5.9 C
Copenhagen
fredag 9. maj 2025

FC Fredericia cementerede andenpladsen med endnu en sejr

0

FC Fredericia vandt for tredje kamp i træk, da de vandt efterårssæsonens sidste kamp på udebane mod FC Roskilde med 2-0.

I en kamp, der bød på en skarp kontrast mellem top og bund, mødtes FC Roskilde og FC Fredericia på Roskilde Idrætspark. For hjemmeholdet, FC Roskilde, var udfaldet ligegyldigt for tabellen, da de uanset resultatet ville tilbringe vinterpausen på sidstepladsen i NordicBet Ligaen. For FC Fredericia var situationen derimod anderledes. De var allerede sikre på at afslutte efteråret på andenpladsen, hvilket satte et ekstra pres på dem for at fastholde den stærke position frem mod forårssæsonen.

Det blev hurtigt tydeligt på banen, at der var en markant kvalitetsforskel mellem de to hold. FC Fredericia tog styringen fra starten og viste sig som det klart bedste hold, med mest tid på bolden og et bedre spil i det offensive. Trods den dominerende spilletid kneb det dog for gæsterne at skabe de store, åbne chancer i første halvleg. FC Roskilde forsøgte at forsvare sig resolut og havde perioder, hvor de fik afværget de fleste angreb, men de havde svært ved at sætte sig igennem i de få kontrasituationer, de fik.

FC Roskilde bød sporadisk ind med offensive udfordringer, men det var sjældent, at de formåede at presse FC Fredericia alvorligt. Gæsterne fra Fredericia var derimod i kontrol over kampen og optrådte flere gange med farlige angreb. Hver gang de nærmede sig mål, manglede det dog sidste præcision. Især var Oscar Buch et aktiv i det offensive spil, hvor hans indlæg flere gange var tæt på at ramme topscorer Asbjørn Bøndergaard, men det sidste manglede og derfor var pausestillingen 0-0.

I anden halvleg ændrede kampen sig hurtigt. Allerede i det første minut opstod en fejl fra Roskildes keeper, Marco Brylov. Han gav en retur på et skud, som Jonathan Lindekilde hurtigt opfangede. Lindekilde var i perfekt position og kunne uden problemer sende bolden i mål til 1-0. Det var en simpel, men effektiv udnyttelse af keeperens fejl, og målet gav FC Fredericia en tidlig føring, der satte dem i en fordelagtig position for resten af kampen.

Ti minutter inde i anden halvleg viste Asbjørn Bøndergaard endnu en gang sin målnæse. For 12. gang i sæsonen, ud af de 18 spillede kampe i NordicBet Ligaen, var han på pletten. Bøndergaard modtog et præcist indlæg og viste stor ro, da han uden problemer fik sendt bolden i mål. Det var en klinisk afslutning fra topscoreren, der fordoblede FC Fredericias føring til 2-0 og satte holdet i en endnu stærkere position.

Målet af Bøndergaard afgjorde reelt set kampen. FC Roskilde forsøgte at kæmpe sig tilbage i opgøret med et par offensive initiativer, men de kom ikke tættere på. Fredericias keeper, Valdemar Birksø, stod resolut i målet og afværgede de få forsøg, Roskilde fik skabt. Han var godt placeret ved de enkelte afslutninger og reagerede hurtigt, hvilket gjorde, at Roskilde aldrig for alvor fik truer målet. Birksø leverede en solid præstation og spillede en vigtig rolle i at sikre, at Fredericia kunne forsvare deres føring.

Presset fra FC Roskilde var kun kortvarigt, og de kom aldrig tættere på at reducere. I kampens overtid var det faktisk tættere på, at FC Fredericia kunne have udbygget føringen, end at Roskilde fik en reducering. Flere gange kom Fredericia tæt på at score, men de sidste afslutninger manglede præcision. Der blev ikke scoret yderligere, og kampen endte derfor 2-0. FC Fredericia kunne således notere sig en sikker sejr og tage de tre point med hjem.

Resultatet betyder, at FC Fredericia, hvis Esbjerg taber, overvintre seks point foran vestjyderne på tredjepladsen i tabellen. Esbjerg skal søndag i kamp mod Vendsyssel, og udfaldet af den kamp, afgører FC Fredericias forspring. For FC Roskilde er situationen langt mere bekymrende, da de ligger sidst i tabellen med blot syv point. Der er 10 point op til den overlevelsesgivende 10. plads, som B.93 indtager, hvilket gør det til en svær opgave for Roskilde at kæmpe sig op.










Morten Weiss: 150 årsdagen for Winston Churchills fødsel

0

Den 30. november 1874 lød der barnegråd i et soveværelse på Blenheim Palace i Oxfordshire. Den unge Winston havde to måneder for tidligt meldt sin ankomst som søn af Lord Randolph Churchill og Lady Randolph Churchill født Jannie Jerome datter af en amerikansk multimillionær.

