Nyt triatlonløb i Fredericia ser dagens lys: Velkommen til Fredericia 111

0

SPORT. Sommeren 2026 bliver startskuddet til en helt ny sportsbegivenhed i Fredericia, når triatlonløbet Fredericia 111 bliver afviklet for allerførste gang. Løbet er en unik kombination af smukke naturoplevelser og sportslig udfordring, og det forventes at tiltrække både lokale og deltagere udefra.

Fredericia 111 er opkaldt efter løbets hoveddistance, der består af:

  • 1 km svømning
  • 100 km cykling
  • 10 km løb

For at gøre løbet attraktivt og tilgængeligt for triatleter på alle niveauer, tilbyder arrangørerne også to kortere distancer:

  • Fredericia 111 Halv: 500 m svømning, 50 km cykling og 5 km løb
  • Fredericia 111 Sprint: 250 m svømning, 25 km cykling og 2,5 km løb

De nye distancer skiller sig ud ved at have kortere svømmedele samt afkortede løberuter efter cyklingen. Det giver især nye deltagere mulighed for at prøve kræfter med sporten i trygge rammer.

Carsten Olesen, formand for Fredericia Triathlon Team, som står bag løbet, ser frem til at byde velkommen til den nye triatlon-event:

»Vi glæder os enormt til at præsentere Fredericia 111 for både lokale og tilrejsende deltagere. Ruterne er lagt, så deltagerne får det bedste af Fredericia: byens særlige atmosfære, naturoplevelser og hav. Det bliver en unik oplevelse og en sportslig udfordring ud over det sædvanlige.«

Forberedelserne er allerede godt i gang:

»I foreningen arbejder vi nu på højtryk med planlægningen. Der er rigtig mange ting, som skal falde på plads, inden startskuddet lyder den 30. august 2026,« siger Carsten Olesen.

Arrangørerne opfordrer interesserede til at følge med på Fredericia Triathlon Teams Facebook-side og hjemmeside, hvor der løbende bliver offentliggjort mere information om løbet, ruter og tilmelding. Allerede nu kan deltagere sikre sig en plads på startlinjen gennem Early-bird tilmelding.

Formel 1-stjernen Frederik Vesti gæster Panorama til stor filmpremiere

0

KULTUR. Der er lagt op til en spændende lørdag aften i Panorama Biografen i Fredericia. Her er der nemlig Danmarkspremiere på den længeventede Formel 1-film F1 med Brad Pitt i hovedrollen, og før filmen får biografen besøg af den danske Formel 2-kører og Mercedes-testkører Frederik Vesti.

Frederik Vesti kommer forbi for at dele sin personlige historie fra Formel 2 og give et indblik i sin vej mod det ultimative mål – Formel 1.

»Jeg glæder mig utrolig meget til at besøge Panorama i Fredericia lørdag den 28. juni klokken 18:45. Jeg vil fortælle lidt om min karriere i Formel 2 og selvfølgelig også snakke om drømmen og målet om Formel 1. Derudover vil jeg også dele nogle sjove historier om den nye Formel 1-film, som vi skal se. Hvis det lyder sjovt, så skynd jer at købe billet – vi ses i Fredericia,« lyder det fra Frederik Vesti.

I forbindelse med arrangementet byder Panorama også gæsterne på en lille velkomstdrink. Man kan vælge mellem en Heineken eller en Pepsi Max Lemon, inden det går løs med både foredrag og filmoplevelse.

Brad Pitt tilbage på lærredet i hæsblæsende Formel 1-film

Fra skaberne bag kæmpesuccesen Top Gun: Maverick kommer nu filmen F1. Brad Pitt spiller den erfarne, pensionerede racerkører Sonny Hayes, der gør et dramatisk comeback til Formel 1. Han teamer op med det unge racertalent Joshua Pearce, spillet af Damson Idris, hos team APXGP. Sammen kæmper de mod nogle af sportens største kørere som Max Verstappen, Fernando Alonso og danske Kevin Magnussen.

Filmens realistiske og spektakulære løbsscener er optaget under rigtige Formel 1-weekender på legendariske baner som Silverstone og Monza, hvilket garanterer publikum en nervepirrende og autentisk biografoplevelse.

