Ny model for hjemmehjælp koster Fredericia op mod 10 millioner om året

0

POLITIK. Fredericia Kommune ser ind i en ekstraregning på op mod 10 millioner kroner om året, efter at kommunen har lagt om i den måde, private leverandører af hjemmehjælp afregnes på. Senior- og Sundhedsudvalget fik en orientering om de økonomiske konsekvenser på sit møde onsdag den 3. juni.

Baggrunden er den nye ældrelov og udløbet af de hidtidige kontrakter på området for frit valg af personlig pleje og praktisk hjælp. I august 2025 besluttede det daværende udvalg at gå væk fra den såkaldte udbudsmodel og over til en godkendelsesmodel. Forskellen ligger i, hvordan prisen til de private leverandører fastsættes. I en udbudsmodel konkurrerer leverandørerne om opgaven, mens taksterne i en godkendelsesmodel beregnes ud fra kommunens egne gennemsnitlige udgifter til at løse opgaven.

Forvaltningen anslår nu, at omlægningen giver en merudgift på cirka 4 millioner kroner i 2026, regnet fra september til december, og på mellem 8 og 10 millioner kroner om året i budgetårene 2027 til 2030. Merudgiften opstår, fordi taksterne til de private leverandører bliver højere under den nye model. Forventningen er dog, at forskellen mellem de to modeller mindskes over tid, i takt med at hjemmeplejen arbejder på at bringe sit eget merforbrug ned, hvilket vil trække taksterne nedad.

Godkendelsesmodellen blev valgt, fordi den giver mulighed for løbende dialog og justeringer med leverandørerne, hvilket ifølge forvaltningen er en fordel, mens den nye ældrelov stadig er ved at blive indfaset. Det har været svært at lave et fyldestgørende udbudsmateriale, før kommunen er længere i den proces.

Modellen har dog også ulemper. Den er administrativt tung, fordi den kræver løbende kontrol og dialog med leverandørerne, og den fjerner den priskonkurrence, et udbud ellers giver. Derfor vurderer forvaltningen, at modellen kun er økonomisk rentabel i en kort periode, og at udbudsmodellen samlet set er den mest fordelagtige. Planen er at vende tilbage til et udbud, så der kan udarbejdes udbudsmateriale i anden halvdel af 2027 med henblik på at gå i udbud i begyndelsen af 2028, når ældreloven er fuldt indfaset. Udvalget tog orienteringen til efterretning.

Forældre i Fredericia får besked om dagtilbudsanalyse: »Jeg kan godt forstå, hvis nogle bliver utrygge«

0

KOMMUNALT. Forældre i Fredericias daginstitutioner har modtaget en besked på Aula om en ny dagtilbudsanalyse, der peger på, at kommunen på sigt bør bevæge sig mod færre og større institutioner. Analysen blev forelagt Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget på mødet den 4. juni, og budskabet til forældrene er, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning.

»Når der kommer sådan en analyse ud, kan man forstå den på mange måder. Det er ikke en del af spareplanen, det er en analyse og nogle mulige scenarier, som lægger op til politisk drøftelse,« siger Karina Vang Glud Nielsen, chef for Dagtilbud, Fritid og Uddannelse i Fredericia Kommune.

Hun lægger ikke skjul på, at beskeden blev sendt for at komme en mulig misforståelse i forkøbet. »Det, der nogle gange sker, når sådan noget kommer ud, er, at det kommer i avisen og på Facebook med kommentarer nedenunder, som hurtigt kan blive til, at nu er det besluttet, og nu skal det være sådan. Så intentionen var bare at præcisere, hvad det her handler om. Det er ikke noget, der er besluttet,« siger hun.

Adspurgt om beskeden ikke i sig selv kan gøre nogle forældre utrygge, erkender chefen, at forandringer kan vække bekymring. »Ja, det kan jeg sagtens forstå. Det er altid svært, når der sker forandringer, og når der er noget, man ikke ved noget om. Det giver jo altid anledning til refleksioner og bekymringer,« siger Karina Vang Glud Nielsen. Hun peger samtidig på, at de dagsordener, politikerne får forelagt, under alle omstændigheder bliver offentlige, og at sagen derfor uvægerligt ville komme frem.