På overfladen et priviligeret udgangspunkt for et barns opvækst. Den bitre sandhed var, at at det var en kærlighedsløs og dysfunktionel familie, hvor faderen ignorerede sin søn til fordel for sit politiske virke bl.a. som Finansminister og oratorisk begavelse i Parlamentet. Moderens kærlighed higede Winston også efter uden resultat. Hendes hovedinteresse var et High Society liv og efter mandens død skiftende herrebekendtskaber og ægtemænd, hvor den sidste var flere år yngre end Winston.

Den sikre og kærlige klippe i de første år var hans barnepige Anne Everest, som han kaldte “Woom” . Hun døde, da han var 21 år gammel, og en ulykkelig Winston betalte for hendes begravelse og vedligeholdelse af gravsted.

Samtidig var han uden de store midler og måtte forsørge sig selv som officer, forfatter og journalist, hvor han tjente og brugte masser af penge livet igennem.

De senere år fyldtes af ægteskabet med Clementine Hozier i 1908, hvor hun udover at blive mor til fire børn samtidig  var ham en usædvanlig trofast støtte i politisk med -og modgang og tålte hans ind imellem meget excentriske opførsel.

Så var der selvfølgelig det politiske spor startende med hans første valg til Parlamentet i 1900 Oldham Kredsen som konservativ, og fra 1904 – 1922 liberal og endelig 1922 til sin død 1965 igen konservativ. I den første periode havde Winston flere ministerier bl.a. Marineminister, Indenrigsminister og Finansminister.

Men hans politiske liv blev ikke let, da mange konservative hadede ham på grund af skiftet til de liberale, ligesom hans formidable talegaver brugt at at spidde og latterliggøre sine politiske modstandere skabte ham mange fjender.

Det der i bund og grund reddede hans politiske virke blev fremkomsten af Adolf Hitler, hvis farlighed Winston så som den første og forlangte imødegået hårdt og kontant igennem oprustning til lands, til vands og i luften. Det betød en tid, at han blev isoleret som “krigsgal”, indtil han i 1940 nåede højdepunktet som Premierminister i krigskabinettet frem til 1945.

Her var det langt af vejens Churchills oratorisk fremragende radiotaler, der holdt befolkningens moral oppe måske mest af alt hans “Blod, slid, tårer og sved tale”  i Parlamentet 13 maj 1940. Denne tale i kombination med endnu senere radiotale “Vi vil kæmpe på strandene, vi vil kæmpe ved landgangsstederne, vil vil kæmpe i markerne og i gaderne, vi vil kæmpe i bjergene-vi vil aldrig overgive os”.

Man sagde helt enkelt i samtiden, “Churchill mobiliserede det engelske sprog og sendte det i kamp”.

Er Winston Churchill relevant her 150 år efter hans fødsel? Se blot på Putin, Kina og Nordkorea, der er enige om at knægte de vestlige og demokratiske værdier til fordel for diktatur og massiv træden de almengyldige menneskerettigheder under fode. Her er vi sikkert ikke så heldige, at der dukker en ny Churchill op. Mindre kan også gøre det, hvis NATO og EU evner at holde sammen. Men hvad med Donald Trump? En trøst er her, at han historisk gør mere, end han bider i kombination med, at USAˋs globale styrke hænger tæt sammen med USAˋs allierede i NATO. Tænk her blot på Franklin D. Roosevelts kloge ord: “Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv”.

Live: FC Roskilde og FC Fredericia tørner sammen

0

Bundproppen FC Roskilde møder NordicBet Ligaens nummer to, FC Fredericia, i efterårssæsonens sidste kamp for de to hold. Hvem vinder? Følg med og få svaret.

Begivenhedsrigt år hos Hotel Fredericia

0

Einar Kring, direktør for Hotel Fredericia, ser tilbage på et begivenhedsrigt år med positive resultater.

Ifølge Kring har det seneste regnskabsår været præget af højt aktivitetsniveau og betydelig omsætning, samtidig med at omkostningerne er blevet håndteret effektivt trods stigninger på flere områder.

– Det har været et begivenhedsrigt år, tror jeg, jeg vil sige. Hvis vi ser på det seneste regnskabsår, har det været fantastisk på mange punkter. Vi har haft et højt aktivitetsniveau og dermed også haft en masse omsætning. Langt hen ad vejen har vi formået at styre omkostningerne og stigningerne, der har været. Vores resultat har derfor været ganske fornuftigt og godkendt, siger Einar Kring.

Hoteldirektøren ser tilbage på et begivenhedsrigt år med mange events og et stort udvalg af gæster. Konferencerne har holdt sig stabile, men Kring fremhæver især væksten i leisuregrupperne, hvor golfsegmentet har været en markant drivkraft. Takket være hotellets nærhed til en golfbane har samarbejdet med golfklubben været en succes, hvilket har medført flere produkter og tilbud til gæsterne.