Udover Brad Pitt medvirker store navne som Javier Bardem, danske Kim Bodnia, Kerry Condon og Tobias Menzies. Bag kameraet står instruktør Joseph Kosinski, producer Jerry Bruckheimer samt den tidligere Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton. Filmens intense soundtrack er komponeret af den Oscar-vindende Hans Zimmer.

Panorama ser frem til en aften fyldt med fart, spænding og gode historier fra motorsportens verden.

Fakta om arrangementet:

  • Dato: Lørdag den 28. juni kl. 18:45
  • Sted: Panorama Biografen, Fredericia
  • Gæst: Formel 2-kører Frederik Vesti
  • Film: F1 (med Brad Pitt)
  • Velkomstdrink: Heineken eller Pepsi Max Lemon

Billetter kan købes på Panorama Biografernes hjemmeside.

Panorama inviterer til festlig forpremiere på børnefilmen “Lotte & Totte – Min første ven”

0

KULTUR. Panorama Biograferne ved Lillebælt i Fredericia og Middelfart byder på lørdag velkommen til en helt særlig forpremiere på den nye danske animationsfilm “Lotte & Totte – Min første ven”, der har officiel premiere den 3. juli.

Biografernes leder, Helle Broen, glæder sig meget til at præsentere filmen for børn og familier:

»Vi ser utrolig meget frem til lørdag, hvor vi har forpremiere på “Lotte & Totte – Min første ven”. Det er et fantastisk univers for børn, som vi er helt vilde med. I dagens anledning har vi fået lavet nogle fine opgavebøger, små plakater og diplomer, som vi deler ud til alle børnene. Vi håber på en rigtig festlig og hyggelig dag,« siger Helle Broen.

En film om venskab, leg og fantasi

Filmen følger Lotte, der flytter langt væk fra alt det, hun kender, og føler sig ensom i den nye tilvæværelse. Alt forandres dog, da hun møder sin energiske nye nabo, Totte. De to bliver hurtigt venner, men da en af deres lege går over stregen, bliver de uvenner. Lotte må derfor indse, at Totte er hendes første rigtige ven, og at venskabet er værd at kæmpe for.

Filmen er instrueret af Mia Fridthjof og har blandt andet kendte danske stemmer som Rasmus Bjerg, Marie Askehave, Bodil Jørgensen og Mia Lyhne. Den er tilladt for alle aldersgrupper og varer lige godt en time.

Fakta om filmen:

  • Titel: Lotte & Totte – Min første ven
  • Premiere: 3. juli 2025
  • Instruktør: Mia Fridthjof
  • Stemmer: Rasmus Bjerg, Marie Askehave, Bodil Jørgensen, Mia Lyhne, Smilla Fridthjof, Bastian Lykke Raben
  • Genre: Animation
  • Længde: 62 minutter
  • Aldersgrænse: Tilladt for alle

Panorama glæder sig til at byde børn og voksne velkommen til en hyggelig og underholdende biografoplevelse.

CLAY i Middelfart får kulturstøtte: »En stor dag for Middelfart«

0

KULTUR. Kulturlivet i Middelfart har fået en håndsrækning i den nye kulturaftale, som et bredt flertal i Folketinget netop har indgået. Museet CLAY i Middelfart tildeles 250.000 kroner til at fortsætte og udvide sine kulturelle aktiviteter.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Folketingets partier blev onsdag enige om at fordele næsten 313 millioner kroner til kulturlivet i hele Danmark. Blandt modtagerne af midlerne er en lang række museer, musikfestivaler og kulturelle initiativer, der fremmer dansk kultur og fællesskab.

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, glæder sig over støtten til CLAY:

»Det er helt fantastisk og en stor dag for Middelfart. Jeg har i processen været i aktiv dialog med Trine Bramsen, som har været med til at dele midlerne ud. Det er virkelig positivt for CLAY og Middelfarts kulturliv,« siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Borgmesteren fortæller desuden, at også Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, som har siddet med i udvalget på Christiansborg, har været på besøg i Middelfart for at se museets arbejde og faciliteter på tæt hold.

