6.9 C
Copenhagen
torsdag 18. december 2025

Ny innovationshub placerer Fredericia som international frontløber inden for grøn digital infrastruktur

0

BUSINESS. Fredericia styrker nu sin position som centrum for grøn innovation med lanceringen af en helt ny Start-Up Hub, målrettet tidlige virksomheder og universitets-spinouts inden for grøn digital infrastruktur og energiteknologier.

Det sker gennem initiativet Net Zero Start-Up Hub, som er et samarbejde mellem Net Zero Innovation Hub, Dansk Datacenter Industri, DTU og Business Fredericia. Formålet er at understøtte innovative iværksættere, der kan løse de voksende udfordringer i datacenterindustrien, som er præget af stigende energiforbrug, krav om dekarbonisering og behovet for ressourceeffektivitet.

Projektkonsulent hos Business Fredericia, David Mogensen, siger:

»Det er med stor glæde og stolthed, at vi lancerer dette initiativ i Fredericia. Datacenterindustrien vokser hurtigt, men med væksten følger store miljømæssige udfordringer. Her skaber vi et miljø, hvor opstartsvirksomheder kan udvikle løsninger, der både gavner miljøet og virksomhedernes globale konkurrencekraft.«

Fokus på banebrydende løsninger

Start-Up Hubben søger virksomheder inden for tre centrale områder:

  1. Næste generations datacenter-teknologier
    • Effektiv køling og energistyring
    • Lav-karbon konstruktion og cirkulære materialer
    • AI-optimeret infrastruktur og fleksible energisystemer
  2. Sektorkobling og innovative forretningsmodeller
    • Integrerede løsninger for el, varme, køling og transport
    • Udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre
    • Digitale platforme for energifleksibilitet
  3. Backup-strøm og lagring af vedvarende energi
    • Energilagring (batterier, brændselsceller, brint)
    • Mikrogrid-teknologier og efterspørgselsrespons
    • Finansieringsmodeller for energilagring

Attraktivt inkubationsforløb

Op til ti udvalgte virksomheder får adgang til et unikt 6-måneders inkubationsprogram fra oktober 2025, inspireret af DTU Skylabs succesfulde model. Programmet byder blandt andet på mentorforløb, pilotprojekter i samarbejde med globale industrigiganter som Google, Microsoft og Danfoss, samt et dedikeret advisory board af erfarne erhvervsfolk, som støtter virksomhedernes udvikling.

Derudover bliver der afholdt et stort pitch-event i Fredericia den 24. september 2025, hvor virksomheder kan vinde økonomiske priser på op til EUR 10.000.

Praktisk info:

  • Ansøgningsfrist: 31. august 2025
  • Pitch Event: 24. september 2025 i Fredericia
  • Programstart: Oktober 2025

Læs mere og ansøg her:
www.netzerodatacenters.com/rfi-net-zero-startup-hub

Internationalt potentiale og lokal stolthed

Den nye Start-Up Hub skal ikke blot hjælpe virksomhederne med at komme i gang, men også sætte Fredericia på verdenskortet inden for grøn teknologi.

»Vi er stolte af, at Fredericia bliver hjemsted for en sådan strategisk vigtig satsning. Det styrker byens rolle som en førende aktør inden for grøn energi og digital infrastruktur,« siger David Mogensen.

Hubben er åben for alle start-ups og iværksættere i Europa, som ønsker at bidrage med innovative løsninger og er klar til fysisk deltagelse i aktiviteterne i Fredericia.

Uheld skaber kø på Lillebæltsbroen fra Fredericia mod Middelfart

0

KRIMI. Et trafikuheld på motorvejen E20 mellem Fredericia Syd (afkørsel 59) og Den Nye Lillebæltsbro har torsdag formiddag ført til store trafikale problemer i retning mod Middelfart.

Ifølge Vejdirektoratet er højre spor spærret, og kun to spor er farbare. Vejhjælp arbejder lige nu på stedet, og situationen ventes løst i løbet af formiddagen.

Uheldet har skabt længere kø på strækningen, hvilket betyder en forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter for bilister, der skal krydse broen mod Middelfart.

