8.9 C
Copenhagen
tirsdag 11. november 2025

Åbn lågen til julens sjette gaveidé fra Fredericia

0

Det er den tid på året, hvor Fredericia stråler lidt ekstra. Byens gader er pyntet med funklende lys og gran, butikkerne summer af forventning, og duften af brændte mandler, varme æbleskiver og gløgg hænger i luften. Julen er kommet til Fredericia – og med den følger årets store spørgsmål: Hvad skal man give i julegave?

For at hjælpe dig med den svære beslutning har Fredericia AVISEN skabt en helt særlig juleserie, i samarbejde med flere af byens virksomhed, der sætter fokus på byens handelsliv. Vi har besøgt 24 forretningsdrivende i Fredericia og spurgt dem om deres bedste julegaveidéer. Fra de små nichebutikker med unikke varer til de klassiske steder, der er garant for kvalitet – vi har samlet 24 gaver, som både inspirerer og hylder det lokale.

En julekalender fuld af Fredericias charme

Ligesom en julekalender åbner vi hver dag op for en ny fortælling fra byens handlende. Hver gave gemmer på en historie, der handler om mere end blot det, man kan købe. Det handler om passionen bag produkterne, glæden ved at bidrage til Fredericias fællesskab og det særlige ved at handle lokalt i en tid, hvor vi alle søger nærvær og mening.

Vi dykker ned i Fredericias juleliv og besøger butikker, caféer og forretninger, der hver især spiller en rolle i at gøre byen til noget helt særligt. Måske finder du den perfekte gave til en, du holder af – eller måske opdager du en ny favoritbutik, der er værd at besøge igen og igen.

Julen handler om mere end gaver

Denne serie er også en hyldest til det lokale handelsliv, der hver dag arbejder hårdt for at skabe liv og glæde i Fredericia. Detailhandlen er presset, men med fælles opbakning kan vi sikre, at Fredericias bymidte fortsat er et levende og attraktivt sted at handle, hygge og mødes.

Fredericia AVISEN håber, at serien kan inspirere til både juleindkøb og refleksion over, hvorfor det betyder noget at støtte lokalt. Når vi køber vores gaver i byen, investerer vi i Fredericias fremtid – og sikrer, at der også næste år er butikker, der kan pynte op og skabe julestemning i vores gader.

Følg med hver dag

Så læn dig tilbage med en kop varm kakao, og følg med på Fredericia AVISEN, hvor vi hver dag frem til juleaften åbner en ny gave. Bag hver historie gemmer sig noget særligt – præcis som det bør være i julen.

I sjette afsnit er det indehaver af Karma by Juul, Jan Juul, der har flere gode ideer til årets julegave.

Ny energi på ny adresse

For Karma by Juul har julen i år en helt særlig betydning. Det er nemlig butikkens første år i Gothersgade efter en flytning fra Danmarksgade, og ifølge indehaver Jan Juul har den nye placering allerede gjort en stor forskel.

– Vi mærker virkelig, at Gothersgade skaber en anden dynamik. Der er mere liv, flere mennesker, og vi har fået mange nye kunder, der kommer ind og kigger. Det er en fantastisk placering, der passer perfekt til vores univers, fortæller Jan.

Han oplever, at butikkens placering midt i Gothersgades julepyntede omgivelser giver en ekstra dimension til julestemningen.

– Der er noget helt særligt ved at være en del af Gothersgade i juletiden. Gaden er så smukt pyntet, og det skaber en atmosfære, der får folk til at stoppe op, nyde omgivelserne og gå på opdagelse i butikkerne. Det gør julen her helt unik, siger Jan Juul.

Karmamia som julehit

Karmamia-hylden som var yderst populær blandt kunder under Fredericia AVISENs besøg i Karma by Juul.

Når det kommer til årets julegaveidé, peger Jan Juul på det populære brand Karmamia, som han forventer vil ligge under mange juletræer i år.

– Karmamia er helt perfekt til både julegaver og til de mange festlige lejligheder, der følger med højtiden. Det er tøj, der kan styles til både hverdag og mere festlige anledninger. Det er elegant og noget, du ikke finder andre steder i byen. Vores kunder elsker det for dets unikke udtryk og kvalitet, forklarer Jan.

Han fremhæver, hvordan mærket forener stil og alsidighed, hvilket gør det til en oplagt gaveidé.

– Det er fantastisk, at vi kan tilbyde noget så specielt. Vi går meget op i at fremhæve vores mærker, fordi vi ønsker at give vores kunder noget, de ikke kan finde andre steder, tilføjer han.

Enkel og stilfuld jul

Hos Karma by Juul handler julen om en kombination af nærvær og elegance. Butikken er pyntet op til højtiden, men altid med en minimalistisk tilgang, der matcher butikkens stil.

