10.9 C
Copenhagen
onsdag 12. november 2025

Talentpris til Erritsø-rugbypige

0

Ingrid Friend fra Erritsø GIF Rugby har afrundet et fantastisk 2024 med nok en hæder. Den talentfulde rugbypige modtog i den forrige weekend en pris for sin store indsats og flotte resultater for det udvalgte SUPER 3 hold for U16-spillere.

’SUPER 3 U16 Rugby Upcomer of the Year Award 2024’ står der indgraveret i den pris, som Erritsøs Ingrid Friend fik overrakt ved kåringen, som forgik hos Rugby Club Odense.

SUPER 3 U16 og U18 er to unge talenthold bestående af de bedste rugbypiger fra de danske klubber. Ingrid Friend, der fyldte 15 år i foråret, har været en del af U16-truppen siden november 2023. For at deltage i Super 3 skal spillerne træne ugentligt med deres egen rugbyklub, foretage ugentlige løb/styrke-træninger, og være rugbypige årgang 2005 – 2011.

I løb af året deltog SUPER 3 pigerne med stor succes i internationale stævner i Tyskland, Sverige, Malta og Tjekkiet. I Sverige blev det til U16-bronze, imens U18 vandt flere turneringer. Ingrid Friend udmærkede sig ved sin store spilforståelse, sine hurtige løb og en række flotte scoringer. Selv siger hun:

– Det føles rigtig godt at modtage denne pris, for jeg følte, at jeg fik anerkendelse for alt det hårde arbejde, jeg har lagt i træningen i år.

En tredjedel af trænertrioen, Helene B. Konner fra Rugby Club Odense, udtaler:

– Ingrid fik prisen til vores juleweekend, som bestod af træning, overraskelse, gaver, julehygge, taler og priser lørdag den 7. december. Det var os ledere/trænere i SUPER 3, som stod bag kåringerne.

Hun fortsætter:

– Planerne for 2025 er ved at komme på plads frem til juni. Vi starter året med en træningsweekend, en turnering i Tyskland i slutningen af februar og Odense Sevens i maj. Der imellem kommer nogle træninger og muligvis en tur mere.

Erritsø GIF har netop fået udtaget endnu en rugbypige til SUPER 3. Det er U18-spilleren Frederikke Norup Andersen.

Fredericia Lions Basketballklubs U15-hold har kvalificeret sig til mesterrækken

0

Fredericia Lions Basketballklub har kvalificeret sig til mesterrækken efter en sejr mod Vejen.

Vejen havde vundet det første opgør med 2 point. Så hvis Fredericia skulle vinde rækken og rykke op i mesterrækken vest for Storebælt, skulle de vinde med mindst 3 point.

Det blev også denne gang en spændende kamp mellem de 2 hold, der stod godt til hinanden, og der blev kæmpet om hver eneste bold.

I 1. periode skiftedes de til at føre, men dog med Vejen i front, de førte også hele 2. periode og helt hen til der manglede 4 minutter af 3 periode.Her førte Vejen med 4 point.

Pludselig fik Fredericia langt mere glid over deres spil og fik spillet sat rigtig godt sammen, og allerede ved udløb af 3. periode var de foran. De førte også hele 4. periode på et tidspunkt med hele 10 point.

Men resultatet blev 74 mod 68 til Fredericia. Og dermed er oprykningen til den fornemste række vest for Storebælt en realitet.

Kampen blev spillet i Fredericia Idrætscenter, og kampen blev overværet af ialt knap 200 tilskuere til en U-15 kamp. Det gav kampen en helt fantastisk stemning.

FHK viste de skal tages seriøst

0

FHK tabte lørdag 32-30 til Aalborg, men på trods af nederlaget viste de, at de er en seriøs udfordrer til årets danske håndboldmesterskab.

Selv om sejren gled dem af hænderne i de sidste minutter, bekræftede de, at de er en kraft, som de store klubber skal tage alvorligt.

Snakken går i kulissen, og der er flere, der begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det er året, hvor dominansen fra de to største danske håndboldklubber – Aalborg og GOG – bliver brudt. Aalborg virker som et hold, der kan være til at tale med i år, og samtidig er GOG i en genopbygningsfase, hvilket kan give plads til et opbrud i hierarkiet.