Vejdirektoratet forventer, at trafikken vender tilbage til det normale niveau i løbet af eftermiddagen. Trafikanter opfordres derfor til at vise tålmodighed og køre forsigtigt i området.

Skuret igen i politiets søgelys: 64-årig sigtet for hash-salg

0

KRIMI. Endnu en gang måtte Sydøstjyllands Politi lægge vejen forbi værestedet Skuret på Vester Voldgade i Fredericia. Onsdag aften blev en 64-årig mand fra Fredericia Kommune sigtet for salg af euforiserende stoffer, efter at politiet havde stoppet ham klokken 17.39 og fundet både hash, en digital vægt og kontanter i mandens besiddelse.

»Patruljen træffer en person dernede, han bliver fundet i besiddelse af 16,79 gram hash, en digital vægt og en lille smule kontanter, som vi næsten tænker stammer fra salg af hash,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den 64-årige mand er sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og sagen føjer sig til en voksende liste af lignende sager, som politiet har haft ved Skuret i Fredericia.

Det er nemlig kun en uge siden, at Sydøstjyllands Politi sidst var på besøg ved Skuret med bødeblokken fremme. Her blev hele tre personer sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer – herunder også salg. Ved det tidligere besøg blev en 64-årig mand ligeledes sigtet, efter at politiet fandt knap 14 gram hash, en digital vægt og nogle kontanter.

»Han bliver sigtet for salg af euforiserende stoffer. Det er ikke en voldsom stor mængde, men det er dog lidt mere end til eget forbrug, og kombinationen med digitalvægten og kontanterne tyder på, at der kan være tale om salg,« lød det dengang fra Arno Rindahl Petersen.

Dermed er det anden gang inden for kort tid, at politiet må besøge Skuret i forbindelse med sager om salg af stoffer.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Vidne overraskede ladekabel-tyve midt i akten – gerningsmænd flygtede med tildækkede nummerplader

0

KRIMI. Tyve med hang til ladekabler slog natten til torsdag til på Strevelinsvej i Fredericia. To ukendte gerningsmænd var i færd med at klippe ladekabler fra flere ladestationer, da en opmærksom person pludselig dukkede op og forstyrrede tyvenes arbejde.

Klokken var 00.25, da en anmelder kontaktede Sydøstjyllands Politi, efter at have observeret to personer i færd med at klippe kablerne af ladestationerne. Der var tale om i alt seks kabler fra tre forskellige ladestandere, som hver har to ladepunkter.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd forklarer:

»Det sker på Strevelinsvej klokken 00.25 torsdag. Der er en anmelder, der ringer ind til politiet og siger, at han ser to personer, der er ved at klippe ladekabler af tre ladestandere. Altså sådan nogle, hvor der er ladestandere på to sider af standeren, så det er så seks kabler.«

Men gerningsmændene opdagede hurtigt, at de ikke var alene. Da de fik øje på anmelderen, afbrød de øjeblikkeligt deres forehavende, sprang ind i en VW Caddy varebil, og stak af fra stedet med stor fart.

»De her personer, der er i gang med at klippe kablerne af, opdager formentlig anmelderen, og da de får øje på ham, så sætter de sig ind i en bil, en VW Caddy – altså en varebil. Nummerpladen på bilen har de dækket til med gaffatape eller noget lignende, og de kører fra stedet ad Snoghøj Landevej i nordgående retning,« siger vicepolitiinspektøren.

Politiet har foreløbigt kun få spor at gå efter. De to personer var nemlig iført mørkt tøj og elefanthuer, hvilket gør det svært at fastslå yderligere detaljer om gerningsmændenes udseende.

»Der er ikke meget beskrivelse af personerne, andet end at de var iført elefanthuer og mørkt tøj,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Politiet har altså endnu ikke yderligere oplysninger om gerningsmændene, men fortsætter med at arbejde på sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Sønderballe Strand Camping er først i Syddanmark med eftertragtet miljømærke

0

FRITID. Campingferien i det syddanske er nu blevet en tand grønnere. Sønderballe Strand Camping er nemlig netop blevet den første campingplads i hele regionen, der kan bryste sig af det officielle europæiske miljømærke, EU Ecolabel.