– Det har været et hotel- og konferenceår med mange events og en bred vifte af gæster. Vi har haft en del konferencer, som ligger nogenlunde på niveau med tidligere år. Men vi har set en vækst i leisuregrupperne. Vores golfsegment har vi virkelig fået godt fat i, især fordi vi ligger lige ved siden af en golfbane. Vi har derfor øget vores samarbejde med dem og fået flere produkter, siger Einar Kring.

Markederne har ændret sig

Hotel Fredericia har oplevet ændringer i de europæiske markeder, hvor faldende valutakurser har betydet, at de kunder, der tidligere benyttede hotellet som base for besøg i Legoland og andre attraktioner, nu er væsentligt reduceret. I stedet har hotellet set en stigning i antallet af hollandske og tyske gæster, som er et resultat af et målrettet samarbejde med Destinationen.

– Markederne rundt om i Europa har ændret sig på en anden måde, end de gjorde tidligere. Valutakurserne er gået betragteligt ned, og det har påvirket de kunder, der tidligere kom til Legoland og brugte området som en base for at besøge andre attraktioner. De kunder er stort set væk nu, eller i hvert fald væsentligt reduceret. I stedet ser vi flere hollændere og tyskere, som vi har satset på via Destination Trekanten, siger Einar Kring.

Kring mener ikke, at faldet i antallet af nordmænd og svenskerne primært kan tilskrives corona. Han peger derimod på, at ændringerne i valutaforholdene har haft en større indvirkning. Tidligere var den stærke norske krone med til at gøre Danmark attraktivt for disse gæster, men med de nuværende valutakurser ser hotellet færre af dem, selvom mange stadig benyttede Danmark som et stop på vej til Tyskland eller Sydeuropa.

– Jeg tror faktisk, at vi har haft mange nordmænd og svenskerne i mange år. Hvis vi kigger tilbage, så havde nordmændene en meget stærk valuta, og de var rigtig gode kunder. De syntes, det var billigt at være i Danmark, så prisen var ikke noget, de bekymrede sig om. Mange af dem brugte Danmark som et stop på vej til Tyskland eller Sydeuropa. Men den situation har ændret sig, og vi ser færre af dem nu, siger Einar Kring.

Blandt andet har Hotel Fredericia har indgået et samarbejde med Experience Fredericia for at styrke salgsindsatsen og fremme fælles aktiviteter. Kring understreger, at partnerskabet skaber øget aktivitet for alle involverede parter, og fokus er nu rettet mod at tiltrække større arrangementer til området. Selvom processen er i gang, er håbet at fortsætte udviklingen af samarbejdet i fremtiden.

– Vi er gået ind i et samarbejde med Experience Fredericia, hvor vi har fokus på at løfte salgsdelen og hjælpe hinanden. Det betyder, at vi arbejder tæt sammen og drager fordele af hinandens aktiviteter, hvilket skaber øget aktivitet for alle parter. Vi ser på, hvordan vi kan trække større arrangementer til området, så alle får glæde af dem. Vi er ikke færdige med denne rejse endnu, men det er noget, vi håber på at fortsætte med, fortæller Kring.

Samarbejder med flere aktører

For at fremme besøgstallet på hotellet, har de et samarbejde med flere aktører i nærområdet, hvor det giver mening. Eksempelvis Fredericia Idrætscenter, og så håber Einar Kring, at et kommende Fæstningscenter spiller ind i at fremme besøgstallet på Hotel Fredericia.

– Vi har et tæt samarbejde med flere partnere i området, især med Idrætscenteret, som ligger tæt på os, og hvor vi kan lave sportsevents. Jeg sidder også i bestyrelsen for Bridgewalking, hvor vi forsøger at tiltrække flere gæster. Vi prøver hele tiden at finde nye måder at tiltrække folk på, herunder nye events. Jeg tror, at Fredericias historiske steder endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og det kommer til at spille en større rolle i fremtiden, især med det kommende fæstningscenter. Det vil skabe nye typer af gæster og tiltrække flere turister, og det vil gavne hele området, siger Kring.

Hotel Fredericia har et klart fokus på business- og messegæster, hvor fleksibilitet og individualisering er centrale værdier. Kring understreger, at hotellet både imødekommer konferencegæster og arbejdstagere, der bor længere tid. Der lægges konstant vægt på at forbedre servicen og tilpasse den efter gæsternes specifikke behov.

– Vi er et business- og messehotel, og vores primære fokus er at servicere gæster i disse to segmenter. Vi forsøger at være fleksible og individuelle i forhold til, hvad vores gæster har brug for. Vi kan håndtere både konferencegæster og arbejdstagere, der bor her i længere tid. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre til at tilpasse vores service til den enkelte gæst, siger Kring.

Fremtiden ser god ud i Fredericia

Kring ser en positiv fremtid for hotellet og området, på trods af konkurrencen fra alternative overnatningsmuligheder Han mener, at både traditionelle hoteller og alternativer kan eksistere side om side og bidrage til væksten. Især det tyske marked vækker hans optimisme, da det ser ud til at have stort potentiale.