– Vi har pyntet butikken til jul, men vi holder det enkelt og stilfuldt. Det skal passe til vores univers. Når kunderne træder ind, skal de føle sig velkomne og inspirerede – ikke overvældede, siger Jan.

Der er også fokus på gaveindpakningen, som butikken gør en særlig dyd ud af.

– Vi pakker alle gaver flot ind, og det er en fornøjelse at se, hvor glade folk bliver for det. Mange mænd kommer herind og køber noget til deres kone eller kæreste, og man kan virkelig se glæden i deres øjne, når de ser, hvor fint gaven bliver pakket ind, fortæller Jan med et smil.

Fredericia som juleby

Jan Juul er imponeret over den indsats, der er lagt i at gøre Fredericia til en stemningsfuld juleby.

– Jeg synes, vi har en ekstremt flot juleby. Belysningen er virkelig smuk, og det hele emmer af hygge og traditioner. Det er en fantastisk ramme for både butikker og kunder, og det skaber en helt særlig stemning her i Gothersgade, siger han.

For Jan er julen ikke bare travlhed, men også en tid, hvor fællesskabet blandt byens butikker bliver tydeligt.

– Det er dejligt at være en del af et område, hvor vi løfter i flok og skaber noget særligt for byen og vores kunder, slutter han.

Serien om 24 julegaver i Fredericia præsenteres af følgende virksomheder

Monjasa, Sparekassen Danmark, CH Byg, RSM, Boxleje.dk, Wiggers og Klement, Brugg Pipes og Byens Brød ønsker alle en glædelig jul og god julehandel i Fredericia.

Læs også

Julestemningen emmer i Middelfarts gader

0

Middelfart emmer af julestemning i december. Med sine smukt oplyste gader, duften af gløgg og et væld af aktiviteter, formår byen at skabe en helt særlig stemning, der trækker besøgende til fra nær og fjern. Marie-Louise Veber Paustian, formand for Middelfart Handel, sætter ord på, hvad der gør julen i Middelfart til noget særligt.

En måned fyldt med oplevelser

– Ja, vi har i hvert fald noget hele december, altså helt op til jul, fortæller Marie-Louise.

Byen har sat fokus på aktiviteter, der kan samle både børn og voksne. På torvet finder man et børneunivers med julemandens hus og kreative værksteder, hvor familier kan lave noget sammen. Samtidig byder caféerne på varme drikke og gløggruten, der løber hver fredag.

– Det er den måde, folk godt kan lide at handle på i dag – man går ikke bare ned for at købe en ting, man gør det til en oplevelse, forklarer Marie-Louise og understreger, at oplevelserne også motiverer til julegaveindkøb.

Den gamle jul i nye klæder

Julestemningen i Middelfart er i top, og byens julebelysning er en væsentlig del af oplevelsen. Fra Østergade til byens centrale torv spreder lys og dekorationer varme i vintermørket.

– Vi har gennem årene opbygget en meget, meget hyggelig julebelysning i byen, og butikkerne er også med til at bidrage til det. Flere af dem har mekaniske nisser i vinduerne, som man kan gå og få øje på, siger hun med et smil i stemmen.

Hos Kring Chokolade finder man en smukt julepyntet butik.

For Marie-Louise er det tydeligt, hvad målet har været med den juleoplevelse, der møder de besøgende i byens gader.

– Vi har skabt en stemning, hvor folk siger, at det er hyggeligt at gå rundt i byen. Og det er jo lige præcis det, vi gerne vil opnå, fortæller hun og fortsætter med at fremhæve byens særlige fokus på den nostalgiske jul.

– Det er den gamle julestemning, som vi gerne vil holde fast i.

Samarbejde løfter julen

Bag de mange aktiviteter står et tæt samarbejde mellem byens butikker, kommunen, erhvervet og turisterhvervet.

– Vi har også et stærkt fællesskab her, og det er faktisk primært erhvervsforeningens medlemmer, der har finansieret vores julegirlander, som vi fik op sidste år – og også julehusene. På den måde arbejder vi sammen om at være gode til det her. VisitMiddelfart har jo også brug for, at vi i fællesskab skaber en stærk juleby, så de kan trække gæster til, bemærker handelsformanden.

Og arrangementerne, der er stablet på benene i år, er både mange og alsidige. Fra ildshow og Luciaoptog til julemarked og den populære Peberkageby på Middelfart Museum, hvor miniaturer af lokale bygninger skaber et nostalgisk blik på byen. Særligt Hjerterum, hvor man kan skrive tanker og ønsker på små hjerter, har skabt et rørende rum i byen.

Håbet med Hjerterum er, at der kommer mange forskellige hilsner, som bliver hængt op i træerne rundt omkring på byens lokationer for Hjerterummene.