Støtten skal bruges til at sikre, at endnu flere borgere får adgang til kunst og kultur i deres nærområde. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt understreger vigtigheden af, at flere mennesker får mulighed for at opleve kunsten helt tæt på:

»I en tid med et alvorligt trusselsbillede skal vi ikke kun forsvare vores land med krudt og kugler. Kulturen skal også nå ud til flere mennesker, så vi kan værne om vores fælles identitet og demokrati,« siger kulturministeren.

Støtten til CLAY er en del af en større kulturel prioritering, der blandt andet også indebærer støtte til en række musikfestivaler og særlige initiativer for socialt udsatte mennesker.

Den nye kulturaftale blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget med opbakning fra regeringen, Socialdemokratiet, Venstre, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Moderaterne

Savnet dykker fundet omkommet ved Fredericia

0

KRIMI. Den 69-årige mandlige dykker fra Middelfart, som har været savnet siden en dykkertur i Lillebælt lørdag den 21. juni, blev onsdag aften fundet død ved Ekkodalen i Fredericia. Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

»Jeg kan bekræfte, at en afdød person blev bjærget fra vandet ud for Ekkodalen i Fredericia. De nærmeste pårørende er orienteret om fundet,« siger vagtchef Halfdan Kramer.

Politiet skal nu gennemføre undersøgelser for at fastslå de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet.

»Vi skal nu i gang med at undersøge, hvad der præcist er sket. Det kan være en ulykke i forbindelse med selve dykket, men vi holder også muligheden åben for, at dykkeren kan være blevet ramt af akut sygdom under vandet,« forklarer vagtchefen.

Læs også

FC Fredericia sikrer sig ung forsvarsprofil på lang aftale

0

SPORT. FC Fredericia har skrevet en 4-årig kontrakt med den talentfulde midterforsvarer Adam Nygaard Andersen, som dermed fortsætter i klubben frem til sommeren 2029. Den 19-årige forsvarsspiller var i sidste sæson udlejet til klubben og imponerede med sine præstationer.

Adam Nygaard Andersen betragtes som et af de største forsvarstalenter i sin årgang, og han viste allerede under sit lejeophold i sidste sæson, at potentialet er stort. Den sportsligt ansvarlige i FC Fredericia, Stig Pedersen, glæder sig derfor over den nye aftale:

»Adam har taget nogle flotte skridt i løbet af det seneste år. Han er en ung spiller med et rigtig spændende udviklingspotentiale, og vi er glade for, at han nu bliver en fast del af vores trup. Det her er en investering i fremtiden, og vi ser frem til at følge hans videre rejse i Fredericia,« siger Stig Pedersen.

Selv er Adam Nygaard Andersen også glad for at kunne fortsætte karrieren i Fredericia, hvor han føler sig hjemme:

»Jeg er rigtig glad for at være i FC Fredericia og har været det gennem det seneste år. Det er en god klub med fantastiske mennesker og en stærk trup, så det har hele tiden været et ønske for mig at komme tilbage på en permanent aftale. Personligt er det også et godt skridt for min udvikling, og det bliver en stor oplevelse at prøve kræfter med Superligaen. Jeg tror virkelig på projektet her, både for holdet og for mig selv,« siger han.

Adam understreger samtidig vigtigheden af klubbens beslutning om at fastholde kernen af spillertruppen efter oprykningen:

»Det har haft stor betydning for mig, at vi har kunnet fastholde stort set den samme trup efter oprykningen. Det er noget, klubben har lagt vægt på, og det gør en forskel. Vi er en ung gruppe spillere, der har det rigtig godt sammen, både på og uden for banen. Jeg tror, vi alle sammen er glade for at være her, og det er jeg bestemt også.«

Med kontrakten med Adam Nygaard Andersen sikrer FC Fredericia sig en ung og ambitiøs spiller med stort potentiale og en spændende fremtid foran sig.

Dramatik på motorvejen: Bilister mistede kontrollen

0

KRIMI. Fyns Politi har offentliggjort døgnrapporten med hændelser fra det seneste døgn, der tæller både trafikuheld, tyverier og sigtelser for narkokørsel.