Selve analysen tegner et billede af en kommune med mange små daginstitutioner og et stort vedligeholdelsesefterslæb. Fredericia råder i dag over 21 kommunale og fire selvejende institutioner, og mange af dem er små med kun to til fire børnegrupper. Det gør dem ifølge analysen mere økonomisk sårbare, fordi de har færre børn til at absorbere udsving i økonomien og mindre fleksibilitet i personaleplanlægningen. Karina Vang Glud Nielsen understreger dog, at de små institutioner også har kvaliteter. »Vi har nogle gode dagtilbud, men de er også svære at styre og drive, når de er så små, og det kan man politisk beslutte at kompensere for,« påpeger hun.

Analysen vurderer, at der skal investeres mere end 100 millioner kroner for at løfte bygningsmassen til meget god stand, og at det med den nuværende anlægspulje på 6 millioner kroner om året vil tage mere end 17 år at indhente. I 2026 vurderes 15 af institutionerne at kræve afhjælpende og forebyggende vedligehold, mens kun 10 er i god eller meget god stand.

For at skabe mere robuste institutioner opstiller analysen fire mulige langsigtede scenarier, der udtrykkeligt er beskrevet som mulige retninger og ikke som færdige forslag. Ét peger på et nyt dagtilbud i Erritsø med både almen- og specialafdeling, eventuelt ved at samle Lynghøjen og Snaremosen. Et andet handler om at afhænde byhusene Gades Gård og Duponts Gård og samle dem i en ny institution i Kanalbyen. Et tredje peger på Vestbyen, hvor de to mindre institutioner Pelikanen og Æblehaven kan lukkes og erstattes af et nyt og større hus, i takt med at børnetallet i Ullerup Bæk-distriktet ventes at stige med omkring 20 procent frem mod 2038.

Udvalget tog på mødet orienteringen til efterretning, og analysen ventes at indgå i den kommende budgetproces. Forældrene blev i beskeden forsikret om, at hverdagen i institutionerne fortsætter uændret, og at de kan rette spørgsmål til deres distriktsleder.

Læs også

Cecilie Liv Hansens samlever for retten i narkosag i dag

0

POLITIK. Samleveren til løsgænger i Folketinget Cecilie Liv Hansen møder i dag i Retten i Kolding, tiltalt i en sag om euforiserende stoffer. Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Ifølge anklageskriftet besad den 28-årige mand 121,05 gram hash, 46,66 gram skunk, 15 poser cannabisvingummi og 4,63 gram psykedeliske svampe i Kolding den 3. december sidste år. Derudover er han tiltalt for at have haft 5.365,50 kroner, der efter anklagemyndighedens opfattelse stammede fra salg af hash. Besiddelsen skal ifølge anklageskriftet være sket sammen med en eller flere medgerningsmænd, som politiet ikke har identificeret.

Anklagemyndigheden går efter, at manden idømmes en fængselsstraf. Der er afsat en time til behandlingen af sagen.

Manden har tidligere selv erkendt over for flere medier, at han har solgt cannabis. Han har samtidig understreget, at Cecilie Liv Hansen hverken havde kendskab til det eller var involveret. Hans forsvarer har ikke ønsket at kommentere, hvordan han forholder sig til tiltalen.

Cecilie Liv Hansen er ikke part i straffesagen. Hun blev ved folketingsvalget i marts valgt for Liberal Alliance, men blev fire dage efter valget ekskluderet fra partiet. Baggrunden var ifølge partiet, at hun havde løjet om, at hendes samlever solgte euforiserende stoffer. Hun har siden fortsat som løsgænger i Folketinget og sidder desuden som løsgænger i både byrådet i Kolding og regionsrådet i Region Syddanmark.

Eriksen har det godt og ventes udskrevet

0

SPORT. Christian Eriksen har det godt og ventes hurtigt udskrevet, oplyser landsholdslæge Morten Boesen dagen efter, at den danske midtbanespiller faldt om under søndagens venskabskamp mod Ukraine i Odense.

»Jeg har talt med Christian her til morgen, og han har det godt. Han er sammen med sin familie og ved godt mod. Forventningen er, at han hurtigt kan blive udskrevet og tage hjem«, siger Morten Boesen.