– Det er meget rørende at gå rundt og se, hvad folk har skrevet. Nogle skriver bare ‘far’ eller ‘mor’, andre sender hilsener til dem, de savner, eller til dem, der ikke kan holde jul i fred. Det skaber en helt særlig stemning i byen, siger Marie-Louise, der har svært ved at fremhæve én bestemt ting i år.

Middelfart som destination

Marie-Louise slår fast, at julen i Middelfart ikke kun er et lokalt anliggende. Byen trækker nemlig også folk til fra steder, hvor Lillebælt blot er et geografisk begreb. Fredag er gæster fra Nakskov og Aarhus blandt dem, der søger mod den julepyntede købstad. Hvorfor? Ifølge Marie-Louise handler det ikke kun om hyggen – selvom den er til at få øje på – men også om det stærke samarbejde mellem byens butikker, der forener oplevelser og indkøb på en måde, der skiller sig ud.

I aften står hun selv midt i det hele. Sammen med Kring Chokolade inviterer hun til strikkeaften, hvor hendes egen butik, Knit Sisters’ Studio har inviteret til en aften, hvor varm chokolade og lune masker flyder sammen, og hvor flere deltagere har proklameret, at de vil slå sig løs i byens butikker, før de slår masker op. 

– Jeg er bare rigtig glad for hele året at kunne være en del af aktiviteterne i Middelfart. At kunne trække kunder og gæster til byen og vise, at vi her i Middelfart faktisk har det rigtig godt, også sammenlignet med mange andre byer, som kæmper hårdt, fortæller Marie-Louise og peger på, hvordan samarbejdet mellem butikkerne skaber merværdi.

– Det går måske netop så godt her, fordi vi hjælper hinanden. For eksempel har jeg arrangementer i samarbejde med forskellige butikker. I sidste uge var det Emmys, jeg lavede noget med, og i dag er det Kring Chokolade. Andre gange er det en helt tredje butik. Og det gør, at mine kunder lærer de andre butikker at kende, og så bruger de hele byen, forklarer hun.

Marie-Louise understreger, hvordan sådanne initiativer forvandler byens gæster til mere end blot kunder ét sted.

– Folk kommer måske primært for at besøge min garnbutik, men de laver en hel dag ud af det. Det gør, at vi får skabt en levende by, og at folk ikke kun kommer for en enkelt ting, men for hele oplevelsen.

Brug byen, skab minder

Marie-Louise Veber Paustian opfordrer sidst både de lokale og byens gæster til at tage del i julens mange aktiviteter i Middelfart.

– Jeg synes, folk skal huske at bruge deres by, også til jul. Det er det, der gør, at vi kan blive ved med at være her og tilbyde de her aktiviteter. Vi gør os virkelig umage for at skabe noget særligt, og vi vil gerne høre idéer og input fra folk.

Udskiftning i den danske EM-trup

0

Mette Tranborg støder til EM-truppen i aften. Hun er indkaldt som et defensivt add-on til truppen.

Landstræner Jesper Jensen har valgt at indkalde den stærke Esbjerg-spiller for at få flere muligheder i defensiven.

– Mette Tranborg har en enorm rutine qua sine mange slutrunder, og vi tror på, at hun kan komme ind og blive et stærkt add-on til især vores defensiv. Hun kan dække flere positioner i forsvaret, og på den måde føler vi, at vi får flere muligheder at arbejde med. Vi er glade for, at Mette har sagt ja til at træde til med så kort varsel, siger Jesper Jensen og tilføjer:

– Stine Eiberg har gjort det rigtig godt, og vi er sikre på, at hun også i fremtiden bliver en vigtig brik for landsholdet, Jesper Jensen.

Mette Tranborg er helt fit for fight efter at have døjet lidt med en skade i læggen, og hun vil derfor være klar til kamp med det samme.

Med Tranborgs indtræden i truppen rykker Stine Eiberg over i samme rolle som Elma Halilcevic. Det betyder, at truppen nu udgøres af 16+2 spillere. Det vil sige, at Stine Eiberg og Elma Halilcevic som udgangspunkt kun kommer i aktion, hvis der opstår skader eller brug for pause hos andre spillere.

Danmark spiller næste kamp ved EM lørdag den 7. december kl. 18.00 mod Tyskland.

Kendt virksomhedsejer er ny kandidat til byrådet

0

Jan Riisager, der til dagligt er indehaver af Randal Beton, er seneste skud på stammen af Venstres kandidater til kommunalvalget i 2025. Denne beslutning kommer som et naturligt skridt, da Riisager gennem sit lange erhvervsliv har været tæt på både erhvervslivet og de politiske aktører i Fredericia. Med et klart mål om at bidrage til byens udvikling ser han det som et ansvar at stille op.

