Fællessang i Fredericia: Teatret ramte en nerve med nyt initiativ

0

KULTUR. På Fredericia Musicalteater er ambitionerne høje – og dørene nu endnu mere åbne. Tirsdag den 28. maj prøvede teatret kræfter med et nyt folkeligt initiativ: Fyraftenssang. Og det var ikke kun melodierne, der ramte rent – idéen viste sig også at være et hit.

Teatrets direktør Thomas Bay, der selv sad ved klaveret under arrangementet, forklarer baggrunden for idéen:

»Teatret skal være åbent for alle. Vi vil gerne invitere flere indenfor og vise, at teatret ikke kun handler om forestillinger, men også om at skabe fællesskaber. Musik og sang har en unik evne til netop det,« siger han.

Arrangementet blev sat op med kort varsel, men responsen var alligevel imponerende. Der var næsten udsolgt, da Liv Stevns, producent og tidligere performer, sikkert ledte publikum igennem en række sange fra både klassiske fællessangsnumre til mere udfordrende musicalmelodier.

»Stemningen var fantastisk, der blev sunget med masser af energi, og der var masser af grin og glæde undervejs. Vores ambition er helt klart, at det her skal vokse sig endnu større, så vi kan fylde salene fremover,« lyder det fra Thomas Bay.

Temaet for sangvalgene var bygget op omkring en livscyklus, nøje udvalgt af Liv Stevns og teatrets dramaturg Katja Lotsberg Nilsen, hvilket gav arrangementet en særlig dybde og mening.

Deltagerne tog også rigtig godt imod det nye koncept. Thomas Bay og teamet talte med gæsterne undervejs og efter arrangementet, og responsen var entydig:

»Folk var glade og begejstrede for initiativet. Flere spurgte allerede på aftenen, hvornår det kommer igen. Siden har flere skrevet og spurgt, om vi gentager det – og det gør vi bestemt,« siger Thomas Bay entusiastisk.

Han understreger samtidig, hvor vigtigt det er for teatret at være mere end forestillinger:

»Vi vil gerne vise, at vi er mennesker, der bor, lever og knokler for at skabe gode oplevelser. Vi er en del af byens puls, og derfor er det vigtigt for os at styrke forbindelsen til byen og dens borgere. Det er arrangementer som fyraftenssangen med til at gøre.«

Thomas Bay drømmer stort og bredt på byens vegne, og han håber, at initiativet kan blive en af mange ting, som Fredericia kan samles om i fremtiden – ligesom byens kultur, sport og fællesskaber generelt:

»Jo mere vi kan samles omkring og være stolte af, jo stærkere står vi som by. Det handler både om kultur, sport, kunst – og sang. Fredericia har et fantastisk fællesskab, og det skal vi dyrke endnu mere,« slutter Thomas Bay.

Regeringen må vise lederskab i klimakrisen – men drukner os i stedet i dårlige undskyldninger

Af folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen og byrådsmedlemmer for SF,  Iben Lehmann Rasmussen, byrådsmedlem i Kolding og Hanne Pedersen, byrådsmedlem i Haderslev

Det er ikke længe siden, vi i det sydjyske og flere andre steder i Danmark endnu en gang blev mindet om, hvad klimaforandringerne kan føre med sig. I Esbjerg kæmper man hyppigere mod havet, der presser sig op over kajkanter og truer med at oversvømme hele havneområderne. I Sønderborg og omegn oplever man, hvordan ekstrem regn og skybrud sender vand ind i kældre og over villaveje.

I Haderslev har man flere gange set, hvordan fjorden går over sine bredder, og i Kolding bliver de lavtliggende områder mere og mere sårbare overfor stormfloder og kraftige regnskyl.

Det her er ikke noget, der sker “et andet sted”. Det er vores egne byer, vores infrastruktur og vores hjem, der er i fare. Og nu viser en ny rapport endda igen, hvor mange milliarder, det kommer til at koste os, hvis vi ikke handler.