Eriksen blev kørt til Odense Universitetshospital efter omfaldet og var natten over indlagt til observation. Landsholdslægen har tidligere bekræftet, at Eriksen var kortvarigt bevidstløs, men hurtigt kom til sig selv igen, og at den ICD-enhed, han fik indopereret efter hjertestoppet ved EM i 2021, virkede efter hensigten. Eriksen gik selv fra banen. »Vi tager godt hånd om spillere og stab og er i kontakt med dem løbende«, siger Morten Boesen.

Kampen, hvor Danmark førte 2-1, blev afbrudt i det 65. minut og genoptages ikke.

SDU-spinout vil gøre solceller til en del af arkitekturen

0

Solceller behøver ikke længere at ligne mørke paneler på et tag eller endeløse rækker af paneler i landskabet. Det er udgangspunktet for den nye virksomhed LayersTech, der udspringer af forskningen i organiske solceller ved Syddansk Universitet og nu skal omsætte årevis af forskning til konkrete produkter.

Bag virksomheden står forskningen ledet af professor Morten Madsen og forskningsgruppen CAPE ved SDU. Sammen med serieiværksætteren Søren Bødker, der tidligere var direktør for VisBlue, er ambitionen at udvikle avancerede lag- og folieteknologier, som kan gøre fremtidens solceller mere holdbare, mere fleksible og langt lettere at bygge ind i facader, byrum og bygninger.

Hvor traditionelle solceller typisk monteres oven på tage eller samles i store anlæg, åbner de organiske solceller for noget helt andet. De er ultratynde, fleksible og kan fremstilles enten gennemsigtige eller i forskellige farver. Dermed kan energiproduktionen integreres direkte i bygningers overflader uden at skæmme hverken arkitektur eller design.

»Mange forbinder stadig solceller med mørke paneler på tage eller store anlæg i landskabet. Men vi arbejder på teknologier, der gør det muligt at integrere energiproduktion direkte i bygninger, så solceller bliver en naturlig del af arkitekturen,« siger Søren Bødker.

LayersTech skal ikke selv producere færdige solcellepaneler. I stedet vil virksomheden levere de avancerede materialer og kontaktlag, som producenterne af organiske solceller skal bruge. Et af de vigtigste gennembrud er udviklingen af ekstremt transparente lag, der gør det muligt at lave farvede solceller uden de store effekttab, som ellers normalt følger med, når man prioriterer det æstetiske.

»Hele udfordringen er at lave noget, som solcellen oplever som gennemsigtigt, men som mennesker oplever som en farve. Det er dét, vi har udviklet gennem EUDP-projektet ColorFoil,« forklarer Morten Madsen.

Teknologien kan ifølge professoren bruges i alt fra glasfacader og drivhuse til bygninger, hvor arkitekter ønsker energiproduktion uden at ændre det visuelle udtryk.

»Forestil dig et kontorbyggeri, hvor glasfacaden producerer strøm uden at ligne et solcelleanlæg. Det er den slags løsninger, vi gerne vil gøre mulige,« siger han.

Samtidig arbejder virksomheden med kontaktlag, der kan øge holdbarheden markant. »De accelererede tests viser op til en fordobling af holdbarheden. Det er noget af det, der virkelig mangler i markedet lige nu,« siger Morten Madsen.

Teknologien lander midt i en ophedet debat om solcellers plads i landskabet. Sidste år lancerede Inger Støjberg sloganet »Ja til kornmarker, nej til jernmarker«, og ordet jernmarker blev siden kåret til Årets Ord 2025. For kritikerne er de store solcelleparker blevet et symbol på en grøn omstilling, der risikerer at erstatte åbne landskaber med stål, refleksioner og sorte flader.

Netop dér ser Søren Bødker en anden vej. I stedet for at lægge beslag på nye arealer kan energiproduktionen integreres i bygninger, drivhuse, glaspartier og eksisterende konstruktioner.

»Organiske solceller giver os mulighed for at tænke energi ind i overflader, som allerede findes. På den måde kan vi potentielt producere energi uden nødvendigvis at beslaglægge nye arealer,« siger han.

Virksomheden ser et betydeligt marked i bygningsintegrerede solceller, energigenererende facader, transparente energifolier, drivhuse og transportsektoren – og perspektiverne rækker ifølge Bødker endnu længere. »Vi kan i princippet udvikle teknologier, som giver eksisterende materialer nye funktioner. Det åbner nogle spændende muligheder for fremtidens bygninger og produkter,« siger han.