Siden 2017 har det været Aalborg og GOG, der har domineret håndboldmesterskabet. De har skiftevis vundet, undtagen i 2018, hvor Skjern Håndbold overraskede og vandt. Kigger man på budgetterne for de danske klubber, vil det ikke komme som en stor overraskelse, hvis Aalborg vinder for anden sæson i træk. Deres budget er markant højere end de øvrige klubber, og derfor forventes det at være dem, der kæmper om guldet.

Men selvom Aalborg står stærkt økonomisk og sportsligt, viste kampen mod FHK, at det ikke er givet, at de holder på titlen. De to hold spillede en intens kamp, og FHK viste, at de kan udfordre selv de mest etablerede klubber. FHK’s spil var præget af høj disciplin, et stærkt angreb og en forsvarsmæssig soliditet, der satte Aalborg under pres. Martin Bisgaard på venstrefløj var i topform og spillede en afgørende rolle i at presse Aalborg hele vejen.

Aalborg, som havde styrken på papiret, kunne nærmest takke heldet for, at de kom fra kampen med sejren. FHK var et skud på stolpen og et kongestød fra at have fået mindst ét point med hjem. Flere kendelser, som set udefra, kunne virke til fordel for Aalborg, blev bekræftet af TV 2’s håndboldkommentator, Bent Nyegaard. Det understreger, at lørdagens kamp var et bevis på, at kampen om mesterskabet ikke nødvendigvis bliver afgjort til Aalborgs fordel.

Selvom Aalborg stadig er gode, har de udfordringer, der kan komme til at koste dem i den lange sæson. Mads Hoxer, der mangler på holdet, er en stor spiller, men spørgsmålet er, om han kan gøre så stor en forskel. Hans afløser, Jack Thurin, viste sig at være kompetent, da han scorede fem mål mod FHK. Men Aalborg har også sine udfordringer i målet. Niklas Landin er ikke på toppen og ligner en, der er på vej ned i kadence, , og svenske Fabian Norsten har vist højt niveau, men også et lavere bundniveau. Det blev illustreret af, at FHK’s lejesvend, Martin Nagy, leverede flere redninger end både Landin og Norsten tilsammen.

Sæsonen afgøres ikke i grundspillet, men i slutspillet, som løber fra april til juni. Hvis ikke Aalborg forbedrer sig markant, viser lørdagens kamp, at guldet ikke nødvendigvis havner i Aalborg. Det kan lige så godt ende i GOG, Fredericia eller hos et helt tredje hold, der er klar til at gribe chancen.

FHK beviste med denne kamp, at de er mere end blot en outsider, og at de har potentiale til at bryde op i toppen af dansk håndbold. Det var endnu en påmindelse om, at ingen af de største klubber kan hvile på laurbærrene, for der er flere, der jagter den eftertragtede pokal.

Dødsfald Kolding den 15. december

0

Hubert Hertz Lenbroch, 1947 – 2024

Politiet søger vidner til indbrud

0

Lørdag aften mellem klokken 18.00 og 22.15 blev der begået indbrud i en villa på Baldersvej i Fredericia.

Gerningsmanden skaffede sig adgang til huset ved at bryde et vindue op, formentlig med en skruetrækker, og bevægede sig derefter rundt i boligen.

Ifølge vagtchef Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi blev der stjålet smykker og julegaver ved indbruddet. Politiet har efterfølgende været på stedet for at sikre spor, men søger nu vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området i det angivne tidsrum.

– Hvis nogen har set noget, hører vi meget gerne fra dem på 114, opfordrer vagtchefen.

Episoden var den eneste hændelse i Fredericia, der fremgår af døgnrapporten frem til søndag klokken 10, oplyser politiet.

Trinitatis Kirke gennemgår imponerende renovering

0

Trinitatis Kirke er under en omfattende renovering, der ikke blot har fornyet kirkens interiør, men også bragt den historiske bygning endnu tættere på fordums storhed. Processen har været en stor operation, der har krævet minutiøs planlægning, nøje prioriteringer og ikke mindst en respekt for kirkens historiske arv.

