KRIMI. Sydøstjyllands Politi har inden for et døgn standset tre bilister, der kørte uden at have ret til det.

Den første sag var natten til onsdag klokken 00.05 på Korskærvej i Fredericia. Her kontrollerede patruljen en personbil, hvis fører ikke havde førerret. Manden er 27 år og fra Fredericia.

Senere, onsdag klokken 12.41, standsede en patrulje en personbil i Sjællandsgade i Fredericia. Føreren viste sig ikke at have ret til at køre bilen, da han tidligere havde fået sin førerret administrativt inddraget. Manden er 24 år og fra Fredericia Kommune.

Endelig var der onsdag klokken 22.15 en tilsvarende sag på Skærbækvej ud for Hejse Kro. Også her var der tale om en personbil, hvis fører havde fået førerretten administrativt inddraget. Manden er 31 år og fra Kolding Kommune.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.