EU Ecolabel er et anerkendt miljømærke, der sikrer, at virksomheder aktivt arbejder på at begrænse deres aftryk på miljøet. Det gælder blandt andet krav om lavt energi- og vandforbrug, effektiv affaldssortering og brug af miljøvenlige produkter.

Hos Sønderballe Strand Camping i Syddanmark er man meget stolt over certificeringen, der blev opnået tidligere på foråret.

»Vi er megastolte. I vores øjne er EU Ecolabel den bedste certificering, man kan opnå, og derfor er vi også gået målrettet efter certificeringen. Nu fortsætter vi den grønne rejse sammen med vores gæster – for vi tror på, at ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele,« siger Camilla Hansen, der sammen med sin mand Mikkel driver Sønderballe Strand Camping.

Stigende interesse for grøn ferie

Ifølge Miljømærkning Danmark er der generelt stor interesse blandt campingpladser i hele landet for at opnå EU Ecolabel. Bare i løbet af foråret er tre nye campingpladser blevet certificeret, så der nu findes fem miljømærkede campingpladser i hele Danmark.

»Vi oplever generelt en stigende interesse for EU Ecolabel blandt landets campingpladser. Det er en meget positiv udvikling, for mange danskere er opmærksomme på at tage hensyn til miljøet i hverdagen, og med flere miljømærkede campingpladser bliver det også nemmere at tage miljøhensyn i sit valg af ferie,« siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef for certificering i Miljømærkning Danmark.

Udover Sønderballe Strand Camping har også Nibe Camping ved Limfjorden for nylig modtaget EU Ecolabel-certificeringen.

Bæredygtighed i højsædet

Miljømærkede campingpladser skal blandt andet have energieffektive installationer, vandbesparende tiltag og tilbyde affaldssortering for deres gæster. Derudover gives der ekstra point for blandt andet salg af lokale og økologiske varer, miljøvenlig transport og brug af regnvand til vanding.

På Sønderballe Strand Camping ser ejerne miljømærkningen som et led i en vigtig og nødvendig udvikling, som også gavner campingpladsens gæster og det lokale område.

De øvrige danske campingpladser, der har opnået EU Ecolabel, er Nysted Strand Camping, Fur Camping og Hvalpsund Familie Camping. På europæisk niveau er der nu mere end 90 campingpladser, der kan skilte med EU Ecolabel-mærket.

Billund hitter – rekordmange byggegrunde solgt

0

BILLUND. Efterspørgslen på byggegrunde i Billund fortsætter med at slå rekorder. Billund Kommune kan nemlig glæde sig over at have solgt hele 22 byggegrunde i en enkelt udbudsrunde. Det er aldrig tidligere sket i kommunens historie.

Salget af grundene fandt sted på de nye veje Engviolen og Mælkebøtten i Billund Syd, og interessen var enorm. Ved udbuddets afslutning den 13. juni var der modtaget 80 bud fordelt på 29 forskellige købere, da hver køber har mulighed for at sende flere bud i prioriteret rækkefølge.

Borgmester Stephanie Storbank glæder sig over rekordsalget og kalder resultatet ekstraordinært.

»Det er selvfølgelig helt ekstraordinært, at vi sælger så mange grunde i én budrunde, og det glæder jeg mig over. Samtidig overrasker det mig ikke, for Billund er attraktiv for både store og små. Her er der godt at bo og vokse op,« siger Stephanie Storbank.

Sidste år oplevede kommunen, at der ikke var flere byggegrunde tilbage i Billund by, fordi interessen var så stor. Kommunalbestyrelsen besluttede derfor at fremskynde byggemodningen af flere grunde i Billund Syd, og det har nu vist sig at være en god beslutning.

Det nye boligområde ligger attraktivt placeret tæt ved både skole, fritidsaktiviteter og byens centrum. Området bliver bundet sammen med resten af byen via et udbygget stisystem, så det bliver nemt og sikkert at færdes både til fods og på cykel for børn og voksne.

Efter rekordsalget er der fortsat 29 ledige byggegrunde tilbage i området, som kommunen nu sælger efter først-til-mølle-princippet.

Indbrudsforsøg i Middelfart: Beboer overraskede tre mænd i opgangen

0

KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn modtaget anmeldelser om flere hændelser rundt på Fyn, blandt andet et indbrudsforsøg, narkokørsel og et voldsomt trafikuheld i Kerteminde.

