11.4 C
Copenhagen
onsdag 29. oktober 2025

Lene Skovmark Elsborg: »Jeg vil kæmpe for børnene, pædagogerne og borgerne i Fredericia«

0
Billede af Lene Skovmark Elsborg under Tv-interview d. 17. oktober 2025
Billede af Lene Skovmark Elsborg under Tv-interview d. 17. oktober 2025

POLITIK. Hun har arbejdet i daginstitutioner, stået i spidsen som leder i mere end et årti og kender hver en krog af det pædagogiske landskab i Fredericia. Nu stiller Lene Skovmark Elsborg igen op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget den 18. november – med en klar mission: at styrke velfærden fra vuggestue til plejehjem. Som hun siger: “Nogen skal kæmpe for børnene”. Lene Skovmark Elsborg værdier er: Fællesskabsorienteret, social, omsorgsfuld og dedikeret.

Lene Skovmark Elsborg vil styrke forholdene i daginstitutionerne med en normering, hvor der er 70 % pædagoger og 30% procent medhjælpere, som det var for 2 år siden. Konsekvensen af denne besparelse (60/40) gør, at det pædagogiske personale har færre timer ved børnene, og Lene Skovmark Elsborg mener, at de er endnu mere presset end tidligere, og arbejdet med de børn, der er udfordret, ofte kræver 1-1, hvilket der ikke er fagligt personale til. Hun oplever, at det pædagogiske personale efter mange års erfaring er ved at stå af.

”Vi SKAL passe på vores medarbejdere, og det gør vi ikke på denne måde. Det betyder ligeledes, at de pædagogiske ledere skal have flere timer til børnene og får derfor ikke skabt rum for sparring til medarbejder og de overordnede ledelsesopgaver. Vi har i forvejen svært ved at finde dygtige erfarne pædagoger og ledere, men med denne normering (60/40) har vi skabt en ekstra udfordring. Jeg mener, at vi ikke kan være det vedkendt for hverken ledere, medarbejdere, forældre men i særdeleshed slet ikke børnene”, udtaler Lene Skovmark Elsborg. 

»Jeg har ikke mistet modet ved at stille op igen, fordi jeg synes, at jeg har nogle gode mærkesager. Jeg brænder rigtig meget for Fredericia – men mest af alt for de borgere, der bor i byen,« siger Lene Skovmark Elsborg.

Fra pædagog til politiker
Lene Skovmark Elsborg er født og opvokset i Fredericia, har gået på Treldevejens Skole og været en del af byens foreningsliv, blandt andet som håndboldfan med årskort til FHK. Hendes vej ind i politik gik dog ikke direkte.

»Jeg har nok altid været lidt politisk interesseret. Men som 22-årig fik jeg børn – og fire af dem – så min ungdom gik med job og uddannelse. Det var først op til valget i 2021, at Lars Ejby Pedersen kontaktede mig og spurgte, om jeg ville stille op. Jeg har altid været socialdemokrat i hjertet,« fortæller hun.

Ved sidste valg blev hun første suppleant til byrådet, og hun deltager i dag i partiets gruppemøder hver onsdag – og hun er tæt på det politiske maskinrum.

Vil ændre normeringerne i daginstitutionerne
Med mere end 20 års erfaring i pædagogfaget er hendes mærkesag klar: bedre forhold i daginstitutionerne.

»Jeg kunne godt tænke mig at lave en revolution, men det kommer jeg nok ikke langt med. Men jeg mener faktisk, at vi mangler nogle kompetencer i byrådet, der har den nyeste viden inden for området,« siger hun.

Hendes hovedkrav handler om normeringerne.
»Jeg vil kæmpe for, at vi går tilbage til et minimum, der hedder 70/30 igen. Der er simpelthen blevet for få hænder til børnene. Personalet løber dobbelt så stærkt, fordi der ikke er fagligt nok personale til at tage de opgaver, børnene kræver. Jeg oplever et personale, der er slukket og ikke har mere energi,« siger hun og tilføjer:

»Lederne skal også tages ud af normeringen, så de kan have det overordnede perspektiv og vejlede medarbejderne. Det er der ikke tid til i dag.«

Hvor skal pengene komme fra?
Hun lægger ikke skjul på, at bedre normeringer koster penge – men hun ser muligheder for at finde dem internt.

»Jeg ved godt, at det er dyrt, men vi skal finde det. Jeg kunne godt tænke mig at spare lidt på nogle konsulenter og komme af med distriktsledelser. Pengene skal findes, for hvis vi ikke gør det, mister vi endnu flere erfarne pædagoger. Det bliver dyrere på sigt,« siger hun.

Skolestruktur: tilbage til 0.–9. klasse
Et andet fokuspunkt for Lene Skovmark Elsborg er skolestrukturen i Fredericia. Hun ønsker at genindføre den gamle model, hvor børn kunne gå hele skoleforløbet samme sted.