Venstre i Fredericia er begyndt at forme deres kandidathold til kommunalvalget i 2025. Den nuværende byrådsgruppe har allerede meldt sig klar til genopstilling, og for nylig blev Lasse Hildingberg præsenteret som kandidat. Nu er det så Jan Riisager, der træder ind som den næste i rækken. Med sin lange erfaring som selvstændig og en solid baggrund i erhvervslivet har Riisager besluttet at bidrage til byens politiske udvikling. Det er et skridt, der afspejler Venstres ambition om at bringe nye kræfter ind, samtidig med at de nuværende medlemmer fortsætter deres arbejde for Fredericias fremtid.

Jan Riisager bringer mange års værdifuld erfaring med sig, som han nu har besluttet at anvende til gavn for Fredericia. Hans brede erfaring fra erhvervslivet og hans arbejde som selvstændig har givet ham en solid ballast, som han ser som en styrke i arbejdet med at forme byens fremtid.

– Min erfaring kommer primært fra mange års samarbejde med store virksomheder og aktører på markedet. Jeg har arbejdet med dette i 25 år og været selvstændig i over 20. Det har givet mig en ballast, som jeg mener fungerer godt. Jeg kan også bidrage med noget ro og overskud, især når det handler om at styre en debat, selvom jeg ikke nødvendigvis har meget politisk erfaring, siger Riisager, der er overbevist om, at hans baggrund som selvstændig og hans evne til at håndtere komplekse situationer kan være en fordel i politiske beslutningsprocesser.

Interessen for politik opstod for Jan Riisager på en uventet måde, da han blev konfronteret med krav om at håndtere støjproblemer fra sin virksomhed. Denne udfordring fik ham til at engagere sig mere i de politiske processer, hvor han kunne finde løsninger på de problemer, han stødte på. Det var denne situation, der satte gang i hans beslutning om at tage et skridt ind i politik og bruge sin erfaring til at bidrage til Fredericias udvikling.

– Jeg har en grund inden for bygrænsen, og jeg blev mødt med krav om at håndtere støjproblemer, lidt ligesom de gjorde ude ved Crossbridge Energy. For nylig modtog jeg et påbud fra kommunen om, at jeg skulle gøre noget ved støjen, og det har jeg så taget hånd om. Jeg forventer at sende et svar den 19. december, som de har bedt om før juleferien, forklarer Riisager.

Han understreger, at han har søgt hjælp fra erfarne politikere for at finde løsninger, da han har haft svært ved at finde støtte lokalt.

– Jeg har talt med Kenny (Bruun Olsen, red.), der er med i Teknisk Udvalg, om, hvad man kan gøre ved støjen, og jeg har også haft Kristian Bendix Drejer fra Business Fredericia med indover, da jeg ikke rigtig har haft nogen at støtte mig til. Når man er isoleret, så er det nemt at blive “mobbet”, og derfor har jeg søgt hjælp fra dem, som har erfaring i de politiske kredse, siger han.

Efter flere møder med politiske aktører som Kenny Bruun Olsen og Peder Tind blev Jan Riisager opfordret til at overveje at stille op til byrådet.

– Det har ført til, at jeg har haft møder med både Kenny og Peder, som har været ude ved mig, og vi har drøftet de udfordringer, jeg har haft med min fabrik. Efter det begyndte de at spørge, om jeg ikke kunne tænke mig at interessere mig mere for politik. Jeg har en idé om, at Fredericia kunne udvikle sig med et andet perspektiv end det nuværende, fortæller Riisager.

Vil inkludere alle på arbejdsmarkedet

En af de vigtigste mærkesager, som Riisager ønsker at arbejde med, er inklusionen af dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Han har mange gange set, hvordan det er muligt at få folk tilbage i arbejde, hvis man giver dem den rette mulighed.

– Jeg mener, det er vigtigt at gøre mere for at få de mennesker, der er på kanten af arbejdsmarkedet, med. Det handler ikke kun om at få dem ind i jobs, men om at finde en måde til at inkludere dem i samfundet. Der er et stort potentiale i mange af de mennesker, og det er noget, vi skal blive bedre til som samfund.Jeg har set det på tæt hold, og jeg tror på, at det kan gøre en stor forskel for både de mennesker og for samfundet som helhed, siger Jan Riisager.

Som en mand, der har været i Fredericia i 57 år, er han ikke kun interesseret i, hvad der sker i dag, men hvordan Fredericia kan udvikle sig fremover.