For LayersTech handler projektet dog ikke alene om teknologi, men også om Europas konkurrenceevne. Produktionen af traditionelle siliciumsolceller er i dag i høj grad koncentreret i Kina, mens organiske solceller kan fremstilles med produktionsmetoder, der ifølge forskerne giver mulighed for en mere fleksibel og lokal europæisk produktion.

»Vi var tidligt med i udviklingen af traditionelle solceller i Europa, men produktionen forsvandt andre steder hen. Organiske solceller giver os mulighed for at bygge noget nyt op omkring teknologier, hvor vi stadig har stærke forskningsmiljøer og kompetencer,« siger Søren Bødker.

Opskalering og industriel produktion er derfor et centralt fokus, og virksomheden venter at indgå de første udviklingsforløb med kunder i løbet af det kommende år. Bag etableringen står et tæt samarbejde mellem forskning og erhvervsliv, blandt andet med støtte fra STEAR, der arbejder for at styrke grøn innovation og kommercialisering.

For Morten Madsen er virksomheden et eksempel på, hvad universitetsforskning kan blive til. »Det er jo netop dét, der er spændende. At forskning kan blive til teknologi, virksomheder og i sidste ende nye løsninger på nogle af de store samfundsudfordringer,« siger han.

Rock under Broen giver ekstra trafik ved Lillebælt i weekenden

0

TRAFIK. Tusindvis af festgæster sætter i denne weekend hinanden stævne under Den Nye Lillebæltsbro, når Rock under Broen igen indtager Strandvejen i Middelfart. Men de mange mennesker kommer også til at kunne mærkes på vejene, og Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at sætte ekstra tid af.

Festivalen afvikles fredag den 12. juni og lørdag den 13. juni, og som tidligere år forventer Vejdirektoratet, at den vil påvirke trafikken i lokalområdet, herunder på motorvejen E20 og selve broen. Presset bliver størst fredag mellem klokken 13.00 og 19.00 og lørdag mellem klokken 09.30 og 16.00. Der er desuden øget risiko for kø på alle motorvejsfrakørsler til Middelfart.

Vejdirektoratet opfordrer både festivalgæster og øvrige bilister til at køre hjemmefra i god tid og forberede sig på, at turen kan tage længere end normalt. For dem, der har muligheden, kan cyklen vise sig at være det hurtigste valg i weekenden.

Inden man sætter sig bag rattet, kan man tjekke den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk, ligesom P4 Trafik holder bilisterne opdateret undervejs. På Vejdirektoratets trafikkort kan man løbende følge med i situationen på vejene og se eventuelle restriktioner og trafikmeldinger.

Mand reddet op af Vejle Fjord

0

KRIMI. En mand er mandag formiddag blevet reddet op af vandet i Vejle Fjord ud for Tirsbæk Strandvej.

Sydøstjyllands Politi rykkede ud sammen med brandvæsen og sundhedsmyndigheder, efter at manden var endt i fjorden. Han blev bragt op af vandet og var ved bevidsthed, da han blev kørt til behandling.

Indsatsen er nu afsluttet. Politiet vurderer ikke, at der ligger noget kriminelt bag hændelsen.

Farvel til skraldesækken: Snart ruller affaldet ud til vejen

0

POLITIK. Affaldssækken ved parcelhusene i Fredericia har udsigt til at blive udskiftet med beholdere på hjul. Årsagen er arbejdsmiljøet, og prisen lander hos husejerne med skønnet cirka 49 kroner om året. Det skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til på sit møde mandag.

Baggrunden er en række besøg fra Arbejdstilsynet i 2025, der satte fokus på de ergonomiske forhold, når renovationsarbejderne samler genanvendeligt affald ind i sække ved især parcelhuse. Arbejdstilsynet vurderer, at beholdere på hjul er en arbejdsmiljømæssigt bedre løsning, og holdningen er, at når der findes et bedre alternativ, skal det tages i brug. Følger kommunen ikke henstillingen, vil Arbejdstilsynet ifølge sagen begynde at samle data til et fremtidigt påbud, hvilket »kan have vidtrækkende konsekvenser for indsamlingen og dermed forsyningssikkerheden«.