»Jeg synes, det er synd, at børnene skal skifte skole efter 6. klasse. Det er netop der, hormonerne raser, og de bruger et helt år på at finde ud af det sociale hierarki. Jeg tror, vi ville få ro og bedre faglighed, hvis eleverne kunne blive på samme skole fra 0. til 9. klasse,« siger hun.

Hun peger på privatskolerne som eksempel: »Der fungerer det rigtig godt. Der er ro, genkendelighed og tid til det faglige,« forklarer hun.

Et værdigt ældreliv og mere gennemsigtighed
På ældreområdet efterlyser hun menneskelighed og stabilitet.
»Jeg kunne godt tænke mig, at plejehjemmene var lidt mere indrettet som hjem. Jeg hører, at personalet er presset, og at meget bliver dækket ind med vikarer. Det skaber mange skift for de ældre, og det synes jeg er trist,« siger hun.

Samtidig ønsker hun, at kommunen bliver bedre til at forklare borgerne, hvorfor beslutninger træffes:
»Når der bliver taget beslutninger politisk, så kommer der ikke en forklaring på, hvorfor. Den gennemsigtighed vil jeg gerne have tilbage i Fredericia Kommune. Det handler også om tillid mellem borgere og politikere,« understreger hun.

Forebyggelse og langsigtet plan
Et centralt omdrejningspunkt i hendes vision er forebyggelse. Hun fremhæver blandt andet et tidligere kommunalt projekt, som hun gerne ser genoptaget:

»For nogle år siden havde vi et projekt, hvor pædagoger var opsøgende i familierne – det skabte et fantastisk samarbejde mellem forældre og institutioner. Men efter tre år var der ikke penge til at fortsætte det. Det var en stor falliterklæring, for de penge var givet rigtig godt ud,« siger hun.

»Hvis vi investerer i børnene tidligt, kan vi forebygge de udfordringer, vi i dag ser i familieafdelingen. Det er forebyggelse, vi skal leve af – ikke brandslukning,« siger Lene Skovmark Elsborg.

»Jeg bider mig fast«
Til sidst gør hun klart, hvad vælgerne kan forvente af hende, hvis hun bliver valgt ind i byrådet:

»Jeg stiller op for Socialdemokratiet, men jeg er den, jeg er – både som menneske og som politiker. Jeg er ikke til at løbe om hjørner med, og når jeg bider mig fast, så bider jeg mig fast. Jeg har et stort hjerte for mennesker, uanset om det er børn, forældre eller ældre. Og jeg vil kæmpe deres sag,« siger hun og afslutter med et smil: »Stem på mig, nummer 14 på Socialdemokratiets kandidatliste. Jeg lover at kæmpe for et bedre Fredericia.«

Se og lytte til hele Tv-interviewet via linket nedenfor:

Tv-Interview m. Lene Skovmark Elsborg d. 17. oktober 2025 om KV25

SF vil gøre noget ved børnefattigdommen

0

OPINION. SF har netop lanceret forslag, der skal gøre noget ved den stigende børnefattigdom, vi er vidne til i Danmark. Børnefattigdom er når helt almindelige børn vokser op i familier hvor pengene er så små, at helt almindelige nødvendigheder ikke er mulige. Tidligere har en undersøgelse vist, at Fredericia er en af de kommuner i Jylland, hvor flest børn vokser op i fattige familier. 

Konkret foreslår SF nogle meget grundlæggende initiativer til samlet 2,5 milliarder kroner, der gerne skulle hjælpe de mest økonomisk pressede familier. Nogle af initiativerne har vi allerede indført i Fredericia. Blandt andet gratis kollektiv trafik. 

De konkrete forslag er følgende 

• Midlertidig måltidscheck på 6.000 kr. pr. barn til familier med husstandsindkomst under 500.000 kr.  

• En fattigdomslov med officiel fattigdomsgrænse, handleplan og mål om at halvere børnefattigdom.  

• Rettighedspakke til 75.000 børn, der indebærer straks-friplads i SFO samt fritidspas, så børn fra familier ramt af relativ fattigdom kan gå til sport, spejder, musikskole m.m. 

• Gratis offentlig transport  

SF er et økonomisk ansvarligt parti og har derfor også fundet finansiering af forslagene. 

Den midlertidige måltidscheck skal finansieres via en udskydelse af de topskattelettelser, som regeringen har vedtaget. Det drejer sig om 1,95 milliarder kroner. De sidste midler findes i råderummet samt ved at afskaffe boligstøtte ved forældrekøb. Har dine forældre råd til at købe en lejlighed til dig som ung, så skal du altså ikke have boligstøtte. 

Det er bekymrende at uligheden vokser i samfundet og for mig som SF’er er det en bekymrende udvikling vi er nødt til at gøre noget ved. Derfor er jeg også glad for de forslag vi i SF netop har stillet, da de viser en solidarisk vej for samfundet. 