– Jeg har boet i Fredericia i 57 år, og jeg har fulgt byens udvikling tæt. Jeg vil gerne være med til at præge Fredericias fremtid. Jeg synes, vi skal fokusere på, hvordan vi kan gøre Fredericia til en bedre by, også for den voksende gruppe af ældre borgere. Vi skal sørge for, at det er et godt sted at blive ældre, og at vi har de rette rammer for både de unge og de ældre. Fredericia har mange muligheder, og jeg vil gerne være med til at sikre, at vi udnytter dem bedst muligt, siger Riisager, der mener, at Fredericia har stor potentiale, som endnu ikke er udnyttet.

Tiden er til politik

I sin virksomhed har Riisager et stabilt team, og han føler sig godt rustet til at tage ansvar i både sin virksomhed og et politisk hverv.

– Jeg har et godt team i min virksomhed, og mange af dem har været hos mig i mange år. Så jeg vil sagtens kunne være væk til et møde om formiddagen eller eftermiddagen uden, at der sker noget ved det. Jeg er ikke længere væk end et opkald eller en besked, så det er ikke noget problem, siger Riisager.

Kenny Bruun Olsen, tidligere virksomhedsejer og nuværende medlem af byrådet, mener, at Riisager vil være en god tilføjelse til byrådet.

– Jeg var selv virksomhedsejer, da jeg stillede op første gang i 2009, men jeg endte med at afvikle virksomheden. Når jeg ser på det i dag, så kunne jeg sagtens stadig have været virksomhedsejer, og det er jeg også sikker på, Jan kan. Det handler bare om, at så må man sortere noget andet fra, og det er jeg sikker på, at Jan også kan klare. Vi mangler faktisk virksomhedsejere i byrådet, så jeg synes Jan er en rigtig god kandidat, siger Kenny Bruun Olsen.

Åben for flere kandidater

Peder Tind, der er Venstres borgmesterkandidat, mødte selv Jan Riisager første gang, da han under sidste byrådsperiode var formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. Han mener, at Riisager kan bidrage til at få flere i arbejde.

– Vi fokuserede meget på flexjob, miniflexjob og hvordan erhvervslivet kan tage ansvar for at inkludere folk, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg har stor respekt for den måde, Jan driver sin virksomhed på, og det er fantastisk, at han nu vil være en del af Venstres kandidathold, siger Tind.

Selvom Venstre allerede har en del kandidater på plads, så er de åbne for flere kandidater. Døren står åben, slår Peder Tind.

– Vi skal have mange kandidater, og det er vigtigt, at folk tør stille op. Hvis man har lyst til at være en del af holdet, så skal man ikke tøve med at kontakte os i Venstre. Det er vigtigt, at vi har et bredt og engageret hold, der kan arbejde sammen om Fredericias fremtid, slutter Peder Tind.

Regeringen vil stramme udvisningsregler for kriminelle udlændinge

0

Regeringen har fremlagt et forslag om at afskaffe den såkaldte trappestigeordning, som i dag begrænser domstolenes mulighed for at udvise kriminelle udlændinge. Tiltaget skal gøre det muligt at udvise flere, der idømmes ubetinget fængselsstraf, og forventes at træde i kraft fra 1. juli 2025, hvis lovændringen vedtages.

Den nuværende trappestigeordning betyder, at jo længere tid en udlænding har opholdt sig i Danmark, desto grovere kriminalitet kræves der for at udløse en udvisning. Regeringen ønsker nu at afskaffe ordningen for udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf, uanset hvor længe de har opholdt sig i landet eller længden af den idømte straf.

– Udlændinge i Danmark er desværre overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og begår for ofte alvorlig kriminalitet – eksempelvis på bandeområdet. Det skal vi ikke finde os i, udtaler udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.

Han tilføjer:

– Hammeren skal falde endnu hårdere. Derfor vil vi skærpe reglerne, så vi kan få endnu flere kriminelle udlændinge udvist. Hver kriminel udlænding, der bliver udvist af Danmark, er en sejr for retssamfundet og en sejr for vores land.

Flere udvisninger, men usikker effekt

Regeringen vurderer, at de nye regler kan føre til et trecifret antal yderligere sager om udvisning årligt, men det anslås, at kun et tocifret antal personer vil blive udvist som følge af ændringerne. Estimatet er dog forbundet med betydelig usikkerhed, lyder det i pressemeddelsen.

Ifølge regeringen vil skærpelsen betyde, at det fremover alene er Danmarks internationale forpligtelser, der sætter grænser for, hvilke tilfælde der kan føre til udvisning.

Forslaget kræver en ændring af lovgivningen, som skal vedtages i Folketinget. Hvis det sker, vil de nye regler træde i kraft 1. juli 2025.

Minister lytter til kritik og skærper lov mod forældrefremmedgørelse

0

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har efter omfattende kritik valgt at ændre et lovforslag, der skal styrke barnets ret til begge forældre i familier med konfliktfyldte samlivsbrud. Lovforslaget, som forventes vedtaget inden jul, skærpes nu, så det tydeligere understreger, at forældrefremmedgørelse og samværschikane kan få alvorlige konsekvenser.