– Jeg tror, at fremtiden ser ganske fornuftig ud. Der er stadig et stort behov for hotelkapacitet, selvom alternative overnatningsmuligheder som Airbnb er blevet mere udbredte. Jeg tror, at både traditionelle hoteller og alternative overnatningsmuligheder kan supplere hinanden og bidrage til væksten i området. Jeg er særligt optimistisk overfor det tyske marked, som ser ud til at have stort potentiale, siger Einar Kring.

Slutteligt fremhæver Kring Fredericias geografiske fordel som et naturligt mødested for forretningsmøder, sociale begivenheder og sportsarrangementer. Han ser også et stort uudnyttet historisk potentiale, der kan tiltrække endnu flere gæster til området. Med fortsat udvikling og udnyttelse af områdets ressourcer ser han et stort vækstpotentiale i fremtiden.

– Geografisk set har Fredericia en stor fordel, da det er et naturligt sted for folk at mødes, om det er for forretningsmøder, sociale begivenheder eller sportsarrangementer. Der er også et stort historisk potentiale, som endnu ikke er blevet fuldt udnyttet. Jeg ser store muligheder for at tiltrække endnu flere gæster til området i fremtiden, og der er et kæmpe potentiale for vækst, især hvis vi fortsætter med at udvikle og udnytte områdets ressourcer, slutter Einar Kring.

Louis Nielsen i Fredericia runder snart 100.000 solgte briller

0

Louis Nielsen i Fredericia runder snart en imponerende milepæl – næsten 100.000 solgte briller, siden butikken flyttede til Danmarksgade i 2020. Flytningen, der har givet butikken både mere plads og nye muligheder, er blevet en stor succes, fortæller Michael Biegala, chefoptiker hos Louis Nielsen Fredericia. Det er en udvikling, der har været med til at styrke butikkens position i Fredericia og omkringliggende områder som Middelfart og Kolding.

I Danmarksgade 18 lyser smilene op hos både kunder og ansatte. Her, i de rummelige lokaler, som Louis Nielsen Fredericia har haft siden flytningen i 2020, har beslutningen om at rykke cirka 100 meter fra Gothersgade til den nuværende placering vist sig at være en rigtig god én. Flytningen har ikke blot givet butikken mere plads og bedre muligheder, men har også åbnet op for øget kundetilstrømning og vækst, der har været med til at styrke både virksomhedens lokale tilstedeværelse og deres evne til at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel. Denne beslutning har uden tvivl haft en positiv indvirkning på både forretningens udvikling og det tætte forhold til kunderne, der nu nyder godt af den mere tilgængelige og moderne butik.

– Det går godt i butikken. Vi har også taget en optikerstuderende ind, hvilket er første gang, vi har gjort det, og det giver os virkelig flere ressourcer til at kunne håndtere efterspørgslen. Det er fantastisk at kunne tilbyde en ekstra hånd, samtidig med at vi får mulighed for at udvikle vores eget team med over 10 gode kolleger, siger han.

Siden Louis Nielsen Fredericia flyttede til deres nuværende lokaler på Danmarksgade for næsten fem år siden, har salget af briller været i en markant vækst.

– Vi er snart oppe på at have solgt 100.000 briller i Fredericia, siden vi flyttede herhen – og det er virkelig vildt. Det er et mål, vi er stolte af at kunne nå, siger han.

Biegla bemærker også, at kundestrømmen ikke kun stammer fra Fredericia, men også fra nærliggende byer som Middelfart og Kolding.

– Det er interessant at se, at kunderne ikke kun kommer fra Fredericia, men også fra Middelfart og Kolding. Det er lidt sjovt, at de vælger at tage til Fredericia i stedet for at besøge butikkerne i de byer, hvor de bor. Selvfølgelig er vi en del af en kæde, men vi har også vores egen butik her, som folk altså tilvælger, fortæller Michael Biegala.

En nylig ændring i vejstrukturen har også haft en positiv indvirkning på Louis Nielsen i Fredericia. Danmarksgade, som tidligere var en gågade, er nu blevet åbnet som en sivegade, hvilket betyder, at der nu er biltrafik direkte udenfor butikken. Denne ændring har forbedret tilgængeligheden og givet butikken nye muligheder for at tiltrække kunder.

– Folk er virkelig glade for placeringen af vores butik. Nu hvor vi har fået Sivegade, er vi blevet mere tilgængelige, hvilket er en stor fordel, især for dem, der har brug for at få rettet deres briller til. Det er et område, der trækker flere kunder til, og det giver os nye muligheder for at hjælpe, siger Biegala.

Selvom butikken har fået mere plads og bedre tilgængelighed, hvilket har åbnet op for flere kunder og øget fleksibilitet, er der stadig udfordringer, som teamet arbejder på at håndtere for at kunne opretholde den høje service og imødekomme kundernes behov på bedst mulige måde.