Ny havnepromenade skal give Marina Syd et løft

0

En ny havnepromenade skal i de kommende måneder tage form ved Marina Syd i Kolding. Kommunen har netop meldt ud, at arbejdet begynder i slutningen af oktober, hvor entreprenører og håndværkere går i gang med at anlægge en helt ny, attraktiv promenade langs havnebassinet.

Planen er at skabe et hyggeligt og grønt havnemiljø med bedre adgangsforhold og nye rekreative muligheder. Samtidig får projektet en praktisk funktion, da den forhøjede promenade skal beskytte området mod stigende vandstande.

Promenaden kommer til at strække sig cirka 160 meter fra det nye højvandsdige mod vest og hen forbi bygningen med klubhuse, butikker og restaurant frem til Marinapladsen mod øst. Den udføres i teglklinker med et trædæk langs vandet og bliver omkring 20 meter bred.

Langs hele strækningen vil der blive plantet nye træer og opsat grønne elementer, mens belysningen tilpasses havnemiljøet og skal bidrage til en tryg og stemningsfuld atmosfære. Der etableres også siddeterrasser og grillpladser, så området kan bruges som samlingspunkt for både sejlere og besøgende.

»Den nye havnepromenade vil give Marina Syd et løft og skabe et attraktivt mødested for sejlere – men i høj grad også for alle, der har lyst til at nyde vandet og omgivelserne i et hyggeligt miljø,« siger projektchef Bjarne Tang Lauridsen fra Kolding Kommune.

Arbejdet betyder også, at den eksisterende legeplads flyttes, men den vil fortsat blive bevaret. Udearealerne ved klubberne og Restaurant Marinaen opgraderes med nye belægninger og glasafskærmning mod vind og vejr. Derudover får adgangen til de fem bådebroer, A til E, et markant løft, så også para-sejlere fremover får lettere adgang til bådene.

Promenaden hæves omkring en halv meter i forhold til den nuværende kajkant. Det giver ikke blot udsigt, men også beskyttelse, da forhøjelsen fungerer som en del af kommunens højvandsikring af Marina Syd.

Projektet ventes færdigt lige efter sommerferien 2026, men allerede fra oktober i år ændres adgangsforholdene midlertidigt. I perioden frem til april 2026 kan man kun komme til området via Skovpladsen mod vest. Adgangen til bro E bliver ændret, så man skal gå ad bro D og en midlertidig flydebro. Terrassen ved Restaurant Marinaen vil desuden være afspærret i byggeperioden.

Kommunen oplyser, at der løbende koordineres mellem byggeledelsen, Kolding Lystbådehavn og restauranten for at sikre, at arbejdet skrider frem, og at sejlerne igen får normal adgang fra april næste år, når forårsklargøringen begynder.

Sideløbende med anlægget af den nye promenade gennemføres en udbedring af kajstrækket ved højvandsdiget mod vest. Det arbejde starter i november og forventes afsluttet i april 2026. I den periode vil bro G blive flyttet midlertidigt, og adgangen til bro H kan blive påvirket af anlægsarbejdet.

Kolding Kommune lover tydelig skiltning og løbende information, så generne for både sejlere og gæster bliver så små som muligt, mens Marina Syd får nyt liv og et løft, der skal gøre området til et samlingspunkt for byens borgere i mange år frem.

Fredericia handler lokalt – og nu viser tallene, hvor pengene går hen

0

BUSINESS. I Fredericia har der i mange år været talt varmt for at bruge lokale håndværkere. Ikke som støtte, men som en naturlig del af at holde byen i gang. Det er dem, der bygger vores skoler, reparerer vejene, maler institutionerne, installerer el og vand – og i det hele taget sørger for, at kommunen fungerer i hverdagen.

Den nye aktindsigt, som Fredericia AVISEN har fået, viser tydeligt, at mange af de opgaver bliver løftet af virksomheder med lokale rødder. Fra 1. januar 2024 til 30. september 2025 har Fredericia Kommune udbetalt millionbeløb til en lang række håndværkere, entreprenører og leverandører – mange af dem med adresse i Fredericia og omegn.

Tallene stammer fra kommunens økonomisystem via KMD og dækker omkring 9.889 registrerede fakturaer. Kommunen understreger, at opgørelsen er et teknisk dataudtræk og ikke manuelt kvalitetstjekket, men den giver et klart billede af, hvor pengene ender.

Her er tallene fra Fredericia Kommune

Fredericia AVISEN har gennemgået oversigten, der viser, hvilke virksomheder der har modtaget de største samlede betalinger i perioden.