Barnets ret i centrum

Lovforslaget er en del af en bred politisk aftale fra sidste år, hvor regeringen sammen med Folketingets partier enedes om at skabe et mere robust familieretligt system. Formålet er ifølge social- og boligministeren at beskytte børn mod at komme i klemme mellem forældre, der er i konflikt. Forældrefremmedgørelse, hvor en forælder bevidst modarbejder barnets relation til den anden forælder, bliver nu defineret med udgangspunkt i barnets adfærd i stedet for forældrenes handlinger.

– Det er dybt urimeligt, at der findes forældre, der kan finde på at afbryde deres barns kontakt til den anden forælder uden grund eller bevidst vende barnet mod den anden forælder. Børn har ret til en barndom med begge forældre i deres liv, siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet.

Kritik fører til justeringer

Da forslaget blev fremsat i oktober, lød der kritik fra flere sider, blandt andet om, at det ikke klart nok tog afstand fra samværschikane. Kritikken har ført til en præcisering i lovforslaget, som nu tydeliggør, at forældrefremmedgørelse skal tillægges vægt i afgørelser, når det er i overensstemmelse med barnets bedste.

– Jeg er rigtig tilfreds med den måde, lovforslaget er endt på, hvor vi stiller os på barnets side, udtaler ministeren og understreger, at balancen mellem barnets bedste og konsekvenser for chikane er vigtig:

– Forældrefremmedgørelse får sin egen, tydelige plads i loven, og det er blevet skrevet klart ind, at det kan få alvorlige konsekvenser for den, der udøver chikanen.

Lovforslaget, som ændrer både forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset, skal gennemgå sin anden- og tredjebehandling inden jul. Regeringen har allerede sikret sig opbakning fra SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre.

Nyt skoletilbud til elever i Fredericia

0

I et skridt mod at styrke inklusionen og sikre bedre uddannelsesmuligheder for unge med særlige behov, har Fredericia Kommune besluttet at udvikle en ny mellemform for 7.-9. klasse.

Dette tilbud bygger videre på de positive erfaringer fra 10.E, som har været en succes for elever, der har svært ved at følge den almindelige undervisning, men heller ikke har haft behov for den intensive støtte, der tilbydes på Frederiksodde Skole. Mellemformen skal give disse unge mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt og dermed forbedre deres chancer for at fortsætte på ungdomsuddannelser eller i arbejdsfællesskaber.

– Vi har besluttet at igangsætte arbejdet med at inkludere 7. klasse i den nye ordning. Der skal dog træffes en beslutning i det nye år om, hvor den fysiske placering af denne løsning skal være. Det kræver, at der er ledige lokaler et eller andet sted, så vi kan finde plads til det, forklarer Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.

Ifølge Jensen er det ungdomsskolen, der står for at tilbyde denne ordning, ligesom de også er ansvarlige for andre mellemformer, der sigter mod at hjælpe elever, der ikke trives i den almindelige undervisning. Dette tilbud er en udvidelse af den succesfulde ordning med 10.E, som allerede har givet gode resultater for elever med særlige læringsbehov.

– Vi ser en stigning i antallet af diagnoser, og 10.E appellerer netop til den målgruppe. Vi har erfaring med, at børn, der ikke passer ind i en almindelig klasse, men heller ikke skal være på fredagsåret, kan have stor gavn af at være i en sådan mellemform, siger Pernelle Jensen.

Pernelle Jensen. Arkivfoto.

Den nye ordning for 7.-9. klasse er netop tænkt som en løsning for de elever, der ikke trives i den normale folkeskole, men som heller ikke har behov for specialundervisning på Frederiksodde Skole.

Målet med den nye mellemform er at give eleverne en mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt, samtidig med at de får undervisning, der er tilpasset deres behov. Undervisningen skal være målrettet og inkluderende, så alle elever får de bedste forudsætninger for at kunne bestå folkeskolens afgangseksamen i dansk, matematik og engelsk – samt alle de andre fag, de måtte have mulighed for at mestre.

Der vil i begyndelsen blive oprettet én klasse med et klasseloft på 14 elever, som skal omfatte både, 7., 8. og 9. årgang. Denne klasse vil samle elever fra udskolingerne og fra FOS.

– Det er for at sikre, at klassen ikke bliver for stor. Vi ønsker at kunne tilbyde de bedst mulige rammer for, at eleverne kan lykkes. De skal ikke følge den helt normale undervisning i en stor klasse, men får i stedet en undervisning, der er tilpasset deres behov, siger Pernelle Jensen.