Klimaforandringerne er ikke længere en fremtidsudfordring – de er nutid. Vi ser det i vandmasserne, i de ødelagte haver og veje, og i den utryghed, det skaber hos familier, der ikke ved, om deres hjem er det næste, der står under vand.

Regeringens reaktion? Tomme løfter og politisk syltekrukke.

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Ja, det bliver dyrt – men det bliver endnu dyrere at lade stå til. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at tusindvis af danskere må forlade deres hjem. Ikke bare i fremtiden, men i en ikke alt for fjern nutid.

Vi har stadig mulighed for at tage ansvar. Men det kræver mod. Det kræver politisk vilje. Og det kræver, at regeringen lægger en konkret plan på bordet, som Folketinget kan arbejde videre med.

Klimakrisen venter ikke på os – og den forsvinder ikke, bare fordi andre globale problemer fylder nyhedsfladen.

Regeringen må træde i karakter og samle os om en strategi, der sikrer, at hele Danmark – også Sønderborg, Esbjerg, Haderslev og Kolding – er klar til fremtidens mere ekstreme vejr.

Friske skud i Lillebælt: Assens går under vandet for at hjælpe havmiljøet

0

NATUR. Assens Kommune er en af 25 danske lokationer, hvor frivillige hænder den 15. juni kan være med til at give havmiljøet en hjælpende hånd. Denne dag samles lokale kræfter ved Søsportscentret i Assens, hvor frivillige sammen med Assens Dykkerklub planter friske ålegræsskud ud i Lillebælt ved Torø Huse Vig syd for byen.

Arrangementet sker som en del af Projekt Kysthjælper og Det Store Danske Ålegræsinitiativ, hvor man i hele landet arbejder for at forbedre livet i havet.

Dagen er åben for alle, og man behøver ikke være dykker for at hjælpe. Ved Søsportscentret skal der nemlig bindes ålegræsskud på søm, inden dykkerne fra Assens Dykkerklub tager over og planter skuddene i havbunden.

Ulrik Vendelbo, der er foreningsleder i Assens Dykkerklub, fremhæver betydningen af ålegræs:

»Ålegræs er vigtigt for mange fisk og smådyr. Der er langt flere fisk i områder med ålegræs end på bar sandbund. Ålegræs fremmer biodiversiteten, og derfor er det vigtigt, at vi bakker op om indsatsen.«

En del af en større plan

Projekt Kysthjælper, som Assens Kommune deltager i, er et fireårigt initiativ ledet af Danmarks Sportsfiskerforbund med støtte fra VELUX Fonden. Projektets mål er at genoprette og forbedre forholdene for havnaturen, især i de kystnære områder, hvor ålegræsset spiller en central rolle for biodiversiteten.

Havbiolog og projektleder i Kysthjælper, Erik Haar Nielsen, understreger vigtigheden af at handle hurtigt:

»Vi mener, der skal turbo på arbejdet med at udplante ålegræs i det kystnære havmiljø. Fisk og bunddyr mangler akut gode levesteder, alt imens havmiljøet er ved at kollapse på grund af flere årtiers forurening, overfiskeri og fiskeri med bundskrabende redskaber.«

I Assens Kommune holder man øje med udviklingen på steder, hvor ålegræs tidligere er blevet plantet. Søren Bay, der er biolog i Assens Kommune, er begejstret for de foreløbige resultater:

»Når vi planter ålegræs i et område, overvåger vi udviklingen tæt. Vi kan se, at et af områderne, hvor vi tidligere har plantet ålegræs, er begyndt at brede sig naturligt. Det giver os vigtig viden, som kan bruges til fremtidige tiltag,« siger Søren Bay.

Frivillige søges stadig

Arrangørerne opfordrer alle interesserede til at deltage, uanset om man ønsker at hjælpe på land eller under vand. Frivillige på land kan hjælpe med at klargøre ålegræsskuddene, mens dykkere kan hjælpe med udplantningen på havbunden.

Der vil desuden være frivillige fra Kysthjælper til stede, som i tiden op til arrangementet har modtaget undervisning, og som kan assistere med udplantningen.