  1. Anton Knudsen Egtved A/S – ca. 41,2 mio. kr.
  2. Lynggaard & Bødker ApS – ca. 28,4 mio. kr.
  3. Arkil A/S – ca. 26,5 mio. kr.
  4. Egil Rasmussen Fredericia A/S – ca. 20,9 mio. kr.
  5. CJ Anlæg Bolig Erhverv A/S – ca. 15,7 mio. kr.
  6. Hansen El A/S – ca. 13,2 mio. kr.
  7. TC Anlæg A/S – ca. 12,7 mio. kr.
  8. A/S AJCON Entreprenør og Ingeniørfirma – ca. 10,8 mio. kr.
  9. DEBER Ventilation ApS – ca. 8,9 mio. kr.
  10. Din Entreprenør Partner A/S – ca. 7,9 mio. kr.
  11. Entreprenør Jan Sterndorff – ca. 6,2 mio. kr.
  12. Verdo Teknik A/S – ca. 6,0 mio. kr.
  13. MN Brolægning ApS – ca. 4,9 mio. kr.
  14. Malergården i Fredericia ApS – ca. 4,9 mio. kr.
  15. Entreprenør Henning Have A/S – ca. 4,4 mio. kr.
  16. Andresen’s VVS A/S – ca. 4,2 mio. kr.
  17. Aqua-Teknik A/S – ca. 3,9 mio. kr.
  18. HAGS Danmark A/S – ca. 3,9 mio. kr.
  19. KOMPAN Danmark A/S – ca. 3,1 mio. kr.
  20. Torben Clausen A/S – ca. 2,6 mio. kr.

Flere af virksomhederne på listen er kendte navne i Fredericia og har gennem år haft lærlinge, svende og mestre beskæftiget på kommunens mange projekter. Det viser, hvor stor betydning det lokale erhvervsliv har for at holde byen ved lige – både fysisk og økonomisk.

Flere borgmestre gennem tiden har slået fast, at det skal være en kvalifikation at være lokal, når kommunen vælger sine leverandører. Den tanke har gennem årene været en del af den lokale politik, og tallene viser nu, at ambitionen i høj grad er blevet til virkelighed. Særligt i top 10 går mange af millionerne til virksomheder med adresse i Fredericia og omegn. Det betyder ikke kun, at kommunen får opgaverne udført af folk, der kender området – men også, at arbejdspladser, lærlingepladser og faglig viden bliver i lokalområdet.

I håndværkerbranchen har der løbende været debat om kommunale timepriser, konkurrencevilkår og fordelingen af opgaver. Mange lokale mestre har ønsket mere åbenhed omkring kommunens indkøb – både for at sikre fair konkurrence og for at give borgerne indsigt i, hvordan skattekronerne bruges i praksis.

Efterlyst åbenhed

Kommunen har tidligere inviteret til stormøder med håndværkerne for at styrke samarbejdet og skabe bedre dialog om kvalitet, gennemsigtighed og forventninger.

I tidligere år har det vist sig vanskeligt at få indblik i større økonomiske dispositioner, hvor anmodninger om aktindsigt er blevet afvist med henvisning til tidsforbrug, forretningshemmeligheder eller tekniske begrænsninger.

Derfor er den aktuelle aktindsigt et vigtigt skridt mod større transparens i Fredericia Kommunes økonomi.

AVISEN vil i den kommende tid fortsætte arbejdet med at gennemgå tallene, stille spørgsmål og følge op på de konkrete projekter, hvor store millionbeløb er blevet udbetalt.

Christian Bro ser frem mod fire nye år: »Vi skal fortsætte udviklingen, ikke trække nye kaniner op af hatten«

0

POLITIK. Når Socialdemokratiets borgmester, Christian Bro, går til valg den 18. november, er det med et budskab om stabilitet, ansvarlighed og fortsat udvikling. Han ønsker ikke at kaste kommunen ud i nye eksperimenter, men at bygge videre på det fundament, som efter hans vurdering allerede står stærkt.

»Jeg tror, at alle spidskandidater er enige om, at folkeskolen er vores vigtigste opgave. Vi har alt for mange unge, der ikke består folkeskolens afgangsprøver, og det gør det utroligt svært for dem at komme videre i livet. Det er en udfordring, vi simpelthen er nødt til at tage alvorligt,« siger han.

For Christian Bro er folkeskolen ikke bare et politisk emne, men en grundlæggende samfundsopgave. Han peger på, at kvaliteten i undervisningen skal løftes, og at eleverne skal have de bedste forudsætninger for at trives og udvikle sig. »Det er ikke noget, man løser på et år. Det kræver vedholdenhed, samarbejde og en klar prioritering. Det er vores fælles ansvar at sikre, at børn og unge får et solidt fundament for fremtiden,« siger han.

Selvom folkeskolen fylder meget, mener borgmesteren, at Fredericia som kommune står et godt sted. »Alt i alt synes jeg faktisk, vi er et godt sted. Vi lykkes på bosætningen, vi lykkes på erhvervsudviklingen, og vi ser resultaterne af mange års arbejde. Men der er stadig områder, hvor vi kan gøre det endnu bedre,« siger han.

