KOMMUNALT. Forældre i Fredericias daginstitutioner har modtaget en besked på Aula om en ny dagtilbudsanalyse, der peger på, at kommunen på sigt bør bevæge sig mod færre og større institutioner. Analysen blev forelagt Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget på mødet den 4. juni, og budskabet til forældrene er, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning.
»Når der kommer sådan en analyse ud, kan man forstå den på mange måder. Det er ikke en del af spareplanen, det er en analyse og nogle mulige scenarier, som lægger op til politisk drøftelse,« siger Karina Vang Glud Nielsen, chef for Dagtilbud, Fritid og Uddannelse i Fredericia Kommune.
Hun lægger ikke skjul på, at beskeden blev sendt for at komme en mulig misforståelse i forkøbet. »Det, der nogle gange sker, når sådan noget kommer ud, er, at det kommer i avisen og på Facebook med kommentarer nedenunder, som hurtigt kan blive til, at nu er det besluttet, og nu skal det være sådan. Så intentionen var bare at præcisere, hvad det her handler om. Det er ikke noget, der er besluttet,« siger hun.
Adspurgt om beskeden ikke i sig selv kan gøre nogle forældre utrygge, erkender chefen, at forandringer kan vække bekymring. »Ja, det kan jeg sagtens forstå. Det er altid svært, når der sker forandringer, og når der er noget, man ikke ved noget om. Det giver jo altid anledning til refleksioner og bekymringer,« siger Karina Vang Glud Nielsen. Hun peger samtidig på, at de dagsordener, politikerne får forelagt, under alle omstændigheder bliver offentlige, og at sagen derfor uvægerligt ville komme frem.
Selve analysen tegner et billede af en kommune med mange små daginstitutioner og et stort vedligeholdelsesefterslæb. Fredericia råder i dag over 21 kommunale og fire selvejende institutioner, og mange af dem er små med kun to til fire børnegrupper. Det gør dem ifølge analysen mere økonomisk sårbare, fordi de har færre børn til at absorbere udsving i økonomien og mindre fleksibilitet i personaleplanlægningen. Karina Vang Glud Nielsen understreger dog, at de små institutioner også har kvaliteter. »Vi har nogle gode dagtilbud, men de er også svære at styre og drive, når de er så små, og det kan man politisk beslutte at kompensere for,« påpeger hun.
Analysen vurderer, at der skal investeres mere end 100 millioner kroner for at løfte bygningsmassen til meget god stand, og at det med den nuværende anlægspulje på 6 millioner kroner om året vil tage mere end 17 år at indhente. I 2026 vurderes 15 af institutionerne at kræve afhjælpende og forebyggende vedligehold, mens kun 10 er i god eller meget god stand.
For at skabe mere robuste institutioner opstiller analysen fire mulige langsigtede scenarier, der udtrykkeligt er beskrevet som mulige retninger og ikke som færdige forslag. Ét peger på et nyt dagtilbud i Erritsø med både almen- og specialafdeling, eventuelt ved at samle Lynghøjen og Snaremosen. Et andet handler om at afhænde byhusene Gades Gård og Duponts Gård og samle dem i en ny institution i Kanalbyen. Et tredje peger på Vestbyen, hvor de to mindre institutioner Pelikanen og Æblehaven kan lukkes og erstattes af et nyt og større hus, i takt med at børnetallet i Ullerup Bæk-distriktet ventes at stige med omkring 20 procent frem mod 2038.
Udvalget tog på mødet orienteringen til efterretning, og analysen ventes at indgå i den kommende budgetproces. Forældrene blev i beskeden forsikret om, at hverdagen i institutionerne fortsætter uændret, og at de kan rette spørgsmål til deres distriktsleder.
Læs også