Arrangementet foregår den 15. juni ved Søsportscentret i Assens, hvor alle kan møde op og være med til at gøre en forskel for biodiversiteten i Lillebælt.

De bedste CSR-virksomheder skal kåres i Middelfart

0

EVENTS. Når Hindsgavl Slot i Middelfart den 13. november slår dørene op, er det ikke blot de naturskønne omgivelser, der er i fokus. Denne dag bliver slottet nemlig rammen om kåringen af Danmarks mest socialt ansvarlige virksomheder med uddelingen af CSR People Prize 2025.

Prisen, der siden 1999 er blevet uddelt af videnshuset Cabi, hylder små og mellemstore virksomheder, der tager ekstraordinært socialt ansvar og gør en forskel for medarbejdere, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Direktør i Cabi og juryformand for prisen, Mette Rønnau, ser frem til at sætte fokus på virksomhedernes sociale ansvar:

”Social ansvarlighed er og bliver et strategisk must. Med uddelingen af CSR People Prize viser vi, hvordan virksomheder kan udvide deres rekrutteringsgrundlag, tiltrække og fastholde arbejdskraft og få det fulde udbytte af fremtidens arbejdsstyrke,” forklarer Mette Rønnau.

Hun understreger, at prisen også er en anledning til, at virksomheder kan lære af hinandens erfaringer:

”Små og mellemstore virksomheder har ikke en stor HR-afdeling, og derfor er behovet for at kunne lære af hinandens gode erfaringer særdeles vigtigt.”

I år uddeles CSR People Prize i to kategorier, hvor både private og offentlige virksomheder kan blive nomineret, her virksomheder med færre end 49 ansatte og virksomheder med mellem 50 og 249 ansatte

Indstillingen til prisen er åben frem til den 21. august 2025, og både virksomheder selv og andre kan opfordre til nomineringer.

Taboada siger farvel til Fredericia: »Jeg tager klubben med i hjertet«

0

SPORT. Den 22. maj 2025 markerede afslutningen på en mindeværdig periode for Reinier Taboada i Fredericia Håndboldklub. I tre sæsoner har cubaneren været en stor berigelse og en særdeles spændende spiller at følge for håndboldfans i Fredericia og omegn. Da han trak FHK-trøjen over hovedet for sidste gang i udekampen mod GOG i Svendborg, sluttede et kapitel fyldt med højdepunkter, følelsesmæssige øjeblikke og personlige triumfer. AVISEN mødte Taboada lige efter kampen for at reflektere over tiden i klubben, fremtiden og alle de minder, han tager med sig.

Han havde gerne sluttet af med en sejr i sin sidste kamp, men sådan skulle det ikke gå. Dog vil Taboada huske tilbage på Fredericia som et stort sportsligt eventyr.

»Det var lidt surt at afslutte med et nederlag. Selvfølgelig ønsker man altid at vinde den sidste kamp, men det var stadig en særlig oplevelse at spille min sidste kamp for klubben. Personligt gik det godt, og jeg er meget glad for at afslutte sæsonen uden skader. Det har været en virkelig god sæson,« fortæller Reinier Taboada med en blanding af stolthed og nostalgi i stemmen.

Den elegante og teknisk stærke bagspiller har været en af klubbens absolutte profiler, og hans imponerende præstationer har været afgørende for FHK’s historiske resultater i de seneste år. Fra en bronzemedalje i hans første sæson til sølvmedaljer og deltagelse i Champions League – det er præstationer, som har været med til at løfte Fredericia til nye højder på håndboldscenen.

»Det har været en fantastisk rejse. Det første år vinder vi bronze, og året efter tager vi sølvmedaljen og kvalificerer os til Champions League. Det har virkelig været specielt at spille om medaljer med Fredericia. Det er minder, jeg aldrig glemmer, og som jeg altid vil tage med mig videre,« siger Taboada med en varme, der vidner om hans kærlighed til klubben.