– Selvfølgelig kunne vi nogle gange godt bruge lidt mere plads, men det er noget, vi må tage med i betragtning. Vi flyttede til denne adresse for næsten fem år siden, og vi ser allerede frem til næste års renovering. Det bliver spændende, da vores koncept hele tiden udvikler sig. Vi arbejder på at gøre butikken både mere praktisk og mere indbydende for vores kunder, forklarer Michael Biegala.

Teknologiske fremskridt forbedrer kundeservicen

En af de store forbedringer, Louis Nielsen i Fredericia har implementeret, er 3D-scanning af øjnene, som giver kunderne en mere præcis synsundersøgelse.

– Jeg startede for 20 år siden, og der er sket så meget, både hvad angår de produkter, vi tilbyder, og de teknologier vi bruger. Udvalget af briller, glas og kontaktlinser har udviklet sig enormt, og vi er stolte af at kunne tilbyde det nyeste og bedste til vores kunder. Det er virkelig spændende at kunne følge med i den udvikling, siger Michael Biegala.

Med den nye teknologi kan optikerne nu udføre en avanceret 3D-scanning af kundernes øjne, hvilket giver en yderst detaljeret og præcis analyse af synet, og samtidig afslører information, som tidligere ikke kunne opdages med traditionelle metoder.

– Et af de nyeste tiltag, vi har fået, er 3D-scanning af øjnene. Det er en fantastisk teknologi, da den giver os mulighed for at se præcist, hvordan kundens syn fungerer. Scanningen tager et billede, der skyder igennem øjet, og det afslører information, som ikke kan ses med det blotte øje eller på almindelige billeder. Det gør os i stand til at opdage eventuelle sygdomme på et tidligt stadie, siger Biegala.

Han understreger, at teknologien ikke kun giver mulighed for at opdage eventuelle synsproblemer på et tidligere stadie, men også gør det muligt at tilbyde kunderne bedre, mere skræddersyede og præcise løsninger, der er tilpasset deres individuelle behov.

– Vi har 15 øjenlæger tilknyttet, som kan hjælpe med at analysere scanningsresultaterne. Uanset om der er tale om hævelser, ændringer i øjets struktur eller andre sundhedsmæssige problemer, har vi en øjenlæge, der kan se på det. Hvis der ikke er noget akut, holder vi øje med kundernes helbred hver tredje måned eller hvert halve år, fortæller Michael Biegala.

Øget fleksibilitet og fokus på kundeservice

Med den øgede efterspørgsel har teamet vokset sig større, hvilket giver butikken langt mere fleksibilitet, både i forhold til at kunne tilpasse sig travle perioder og i at opretholde en høj standard af kundeservice, så alle kunder kan få den opmærksomhed og hjælp, de behøver, uden at vente for længe.

– Der er virkelig run på, og det er kun blevet bedre, efterhånden som vi er blevet flere i teamet. Det betyder, at vi har mere fleksibilitet og kan give medarbejderne fridage uden at gå på kompromis med servicen. Når vi er færre, og folk skal holde ferie, kan det betyde længere ventetider for kunderne, og det vil vi gerne undgå, siger Biegala.

Butikken har gjort det til en topprioritet at minimere ventetiden for kunderne, da de ønsker at sikre, at ingen skal vente unødigt, samtidig med at de kan tilbyde en effektiv service, der lever op til både kundernes forventninger og butikkens høje standarder for kvalitet og grundighed.

– Vi gør vores bedste for at minimere ventetiden på synsprøver, så kunderne ikke skal vente alt for længe. Det er et vigtigt fokus for os at kunne tilbyde en effektiv og hurtig service, samtidig med at vi opretholder en høj kvalitet, slutter Michael Biegala.

Med et stærkt team, moderne teknologi og en konstant udvikling af konceptet ser fremtiden lys ud for Louis Nielsen i Fredericia. Butikken har skabt et solidt fundament og er klar til at fortsætte med at tilbyde den bedste service til både gamle og nye kunder.

Liberal Alliance var på gaden for første gang

0

Liberal Alliance markerede sig tydeligt under årets Black Friday i Fredericia, hvor partiet gennemførte en målrettet gade- og kampagneaktivitet. De var de eneste politiske aktører på gaden denne dag, og det blev en succes, både i forhold til synlighed og interaktion med borgerne.

Med et stærkt fremmøde af medlemmer og partiets repræsentanter, der var iklædt tøj med tydeligt Liberal Alliance-logo, formåede de at tiltrække opmærksomhed fra de mange mennesker, der strømmede gennem Fredericias travle gågader denne fredag. Kampagnen var strategisk tilrettelagt og placeret på steder med høj persontrafik, hvilket gav partiet mulighed for at sprede deres budskaber til en bred og engageret offentlighed.

