde fokus og undgå at blive fanget af tankerne om den næste store opgave i Europa, har de gode muligheder for at sikre en ny ligasejr.

Der er kampstart mellem de to hold klokken 19:00 i Fredericia.