Undervejs har både Taboada selv og Fredericia Håndboldklub udviklet sig markant. Han fremhæver især klubbens vilje til at forbedre sig konstant og den gode atmosfære omkring holdet som nøgleelementer i succesen.

»Jeg har været stolt og glad hele vejen igennem. Klubben har udviklet sig enormt, og det føler jeg også, at jeg selv har gjort. At slutte min tid i Fredericia med at spille Champions League var stort. Jeg havde gerne fortsat i klubben, men nu glæder jeg mig til det næste eventyr i Benfica,« fortæller Taboada, der med tydelig respekt og taknemmelighed ser tilbage på sin tid i Fredericia.

Han lægger ikke skjul på, at afskeden med Fredericia vækker stærke følelser.

»Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle klubbens fans, sponsorer og kolleger. De har været helt fantastiske at arbejde sammen med. Det bliver mærkeligt at skulle væk herfra, for jeg vil virkelig savne Fredericia. Men nu ser jeg frem mod nye udfordringer og oplevelser,« siger Taboada, der også påpeger, at fansenes opbakning har haft stor betydning for ham.

I den nærmeste fremtid handler det dog først og fremmest om at genfinde energien, inden næste udfordring kalder.

»Nu holder jeg ferie, hvor jeg får slappet godt af, så jeg er klar til at komme videre med ny energi. Jeg sender en stor krammer og en dybfølt tak til alle fansene. De har altid været der, både i medgang og modgang, og det betyder utrolig meget for mig. Tusind tak for alt,« afslutter en tydeligt bevæget Reinier Taboada.

Audi Danmark og LøkkeFonden:

0

SAMFUND. Alt for mange unge drenge står uden for fællesskabet i Danmark. Det vil Audi Danmark og LøkkeFonden ændre på i et nyt, omfattende samarbejde. Partnerskabet kombinerer økonomisk støtte til LøkkeFondens DrengeAkademiet med aktiv deltagelse fra Audi-medarbejdere og ledere.

DrengeAkademiet er en central indsats i LøkkeFonden, hvor 100 fagligt udfordrede drenge i 7. og 8. klasse hvert år deltager i en to-ugers intensiv læringscamp efterfulgt af et års mentorforløb. Målet er klart: Drengene skal genfinde troen på sig selv og hente deres faglige og personlige efterslæb ind. Indsatsen har allerede vist dokumenterbare resultater med tydelige fremskridt både fagligt og mentalt hos deltagerne.

»Samarbejdet med Audi Danmark er et eksempel på det, der virkelig gør en forskel: Et partnerskab, hvor der både er økonomisk støtte og reel, menneskelig involvering. Når rollemodeller fra erhvervslivet møder vores drenge og viser dem, at der findes andre veje og muligheder i livet, så kan det flytte noget helt fundamentalt,« siger Kristian Hulmose Nørgaard, direktør i LøkkeFonden.

For Audi Danmark handler samarbejdet netop om at gøre en konkret forskel:

»Hos Audi ønsker vi at være en aktiv del af det samfund, vi indgår i. Børn og unge er vores fremtid, og derfor ønsker vi at række ud til dem, der har det svært og har brug for en professionel håndsrækning. Med LøkkeFonden og DrengeAkademiet har vi fundet en partner, som både skaber dokumenterbare resultater og sætter mennesket i centrum,« forklarer Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark.

Ud over økonomisk støtte engagerer Audi-medarbejdere sig direkte i mentorforløbet. De stiller op som rollemodeller og inviterer drengene på virksomhedsbesøg, hvilket kan inspirere nogle af dem til en fremtid i bilbranchen.

»Det her samarbejde handler om at tage ansvar. Og det handler om at gøre noget konkret for nogle af dem, der har allermest brug for det,« siger Rikke Hamilton.