Arbejdet nærmer sig afslutningen og dørene til det nyrenoverede kirkerum åbnes med en festgudstjeneste i Trinitatis Kirke den 22. december 2024, ledet af prædikant biskop Marianne Christiansen og liturg Asbjørn Munk Hyldgaard. Denne højtidelige gudstjeneste markerer julehøjtiden og byder på både musikalske indslag og refleksion. Gudstjenesten er åben for alle og tilbyder en stemningsfuld mulighed for at samles som menighed i forberedelsen til jul.

Under gudstjenesten kan der forventes fremført både klassiske og festlige julesange af kirkens kor. Jeg har i min høresnegl opfanget, at der også kommer en trompetist til at styrke orgelspillet.

En sand kirkelig festdag, hvor deltagerne vil kunne reflektere over julens budskab og dens betydning i et fællesskab af håb og glæde. Gudstjenesten er en god mulighed for at samles i kirken, nyde julens budskab og deltage i fællesskabet. Der er ikke angivet flere detaljer om præcist, hvad der skal ske under gudstjenesten, men det er traditionelt en tid til at reflektere, synge og bede sammen i en festlig atmosfære​ med julen i fokus.

Den store renovering

Renoveringen blev nødvendig, da kirken i mange år havde været mørk og trængte til en ny indvendig kalkning, en opgave, der ikke var løst i næsten 30 år. Projektet startede med det formål at bringe lys og liv tilbage til kirkerummet. Men som det ofte er tilfældet med ældre bygninger, dukkede der andre behov op undervejs, og projektet voksede til at omfatte flere forbedringer. Menighedsrådet måtte træffe svære prioriteringer, da ikke alle ønsker kunne realiseres inden for det budget, der blev godkendt af fonde og kirkeskattemidler.

Selve kalkningen var hjørnestenen i renoveringen, det krævede et enormt logistisk arbejde. Alt historisk inventar skulle beskyttes. Kirken blev først dækket omhyggeligt til med plastik og dernæst med særligt byggede kasser for at sikre, at intet blev beskadiget. Bænkene blev fjernet, og stilladser måtte opstilles for at give adgang til kirkens høje lofter.

Det tager tid, for kalkning er en proces, der ikke må forceres. Før arbejdet begyndte, blev der lavet prøvekalkning, der skulle stå i et år for at sikre holdbarheden. Selvom man typisk regner med tre kalklag, kan det variere og i nogle tilfælde kræve op til seks eller syv lag. Det har været en tidskrævende, men nødvendig proces for at sikre, at resultatet lever op til de høje standarder.

Under renoveringen dukkede der også små, pudsige historier op. En gruppe skoleelever opdagede gamle håndværkergraffiti under bænkene – små indgraveringer og navne fra tidligere tiders arbejdere. Det var en påmindelse om, at selv de mest grundlæggende dele af kirken rummer historier.

Respekt for fortiden

Trinitatis Kirke er ikke blot en bygning, men et historisk monument. Derfor har både Stiftet og Nationalmuseet været tæt involveret i renoveringsprocessen. Hver ændring, selv en lille justering af kirkens pendler, krævede deres godkendelse for at sikre, at kirkens oprindelige udtryk blev bevaret. Samtidig har man haft blik for, at kirken også skal kunne tilpasse sig nutidens behov.

Renoveringen er nu næsten færdig, og resultatet er allerede blevet beundret af dele af menigheden. Den lyse og indbydende atmosfære kombineret med kirkens historiske detaljer, gør Trinitatis Kirke til et endnu mere inspirerende sted for refleksion og fællesskab.

Projektet har været en påmindelse om, at selv de mest udfordrende og tidskrævende opgaver kan skabe noget smukt og varigt, når de udføres med omhu og respekt for fortiden. Kirken er nu klar til at byde menigheden og besøgende velkommen i mange år fremover. Fredericia AVISENs udsendte fik et smugkig og kan bekræfte, at der er mere lyst og venligt, da man samtidig kan ændre belysningen og bruge dette til at flytte fokusområder under gudstjenesten. Det giver mange muligheder for at fremhæve de kirkelige handlingers visuelle fokus.