Onsdag kl. 16.15 blev politiet tilkaldt til Brovejen i Middelfart, efter en beboer havde opdaget forsøg på indbrud. Beboeren mødte tre ukendte mænd i opgangen og opdagede efterfølgende, at hoveddøren havde tydelige opbrudsmærker efter et indbrudsforsøg.

I Vissenbjerg standsede politiet onsdag kl. 16.35 en bil på Østergade, hvor en 39-årig mand fra Assens Kommune blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.

Samme dag blev der fra Tommerup anmeldt skader på solceller på Lilleskovvej, hvor der efterfølgende blev konstateret varmeskader på taget af ejendommen.

Onsdag aften kl. 20.52 standsede politiet en 37-årig bilist i Faaborg, som blev sigtet for narkokørsel. Tidligere samme aften kl. 18.17 i Årslev blev en 22-årig udenlandsk mand sigtet, da han kørte slingrende og blev konstateret påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer.

Natten til onsdag kl. 02.24 skete der en dramatisk ulykke på Rynkebyvej i Rynkeby nær Kerteminde. En bilist forsøgte at undvige et rådyr og mistede kontrollen over bilen. Køretøjet endte med at forårsage store materielle skader på to haver, herunder en lygtepæl, et el-skab, en terrasse og et højbed. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

I Odense modtog politiet flere anmeldelser:

  • Kl. 01.14 blev en 25-årig mand stoppet på Rugårdsvej og sigtet for narkokørsel samt for at køre bil i frakendelsestiden.
  • Kl. 01.26 blev en 24-årig mand fra Fredericia Kommune standset på Filosofgangen og sigtet for narkokørsel samt efter lov om euforiserende stoffer.
  • Kl. 17.20 opstod et trafikuheld på Nyborgvej, hvor tre biler var involveret i et harmonikasammenstød. Ingen kom umiddelbart til skade.
  • Der blev desuden anmeldt tyveri fra en terrasse på Hjallesevej, hvor en havegrill med bord og en grøn bænk var blevet stjålet.

I Svendborg blev en 28-årig mand fra Aarhus Kommune kl. 21.10 sigtet efter lov om euforiserende stoffer på Vemmenæsvej, og på Landevejen ved Gudme blev der anmeldt en tabt nummerplade fra en varebil.

Alle oplysninger stammer fra Fyns Politi.

Bunker Holding styrker global organisation med markant ansættelse

0

BUSINESS. Som et led i sin strategiske satsning “Fit for Future” styrker Bunker Holding Group sin organisation med etableringen af en ny global forsyningsenhed, Global Supply Organisation. Til at stå i spidsen for den nyoprettede funktion har virksomheden pr. 1. august ansat Mikkel Kannegaard som ny Head of Global Supply.

Mikkel Kannegaard kommer med stor erfaring fra leder- og toplederstillinger i den maritime industri og matcher ifølge virksomhedens COO, Peder Møller, præcist den profil, Bunker Holding har søgt.

»Med sin praktiske erfaring, stærke operationelle forståelse og et udpræget can-do-mindset er Mikkel præcis den leder, vi har brug for. Hans dybe indsigt fra store internationale virksomheder vil styrke vores konkurrenceevne markant, og vi ser frem til at byde ham velkommen i teamet,« siger Peder Møller, COO i Bunker Holding.

Klar strategi for fremtiden

Med den nye globale forsyningsorganisation samler Bunker Holding Group virksomhedens fysiske forsyning, regionale indkøbscentre og et dedikeret team, der arbejder med grøn omstilling.

Formålet med strukturen er at styrke virksomhedens globale tilstedeværelse og integration mellem sourcing, operationer og handel. Målet er at sikre endnu bedre løsninger til kunderne og skærpe virksomhedens konkurrenceevne globalt.

»Det her handler om meget mere end blot en ny struktur – det handler om en mentalitetsændring. Med den nye organisation forener vi vores globale ekspertise med lokal agilitet, så vi kan betjene vores kunder hurtigere, smartere og mere bæredygtigt,« forklarer Peder Møller.