Fakta om DrengeAkademiet:

  • Målgruppe: Fagligt udfordrede drenge i 7.-8. klasse
  • Indhold: To ugers camp + ét års mentorforløb og forældresamarbejde
  • Resultater: Dokumenteret langvarig effekt på faglig, personlig og social udvikling samt samfundsøkonomisk gevinst
  • Pris for deltagerne: Gratis
  • Læs mere: www.loekkefonden.dk

Mød undervisningsminister Mattias Tesfaye i Fredericia

0

POLITIK. Mandag den 16. juni 2025 får Fredericia ministerbesøg, når undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) gæster byen til et åbent medlemsmøde arrangeret af Socialdemokratiet i Fredericia.

Mødet finder sted på HTX, Teknikervej 2, 7000 Fredericia, fra kl. 17 til 18. Arrangementet giver borgere i Fredericia og omegn mulighed for at møde ministeren personligt, stille spørgsmål og blive klogere på regeringens politik inden for uddannelsesområdet samt andre aktuelle emner.

»Vi glæder os til en inspirerende eftermiddag i demokratiets tegn – og til at se både medlemmer og nye ansigter til en vigtig politisk samtale,« skriver Socialdemokratiet i Fredericia i en pressemeddelelse.

Arrangementet er åbent for alle interesserede, og Socialdemokratiet byder på kaffe og vand.

Gratis køretur blev dyr fornøjelse: Taxapassager fra Esbjerg nægtede at betale

0

KRIMI. Nogle gange er natten lang, og pengene små. Og så kan en taxatur mellem Fredericia og Kolding hurtigt udvikle sig til en mere bøvlet affære, end man havde regnet med.

Det måtte en 44-årig mand fra Esbjerg Kommune sande natten til mandag klokken 02.13. Han havde sat sig godt til rette på bagsædet i en taxa med kurs mod Kolding, men da regningen skulle gøres op ved Banegårdspladsen i Kolding, blev det pludselig svært at finde pengepungen frem.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd mandag morgen.

»Da han ankommer til Kolding, vil han ikke – eller også kan han ikke – betale for taxaturen. Det er ikke helt klart, hvad årsagen er, men altså turen bliver i hvert fald ikke bliver betalt,« fortæller vicepolitiinspektøren, der heller ikke kan sige, hvad den manglende betaling kommer til at koste den 44-årige mand.

»Jeg har faktisk ikke lige, hvad den taxatur skulle have kostet. Det har jeg ikke fundet frem endnu,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Men når først bødeblokken er fremme, bliver det nok alligevel en smule dyrere, end hvis passageren havde husket tegnebogen hjemmefra.

Taxaturen endte nemlig med en sigtelse, som manden nu skal forholde sig til. Dermed får den sene tur fra Fredericia til Kolding, der ellers kunne have været en helt almindelig afslutning på weekenden, et lidt kedeligt efterspil.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Unge Erritsø-debutanter strålede i storsejr

0

SPORT. Det lignede på forhånd en kamp med kniven for struben, da Erritsø GIF Rugby lørdag tog imod Odder Rugbyklub hjemme på eget græs. Holdet var tvunget til at vinde for at holde liv i håbet om at undgå bundplaceringen i vestkredsen af DM-kvalifikationen. Med netop det pres på skuldrene gik Erritsø-spillerne på banen – og måske var det netop alvoren, der fik hjemmeholdets debutanter til at stråle ekstra meget.

To helt unge spillere, Jonas Kloppenborg på 18 år og Anton Dalsgaard på 19 år, spillede deres første officielle rugbykamp, og især sidstnævnte satte et afgørende præg på opgøret. Den lynhurtige debutant fra sin plads på venstre wing satte to gange kurs mod Odders mållinje – begge gange med succes.

Men det begyndte faktisk med et hurtigt pres fra Odder. Allerede efter syv minutter havde gæsterne fundet vej gennem Erritsøs forsvar og bragt sig foran med syv point. Situationen så bekymrende ud, men Erritsø lod sig ikke slå ud.