Han peger særligt på den grønne erhvervsudvikling som et område, der skal styrkes yderligere. »Det ville være rigtig godt, hvis vi kunne få mere gang i hele den produktionsrække af virksomheder, der arbejder med den grønne omstilling. Den udvikling skal vi som kommune understøtte endnu mere – ikke nødvendigvis med flere penge, men med politisk handling, der peger den rigtige vej,« siger han.

Et andet område, der optager ham, er ældreområdet. Her mener han, at Fredericia skal tænke mere i forebyggelse end i pleje. »Vi skal være bedre til at understøtte vores ældre borgere i at fastholde deres kompetencer og evner. Hvis vi kan hjælpe dem med at bevare selvstændigheden længere, så udsætter vi tidspunktet, hvor de bliver plejekrævende. Det er vigtigt – både for dem selv og for kommunen,« siger han.

Han erkender dog, at økonomien sætter rammerne for, hvad der kan lade sig gøre. »Vi har brugt mange penge på at bygge en ny folkeskole, og vores anlægsbudgetter er pænt brugt for den kommende byrådsperiode. Det betyder, at det bliver svært for et nyt byråd at sætte store nye initiativer i gang. Vi må tænke os godt om, inden vi lover for meget,« siger Christian Bro.

Han ønsker ikke at pege på konkrete områder, hvor der skal spares, før efter valget. »Det er noget, vi skal finde ud af i konstitueringen. Det er vigtigt, at vi træffer de beslutninger i fællesskab mellem de partier, der danner byråd sammen,« siger han.

Netop samarbejde og respekt for de politiske forskelle bliver ifølge Bro afgørende for den næste byrådsperiode. »Jeg tror, vi skal aftale nogle klare spilleregler for samarbejdet, når vi konstituerer os. Det handler om gensidig respekt og om at have tillid til hinanden. Jeg synes faktisk, at vi har kunnet mødes om rigtig mange ting – især de store udviklingsprojekter. Det er jo netop derfor, vi lykkes,« siger han.

Han mener, at det politiske drama, der nogle gange udspiller sig i offentligheden, ikke afspejler virkeligheden bag dørene i byrådssalen. »Jeg vil ikke kalde det et spil for galleriet, men der er meget teatertorden i det. På de lange linjer er vi enige om det meste, når det gælder Fredericias udvikling. Det kan man jo se på de resultater, vi har skabt sammen,« siger han.

Når borgmesteren taler om visionen for de næste fire år, gør han det med et blik for kontinuitet frem for forandring. »Jeg synes ikke, vi skal trække kaniner op af hatten lige før et valg. Vi har sat nogle klare pejlemærker for, hvor Fredericia skal bevæge sig hen – og dem skal vi følge. Det handler om stabilitet. Borgerne skal kunne regne med, at kommunen er en stabil størrelse,« siger han.

Han afslutter med et budskab om ansvarlighed og tålmodighed. »Fredericia har gennemgået en stor udvikling de seneste år. Vores opgave nu er at bygge videre på det, vi lykkes med, og fastholde retningen. Det skylder vi borgerne,« siger Christian Bro.

Peder Tind: Venstre står stærkt – og nu begynder valgkampen for alvor

0

POLITIK. En ny meningsmåling fra Epinion, der for første gang går helt ned på kommuneniveau forud for valget i november, viser, at Venstre i Fredericia står til 16,7 procent af stemmerne. For partiets borgmesterkandidat, Peder Tind, er det et stærkt udgangspunkt, der vidner om lokal opbakning og potentiale for yderligere fremgang.

»Man kan sige, at det her er en meningsmåling, der markerer, at valgkampen nu for alvor er gået i gang. Jeg tror på, at Venstre kan rykke den her måling endnu mere i vores retning i løbet af de næste fire uger. Med vores hold, vores politik og vores synlige kampagne er jeg sikker på, at vi kan overbevise mange fredericianere om, at det rigtige kryds skal sættes ved Venstre,« siger Peder Tind.

Han ser resultatet som et stærkt signal – især fordi valgkampen endnu kun er i sin spæde begyndelse. »At vi ligger på knap 17 procent, allerede inden plakaterne er sat op, det synes jeg er et rigtig fint udgangspunkt. Især når man sammenligner med landsmålingerne, hvor Venstres tal ligger lavere. Det viser, at vi står stærkt i Fredericia, og det giver os et godt afsæt,« siger han.

Peder Tind, der går til valg som borgmesterkandidat for Venstre, lover en synlig, positiv og tæt valgkamp, hvor vælgerne mødes ansigt til ansigt. »Vi kommer til at være meget til stede i bybilledet. Vi skal ud at tale med borgerne, lytte og vise, hvad vi står for. Vi skal skabe dialog og vise fredericianerne, at Venstre er klar til at tage ansvar for byen og dens udvikling,« siger han.