Trinitatis Kirke har gennemgået en omfattende renovering, der vækker respekt for både historien og fremtiden. Projektet har været en teknisk, økonomisk og emotionel rejse, der afslører meget om, hvordan en kirke kan bevares og samtidig fornyes, og dette kort efter en lukning af kirken grundet renovering af orglet. 

Mørket, der blev lys

Renoveringen begyndte med et behov for lys. “Kirkerummet var mørkt og trængte til en indvendig kalkning,” forklarer menighedsrådet. Som det ofte sker, viste kalkningen sig at være startskuddet til en større renovering. Når først kirken skulle lukkes, besluttede menighedsrådet, at det gav mening at udføre flere opgaver samtidig. Med støtte fra både fondsmidler og kirkeskatten blev projektet en realitet. På denne måde er det nu andet end ordet, der lyser i Trinitatis Kirke.

Projektet involverede specialiserede håndværkere fra selskabet Dansk Kirkekalk og lokale eksperter. Derudover spillede konservatorer en central rolle i at sikre, at alt blev udført med respekt for kirkens historiske arv. Arkitekter og Nationalmuseet, der som skrevet, overvågede processen, var især fokuseret på ændringer som installationen af moderne lys ved prædikestolen.

Selvom renoveringen har givet nyt liv til kirken, har processen ikke været uden udfordringer. Kirken har været lukket siden august, og det har påvirket mange af de sædvanlige kirkelige handlinger. Bisættelser blev flyttet til Den Reformerte Kirke, og konfirmationsforberedelser måtte tilpasses. Alligevel glæder menigheden sig nu til genåbningen, der er planlagt til 22. december præcis i tide til julens gudstjenester.

Kirkerummet fremstår nu lyst og indbydende, men ikke uden sjæl. Som menighedsrådet understreger:

– Det skal ikke være perfekt, men det skal se ud som om, det er blevet taget vare på. Renoveringen har skabt en ramme, der både kan rumme glæde og sorg fra julens fest til livets største overgange.

Et kirkerum i forandring

En af de mest bemærkelsesværdige ændringer er belysningen, som tidligere blev kritiseret for at fremhæve skibets område på bekostning af koret. Nu er der skabt balance med mere lys i hele kirkerummet, hvilket menes at skabe en følelse af imødekommenhed og tryghed.

– Et mørkt rum kan virke fremmedgørende, forklarer præst Asbjørn Munk Hyldgaard, som understreger, at det lyse rum nu inviterer til ro og refleksion.

Desuden er kirkens loft blevet isoleret, hvilket ikke kun forbedrer akustikken, men også forventes at give besparelser på varmeregningen. Samtidig er lydanlægget opgraderet, så både præstens stemme og musikken kan nydes med klarhed, hvad enten der er tale om en traditionel gudstjeneste eller en koncert.

Trods de teknologiske forbedringer har menighedsrådet fastholdt et fokus på at bevare kirkens traditionelle udtryk. Farvevalget er holdt i samme tone som tidligere, og malerarbejdet er udelukkende en opfriskning af de eksisterende flader.

– Vi ønsker at værne om de traditioner, der er centrale for vores gudstjenester, forklarer præsten.

– Renoveringen handler om at løfte kirkens rammer uden at gå på kompromis med dens ånd.

Kirkens fællesskab står også stærkt efter renoveringen. For mange besøgende, særligt enlige og ældre er kirken et vigtigt samlingssted, hvor de kan finde tryghed og samhørighed. Med forbedringerne håber man, at flere vil finde vej til Trinitatis Kirke.

Selvom renoveringen ikke er sket med henblik på at tiltrække nye kirkegængere, forventes det, at forbedringerne vil styrke kirkens rolle som både kulturelt og spirituelt samlingspunkt. Den kommende festgudstjeneste, hvor biskop Marianne Christiansen vil prædike, markerer afslutningen på renoveringsarbejdet og en ny begyndelse for kirken.