På Fynske Motorvej ved afkørsel 55 Aarup østgående i Assens Kommune skete tirsdag morgen kl. 07.45 et færdselsuheld, hvor en bilist mistede kontrollen og påkørte det midterste autoværn. Både bilen og autoværnet fik betydelige materielle skader, men ingen personer kom til skade.

Tirsdag aften kl. 22.00 blev en 22-årig mand fra Assens Kommune stoppet af politiet på Niels Kjærbyes Vej i Assens. Han blev sigtet for narkokørsel. En 16-årig mand, som var passager i bilen, blev samtidig sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Fynske Motorvej blev også tirsdag aften kl. 19.44 ramt af endnu et uheld – denne gang i Odense S. Her mistede en bilist kontrollen over sit køretøj på grund af store mængder vand på kørebanen og påkørte en anden bil samt autoværnet. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

Flere indbrud fandt sted i løbet af døgnet:

I Vesterparken i Ringe blev der natten til tirsdag begået indbrud, hvor gerningspersonen kom ind via en åbenstående dør. Der blev stjålet to flasker whisky, kontanter, knive og en økse fra en knivsamling.

På Brændeskovvej i Nyborg blev der tirsdag aften kl. 22.41 begået indbrud via en opbrudt dør. Her blev der stjålet en lampe og et spisestel.

I Odense SV blev der anmeldt et tidligere indbrud på Lisas Allé, hvor en rude var blevet aflistet. Det er endnu uklart, hvad der er blevet stjålet.

Endelig blev der anmeldt et lommetyveri, hvor en telefon blev stjålet fra en persons lomme. Tyveriet fandt sted på ukendt sted, og personen bemærkede intet usædvanligt under episoden.

Alle oplysninger stammer fra Fyns Politi.

Skoleskibet DANMARK ankommet til Fredericia – åben for alle interesserede

0

EVENT. Onsdag formiddag kl. 10 ankom det smukke skoleskib DANMARK til Fredericia Havn. De første gæster har allerede haft fornøjelsen af at komme ombord og opleve livet på det historiske skib helt tæt på.

I dag afholdt MARTEC et særligt arrangement for uddannelsesvejledere, Studievalg Danmark og UU-vejledere, hvor de fik mulighed for at høre om MARTEC’s maritime uddannelser, møde elever og undervisere samt stille spørgsmål og få en rundvisning på skibet. Arrangementet sluttede med networking og en let anretning.

Fra torsdag og frem til lørdag har alle interesserede mulighed for at besøge skibet, når der er åbent skib ved havnen i Fredericia. Her kan man få en unik oplevelsen af livet ombord på det klassiske skoleskib, møde elever og besætning samt stille spørgsmål om uddannelser og livet til søs.

Åbningstider for åbent skib:

  • Torsdag den 26. juni kl. 15-17
  • Fredag den 27. juni kl. 19-21
  • Lørdag den 28. juni kl. 9-11

For at komme ombord skal man tilmelde sig på MARTEC’s hjemmeside. Det er gratis at besøge skibet, og alle er velkomne.

Så tag vennerne med og oplev det maritime liv ombord på et af Danmarks mest berømte skoleskibe – lige her i Fredericia.

Lokal donation støtter integration og demokratiforståelse blandt flygtningekvinder i Fredericia

0

DONATION. Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Fredericia modtog den 24. juni en donation på 15.000 kroner fra LB Foreningen i Region Syddanmark. Formålet med donationen er at styrke aktiviteterne for flygtningekvinder i kommunen og samtidig give dem større indsigt i det danske samfund og demokratiet.

Pengene skal blandt andet anvendes til at drive frivilliggruppens månedlige kvindecafé og en ugentlig mødregruppe for unge kvinder og piger med anden etnisk baggrund end dansk. Disse aktiviteter giver deltagerne mulighed for at opnå større viden om danske samfundsforhold som demokratiske processer, boligforeninger, forældrebestyrelser og frivilligt arbejde.