Han understreger, at Venstre går til valg på et klart mål om forandring i byrådet. »Vi går til valg på at få en borgerlig borgmester og et systemskifte i Fredericia. Vi vil skabe fornyelse, åbenhed og ansvarlighed. Vi står på en stærk politik, som handler om frihed, tryghed og udvikling – og det er det, vi kommer til at bruge al vores energi på at fortælle fredericianerne de næste fire uger,« siger han.

Selvom målingen blot er et øjebliksbillede, ser Peder Tind den som et tegn på, at bevægelsen er i gang. »Det her er et godt fundament. Vi ved, at mange stadig ikke har besluttet sig, og det giver os muligheden for at flytte endnu flere stemmer. Jeg er meget optimistisk, og jeg tror på, at vi kan levere et resultat, der viser, at Venstre igen er en stærk drivkraft i Fredericia,« siger han.

Han smiler og tilføjer: »Vi har et stærkt hold, en klar retning og et ærligt ønske om at gøre Fredericia bedre. Nu begynder valgkampen for alvor – og vi er klar.«

Kvinders sundhed er ikke en niche – det er halvdelen af befolkningens sundhed

0

Kvinders sundhed skal prioriteres langt højere både i forskningen, i behandlingssystemet og i den offentlige samtale.

Forskning i kvinders sundhed har i årtier været underprioriteret og det skal vi have ændret på. Det er egentlig lidt utroligt, det er nødvendigt at skulle kæmpe for det her i 2025, men det er desværre virkeligheden.

Det er derfor på tide, at vi prioriterer forskning i kvindekroppen, så lægerne er bedre klædt på til at behandle kvinder. Det meste forskning bygger på mandekroppen, så kvinders symptomer kan hurtigt blive overset eller misforstået, fordi når kvinder bliver syge, kan symptomerne vise sig anderledes end hos mænd.

Vi har i vores seneste budgetforlig i regionen sat 2 mio. kr. af til forskning i kvinders sundhed og kvindesygdomme. Det er en start.

Og nu glæder jeg mig over, at regeringen vil etablere et nyt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed og at de vil afsætte 160 mio. kr. til det. Det er virkelig gode nyheder, fordi vores sundhed skal også tages alvorligt!

Pernelle Jensen

Formand for Udvalget for det nære Sundhedsvæsen 

Region Syddanmark, Venstre

Christian Jørgensen: »Vi går fra en halv procent til 7,2 – Liberal Alliance har fået vind i sejlene i Fredericia«

0

POLITIK. Liberal Alliance står til den største procentuelle fremgang af alle partier i Fredericia, når man sammenligner med kommunalvalget i 2021. Det viser en ny meningsmåling fra Epinion, der for første gang går helt ned på kommuneniveau forud for valget i november.

Christian Jørgensen er meget glad, da han kontakter AVISEN med nyheden om fremgangen. Men han ved også, at der skal arbejdes hårdt hele vejen, der er lang tid til valget endnu, og mange der ikke har besluttet sig endnu, men alligevel er det for partiets lokale spidskandidat, Christian Jørgensen, er resultatet både en glædelig nyhed og et skulderklap til det arbejde, der er lagt siden sidste valg.

»Ved kommunalvalget i 2021 fik Liberal Alliance i Fredericia en halv procent af stemmerne. I den her måling står vi til 7,2 procent. Det er en kæmpe fremgang – faktisk den største af alle partier i kommunen,« siger han.

For Jørgensen er fremgangen et tegn på, at partiets arbejde med at styrke organisationen og vise lokal tilstedeværelse nu bærer frugt.

»Ved sidste valg var Liberal Alliance i Fredericia en en-mands-hær med Poul Rand, der har kæmpet godt for partiets værdier længe. I dag har vi en professionel lokal bestyrelse, en aktiv ungdomsafdeling og et stærkt kandidatfelt på seks meget forskellige profiler, der alle bidrager på deres egen måde. Det er en stor holdindsats, og den fortjener anerkendelse,« siger han.

Han ser samtidig målingen som et rygstød, der giver ekstra energi i valgkampen.

»Det betyder rigtig meget for os. Vi er glade og stolte – men også ydmyge, for det er kun en måling, og der er mange, der endnu ikke har bestemt sig. Men det her giver os gejst til at give den fuld gas i resten af valgkampen. Vi er tæt på mandat nummer to, og det gør selvfølgelig noget ved motivationen,« siger han.

Jørgensen peger på, at Liberal Alliance også nationalt oplever fremgang, og at det har en positiv afsmitning lokalt.

»Vi har medvind på cykelstien både lokalt og på landsplan. Det hjælper selvfølgelig, men det ændrer ikke på, at det, vi ser i Fredericia, bygger på lokalt engagement og en stor frivillig indsats. Det her er resultatet af fire års målrettet arbejde,« siger han.