Fremtiden for Trinitatis

Renoveringen er langt fra endestationen. Planer om at restaurere kirkens altertavle og dåbshimmel venter på finansiering fra fonde. Men én ting står klart: Trinitatis Kirke er klar til at byde menigheden velkommen tilbage til et rum, der forener historisk respekt med moderne behov.

Med denne renovering bliver kirkens mission om at samle og inspirere styrket, som et sted, hvor det væsentlige får lov at træde frem både i ordet og i rammerne omkring handlingerne.

Trinitatis Kirke har også øje for sin rolle som vejkirke og turistmål. Den er åben for refleksion og bøn i dagtimerne, og besøgende kan tænde lys eller blot nyde roen. Som præsten siger: – Kirkerummet påvirker os, uanset om vi kommer for at søge stilhed, deltage i en gudstjeneste eller blot lade os inspirere af dets skønhed. Hvilket undertegnede kan bekræfte.

Med renoveringen er Trinitatis Kirke nu bedre rustet til at videreføre sin arv og tilpasse sig fremtidens behov, altid med respekt for traditionerne og de mennesker, som bruger kirken.

Som forfatter til denne artikel håber jeg så mange som muligt fremmøder den 22 december for at se de positive tiltag, der er gennemført.

Emil Nielsen kåret som Europas bedste spiller

0

Den danske målmand Emil Nielsen blev lørdag aften hædret med den prestigefyldte titel som sæsonens MVP ved Det Europæiske Håndboldforbunds store gallashow. Prisen som ‘Most Valuable Player 2023/24’ markerer kulminationen på en ekstraordinær sæson for den 27-årige dansker, der har præget både landshold og klubhåndbold på højeste niveau.

Nielsens sæson har været intet mindre end en triumfrejse. Med OL-guld og EM-sølv for Danmark samt en Champions League-titel for FC Barcelona har han spillet en central rolle i nogle af håndboldens største øjeblikke det seneste år. Kåringen som Europas bedste spiller understreger hans betydning i alle disse bedrifter.

Emil Nielsen var selv til stede i Wien for at modtage prisen ved EHF Excellence Awards, hvor han blev valgt foran to stærke konkurrenter – Magnus Saugstrup, der ligeledes repræsenterer Danmark, og hans klubkammerat i Barcelona, franske Dika Mem.

Danske og norske stjerner hædret

Hos kvinderne blev det den norske playmaker Stine Oftedal Dahmke, der løb med hæderen som sæsonens bedste spiller i Europa. Her var Line Haugsted fra Danmark også blandt de tre nominerede, hvilket understreger den stærke danske håndboldprofil på den internationale scene.

Mathias Gidsel fik også sin velfortjente anerkendelse, da han modtog den nyoprettede pris ‘European Olympic Excellence Award’. Prisen blev tildelt til de bedste europæiske spillere ved OL, og Gidsel delte æren med den norske målvogter Katrine Lunde, der vandt kvindernes udgave af prisen.

Hall of Fame for håndboldlegender

Aftenen bød desuden på historisk hæder, da Anja Andersen og Mikkel Hansen blev optaget i EHF’s Hall of Fame. Begge har været ikoniske figurer i dansk og international håndbold, og optagelsen cementerer deres status som nogle af sportens største profiler nogensinde.

Det var en aften fyldt med fejring af dansk og nordisk håndbold, og Emil Nielsens kåring som Europas bedste spiller var uden tvivl højdepunktet.

En grå eftermiddag malet med the blues og et storslået Hallelujah som prikken over i’et

0

Bluesmusikken tog publikum med storm ved ugens Fredag Jam, men det var Leonard Cohens udødelige Hallelujah, fremført i en sjælfuld og kraftfuld fortolkning af Anette Dyrlund, der virkelig satte prikken over i’et. Hendes dybe stemme og intense nærvær bragte øjeblikke af magi til koncerten og gjorde eftermiddagen uforglemmelig, hvilket det store bifald efter dette nummer også viste.

Anette Dyrlund skiller sig ud som en særlig kunstner ikke bare på den danske bluesscene. Hendes  kraftfulde og følelsesladet stemme med tilhørende mimik og måden hun formår at kombinere en rå autenticitet rammer publikum lige i hjertet. Hendes vokal spænder fra det blide og følsomme til det rå og intense, hvilket gør hende i stand til at formidle både smerte og glæde i musikken, essensen af blues. 