Forvaltningen har lagt vægt på, at dette tilbud ikke skal være en almindelig klasse, men en mellemform, hvor undervisningen tilpasses de enkelte elevers behov. Derfor vil undervisningen fokusere på målrettede tiltag, der kan hjælpe eleverne med at udvikle de nødvendige færdigheder og kompetencer, så de kan fortsætte i et ungdomsuddannelsesforløb eller i et andet forberedende uddannelsesforløb.

I næste fase af udviklingen vil der blive oprettet en anden klasse, som vil være målrettet 7.-8. årgang. “Vi arbejder med at designe indholdet af undervisningen og tager udgangspunkt i elevernes behov. Det er klart, at dette ikke er en helt normal klasse, men en mellemform, hvor undervisningen tilpasses, så eleverne får et tilbud, der hjælper dem videre,” siger Jensen.

Den økonomiske ramme for tilbuddet er blevet fastlagt, og det er blevet vurderet, at det vil være selvfinansierende. Taksten for en elev i 7.E-9.E vil være halvdelen af taksten for Frederiksodde Skole, hvilket svarer til 175.000 kr. pr. elev.

I forbindelse med oprettelsen af 7.E-9.E er der også fokus på samarbejde mellem Ungdomsskolen, skolerne og Frederiksodde Skole. Forvaltningen arbejder på at sikre, at der er stærk synergi mellem de eksisterende tilbud og det nye. Jensen ser muligheder i at udvide mellemformer som disse, da de har potentiale til at imødekomme behovet for et mere fleksibelt og inkluderende undervisningstilbud.

Med etableringen af 7.E-9.E ser Fredericia Kommune et potentiale for at hjælpe unge, der har svært ved at følge den almindelige undervisning, men som samtidig ikke har behov for fuld specialundervisning. Denne mellemform giver de unge et bedre grundlag for at fortsætte i et ungdomsuddannelsesforløb, samtidig med at de får den nødvendige støtte til at kunne håndtere de udfordringer, de møder i deres skolegang.

– Vi er glade for at være i gang med at udvikle flere løsninger som disse, som giver flere unge muligheden for at få det rette skoletilbud og lykkes med deres uddannelse. Vi har set, hvor stor en forskel 10.E har gjort for de unge, og nu har vi muligheden for at gøre det samme for endnu flere, slutter Pernelle Jensen.

Skole ombygges for millioner efter pladsmangel

0

Torsdag besluttede Børne- og Skoleudvalget i Fredericia at tage konkrete skridt mod at løse de kapacitetsudfordringer, der plager Fjordbakkeskolen Afd. Skærbæk. Skolen har i længere tid kæmpet med pladsmangel, især i forhold til indskolingen, maker-miljøet, klubfaciliteterne og personalets forberedelsesplads. På baggrund af input fra lærere, pædagoger og skoleledelse har forvaltningen præsenteret en række løsninger, der kan adressere de presserende udfordringer både på kort og mellemlangt sigt.

I et forsøg på at få et klart billede af skolens behov, blev der afholdt to møder med skolens lærere og pædagoger, hvor der blev indsamlet værdifulde input. Skoleledelsen og forvaltningen har desuden haft løbende dialogmøder, og resultatet er blevet en samlet plan, der rummer en række nøgleløsninger, der sigter mod at forbedre både fysiske rammer og arbejdsforhold for skolens ansatte.

En af de mest centrale løsninger er etableringen af et nyt maker-miljø i de eksisterende klublokaler i bygningens ende. Dette skal ikke kun løse pladsproblemerne, men også sikre, at de allerede besluttede maker-miljøer bliver realiseret, hvilket er et vigtigt skridt i retning af at skabe et kreativt og innovativt læringsmiljø for eleverne. Samtidig vil der blive etableret nye forberedelsespladser til personalet på første sal, hvilket vil sikre et bedre arbejdsmiljø og give lærerne de nødvendige rammer for forberedelse og samarbejde.

Derudover har forvaltningen foreslået at placere en lille pavillon på bagsiden af skolen, ud mod sportspladsen. Denne pavillon skal skabe plads til flere børn og tilbyde mindre rum, der er nødvendige for fordybelse og koncentration. Endnu en pavillon, en større en af slagsen, skal placeres tættere på SFO-området og vil indeholde to klasselokaler til brug for både BPVIS og SFO, hvilket skaber nærhed mellem børnene og deres fritidstilbud.

Skærbækhus, der allerede fungerer som et mødested, vil også blive opgraderet. Isoleringen vil blive forbedret, og der vil blive installeret varmekilder. Husets funktion vil blive udvidet, så det kan anvendes til møder og aktiviteter som f.eks. AKT-arbejde, Trivsel+-møder og stormøder for ældstegrupperne fra børnehaven. Skærbækhus vil fortsat være tilgængeligt for udlån til beboerforeningen, dog på skolens præmisser.