Anja Høg, frivillig forperson for Dansk Flygtningehjælp i Fredericia, er taknemmelig for støtten:

»Vi er meget glade for den flotte donation fra LB Foreningen. Med den kan vi skabe endnu flere meningsfulde arrangementer for kvinderne, som giver dem bedre indsigt og forståelse for det danske samfund, og hvordan man begår sig som borger.«

Lea Qvottrup Larsen fra LB Foreningen udtrykker ligeledes glæde over at støtte projektet i Fredericia:

»Frivilliggruppens arbejde matcher præcist vores formål om at styrke forståelsen og engagementet i demokratiet i Danmark. Vi mener, det er vigtigt at opleve, hvordan demokratiet kan skabe fællesskab, og vi er glade for at kunne understøtte dette gennem donationen.«

Udover det økonomiske beløb modtog frivilliggruppen også et særligt kunstværk signeret af kunstneren HuskMitNavn. Værket er specifikt fremstillet til modtagerne af LB Foreningens donationer.

Fakta om Dansk Flygtningehjælp i Fredericia
Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Fredericia har eksisteret i mere end 25 år og har i dag ca. 75 frivillige med forskellige baggrunde. Gruppen arrangerer hvert år flere aktiviteter med op mod 70 deltagere for at støtte integrationen af flygtninge og andre med anden etnisk baggrund i Danmark.

Fakta om LB Foreningen
LB Foreningen ejer LB Forsikring, Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab med over 450.000 medlemmer. Foreningen består af 69 delegerede, der er valgt af medlemmerne på landsplan og varetager blandt andet velgørende uddelinger i deres regioner. I Region Syddanmark repræsenterer 15 delegerede cirka 65.000 medlemmer.

Konkurrencerådet undersøger forsikringsselskabernes priser og vilkår

0

FORSIKRING. Konkurrencerådet har nu besluttet at indlede en omfattende markedsefterforskning af markedet for private skadesforsikringer. Baggrunden er, at en analyse fra april 2025 viste udfordringer med konkurrencen på netop dette område.

Markedsefterforskningen, som er den første af sin art i Danmark, vil især fokusere på forsikringsselskabernes fastsættelse af præmier og kundevilkår. Formålet er at afklare, om selskabernes praksis svækker konkurrencen i en sådan grad, at Konkurrencerådet bør gribe ind.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

»Vores analyse fra april viste, at konkurrencen på markedet for skadesforsikringer til private er udfordret. Med markedsefterforskningen vil vi få afdækket, om forsikringsselskabernes adfærd svækker konkurrencen i en grad, så der er grundlag for at gribe ind fra konkurrencemyndighedens side.«

Markedsefterforskningen er et nyt værktøj i den danske konkurrencelov, som blev indført den 1. juli 2024. Værktøjet giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for at undersøge markeder mere grundigt og om nødvendigt gribe ind mod adfærd, som svækker konkurrencen, selv om adfærden ikke direkte overtræder eksisterende konkurrenceregler.

Konkret vil undersøgelsen rette særlig opmærksomhed mod forsikringsselskabernes praksis med at indeksregulere forsikringspræmier efter lønudviklingen i den private sektor uden særskilt varsel til forbrugerne.

Til at begynde med vil markedsefterforskningen omfatte 27 virksomheder, som er aktive på markedet for private skadesforsikringer, herunder husforsikring, bilforsikring, rejseforsikring og indboforsikring.

En markedsefterforskning kan vare op til to år. Undersøgelsen kan enten resultere i konkrete påbud mod forsikringsselskabernes fremtidige adfærd, eller den kan ende uden yderligere handlinger, hvis der ikke findes grundlag for indgreb.

»Det er første gang, vi igangsætter en markedsefterforskning. Det er et nyt værktøj, som giver os mulighed for at gribe ind, uden at de gældende forbudsbestemmelser i konkurrenceloven er overtrådt. I sidste ende handler det om at sikre, at markedet for skadesforsikring er velfungerende, og at forbrugerne kan få bedre og billigere forsikringer,« siger Christian Schultz.

Markedsefterforskningsværktøjet kan ikke føre til sanktioner med tilbagevirkende kraft. Eventuelle sanktioner kan først komme på tale, hvis selskaber efterfølgende ikke overholder udstedte påbud eller afgivne tilsagn.