En af de primære målsætninger for kampagnen var at skabe opmærksomhed omkring Liberal Alliances mærkesager og invitere borgerne til at deltage i deres kommende nytårskur i januar. Flyers blev uddelt til interesserede med information om partiets opstillede kandidater og deres visioner for fremtiden. Det var en simpel, men effektiv måde at komme i kontakt med vælgerne på, og det blev hurtigt tydeligt, at kampagnen fik god respons.

Lokalformand for Liberal Alliance, Poul Rand, var meget tilfreds med dagens udbytte.

– De mange timer på gaden i den kolde luft var særdeles givtige. Vi fik tæt på udsolgt af flyers og var i god dialog med rigtig mange borgere, der gav os gode tilbagemeldinger om emner, de mener, vi skal tage fat på, siger Rand.

Ifølge ham har den personlige kontakt været med til at styrke partiets troværdighed og relationen til vælgerne, hvilket han ser som en vigtig del af Liberal Alliances fremtidige strategi.

At være synlig og tilgængelig for borgerne var et centralt element i kampagnen. I en tid, hvor politisk debat ofte foregår digitalt og i medierne, er den direkte kontakt mellem politikere og vælgere på gaden en måde at opbygge tillid og nærhed på. Det er netop denne form for personlig kontakt, som Liberal Alliance ønsker at styrke i den kommende tid.

Rand nævner, at erfaringerne fra Black Friday-kampagnen har været så positive, at partiet allerede planlægger flere gade-kampagner frem mod det kommende kommunalvalg i 2025.

– Vi vil være på gaden flere gange fremover. Det er vigtigt for os at være synlige og tilgængelige for borgerne, så de kan få en direkte og personlig oplevelse af, hvad vi står for, siger Poul Rand.

Liberal Alliances ungdomsafdeling var også ude og skabe opmærksomhed under Black Friday i Fredericia. De unge medlemmer deltog aktivt i kampagnen og var med til at dele flyers og engagere sig i samtaler med borgerne. Deres tilstedeværelse var en vigtig del af kampagnen, da de ikke blot støttede op om partiets mærkesager, men også viste, at unge mennesker i Fredericia engagerer sig i lokalpolitik. Den yngre generation spillede en aktiv rolle i at sprede budskabet om Liberal Alliances visioner for fremtiden og opfordrede både unge og ældre til at tage del i partiets kommende arrangementer.

Gadeaktiviteterne fra Liberal Alliance er en del af en bredere strategi om at øge tilstedeværelsen i lokalsamfundet og engagere vælgerne på en mere direkte måde. Det var første gang, at partiet var på gaden frem mod kommunalvalget. Hidtil har de gjort opmærksom på sig selv via læserbreve og interviews i medierne.

Kolding fyrer cheftræneren

0

Kolding IF har valgt at stoppe samarbejdet med Lasse Holmgaard, der fratræder sin stilling som cheftræner med øjeblikkelig virkning.

Fyringen kommer i kølvandet på, at Kolding i søndags tabte 1-0 til FC Fredericia og fredag indkasserede et nyt nederlag, denne gang til AC Horsens. Efter at have spillet den sidste kamp i NordicBet Ligean i efterårssæsonen er Kolding på sjettepladsen, men nu skal der andre boller på suppen.

– Det er altid svært at sige farvel til en god medarbejder, men efter modne overvejelser har vi vurderet at tiden nu er til et skifte på cheftrænerposten. Vi har store forventninger til hinanden i Kolding IF og selvom resultaterne har været hæderlige, har vi alligevel vurderet at potentialet i holdet ikke er blevet forløst i tilstrækkelig grad. Der er brug for en anden og mere markant ledelsesstil, siger bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg.

Det betyder at det bliver en ny cheftræner der kommer til at stå i spidsen for Kolding IF i forårssæsonen 2025, hvor Koldings mål er at ende i top-6.

– Vi har løbende vurderet udviklingen i det sidste 5 måneder, hvor vi har haft vores setup under lup, ovenpå de afgange vi havde i sommer, og vores konklusion er, at vi har brug en anden type cheftræner til at videreudvikle vores unikke spillestil og miljø. Til de næste store skridt vi skal tage som klub, får vi brug for en markant lederskikkelse og en fagligt dygtig og visionær cheftræner, som køber ind på vores grundlæggende spillestil og principper, og som er fremsynet i forhold til trends og udviklingen af fodbolden, forklarer Head of Football i Kolding IF, Niklas Nürnberg.

Inden vinterpausen venter der for Koldings vedkommende to pokalkampe mod FC København. I de kampe vil hidtil assistenttræner Jacob Dehn været midlertidig cheftræner.


Politiet mærker julefrokostsæsonen

0

Sydøstjyllands Politi har bemærket en stigning i aktivitet i forbindelse med julefrokostsæsonen.

I perioden fra fredag kl. 17:00 til lørdag kl. 10:00 er der blevet indberettet seks episoder, som politiet har haft kendskab til, og som alle relaterer sig til julefrokoster. Episoderne er spredt over hele politikredsen. Det oplyser vagtchef Morten Jessen ved lørdagens tidlige pressebriefing.