Klar til markedets forandringer

For Bunker Holding er det afgørende at være på forkant med markedets konstant skiftende krav, særligt i forhold til den grønne omstilling. Derfor er den nye organisation bygget op omkring tre centrale principper: agilitet, effektiv drift og stærkt kundefokus.

Ved at samle ekspertisen ét sted skaber virksomheden en fleksibel og fremtidssikret struktur, der er gearet til at håndtere kompleksitet og dynamik i det globale energilandskab.

Quiz dig gennem Fredericias spændende historie

0

HISTORIE. Nu kan børnefamilier og historieinteresserede gå på opdagelse i Fredericias fortid med en helt ny pixibog og et tilhørende quizkort fra Fredericia Bibliotek. Pixibogen, der er lavet særligt i anledning af Fæstningsdagene, tager dig med rundt til byens vigtigste historiske steder.

Initiativet fra biblioteket er tænkt som en sjov og lærerig aktivitet for børn og voksne, der sammen kan opleve og diskutere Fredericias historie.

»Vi ville gerne skabe noget, der samler familierne om vores bys unikke historie,« fortæller Charlotte Borring fra Fredericia Bibliotek. »Med pixibogen kan familierne på en sjov og hyggelig måde tale om, hvorfor 6. juli er en særlig dato, og hvad vi egentlig fejrer under Fæstningsdagene hvert år.«

Med pixibogen og quizkortet i hånden kan man blandt andet besøge Lundings Monument med udsigt over Lillebælt, Prinsessens Bastion med de store, gamle kanoner og Krigergraven ved Trinitatis Kirke. På hvert sted finder man små spørgsmål, som inviterer til en fælles snak om Fredericias fortid.

Både pixibogen og quizkortet kan hentes gratis på Fredericia Bibliotek i den betjente åbningstid fra den 27. juni og hele skoleferien. Det er den perfekte anledning til at lære om Fredericias spændende historie, mens I nyder en hyggelig gåtur sammen gennem byen.

Bros hemmelighedskræmmeri om bronavn

0

Kære borgmester, tak for ingenting. Igen.

På det seneste byrådsmøde rejste jeg spørgsmålet, som mange borgere allerede havde tænkt: Hvorfor i alverden skal sagen om navngivning af en bro hemmeligholdes? Er det navnet? Er det processen? Eller er det bare endnu et eksempel på den kommunale sport i Fredericia: at holde kortene så tæt til kroppen, at borgerne ikke engang kan se bagsiden af dem?

Vi taler trods alt ikke om fortrolige oplysninger, sårbare personsager eller militære operationer. Vi taler om et bronavn. Et. Navn. På. En. Bro.

Alligevel vælger man at lukke dørene og tage sagen af dagsordenen for offentligheden. Det strider imod både offentlighedsloven (§6, §7 og §15) og kommunestyrelsesloven (§10 og §11), som klart fastslår, at sager skal behandles offentligt, medmindre meget specifikke, lovlige undtagelser er opfyldt. De er ikke angivet nogen steder hvad grunde til hemmligholdelsen er. 

Men hvad får vi så som svar? Ikke en konkret henvisning til lovhjemmel. Ikke en reel begrundelse.
Nej, vi får et klassisk: “Juristerne siger, at det giver mening. Senere.” 

Undskyld mig, men hvad er det for en demokratiforståelse? At gennemsigtighed først opstår, når sagen er færdigbehandlet og borgerne alligevel ikke kan ændre noget? Det er som at invitere til generalforsamling og først åbne døren, når alle beslutninger er truffet og kaffen er drukket. Kære byråd optræd som et byråd ikke en lukket loge. 

Kære borgmester, HUSK at beslutninger om lukkede sager skal være konkret begrundet og lovligt hjemlet. Det fremkommet i ikke med og det kan ankes til Ombudsmanden.

Tak for at tilsidesætte borgerne endnu en gang. Tak for at minde os om, hvorfor tilliden til byrådet har omtrent samme højde som et kloakdæksel.

Jeg arbejder videre på åbenhed, gennemsigtighed og respekt for borgernes ret til indsigt. Når det handler om noget så banalt som et navn. Når vi ikke engang må kende navnet på vores egen bro, hvad bliver så det næste? Broen er måske bygget? og forsinket – Men tilliden vakler.