Han håber, at målingen får en selvforstærkende effekt.

»Når fredericianerne kan se, at en stemme på Liberal Alliance faktisk gør en forskel, så tror jeg, det kan give endnu mere fremgang. Vi står for en politik, hvor man ved, hvad man får. Vi er ærlige omkring vores holdninger og vores løsninger, og det kan folk mærke,« siger han.

Når partiet er ude i gadebilledet, kan de mærke interessen.

»Ja, det kan vi tydeligt. Vi taler med mange mennesker, både unge og ældre, og der er en positiv stemning omkring os. Vi bliver mødt af nysgerrighed og opbakning. De ældre er optagede af velfærd og menneskelig kontakt – det handler for eksempel om, at man ikke vil erstattes af robotter. De unge er mere optagede af frihed, uddannelse og fremtid. Vi møder dem på uddannelsessteder som Fredericia Gymnasium og IBC, og de siger, det er cool, at det er Liberal Alliance, der står der. Det er ret motiverende,« fortæller han.

Selvom optimismen er tydelig, er Christian Jørgensen bevidst om, at intet er afgjort.

»Der er lang vej endnu, og vi tager intet for givet. Men det er dejligt at se, at folk i Fredericia har fået øje på os. Vi vil gerne være den borgerlige stemme, der samler fornuft, frihed og ansvar i lokalpolitikken. Og nu tyder det på, at endnu flere ser os som et reelt alternativ,« siger han.

For Liberal Alliance er målingen et symbol på en ny begyndelse – og et pejlemærke for, at det lokale parti er på vej ud af skyggen.

»Vi startede næsten fra nul, og nu står vi med et solidt hold og en klar politik. Det er vi stolte af. Vi har lov til at glæde os – og så lover vi at bruge energien til at føre en valgkamp med ja-hatten på, i en positiv tone og med respekt for de andre,« siger Christian Jørgensen.

Opsætningen af broerne i Sjællandsgade udskydes på ubestemt tid

0

KOMMUNALT. Fredericia Kommune har valgt at udskyde den planlagte opsætning af de nye broer, der skal danne overgang over volden i Sjællandsgade. Kommunen konstaterede ved den endelige godkendelse, at broerne ikke lever op til de kvalitetskrav, der fremgår af udbudsmaterialet og de gældende normer for stålkonstruktioner.

På den baggrund har kommunen afvist at godkende broerne i deres nuværende kvalitet, og den planlagte montage bliver derfor udskudt på ubestemt tid. Problemet skyldes, at tolerancerne for de færdige broer ikke opfylder de fastsatte krav. Det er ellers under en uge side, at kommunen meldte ud, at de skulle opsættes i den kommende weekend.

»Det er naturligvis ærgerligt, at voldprojektet ved Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Men vi finder det vigtigt, at kommunens projektledelse sikrer, at vi får leveret den aftalte kvalitet i projektet. Nu må vi give entreprenøren mulighed for at komme med en løsning på at få færdiggjort opgaven, så vi som borgere kan få fuld glæde af voldprojektet,« udtaler formand for Teknisk udvalg John Nyborg og næstformand Karsten Byrgesen.

Der er endnu ingen ny tidsplan for, hvornår broerne kan monteres, da entreprenør og underleverandør først skal finde en løsning på kvalitetsproblemet. Den planlagte spærring af Sjællandsgade i den kommende weekend er derfor aflyst. Når broerne er klar til montering, vil arbejdet blive udført som aften- og weekendarbejde, og planlægningen vil ske i samarbejde med Fredericia Shopping for at mindske generne for midtbyens butikker.

»Der er ingen tvivl om, at projektet stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen. Vi har fuld tillid til, at Arkil, som entreprenør på opgaven, er i stand til at levere det ønskede og aftalte niveau. Derfor arbejder vi naturligvis tæt sammen med entreprenør, underleverandør samt arkitekt og ingeniør om at finde en løsning,« siger fagchef Bo Rene Schjødt Andersen.

Erritsø – magtens landskab og den glemte kongeby

0

HISTORIE. Når man i dag står på bakkekammen i Erritsø og ser ud over Lillebælt, er det svært at forestille sig, at dette stille landskab engang var centrum for kongemagt, handel og strategi. Men ifølge lokalhistoriker Gert Jensen er det netop her, vi skal lede, hvis vi vil forstå, hvor Danmark begyndte. Ikke i Jelling, ikke i Lejre, men på den jyske side af bæltet – i området omkring Erritsø og Gudsø.

»Vi ved faktisk rigtig meget,« siger han, mens han læner sig frem. »Og det er noget, vi skal passe på i dag. Dengang havde man ikke kommunegrænser. Der løber jeg altid ind i, at nogen siger, jamen det ligger i Kolding Kommune. Men sådan tænkte man ikke dengang. Hvis vi skal forstå vikingerne, så skal vi se det hele i et større perspektiv.«

For ham handler det om at sprænge de moderne rammer og forstå landskabet, som det blev brugt dengang – som ét samlet magtcentrum.