Politiopgaverne i denne tid af året afspejler den øgede aktivitet i forbindelse med de mange julefrokoster og festlige begivenheder. På trods af de seks anmeldelser er episoderne ikke blevet vurderet som alvorlige, men politiet holder dog nøje øje med situationen, da julefrokostsæsonen for mange indebærer flere sociale sammenkomster og derfor også øget aktivitet på gader og i nattelivet.

Sct Knuds Skole lyser op med stort julemarked

0

Julestemningen breder sig tidligt på Sct. Knuds Skole & Børnehave, hvor skolens årlige julemarked har udviklet sig til en stor tradition, som både samler elever, forældre, tidligere elever og erhvervslivet. Det er en begivenhed, der går langt tilbage i tiden og har rødder i skolens historie, og det er blevet en fast del af Fredericias juleprogram

Julestemningen har for alvor ramt Fredericia, og fredag blev det tydeligt på Sct. Knuds Skole & Børnehave, hvor det årlige julemarked trak en stor skare af besøgende. Som en kær tradition i byen er julemarkedet blevet en fast del af decemberprogrammet, og i år var ingen undtagelse. Markedet, der omdanner hele skolen til et stort, levende julelandskab, er noget, både elever, forældre og gæster ser frem til. Med sin varme, hyggelige atmosfære og julestemning er det en begivenhed, der ikke kun samler skolens egne elever og deres familier, men også tiltrækker folk udefra, der ønsker at opleve fællesskabet og julens magi.

I år får julemarkedet ekstra opmærksomhed, da det falder sammen med Black Friday – en tid, hvor både store og små finder noget at glæde sig over i en tid, der ellers er præget af hektisk shopping.

Skoleleder Joachim Grundtvig er ikke i tvivl om, at julemarkedet er en uundværlig del af skolens fællesskab, da det ikke kun samler elever, forældre og tidligere elever, men også binder skolen tættere sammen med lokalsamfundet og skaber en stærk følelse af samhørighed, der strækker sig langt ud over de fysiske rammer på skolen.

– Vi har jo selvfølgelig vores skolefest, høstfest, og så vores julemarked, som går langt tilbage i tiden. Det er en tradition, vi holder meget af. Hele skolen bliver omdannet til et stort julemarked, og det er et kæmpe arbejde for både personalet og det tekniske team, men alle er med – også eleverne. Der er mødepligt for dem på sådan en dag, siger han og understreger, hvor stor en opgave det er at få det hele til at fungere.

En begivenhed for hele byen

Julemarkedet er ikke kun en begivenhed for skolens elever og deres familier. År for år er markedet blevet en større tradition for mange i Fredericia, og derfor strømmer der også folk til fra andre dele af byen og omegn. Joachim Grundtvig forklarer, at julemarkedet har udviklet sig til noget, der tiltrækker et bredt publikum:

– Som årene er gået, er det blevet noget, der også tiltrækker folk udefra. Tidligere elever og deres forældre kommer forbi, og menigheden holder også møde den dag, så de spiser her. Men de sidste mange år er der kommet rigtig mange udefra, fordi vi holder det på Black Friday. Når man er ved at brække sig over shopping og alt det der, kan man komme herned og få lidt knus og kram, varme og julestemning. Det er en del af det, vi tilbyder, fortæller Grundtvig.

Og det er netop denne varme og imødekommenhed, der gør julemarkedet til noget helt særligt. Grundtvig ser det som en mulighed for at skabe et fællesskab på tværs af generationer og baggrunde.

– Det er en hyggelig begivenhed, hvor folk kan komme og finde lidt julestemning. Der er plads til alle, og det er derfor, vi også har snakket med Fredericia Shopping om at inkludere dem i programmet. Vi vil gerne have, at det er en aktivitet, som alle kan kigge forbi og få glæde af, siger Joachim Grundtvig.

Den omfattende planlægning bag julemarkedet

Bag det smukke julemarked ligger et enormt stykke arbejde, der begynder længe før julen er over os. Ifølge Grundtvig starter planlægningen næsten straks efter, at julemarkedet er afsluttet for året.

– Vi starter faktisk allerede, når vi pakker ned for i år. Vi har sat det i system, så vi slipper for at starte helt forfra hvert år. Alle aktiviteter bliver pakket ned i transportkasser, og vi skriver ned, hvad vi har, så vi kan finde det nemt næste år. Kasserne bliver lukket og sat på fjernlager, og så bliver de hentet igen året efter, siger Joachim Grundtvig og fortsætter:

– Allerede i ugen efter julemarkedet laver vi en bestillingsliste til næste år: Hvad mangler vi, og hvad kan vi gøre bedre? Og så har vi et møde efter sommerferien, hvor vi planlægger, hvad vi skal have med til det kommende julemarked.