Annette var godt supporteret af en samling af rutinerede musikere, der alle har bluesmusikken i blodet og tætte bånd til de legendariske Blue Monday Jams på Dexter i Odense.

Som frontfigur leverede Anette Dyrlund en optræden, der bekræftede hendes position som en af Danmarks mest bemærkelsesværdige vokalister. Ikke verdens kendt, men mindre kan jo også gøre det. Med bandet The Blues Express vandt hun Danish Blues Challenge og Møblomania Blues Award i 2011 og repræsenterede Danmark ved European Blues Challenge i Berlin året efter. Anette har også gæsteoptrådt over hele landet og været stand-in i det ikoniske 60’er-band Les Mann, hvor hun imponerede ved Rock med Rynker-koncerterne.

På mundharpen var Henry Dyrlund, en veteran med en lang karriere i forskellige stilarter. Hans spil rækker fra blues til country, og han har været gæstesolist i alt fra Spector Group til Les Mann, hvor han har bidraget til de berømte Rock med Rynker-koncerter på Posten i Odense.

Bag klaveret sad Jan Hansen, en musiker med et CV lige så imponerende som hans spilleteknik. 
Rune Moesgaard er synonym med solidt bluesguitarspil. Som en af de bærende kræfter i Blue Monday-husorkestret på Dexter.På bas sørgede Jesper Nordam for den stabile, swingende bund fra enkelt toner, skomager bass og lidt walking bas til en bassolo. På trommerne sørgede René Dam for den perfekte bluesgroove. Præcise og følsomme rytmer sikrede han stabiliteten når de øvrige i bandet legede eller pludselig skulle passe de medbragte børn.

Man går aldrig forkert ved en Dyrlund koncert uanset om det er senior eller junior der er på scenen, gæt selv hvordan det går når de begge er der.

Poul Rand, musikanmelder Fredericia AVISEN. 

Politisk fedtemøg i Fredericia, tid til oprydning

0

Fredericias politiske landskab er under pres. For borgere og virksomheder står det klart, at lokalpolitik i byen ikke  handler om at skabe de bedste rammer for erhvervslivet og borgerne, men om magtspil og personlige interesser. En bekymrende udvikling, der skader tilliden til det politiske system og byen. 

Forhandlinger der finder sted bag lukkede døre uden referater skaber manglende gennemsigtighed der underminerer ikke blot demokratiet, det skaber mistillid blandt borgerne. Hvad bliver aftalt? Hvem vinder, og hvem taber? Er det Fredericias bedste der er omdrejningspunktet, når beslutninger træffes uden for offentlighedens blik.

De mange unødige udvalg, som politikerne selv sidder i. I stedet for som lovet, at effektivisere og reducere bureaukratiet, fastholdes en struktur, der tjener politikernes egne interesser, ikke borgernes. Det koster tid og penge ogtrækker fokus væk fra de reelle udfordringer, som Fredericia står overfor.

Lokalpolitik i Fredericia handler i stigende grad om magt og positionering frem for konkrete resultater for borgerne og erhvervslivet. Grådighed og manglende kompetencer hos flere politikere præger byrådet og skaber en barriere for byensudvikling, uholdbar og direkte skadelig for kommunen.

Liberal Alliance er et opgør med fedtemøget, en stemme på LA til næste valg er en stemme for ordentlighed, gennemsigtighed og oprydning. Vi arbejder for at:

1. Sikre ingen beslutninger skal tages bag lukkede døre uden referater. Borgerne har krav på at vide, hvordan og hvorfor beslutninger træffes.

2. Vi vil afskaffe udvalg, der ikke skaber reel værdi, men blot bidrager til bureaukrati og politisk positionering.

3. Prioritere de bedste vilkår for dem, der bor og driver virksomhed i Fredericia.

4. Højne kompetencerne i byrådet, Fredericia skal ledes af politikere og embedsmænd, der kan balancere borgernes og erhvervslivets behov med en langsigtet strategi for byen.