Efter et kvarters spil vågnede hjemmeholdet for alvor op. Flyhalf Thor Steendahl fangede Odder på hælene med et hurtigt udført straffespark, som han resolut plantede bag modstanderens mållinje. Målet gav Erritsø luft under vingerne, og hjemmeholdet satte yderligere fire scoringer på tavlen inden pausen – signeret Adam Kvist, Nils Hagen, George Melgaard og Anton Dalsgaard.

Erritsø-debutant Anton Dalsgaard på vej mod sin første af to scoringer i storsejren 61 – 26 over Odder RK. Foto: Iver Tidemand / Erritsø GIF Rugby.

Efter pausen gjorde Odder kortvarigt mine til comeback med en scoring efter otte minutters spil. Men Erritsø var i det generøse hjørne, når det gjaldt målscoringer, og svarede lynhurtigt igen med endnu fire scoringer – to af Sebastian Thøgersen, endnu en af Nils Hagen og dagens anden scoring fra Anton Dalsgaard.

Dermed sluttede kampen med en klar sejr på 61-26 til Erritsø GIF Rugby.

Cheftræner Steve Atkins lagde efter kampen ikke skjul på sin begejstring over både indsatsen og det lovende potentiale hos debutanterne:

»Erritsø GIF Rugby leverede en stærk præstation og spillede det bedste defensive rugby, vi har præsteret hele sæsonen. Holdet viste stor disciplin og sammenhold, og den solide indsats over hele linjen afspejlede den stigende fællesskabsfølelse og dedikation. Det var også fantastisk at se to debutanter træde frem: Jonas Kloppenborg og Anton Dalsgaard. Anton gjorde øjeblikkeligt indtryk med to scoringer i sin debutkamp. Vi er stolte af holdindsatsen og ser frem til at bygge videre på denne energi i de kommende uger.«

Næste skridt for Erritsø bliver en træningskamp i hollandske Groningen i den kommende weekend. Det bliver sidste vigtige test før Erritsø skal møde topholdet Aarhus Rugbyklub hjemme i Erritsø den 21. juni.

Ja til tillid – men nej til naivitet i beskæftigelsespolitikken

0

Af Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia

I den nye beskæftigelsesindsats vil regeringen afskaffe 9 ud af 10 sanktioneringsmuligheder, fjerne 500.000 samtaler på jobcentrene, og generelt væk fra kontrol og krav på beskæftigelsesområdet. 

I udgangspunktet er det jo en storartet idé. Men har vi ikke prøvet det før? 

Og hvordan er det nu, vi som samfund plejer at reagere hver gang der kommer en sag frem i medierne, hvor nogen snyder? Vi bliver forarget og kræver strammere regler og mere regulering af området.

Og ja, tanken om mere tillid og afbureaukratisering er da smuk, men vi står pt. med en historisk lav ledighed. Er vi virkelig sikre på, at vi i tider som disse har lyst til at gamble med dén?

Og er det, når alt kommer til alt, en spareøvelse eller er det reelt en forenkling af et unødigt kompliceret beskæftigelsessystem? Når man fyrer 3.500 fagprofessionelle og skærer 2.7 milliarder væk fra området, så skal der godt nok mange forenklinger til, før de tilbageværende medarbejdere ikke blot skal løbe endnu stærkere end før reformen.

Det giver i mine øjne god mening at a-kasserne overtager de forsikrede ledige. Men at folk får ”ro” i op til et år fra systemet? Hvordan skal det sikre at alle bidrager med det de kan? Og hvis kommunens medarbejdere i virksomhedsservice finder et job til en på offentlig forsørgelse, der vælger at takke nej, er det så okay?

Hvis vi fortsat vil bevare opbakningen til vores fælles velfærdssystem, kan vi i min optik ikke fjerne alle krav og forpligtelser. Vi skal da som samfund insistere på, at man løfter sin del af samfundskontrakten om at yde, hvis man kan. Og hvis man takker nej til at tage et job, at man så som minimum bliver beskåret i sin offentlige ydelse.

For hvis ikke vi insisterer på at man tager et job, hvis man kan, så bliver det i sidste ende vores retfærdighedssans og velfærdssamfund der lider det største knæk.