De økonomiske konsekvenser af disse initiativer er blevet taget i betragtning, og der er allerede afsat 26,223 millioner kroner til skolerenovering i budgettet for 2025. De nødvendige ændringer på Fjordbakkeskolen Afd. Skærbæk anslås at koste 4,9 millioner kroner, og den afsatte sum i budgettet vil kunne dække disse omkostninger. Samtidig vil renoveringen af Ullerup Bæk Skolen Afd. Skjoldborgsvej fortsætte som planlagt. Et forventet mindreforbrug på mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner i 2024 vil kunne bruges til at finansiere en del af ændringerne.

Opbrudte vinduer i Middelfart

0

Fyns Politi har i deres seneste døgnrapport registreret to indbrud i Middelfart. Begge hændelser fandt sted inden for de seneste dage og involverede adgang via opbrudte vinduer.

Det første indbrud blev anmeldt på Karolinevej torsdag den 5. december, men det er sandsynligt, at det er sket dagen før, onsdag den 4. december omkring klokken 16.00. Ifølge politiet er der ikke umiddelbart stjålet noget ved dette indbrud.

Det andet indbrud blev anmeldt samme dag, men hændelsen fandt sted allerede den tirsdag 3. december omkring klokken 15.00 på Gl. Strandvej. Her er der endnu ikke overblik over, hvad der måtte være stjålet.

Ifølge døgnrapporten fremgik der ikke andre hændelser fra Middelfart-området. Indbruddene fylder dog generelt en del på døgnrapporterne fra området i øjeblikket.

Politiet har fat i tre mænd efter indbrud

0

Fredericia blev onsdag og torsdag ramt af endnu en bølge af indbrud. Politiet har nu anholdt tre mænd, som mistænkes for at stå bag det ene af indbruddene. Efterforskningen skal nu afgøre, om de tre mistænkte gerningsmænd kan kobles til tidligere indbrud i de mange indbrudsplagede områder i Fredericia.

Det første indbrud skete på Abildgaardsvænget i Fredericia mellem onsdag klokken 16.30 og torsdag kort efter midnat. Gerningsmændene brød formentlig et vindue op med et koben og fik adgang til soveværelset.

– De er kommet ind gennem et vindue og formentlig gået ud samme vej igen. Det ser ud til, at der er brugt et koben, men vi har endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet, fortæller politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Torsdag eftermiddag blev der begået endnu et indbrud, denne gang på Vejrmosegårds Allé i Snoghøj. Det fandt sted mellem klokken 16.30 og 20.45, hvor et vindue til stuen blev opbrudt, og huset gennemrodet.

– Der er primært stjålet smykker, men ejeren har endnu ikke fuldt overblik over, hvad der ellers kan være taget, siger Hoffensetz.

Politiet stopper indbrudstyve på flugt

Senere torsdag aften klokken 23.18 gik alarmen i en villa på Ellehammersvej i Taulov. Politiets patrulje ankom hurtigt til stedet, hvor husets røgkanon og kameraer var aktiveret. Røgen gjorde det vanskeligt at navigere, men billederne viste flere gerningsmænd, og politiet kunne få en idé om deres udseende og påklædning.

– Da patruljen ankommer, kæmper de sig gennem den massive røg fra røgkanonen, som var aktiveret i huset. På overvågningsbillederne kunne vi se flere gerningsmænd og få en idé om deres tøj og kropsbygning, fortæller Hoffensetz om aktionen.

Politikommissæren fortæller, at patruljen straks satte gang i en eftersøgning, og at de cirka en time efter indbruddet kunne stoppe en sort personbil på Skærbækvej. I bilen sad tre mænd: en 44-årig fra Fredericia, en 24-årig fra Brabrand og en 36-årig fra Vejle.

– I bilen fandt vi handsker, som kunne være brugt til indbruddet. Samtidig stemte mændenes fremtoning overens med billederne fra overvågningen. Så vi føler os ret overbeviste om, at vi har fat i tre indbrudstyve her, forklarer Hoffensetz.

De tre mænd blev efter overført til politistationen i Vejle, hvor efterforskningsafdelingen nu arbejder på at klarlægge deres rolle i indbruddet og undersøger, om de kan sættes i forbindelse med de andre sager.

– Jeg tænker, at de her mænd skal undersøges godt og grundigt. Vi har haft flere indbrud i Fredericia på det seneste, og vi læser jo dagligt op på nye sager. Nu skal vi finde ud af, om der er en sammenhæng, siger politikommissæren.

Det er endnu ikke afgjort, om de tre mænd skal fremstilles i grundlovsforhør, eller om de løslades efter sigtelse.