En fremtid med ordentlighed og ansvar der sikre Fredericias potentialet som en stærk og velfungerende kommune, kræver et opgør med de nuværende tilstande. Liberal Alliance sikre der ryddes op i det politiske fedtemøg, gennemsigtighed og ansvarlighed bliver sat i højsædet. Sammen kan vi sikre, at Fredericia ikke bare overlever, men trives og vokser til gavn for alle.

Stem på Liberal Alliance for en ærlig og ansvarlig fremtid i Fredericia. Vi er klar til at tage fat, hvor andre har svigtet. Det fortjener vores by. Det fortjener vi alle.

Poul Rand, Byrådskandidat 2025.

40 år med metal

0

Det ikoniske danske heavy metal-band Pretty Maids indtog Eksercerhuset i Fredericia til en udsolgt koncert, bandets mere end imponerende 40-årige karriere rejste spørgsmålet, er de fortsat på toppen? 

Bandet, der blev dannet i Horsens i 1981 af Ronnie Atkins og Ken Hammer, har på trods af tidens tand formået at fastholde en dedikeret fanskare og bevare deres plads som en vital del af metalscenen, både i Danmark og internationalt, denne aften kom publikum fra flere egne ad kongeriget.

Publikum, der fyldte Eksercerhuset, var en mangfoldig blanding af loyale fans, der har fulgt bandet siden starten, og yngre metalhoveder, der åbenlyst beundrer de musikalske veteraner. ”Pretty Maids har altid formået at forene generationer med deres musik,” lød det fra en begejstret koncertgænger som denne rapporter talte med. Tidligere medlemmer fra Pretty Maids var også at finde iblandt publikum.

Koncerten var en fejring af bandets karriere med en setliste, der både inkluderede gamle klassikere som ”Future World” og den ikoniske ”Please Don’t Leave Me”, samt nyere numre fra de anmelderroste albums Pandemonium og Motherland. Publikum kvitterede flittigt med råb, klapsalver og energisk dansen på steder, der viste, at heavy metal stadig kan samle folk med en intensitet, som få andre genrer formår.

Heavy Metal gennem fire årtier

Heavy metal-genren har udviklet sig markant, siden Pretty Maids slog igennem i 1980’erne. Dengang var genren præget af pompøse guitarriffs og bombastiske koncerter, men som årene er gået, har bands som Pretty Maids tilpasset sig tidens musikalske tendenser uden at give afkald på deres rødder. Deres nyere udgivelser bærer præg af en mere moderne produktion, men bevarer samtidig det melodiske metaludtryk, der altid har været deres kendetegn. Der er dog markant forskel på de nyere og yngre danske metalbands musik stil og energi niveau, de ”gamle” kan forsat, men de sparker ikke musikalsk røv som flere af de nyere og yngre bands gør.

Keyboardist Chris Laney, der kom til bandet senere, har tilføjet en ny dimension til Pretty Maids’ lyd, mens Ken Hammers guitarriffs fortsat er lige så skarpe og energiske som for fire årtier siden. Ronnie Atkins’ vokal formår stadig at ramme de høje toner, selv efter mange års slid og sygdom, hvilket er en bedrift i sig selv. De var gode denne aften i Fredericia, de leverede varen, folk var med og hvad mere kan man som fan forvente.

Fra Horsens til hele verden

Pretty Maids har gennem deres karriere bevæget sig langt ud over Danmarks grænser. De har turneret verden rundt og inspireret generationer af musikere. Selvom de har haft deres op- og nedture, herunder Atkins’ nylige kamp mod sygdom, har de aldrig mistet gnisten. Deres vedholdenhed og dedikation til musikken har gjort dem til et symbol på dansk heavy metals styrke og levedygtighed.

Koncerten i Eksercerhuset var en musikalsk oplevelse, men også en hyldest til et band, der har sat et uudsletteligt præg på metalscenen. Med deres energiske optræden viste Pretty Maids, at de stadig har meget at byde på, og at deres musik fortsat har relevans i dag. For fansene var aftenen en påmindelse om, at god metal aldrig går af mode, den bliver bare bedre med alderen.

Poul Rand, Fredericia AVISEN