»Hvem er det, der etablerer Hedeby? Det er kongen i Fredericia. Hvem holder Dannevirke ved lige? Det er kongen i Fredericia. Hvem etablerer Ribe? Det er selvfølgelig også kongen i Fredericia. Så vi skal have et meget større perspektiv på det her,« siger han.

Det er store ord, men Gert Jensen siger dem uden tøven. Han har brugt år på at sammenholde arkæologiske fund, skriftlige kilder og geografiske spor. For ham danner det et klart billede af, at magtens centrum i vikingetiden ikke lå ét sted, men i et netværk af kongsgårde og handelspladser – og at Erritsø var en af de vigtigste.

Han beskriver området som en del af en kongelig struktur, hvor forbindelserne mellem Jylland, Fyn og Sjælland var afgørende. Lillebælt var ikke en grænse, men en livsnerve. Skibene sejlede ind og ud, varer og mennesker blev udvekslet, og i midten af det hele sad kongen – ikke blot som en høvding, men som en hersker med overblik og kontrol.

»Der er en tendens til, at vi altid kigger mod øst, når vi taler om kongemagt. Men vi glemmer, at alt det, der foregik her, i virkeligheden var drivkraften. Det var herfra, man kunne kontrollere både handel og forsvar. Det var her, man kunne samle folk og ressourcer,« siger Gert Jensen.

Han fortæller, at hallen i Erritsø – den, som blev udgravet i 2019 – ikke var en tilfældig bygning. Den var en del af et større kompleks, hvor både religion, magt og militær hænger sammen.

»Den hal var ikke et hjem i moderne forstand. Det var et centrum for beslutninger. Der har været et hof, et råd, krigere, præster – alt det, der udgjorde staten, før vi kaldte det en stat. Og det er derfor, det er så vigtigt at forstå det som mere end bare et lokalt fund. Det her var et nationalt centrum,« siger han.

De arkæologiske resultater peger på, at hallen har været genopført flere gange. Nye stolper, nye vægge – et tegn på kontinuitet og på, at magten blev ført videre fra generation til generation.

»Det viser, at det ikke bare var én konge eller én slægt, der sad her. Det var en institution. En kongemagt, der holdt ved gennem flere hundrede år. Det er det, der gør Erritsø unikt. Vi ser her et sted, hvor Danmark blev samlet – længe før navnet Danmark overhovedet eksisterede,« siger Gert Jensen.

Han peger på, at både Hedeby, Ribe og Dannevirke er forbundet med det samme kongesystem. Hvis man ser på placeringen af de gamle handelsruter, er der en tydelig linje gennem Syd- og Østjylland, hvor Erritsø ligger som et naturligt midtpunkt.

»Når du står derude og kigger ud over bæltet, så giver det mening. Herfra kunne man se alt. Her kunne man styre alt. Det er et landskab, der var skabt til magt,« siger han.

Gert Jensen mener, at den viden bør bruges aktivt i nutiden. For mens Vejle allerede har gjort fundet til en del af sin kulturfortælling, mener han, at Fredericia bør tage ejerskab over historien og løfte den frem som en del af sin identitet.

»Vi har en historisk mulighed her. Erritsø og Fredericia hænger sammen, ikke bare geografisk, men kulturelt og historisk. Det her er et sted, hvor konger har regeret, hvor Danmark blev til. Hvis vi tør tage det alvorligt, kan det blive et fyrtårn for både historie og turisme,« siger han.

Han forestiller sig et sted, hvor fortiden bliver levende – måske et formidlingscenter, en rekonstruktion af hallen eller et digitalt oplevelsesrum, hvor man kan træde ind i vikingetiden og se, hvordan kongerne levede og regerede.

»Vi skal ikke bare vise nogle stolpehuller i jorden. Vi skal fortælle historien om, hvad de betyder. Vi skal vise, at det her sted var centrum for noget meget større. Det er ikke kun fortid. Det er vores begyndelse,« siger han.

Når Gert Jensen taler, er det med en blanding af fakta og begejstring. Man fornemmer, at det ikke kun er arkæologi for ham – det er identitet, lokal stolthed og en dyb respekt for den jord, vi går på.

»Erritsø er ikke bare et sted på kortet. Det er et sted i historien. Og det er op til os at sørge for, at resten af Danmark også opdager det,« siger han.

Han smiler, som om han allerede kan se det for sig – skoleklasser, turister og forskere side om side i et landskab, hvor fortiden stadig ånder lige under overfladen.

»Hvis man lytter længe nok, kan man næsten høre dem,« siger han stille. »Lyden af håndværkere, af heste, af konger, der træffer beslutninger. Det er lyden af Danmark, der bliver til.«

Læs også