Affald & Genbrug har ifølge sagsfremstillingen forsøgt at løse problemerne undervejs, men det er kun lykkedes for det ene af tre forhold, nemlig håndteringen af sækkene, efter de er samlet ind. De to øvrige, som handler om selve indsamlingen ude på ruten, har det ikke været muligt at løse. Konklusionen er derfor, at »en omstilling til faste beholdere er eneste løsning«.

For den enkelte husstand betyder omstillingen, at der efter det mest sandsynlige scenarie skal stå tre beholdere ved boligen, inklusive den nuværende til rest- og madaffald. Det er ifølge sagen den løsning, der er mest udbredt på landsplan, og som tager hensyn til både pladsen ved husstanden og økonomien ved indkøb.

Netop økonomien er gjort op i to dele. Selve beholderne, når besparelsen på sække og omdeling er trukket fra, ventes at koste omkring 9 kroner per husstand om året. Dertil kommer nye renovationsbiler, som under alle omstændigheder skulle udskiftes, og som med beholderdrift løber op i cirka 40 kroner per husstand om året. Samlet skønnes merudgiften til cirka 49 kroner per husstand årligt. Forvaltningen bemærker, at alternativet, altså at fortsætte med sække, også ville have krævet nye specialdesignede biler, og at de eksisterende biler i forvejen står over for udskiftning.

Selv om beslutningen kan blive truffet nu, vil borgerne ikke mærke ændringen lige med det samme. Den nuværende frist fra Arbejdstilsynet er 1. juli 2026, men den er ifølge sagen ikke realistisk. Hvis udvalget godkender omstillingen, går arbejdet med udbudsmateriale og udbud i gang, og selve den nye ordning ventes først at kunne tages i brug i foråret eller sommeren 2028. Forvaltningen vil på den baggrund bede Arbejdstilsynet om en fristforlængelse frem til det tidspunkt.

Hvilke affaldstyper der skal være i de nye beholdere, er endnu ikke fastlagt. Det planlægger Affald & Genbrug ud fra erfaringer fra andre kommuner og ud fra økonomien omkring det nye producentansvar for emballager, som trådte i kraft i 2025.

Tilkaldt til slagsmål på Algade: Politiet sigtede 32-årig for besiddelse af stoffer

0

KRIMI. En 32-årig mand fra Middelfart Kommune er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer efter en episode på Algade i Middelfart fredag.

Politiet rykkede ud til stedet, efter en borger havde tilkaldt dem på grund af et slagsmål. »Det er en borger, som tilkalder os, fordi der er optræk til noget slagsmål. Da vi når frem, får vi talt folk lidt ned,« oplyser politikommisær Rasmus Tyllesen fra Fyns Politi.

En af de involverede mænd virkede imidlertid tydeligt påvirket. »Den ene er virkelig påvirket, og derfor bliver vedkommende sigtet. Så finder vi nogle euforiserende stoffer på ham, og det er det, han bliver sigtet for,« lyder det fra politikommisæren.

Manden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Tre kasseapparater tømt i Fredericia på under et kvarter: Politiet udelukker ikke sammenhæng

0

KRIMI. Det tog under et kvarter. To restaurationer i Fredericia fik søndag formiddag tømt deres kassebeholdning med få minutters mellemrum, og politiet udelukker ikke, at de samme hænder var i spil begge steder.

Det første tyveri ramte Urbania Street Food på Gothersgade mellem klokken 09.18 og 09.21. Her arbejdede to udenlandske mænd ifølge politiet sammen om at rydde kasserne. Den ene gik ind gennem vareindleveringen, fandt vej til en bod og brækkede kassen op med en saks. Da kassebeholdningen var i lommen, fortsatte han til den næste bod og lukkede den op med en nøgle. Imens holdt den anden gerningsmand opmærksomheden væk fra ham. Ud over at der var tale om to udenlandske mænd, står politiet uden signalement.

Elleve minutter senere, klokken 09.30, gentog mønstret sig nogle hundrede meter væk. Ved Atami Sushi på Vendersgade så et vidne en mand af udenlandsk udseende løbe ind i butikken, gribe kassebeholdningen og forsvinde igen. Han var kommet ind gennem et ulåst vindue og tog samme vej ud.

Om der kan være en sammenhæng mellem de to sager, lægger politiet ikke fast. »Det skal jeg ikke kunne svare på, men det lugter da en lille smule af det,« siger Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.