Medarbejderne og de tekniske teams arbejder tæt sammen for at få alt til at køre på skinner, og Grundtvig understreger, hvor stor opbakning der er fra både skolepersonalet og de frivillige, som bidrager til at gøre markedet muligt.

– Vi får kæmpe opbakning fra både de nuværende og tidligere elever, men også fra folk udefra. Det er simpelthen fantastisk. Der er også gode venner af huset, der kigger forbi, og erhvervslivet bakker op med donationer og sponsorater til vores auktion og andre aktiviteter. Eleverne er også med til at samle penge, når de går rundt med breve og sedler. Så der er auktioner, tombola og alt, hvad man nu kan forvente, siger han med et smil.

Et samarbejde på tværs af samfundet

For Grundtvig er det tæt samarbejde mellem skolen, forældre, erhvervsliv og samfundet i Fredericia en vigtig del af julemarkedets succes.

– Det betyder rigtig meget for os, at så mange bidrager til at gøre dagen mulig. Det er en symbiose, hvor både skolen og lokalsamfundet får glæde af det. Jeg tror, at det er det, der gør det så unikt, forklarer Joachim Grundtvig.

Julemarkedet er ikke kun en mulighed for at støtte skolen økonomisk, men også en chance for at vise, hvad fællesskabet kan, når folk bakker op om en god sag. Grundtvig mener, at julemarkedet har en vigtig funktion i at skabe samhørighed og tilhørsforhold i Fredericia.

– Det er fantastisk at se den store opbakning og opleve, hvordan folk tager del i det. Det er ikke kun for skolen, men for hele byen. Det er en begivenhed, der bringer folk sammen, uanset om de har børn på skolen eller ej, siger Joachim Grundtvig.

Lysene på bygningen – en ekstra julehilsen

For at gøre julemarkedet endnu mere magisk er skolen også blevet et lysstempel i byen, hvor julelysene lyser op og skaber en festlig stemning.

– Jeg ved ikke præcist, hvor mange lys der er på bygningen, men det kunne være sjovt at finde ud af. Vi har 410 meter lyskæder på bygningen. Der er også cirka 100 meter grankæder med lys i rundt om døre og vinduer. Det er jo de her istapper, og der er cirka et par hundrede lysdioder på hver, siger Joachim Grundtvig, så vi nærmer os nok 10.000 lys.

Et godt gammeldags julemarked lever, når både børn og voksne kan finde varme, fællesskab og masser af julestemning. Og måske er det netop denne samling af mennesker – både gamle og nye bekendtskaber – der gør julemarkedet på Sct. Knuds Skole & Børnehave til en stor del af Fredericias juleprogram.

En livlig shoppingoplevelse fyldt med julestemning

0

Fredag den 29. november var Fredericia fyldt med liv, da byens butikker og gader summede af aktivitet i forbindelse med Black Friday. Den kolde vinterluft kunne ikke kue den varme og indbydende stemning, der prægede både gader og butikker. Julen var allerede begyndt at melde sin ankomst, og med julelysene, der lyste op i gaderne, var der en særlig magi over dagen.

Gaderne var fyldt med folk, der var kommet til byen for at udnytte de mange tilbud og finde de perfekte julegaver. Byens butikker var klar til den store shoppingdag med både rabatter og en hyggelig atmosfære. Julepyntede vinduer og glitrende julelys satte prikken over i’et og bidrog til at skabe en stemning, der var både festlig og afslappet. Mange valgte at tage sig tid til at nyde de varme drikke, som flere butikker tilbød, mens de gik fra butik til butik og fandt gode tilbud.

For den yngre del af gæsterne var der tid til afbræk på Rådhuspladsen.

Selvom Black Friday traditionelt set handler om at gøre en god handel, var det tydeligt, at folk i Fredericia også kom for at opleve byens særlige julehygge. De mange julebelysninger, den festlige stemning og de indbydende butikker gjorde det til en anderledes shoppingoplevelse, hvor det ikke kun handlede om at finde de bedste rabatter, men også om at blive en del af noget større.

Mange julegaver blev pakket ind.

Indenfor i butikkerne var det tydeligt, at alle var godt forberedte. Butiksindehaverne mødte deres kunder med smil og venlig service, og der var masser af opmærksomhed på at skabe en god oplevelse for dem, der kom for at shoppe. Det var ikke kun om at sælge varer – det var en mulighed for butikkerne at skabe et varmt og indbydende rum, hvor kunderne kunne finde noget specielt til julen.

Julestemning på Rådhuspladsen.

Som dagen gik, og mørket faldt på, blev lysene endnu mere levende, og gaderne fyldtes med folk, der fortsatte deres juleindkøb og nød den livlige atmosfære. Fredericia viste sig som en by, der ikke kun tilbyder gode tilbud på Black Friday, men som også formår at kombinere det med en ægte juleoplevelse.

Dagen igennem var der en del mennesker i gadebilledet.
Der var plads til både to- og firebenede.
En sort ballon der markerer Black Friday.
Gaderne er pyntet op til jul.